Det var først i slutningen af 1800-tallet, at fyrværkeri blev noget, som kunne købes i almindelig handel og med en almindelig pengepung. Hidtil havde fyrværkeriarrangementer primært været noget, man kunne opleve i forbindelse med meget store og bekostelige arrangementer, fx fyrstelige bryllupper og lignende.
Frøer og kinesiske pistoler
Ned imod år 1900 blev det mere og mere almindeligt, at navnlig tobakshandlere tog et parti af forskelligt knaldfyrværkeri hjem og solgte i deres butikker op til nytår. I mange år var det egentligt forbudt i flg. politivedtægter at sælge fyrværkeri. Og derfor forsvarede en tobakshandler, der blev anklaget i Nakskov år 1900 sig med, at han ikke havde solgt sagerne, men givet 2-3 “Frøer” og ca. 24 “kinesiske pistoler” til de kunder, der kom for at købe cigarer og cigaretter. Men han fik nu en bøde alligevel!
Bøsseskydning
Før den tid havde man klaret sig ved at skyde op i luften med en bøsse, hvis man havde en sådan. Der findes flere beretninger om skyderi af denne type, men også retssager. Fx anklagede Stine Jensen fra Nyord på Møn i 1876 lodsen Ole Nielsen, fordi hun mente, at det var ham, der nytårsnat havde brækket hendes dør op og skudt ind i køkkenet.
Potter på dørene
Andre metoder var at “slå potter på dørene” – at kaste gamle udtjente lervarer på folks døre. Det gav et vældigt brag, når tingene gik i stykker. At “gå med rumlepotte” var en anden mulighed – her blev larmen lavet med en krukke, der var ombundet med et skind. Gennem et hul i skindet trak man en fjer, hvilket også gav en god larm.
I 1979 fortalte den dengang 90-årige nykøbingenser, forhenværende stenhugger Jens Chr. Nielsen, der på det tidspunkt boede på plejehjemmet Præstevænget, Nykøbing, om nytåret i Nykøbing omkring år 1900
Da jeg i mine drengeår var med til at fejre nytår, gik det på mange måder mere fredsommeligt for sig end i dag. Nu har det taget en hel anden vending med løjerne. I vore dage er der mere tale om hærværk, og nutidens ungdom har større ødelæggelsestrang.
– Dengang var det blandt andet en skik, at de unge mennesker i al godmodighed smed fyrværkeri fra fortovet ud på kørebanen. For det meste var der tale om børn, der endnu ikke var konfirmeret, fortæller Jens Chr. Nielsen.
Han kan især huske en nytårsaften, hvor han sammen med et par jævnaldrende var med til at kaste fyrværkeri ud foran den hestetrukne ølvogn, der kørte fra Egebjerg til bryggergården, som på den tid lå på hjørnet af Grønnehavestræde og Algade. Det kunne være farligt, når hestene blev opskræmte, men sjovt var det alligevel.
– En anden spøg var det at fjerne brædderne, der var lagt over rendestenene – det var jo før kloakkernes tid – og bytte rundt på folks havelåger, så de skulle rende byen rundt for at finde den næste dag, fortæller Jens Chr. Nielsen.
Desuden var det meget almindeligt at hejse folks havelåger op i flagstangen.
På landet gik man lidt hårdere til værks. Her var det på den tid almindeligt at køre gødning op foran dørene, så folk ikke kunne komme ud, men i øvrigt var der ikke nær så megen skyderi ude på landet som i byen.
Jens Chr. Nielsen fortæller, at Nykøbing omkring århundredskiftet havde omkring 4.000 indbyggere, men ikke desto mindre gik et par politifolk rundt i byen og holdt justits.
Det var det samme fyrværkeri dengang som nutildags, man brugte til at skyde det nye år ind med, nemlig kinesere og skudbøsser.
