Niels Nielsen var født i 1862 som søn af en fattig daglejer på Lerchenborg. Som lille blev Niels Nielsen sendt ud af sin far for at sælge fisk. Han beholdt dog nogle af pengene selv, og begyndte ret tidligt at spare op Han blev udlært murer, og kom til København, hvor han bl.a. var med til at genopbygge Christiansborg efter branden. Entreprenør Nielsen var en meget driftig og særpræget mand. Det meste kendte han lavede var indgangsportalen til Tivoli, som han opførte i 1889. Til sig selv byggede han en stor villa, som han kaldte “Helsingehøj” ved Hellebæk.
Man har mange steder kunne læse at “Nielsen havde anskaffet sig en båd, og han anløb Rørvig havn en forårsdag i 1902, her så han mulighederne i området Hov Vig, som netop var blevet oversvømmet.” Men det kan jo ikke passe. Julestormen var i december 1902. Så han må være kommet til Rørvig i foråret 1903.
Men for at forså interesse for Hov Vig, skal vi lige høre om julestormen i 1902. For sjældent har man set en naturkatastrofe give så mange muligheder. På det tidspunkt ejede Henriette Schytte Ringholm og Hov Vig. Hun havde overtaget Ringholm efter sin far og omkring år 1900 havde hun købt Hov Vig. Men efter julestormen i 1902, brød dæmningen sammen, så jorden til både Ringholm og Hov Vig blev oversvømmet.
Hullerne i Hov Vig dæmningen blev først blev lukket efter et par år, men det inddæmmende areal, havde aldrig været det bedste at dyrke, og det kan være årsagen til at man valgte ikke at afvande arealet igen. Schytte der kun have lavet en sparsom reparation af dæmningen, måtte kaste håndklædet i ringen, og panthaveren Københavns Universitet overtog i 1902 Hov Vig. Man sikrede sig, at kunne styre vanddybden i området, idet man bevarede slusen ude på dæmningen. Denne er i øvrigt er stadig intakt og bruges jævnligt for at regulere vandstanden.
Dæmningen mellem Isefjorden og Hov Vig. Foto: Peter Lindhard Petersen.
Konkursboet blev overtaget af universitetet som overtog arealet som prioritetshaver og solgte det til entreprenør Nielsen, for kr. 4000.
Nielsen gik omgående i gang med at foretage reparationer på dæmningen, som løb op i kr. 45.000. Nielsen så mulighederne i område. På Hov Vig byggede han et stort og noget specielt hus, hvor byggestilen er Bornholmsk inspireret. Her flyttede han ind sammen med sin kone og deres 5 børn.
I forbindelse med oversvømmelsen, var der kommet en masse åleyngel ind i området. Så han fik derfor den ide at oprettede et stort ålestutteri. Det gav ham hurtigt tilnavnet Ålekongen, blandt borgerne i byen. Stedet rygtes hurtig i havbiologiske kredse og mange besøgte stedet. I 1912 besøgte forskeren Johannes Schmidt området, sammen med et internationalt selskab af havbiologer. Johannes Schmidt, havde netop opdaget og beskrevet ålens vandring i verdenshavene. Det beskrives flere steder hvordan der kom videnskabsmænd fra alverdens lande for at studere åleyngel.
Hr. og fru Nielsen udviste stor gæstfrihed og videnskabsmændene fik lov at bo gratis hos dem, og ofte var der et være rod på deres værelser med reagensglas, kolber, papirer, osv, spredt ud over på borde, senge og gulv. De fik vand med op på værelserne, hvor der var indrettet kummer, som de kunne anbringe åleyngel i. I 1942 omtaler lokalhistoriker Sofus Jensen i avisen også denne gæstfrihed i forbindelse med en artikel om ålekongen, og artiklen afsluttes med ”Ja selv de små gule kinesere, kom på besøg”. En anden formulering havde nok været nødvendig i dag.
Studerer man indberetningerne nærmere vil man se, at det går godt med fangsten. Således blev der i 1905 fanget 1400 kg blankål. I den efterfølgende periode lå det årlige udbytte mellem 2000 og 7100 kg. ål. Karper kunne også færdes i vandet og i 1915 var der et udbytte på 4000 kg. karper.
