I dag er vandtårnet byens vartegn, når man nærmer sig Nykøbing og ser tårnet med lys på så er man hjemme i Nykøbing. I jule måneden er der også tradition for at der sættes et juletræ på toppen og hvem har ikke haft konkurrencen om, hvem der så vandtårnet først, når man kom fra syd.
Det er i 1909, at Nykøbing Sjælland Vandværk kommer i drift. Formanden for det udvalg der skulle forestå anlægget var redaktør N. Vallentin Nielsen, Odsherred Tidende og den første formand var stenhugger Otto Larsen.
Der blev foretaget 3 boringer i en dybde af ca. 100 fod, der gav 10/m3 vand i timen, og der byggedes maskinhus og iltningsovne. 2 pumper med 2 stk. 5 hk gasmotorer blev herefter installeredes.
Da der blev tale om, at Sindssygehospitalet (Amtshospitalet) kom til at ligge ved Nykøbing Sjælland, afhang det til sidst af, om der kunne skaffes tilstrækkeligt vand dertil. Nye boringer blev foretaget ved byen, men tilstrækkeligt vand opnås først ved at bore et stykke vest for byen, samtidig blev det også nødvendigt at bygge et vandtårn. Og dette vandtårn gemmer på en meget spændende historie. En historie om vandmangel, ekstra ordinære byrådsmøder og protester om rørføring og meget andet.
I Odsherreds Tidende, kunne man i juli måned 1913 læse, at man for at kunne forsyne Sindsygehospitalet med vand, måtte lave en tredje boring i Rørmosen, hvor der samtidig skulle anlægges en pumpestation. En samlet udgift på kr. 25.000. Det årlige forbrug af vand var på det tidspunkt ca. 50.00 kbm. Men med et årligt forbrug anslået til 70.000 kbm alene til Sindsygehospitalet, måtte man i en fart lave endnu en boring. Byggeriet af Sindsygehospitalet var på det tidspunkt i fuld gang, og til dette skulle der bruges meget vand.
Tegninger og projektering blev udført af ingeniør G.R. Øllgaard. Georg Rasmus Øllgaard (1868-1946) var i 1890’erne ansat ved Gentofte kommune og Københavns vandværk. I 1902 stiftede han det rådgivende ingeniørfirma med speciale i vandtårne og vandværker. Øllgaard byggede efterfølgende vandtårne overalt i Danmark, som det fremgår af tegningen.
Ingeniør Øllgaard havde lavet 3 forslag, der skulle tages stilling til. Forslag 1 og 2 mindede om hinanden. På Mosbybakken skulle der opføres en højdebeholder med en ledning langs med henholdsvis Egebjergvej eller Amtsvejen.
Det blev forslag 3 som blev besluttet. Et vandtårn, opført på den gamle høj uden for byen og med ledning til hospitalets grund.
Vandtårnet kostede kr. 10.000 at opføre og der var budgetteret med et ledningsarbejde på 7.200 kr. Arbejdet i Rørmosen kostede 25.000 kr., alt i alt en lidt dyrere løsning. Forslag nr. 3 tilgodeså også en udvidelse af byen. En samlet udgift på 50.000 kr.blev der budgetteret med for hele projektet. Byrådet besluttede efterfølgende denne plan enstemmigt.
Fra vandværkets placering i Rørmosen er der til hospitalets port en højdeforskel på 32 meter.
Selve tårnet der er 19 meter højt, kan rumme 80 m3 vand. Omkring tårnet er der jordtanke som indeholder 1600 m3 vand.
I april måned 1914, kunne man læse, at byen i nogle dage havde været uden vand. Det kom som en stor overraskelse for mange af byens borgere. Kritikken var stor, for vandværksudvalget havde ikke informeret borgerne om, hvad årsagen var, og hvornår denne kalamitet (katastrofe) ville stoppe. Flere stod i badet eller var i gang med hovedrengøringen, da vandet pludselig udeblev, byen var med ét uden vand.
