De gamle bildæk gavner fiskerne

I 1956 var der på Ebeltoft havn store dynger af gennemhullede bildæk der vagte de besøgendes opmærksomhed. Forklaringen var, at de gamle kasserede bildæk blev benyttet til en produktion, der var til gavn for fiskeriet. Af bildækkene udhugges gummipropper i forskellige størrelser og tykkelser. De blev derefter sat på stålwirerne, der blev slæbt hen over havbunden i forbindelse med trawlfiskeri og var betydelig mere holdbare end det tovværk, der hidtil har været anvendt.

Samtidig blev der også gjort forsøg ved Sjællands Odde, og det viste sig, at gummipropperne holdt 22 gange så længe som et almindeligt tovværk. Selvom de var 2-3 gange så dyre i anskaffelse, er fordelen alligevel indlysende.