I starten hvor Nielsen havde arealet var der ingen vej til Nakke hen over arealet. Vejen stoppede der hvor bådehuset ligger i dag. Fra dette sted blev alle ålene i øvrigt fodret. Indtil Odsherred Andelsslagteri åbnede i 1917, blev ålene fodret med selvdøde dyr, og efter Odsherred Andelsslagteri, åbnede i 1917, aftog Hov Vig fremover al det slagteriaffald som de kunne aftage, og dette blev blandet med hakkede saltvandsfisk. Dette gjorde at ålene voksede hurtigere.
Andejagt
Andejagt har altid været en del af Hov Vig, og under Nielsen var naboerne altid klar over hvornår jagten gik ind om efteråret. Det var når flaget på den meget høje flagstang gik til tops. Så måtte naboerne finde geværerne frem, og ud på deres marker, som grænsede op til Hov Vig, for så sket det ofte at ænderne fløj ind over naboens jord.
Ålekongen var en speciel mand, som er omtalt mange steder. Det efterfølgende er et uddrag, fra Keld Nielsens bog ”Det tabte land”, hvor Keld beskriver ham og hans arbejde med ålene meget præcist. Jeg har fået lov til at citere hans beskrivelse af Niels Nielsen.
Nielsen reparerede dæmningen, så vandstanden fortsat kunne reguleres, men det var ikke hensigten at tørlægge vigen igen. Ude ved slusen byggede han nogle specielle ålekister (fangstindretninger) og hyttefade, og han lod opstille en vindmotor her. Da anlægget stod færdigt, var Danmarks første store frilands åledambrug en realitet – og Niels Nielsen fik tilnavnet »Ålekongen« af de lokale.
Fra naturens side var vigen begunstiget med en imponerende opgang af åleyngel, som trak ind i vigen for at æde sig store og fede. Den lave vandstand i vigen medførte, at vandet hurtigt opvarmedes om foråret, og det betød meget, da glasål først begynder at æde, når vandtemperaturen overstiger 10‑15 grader. Tal fra dengang har vi ganske vist ikke, men så sent som i 1980 kunne der fanges over 125 liter glasål i slusen. En liter glasål svarer til ca. 3.000 stk. åleyngel.
I dag er tilgangen af glasål i Hovvig nærmest nul, hvilket er det generelle billede rigtig mange steder i landet.
Ålekongen Nielsen lod ålene fodre for at fremskynde deres vækst yderligere. På menuen stod affald fra slagteriet i Nykøbing og saltvandsfisk fra fjorden. Ålene lærte hurtigt, hvornår det var spisetid. Allerede mens fisk og slagteaffald blev kørt gennem et par store kødhakkemaskiner ude på dæmningen, begyndte vandet i vigen at syde af sultne ål.
De første år efter 1904 blev der også fanget mange skrubber i Hovvig. Spor efter gamle karpedamme, der endnu den dag i dag kan erkendes i terrænet, fortæller om andre store visioner for fiskeopdræt. Men det blev ålene, der gjorde Hovvig berømt viden om. De gamle fangstindberetninger fortæller, at det samlede fangstudbytte kunne komme helt op på syv tons årligt. Det svarer til 63 kilo ål pr. hektar, en helt enestående produktion.
Den opfindsomme Niels Nielsen havde lagt mærke til, at ålene om efteråret søgte ud af vigen mod det mere salte fjordvand. Denne iagttagelse udnyttede han ved at bygge et par store fangstkasser på den indvendige side af slusen. På dæmningen blev der opstillet en vindmotor, der kunne pumpe det salte Isefjordvand ind i ålekisterne. De var forsynede med rusetragte, så ålene kun kunne komme ind i kisterne, men ikke ud igen.
Om natten blev vindmøllen sat i gang, og når saltvandet bredte sig ind i vigen gennem hullerne i kasserne, lod blankålene sig lokke, svømmede gennem rusetragtene – og så var de fanget. Efter en mørk efterårsnat kunne de fyldte kasser næste morgen løftes ud af vandet ved hjælp af en særlig taljekonstruktion og tømmes for de mange ål.