I forbindelse med Nykøbings 500 års købstadsjubilæum i 1943, skrev I. H. Hansen lidt om, hvordan hans læretid var i Nykøbing:
”Den 1. november 1886 kom jeg i lære hos købmand H. Slott i Nykøbing. Det var et godt lærested, men arbejdsdagen var lang. Vi lukkede op klokken 6 om morgenen og havde åbent lige til kl. 9 om aftenen. Om søndagen var butikken åben fra 6 til 9 om formiddagen og 4 til 8 om eftermiddagen. Omkring 1900 blev arbejdstiden dog ændret lidt, så vi lukkede klokken 8, og jeg tror heller ikke, vi længere havde åbent om søndagen. Købmandsdrengenes tid gik dog ikke med arbejde alene. Jeg husker en nytårsaften omkring 1900, hvor vi havde vældig morskab af at flytte jordemoderens skilt over på borgmesterens dør.
fhv. toldassistent Henry Petersen har på et tidspunkt også nedskrevet sine barndomserindringer her kommer han også ind på nytåret.
l dagene mellem jul og nytår var vi så til foreningsjuletræ, hvor aftenens clou var posen med godter, og til julefest hos familien eller havde dem selv til spisning og juletræ. Nytårsaften var vi altid i Nygård, hvor Boholdt og jeg gik rundt i omegnen og lavede harmløse nytårsløjer hvilket gerne resulterede i, at vi blev budt indenfor til æbleskiver og sodavand. Skikken med nytårsløjer gjaldt dengang helt til helligtrekongers aften, men er vist efterhånden faldet bort. Jeg har ikke nogen klar fornemmelse af, hvornår barndommen for mit vedkommende gik over i det, man kalder ungdommen, men det må vel være begyndt at ske i forbindelse med skolegangens ophør, hvor jeg netop fyldte 15 år.
Sidst syntes ikke I skal snydes for denne fortælling af Hans Vilhelm Wulfburg Andersen der var født i Nykøbing den 13. november 1881 som søn af rebslager Jens Henrik Andersen (f.1840) og hustru Camilla Kjerstine Olivia Bentzen (f.1841), og var således halvbror til Karl Bønneløkke.
Hans Andersen blev gift den 8. november 1906 med Anna Emilie Marie Andersen, f. Larsen.
Han læste i perioden fra 1896-1900 hos murermestrene Krogh & Phil i Nykøbing Sjælland og lavede sit svendestykke i Nykøbing i 1900. Etablerede sig i Nykøbing i 1907. Har haft murerarbejdet ved opførelse af herregården “Annebjerggård”, samt flere af egnens større og mindre landbrugs- og beboelsesejendomme. Han var også medlem af bestyrelsen for Nykøbing Sj. Håndværkerforening. I læretiden gik han på Nykøbing Sj. Tekniske Skole. Hans beretter: ”Mit barndomshjem var et rebslagerhjem, som var på Algade lige over for banken for Nykøbing og Omegn, nabo til Buurgaard-Jensens ejendom (i dag Lokalkompagniet).
Nedenstående episode handler netop om Hans og Karl Nytårsdag 1891
Hans fortæller: Vort barndomshjem lå på hovedgaden i Nykøbing Sj. Vi gik ned gennem haven og ud på havnen sammen med en broder, Thorvald; han var 16 år, mens jeg var 9 og Karl var 25 år. Thorvald skulle imidlertid hjem til et bestemt klokkeslet, så han gik hjem, da vi nåede til Ringholm.
Fjorden havde været tillagt i lang tid, og Karl var en dygtig skøjteløber og i øvrigt ikke så lidt af en sportsmand. Han havde været korporal i tjenesten, og jeg husker den dag aldeles tydeligt. Nu er jeg 76 år og alle mine søskende er døde, så jeg synes ikke erindringen skal gå tabt,
Karl havde slået en isslæde sammen af noget tømmer og med 4 træskøjter underneden. Et gammelt stolesæde var banket på foroven. Endvidere medbragte vi en is-pig som Karl havde i hånden.
Jeg sad på slæden, og han løb så og skubbede mig frem, og jeg syntes, det var evig sjovt i sådan en fart. Han slap somme tider slæden og lod den løbe så langt, den kunne, hvilket det følgende skal vise, at det hævnede sig.