Ålene kommer som 3 årige fra Sargassohavet. På det tidspunkt er de små gennemsigtige glasål. Når ålene så er kommet ind i vigen, går de der fra 7 til 12-15 år. Så er de blevet vandringsmodne og forlader vigen for at sætte kursen mod Sargassohavet for at yngle. Når ålen er blevet vandringsmoden, holder den op med at tage føde til sig, gattet lukker sig, og buen bliver blank. Nu er det en blankål. Det sker for hanålens vedkommende i 10 års alderen og for hun ålens vedkommende noget senere.
En minde findes der stadig fra åleventyret på Hov Vig og det er det lille rygehus på venstre side når man kommer fra Nykøbing. Her er der gennem tiderne blevet røget mange ål. Det blev bevidst lagt langt væk fra de andre bygninger.
Taget på den tidligere hovedbygningen var naturligvis tækket med tagrør fra området, men på grund af brandfaren, blev rygehuset placeret så lang væk, som det var forsvarligt og samtidig blev tagbeklædningen udført i teglsten.
For dem der har sin gang på Hov Vig, så er stien gennem reservatet en af de eneste muligheder for at gøre stop og nyde dyrelivet i reservatet, men samtidig giver den en helt ekstraordinær mulighed for at komme tæt på dyrelivet. Selvsamme sti har været genstand for meget skriveri omkring dens formål og ikke mindst oprindelse.
Et faktum er, at stien ikke er lavet i forbindelse med inddæmningen, for formålet var jo netop inddæmning, hvorfor en ikke ville give mening nu der skulle være mark eller eng.
Det fremgår også af et kort fra 1895, at der ikke er nogen sti. Stien er angivet, på det næste kort fra 1934. Men det fremgår ikke om det er en gå sti eller om det er muligt at køre med hestevogn.
Kort fra 1895 hvor der ikke er nogen sti over Hov-Vig.
Efter stormen i 1902, hvor arealet bliver oversvømmet, må man formode at behovet opstår kort tid efter, altså på det tidspunkt, hvor man dropper at tørlægge det.
Tinglysningen, kan hjælpe her. Heraf fremgår det at der i 1906 sker en tinglysning omkring et vejanlæg. Altså må stien/vejen være udført i 1905 eller i starten af 1906. Det fremgår desuden at stien skal være farbar i en bredde af 1.25 m. I en artikel i Venstrebladet, er tidligere entreprenør, borgmester og Sognerådsformand Henry Jakobsen citeret for at sige at ” Vejen sandsynligvis er etableret et par år efter julestormen”
Her et kort fra 1934, hvorpå der er tilført rettelser i 60´erne.
Efter krigen sker der yderligere en tingløsning, som kan hjælpe med at kaste lys over det. Heraf fremgår det at vejen på det tidspunkt skal kunne befordre hestekøretøjer af enhver art. Yderligere står der at ”..læger, dyrlæger og jordemødre er berettiget til at befærde vejen” Det betyder med andre ord at den i den mellemliggende periode er blevet gjort bredere. For ingen heste køretøjer kan holde sig under de 1.25 m.
Så det var Ålekongens periode at stien blev anlagt.
Tilbage til Mors
Men kedsomheden indhentede Nielsen, og han flyttede til Mors, hvor han opholdte sig indtil 1934. Herefter fik at den ide, efter af at set det gennemført på Mors, at begynde at bygge sommerhuse. Så i en alder af 72, begyndte han at udstykke området til sommerhusgrunde. Klitborg ligger på Flyvesandslodderne mellem Nykøbing og Rørvig. Området købte han for for 7 øre kvadratalen i 1914. Her byggende han huset Klitborg som familien flyttede ind i.
Arealet omkring Jagtborg var på det tidspunkt meget sumpet, men dertil var det velegnet, for en af Nielsens store interesser var andejagt. Det er i øvrigt heraf at området fik navnet Jagtborg.
Byggeriet af huset Klitborg varede ca. 1 år. Det blev udført af Nielsens ældste søn, Knud Nielsen, senere Hanting, som samtidig byggede Skovhuset beliggende på Klitborgvej 12 til daværende teaterdirektør Ivar Schmidt. Bygningen Klitborg var velholdt, den var med stråtag og alle vinduer havde de eleganteste skodder. I hver enkelt skodde var der de fineste udskæringer af de dyr, man finder ved stranden og i klitten.
Sommerhusene blev opført som udlejnings byggeri til 200 kr. årligt, og var en af landets første af sin art. Der blev anlagt veje med rundkørsel, gravet brønde bag klitterne, samt bygget det første af i alt to små pumpehuse, og vandtårnet, der skulle forsyne de kommende huse med vand, så alle havde indlagt vand og træk-og-slip-toiletter, hvilket var usædvanligt på de tider.
Bebyggelsen blev opført i midten af 1930’erne og kom til at bestå af 30 – 40 små huse. De første 16 huse blev bygget på Birkevej (nu Birketoften) og Klitvej. De stod færdige i 1935. Husene lignede hinanden udefra. De havde karakteristiske “tårn”, som jo endnu findes på nogle af husene, de var gulkalkede i forskellige nuancer. De dejlige stalddøre der var grønmalede, blev sammen med garageportene lavet på Mors, og sendt til Nykøbing med jernbanevogne. Husene blev bygget af en murermester fra Nykøbing Sj.
”Nielsen – også kaldet Gamle Nielsen – gjorde et uudsletteligt indtryk på alle, der har kendt ham. Han huskes som en personlighed, man havde stor respekt for. Man så ham meget tit gå rundt i området på vejene, altid med sin jagtstok. Han kunne komme uanmeldt i husene, og man kunne ikke altid være sikker på at kunne leje det samme hus året efter. Det bestemte Nielsen suverænt. Han bestemte også, om huset skulle kalkes i en anden farve året efter. Han passede i den grad på, at ingen fremmede kom ind på hans område, hverken på vejene på stranden eller i klitterne. Vi, der boede her, måtte kun færdes på de af ham anlagte veje og stier. Der var mange hjemmelavede skilte med forbud. Stod der ”kun for gående” skulle man nok springe af sin cykel, for Gamle Nielsen sad tit på sin jagtstok godt gemt mellem træerne og lurede.” (Kilde: Klitborg Grundejerforening)
Materialerne til sten var billige. Med en bestemt vind kom der noget fint grus op på stranden. Gruset blev blandet med cement. I flere år stod der en mand bag klitterne ved Vestvej og lavede sten på et hjemmelavet apparat. Det blev fortalt, at de små huse stod Nielsen i 900,00 kr. pr. stk. Det undrede Nielsen meget, at sommergæsterne slog sig ned i hele sommerperioden under så trange forhold, og derfor byggede han den lille tilbygning, enten af træ eller sten, på de fleste af husene, der gav lidt ekstra køkkenplads, samt et ekstra soverum.
De næste 7 huse blev bygget for enden af Klitborgvej og på Strandvej i vinteren 1935, og foråret 1936. De var en del større og mere komfortable. De endnu finere huse i Gyuden fulgte efter, og endelig blev udlejningsbyggeriet afsluttet 1942 med de tre smukke stråtækte huse på Vestvej. Samme år kom der byggestop på grund af krigen.
I 1941 kom sønnen Sven Nielsen til Klitborg for at aflaste sin far med det store arbejde det var at administrere de mange udlejningshuse. Den 2.april 1946 blev der dannet et konsortium bestående af direktør Svend Vedde, Nykøbing Sjælland, sognerådsformand Christoffer Danielsen, Nakke og assurandør Petersen, Jagtborg, som købte en plantage på 27 tdr. land lige overfor Jagtborg, sælgeren var entreprenør Nielsen, Klitborg, og hvad Odsherred Tidende erfarede dengang var købesummen 150.000,00 kr.
I 1947 døde entreprenør Niels Nielsen på Klitborg 85 år gammel, Sven Nielsen overtog herefter alle husene, men i 1950 besluttede han at sælge alle husene, og de blev tilbudt lejerne på utrolig favorable vilkår.
I dag er klitborg et feriehjem
Kilder: SOC, eget materiale, Klitborg Grundejerforening samt Odsherred Lokalarkiv.