Da vi var nået langt ud omkring Nakke, jeg tror ud for, hvor senere fiskerbrødrene Thomsen byggede, udbrød Karl:
”Se Hans Vilhelm, langt derude er nogle høje isskruninger, dem må vi ud og se”!
Han løb rask videre, og jeg syntes, det var sjovt. Men nu kommer katastrofen, han slap slæden og lod den løbe. Da den holdt op at glide, var han faldet i vandet. Isen kunne bære mig, men ikke ham.
Vi var ikke så langt fra land, og det var til alt held ud for et hus, hvor der boede en skipper Kristoffer Larsen. Hans søn og datter var tilfældigvis uden for huset; de havde set os.
Sønnen var jævnaldrende med min broder.
Det var en tilfrossen våge, min bror var faldet i. Karl fik lavet et stort hul i den tynde is, for hver gang, han prøvede at komme op, brast isen. Mig kunne den nok bære. Jeg fandt ispiggen og stak den ud til ham og derefter slæden; jeg kan endnu se ham ligge og svømme med slæden under den ene arm…
Jeg råbte hele tiden: ”Hjælp! Hjælp!” Han kunne ikke.. “Råb du, Hans Vilhelm!”
Omsider var han nået hen til den gamle is, og han fik knæene op, og jeg fik fat nede bag i bukserne på ham, og isen kunne nu bære ham.
Jeg må nu sige, jeg troede med min barneforstand, at han havde druknet, men der var jo ikke langt igen. Jeg mente, vi skulle have slæden med. “Nej, nej!” udbrød han.
Nu ville han jo løbe, men det kunne han ikke, han faldt.
Jeg vil antage, han havde ligget i vandet et lille kvarter. “Hjælp mig med at få støvlerne af!” hvilket jeg så gjorde.
Det første, han sagde, da han mærkede, isen kunne bære ham var: “Du er en engel, du har frelst mig!” Det gentog han flere gange.
Men fra land var der gjort alt, hvad der kunne gøres. Sønnen, Adolf, løb straks ud til os, og datteren kaldte på sin far, som sov til middag. Han og datteren tog en stige, men da de så, vi var kommet op, løb den gamle mand ned til stranden, og datteren løb ind og hjalp moderen med at hænge uldtøj til varmen ved ovnen og lave sengen til.
Imidlertid var vi nået land. Min bror faldt flere gange, inden de to mænd nåede os. En temmelig høj skrænt skulle de op ad, men da de kom op, udbrød Adolf: Lad mig tage ham far, vi løber raskere!”
Jeg kom så gående bagefter bærende på de store støvler med skøjter på, våd om benene, jeg havde kun sko på. Jeg må ærlig talt sige, jeg var ikke rigtig klar over, hvor galt det var.
Så kom datteren ud og hentede mig. Da jeg kom ind i stuen, lå min bror ved siden af kakkelovnen, hvor ivrige hænder hjalp ham tørt tøj på, og så kom han i seng. Imidlertid blev jeg sat på en slagbænk og fik skoene af. Så fik jeg store tørre uldstrømper på. Det hjalp. Der blev lavet kaffe, min bror skulle have noget varmt i sig. Men han slog til dem. Jeg syntes, det så så løjerligt ud. Det hele var så fremmed for mig. Imidlertid havde den gamle skipper snittet en pind til. Skipperen sagde: Hold armene på ham, Adolf! og skipperen puttede så pinden i munden på ham, og konen gav ham kaffe. Meget af det spildtes; men det hjalp, der begyndte at komme lidt rødt på kinderne.
Karl begyndte at sige: ”Åååh, åååh”. Det kunne jeg ikke forstå, og jeg spurgte:
Hvorfor siger min bror sådan? “Jo” svarede den gamle skipper, “nu begynder blodet at løbe rundt igen. Sig mig, min dreng, har han fået vand”
“Nej, han har ikke haft hovedet under vandet” svarede jeg.
“Nå, så skal vi nok klare det!”
Også jeg fik kaffe med kage til, det var dejligt! Lidt efter sagde min bror henne fra sengen:
“Blev min lillebror derude?”
Jeg gik hen til ham – “Jeg er her Karl.” Lidt efter faldt han i søvn.
“Det var godt” udbrød skipperen, “nu klarer han det!” For mig var det hele så løjerligt. Telefon og ambulance kendtes ikke så langt ude dengang.
Karl må vel have sovet et par timers tid, så var han helt klar. Jeg gik hen og talte med ham. Klokken var nok blevet en 5-6 stykker. Der blev dækket aftensbord, og han fik godt med varmt tøj på, og vi spiste godt begge to. Men nu ville han hjem, de vidste jo intet. Den gamle skipper var meget betænkelig; men Karl fik sønnens tøj på og Adolf fulgte os lige til byen over isen ved Hov vig og i land ved Ringholm. Så gik det jo. Da vi gik over isen ved Hov vig, turde han det næsten ikke. Han tog Adolf under armen.
“Her er bundfrosset, og hvis ikke, så er her dog kun en alen vand.”
Siden den tid gik min bror ikke i bad i Isefjorden, og i Kattegat gik han ikke længere, end han kunne bunde, uagtet han var en god svømmer.
Adolf gik med helt op til kaptajn Henriksens røde hus. Så kunne vi klare resten selv. Vi gik op gennem haven til køkkendøren.
Vor søster var derinde. Hun udbrød: Nej, kommer I nu? Vi troede, I var druknet! Der blev jo stor glæde. Mine forældre havde gerne nogle nære bekendte på besøg 1. juledag og nytårsdag. Jeg mener, klokken må have været ca. 8. En af de store drenge måtte straks ned i svendekammeret og tænde op i kakkelovnen og slå sengen op. Jeg måtte så fortælle det hele, hvordan det var gået til, og fader gik selv ned og pakkede ham til; det lignede nu ellers ikke far.
Den næste dag blev Karl liggende i sengen.
“Hvad ligger du der efter Karl? Skal du ikke op og arbejde?”
“Far vil have, jeg skal blive liggende i dag.”
Det kunne jeg jo ikke forstå. – Men min bror blev inde i varmen i flere dage.
Da han var god til at flette forskellige ting (det var en slags industri inden for rebslagerfaget den gang), så flettede han et nydeligt dobbelt hvidt sengebånd til den gamle skipper og hans hustru. Næste søndag gik han til Nakke med det som en lille tak for deres hjælp mod os. Min bror Thorvald gik med ham; han turde ikke selv om det var højlys dag gå over isen på Hov Vig alene. De gamle mennesker blev jo glade, de havde ikke ventet noget; men et sengebånd var lige det, de trængte til! Adolfs tøj fik mine brødre så også afleveret.
Men nu kommer et lille efterspil for mig privat, som jeg blev glad for. Det lyder som følgende:
Ved siden af mit barndomshjem boede en købmand E. Olsen, som hver jul og nytår havde appelsiner i det ene vindue og skøjter i det andet. Da jeg et par dage efter nytår skulle ind til købmandens butik og købe et pund grøn sæbe til 4 øre, så jeg, at der stod en slagter Peter Brunchmann (for øvrigt en stor børneven). Slagteren skulle have penge for et stykke kød, han havde solgt. Han sagde:” Er det dig dreng, der har reddet din bror fra at drukne?”
“Ja” sagde jeg, “det er det.”
“Det var rask gjort. Du skal have en appelsin, dreng, du skal have to!”
Jeg kan endnu se ham for mig gå hen til vinduet og tage to store appelsiner. De kostede tilsammen 40 øre. Det var mange penge den gang.
Jeg sagde mange tak og løb ind til mor med appelsinerne: “Mor, jeg har fået 2 appelsiner af Peter Brunchmann, fordi jeg reddede Karl!”
“Du sagde vel tak?”
“Ja, det gjorde jeg.”
“Men hvor er sæben og pengene?”
“De ligger inde på disken…”
Jeg sprang i en fart og fik klaret ærindet for mor… ”