Byens gamle brønde, som endnu ikke var dækket til, kom i brug igen. Flere af byens borgere stillede også deres private brønde til rådighed. Men brøndene dækkede kun det allermest nødvendige behov. Vandværket kunne ikke følge med, med hensyn til at levere vand og byggeriet på Sindsygehospitalets. Vandværksudvalget kunne dog i perioder slappe af – det skete flere gang, at der var strejke på byggepladserne på Sindsygehospitalet. Noget der den gang fyldte meget i aviserne. Der var kritik af vandværksudvalget, som ikke havde sørget for, at få den nye boring på plads, så man derved kunne have undgået denne vandmangel. Det havde tidligere gået, at man i søn- og helligdage kunne pumpe vand op på forskud, men opbevaringsmulighederne var små. Man manglede i den grad et sted til at opsamle vandet – et vandtårn. For at kunne følge med på bedst mulig måde sled man på de gamle boringer. Vandværkets formand Otto Larsen, var bortrejst, telefonen svarede, ikke når man ringede til vandværket. En hel uge stort set uden noget vand til byen kunne borgerne ikke acceptere. andværkets bestyrer Hr. Eriksen, kunne dog informere om, at vandstanden i boringen findes ved 8 meter, og da pumpens sugeevne kun går til 6 meter, giver det sig selv, at man ikke kan pumpe, når vandstanden var omkring de 6 meter. At det også havde været varmt det sidste stykke tid, gjorde det ikke bedre. På slagteriet, som i 1914 lige var åbnet, havde man lige fået gang i det store køleapparat, som også skulle bruge en del vand. Byen manglede i den grad vand. Konklusionen blev, at man lukkede for vantilførslen til Sinssygehospitalet, for man ville som det stod i avisen ”først og fremmest tilfredsstille byens borgere”.
Men man løb ind i nye problemer, for der var nu opstået et problem omkring placeringen af rørledningen fra boringen til vandtårnet. Vandværksudvalget og lodsejer møller, B. Larsen, Nygaard kunne ikke blive enige om en placering af rørledningen på hans mark. Han ville ikke tillade en ledningsføring over hans mark, uden at han fik en rimelig betaling for dette. Man måtte derfor ty til en ekspropriationsforretning, men en langsommelig papirgang i ministeriet gjorde, at man nu have en by ude vand og byggeriet på hospitalet oplevede i sagens natur også problemer – for det var svært at bygge uden at have vand til rådighed. Man sendte derfor en mand af sted til København for at få gang i ekspropriationsforretning. Byrådet havde endnu en gang sagen oppe, denne gang på et ekstraordinært møde, og Otto Larsen var kaldt ind for at kunne forklare og svare på spørgsmål.
I marts måned 1914 sendte B. Larsen fra Nygaard et langt brev til avisen. Han ønskede at redegøre for, hvordan han opfattede sagen. Årsagen var uden tvivl på grund af et pres fra byens borgere, som efterhånden havde set sig lidt sur på manden fra Nygaard, som var årsag til, at der ikke var noget vand i hanerne. Udvalgte ville gerne have tinglyst en servitut på ejendommen. Dette, mente B. Larsen, ville forringe ejendommen, og tonen var ikke den bedste, for en af vandværksudvalgets medlemmer havde kaldt Larsen for ”stejl og stridig”. For rørføringen forlangte Larsen til sidst 200 kr., mod at det skulle være færdig inden 1. april ellers ville udvalget skulle betale dagbøder til Larsen på 3 kr. pr. dag. Dette ville udvalget ikke gå med til. Årsagen til den 1. april var, at der ikke skulle graves og arbejdes på marken, efter den var sået til. Larsen ville også have en vej anlagt ned til boringen, mod betaling 500 kr., således at man, når pumperne skulle tilses, ikke brugte den nærmeste vej hen over marken. Larsen kunne jo oplyse, at kommunens og vandværkets folk ofte lagde vej forbi boringerne. Ingeniør Øllgaard, der var medlem af udvalget, som stod for byggeriet, tilbød 380 kr. Larsen gik ned på 400 kr. men ifølge hans brev til avisen, så hørte han aldrig mere fra herrerne fra udvalget. Larsen afslutter sit brev til avisen med: ”B. Larsen slutter med at pointere at han på alle stadier har været villig til at forhandling, og når disse er løbet ud i sandet, er skylden herfor udvalgets, der også kommer til at bære ansvaret for de opslående kalamiteter med vandmangelen i byen”.
Hegnsfoged Helms fra Holbæk havde i en uge prøvet at finde en løsning mellem parterne uden positivt resultat. I juni måned 1914 var det blevet tid til ekspropriationsforretning. Der blev fundet en løsning mellem Larsen og udvalget – Larsen gik med til at få kr. 250 i erstatning for at få ført ledningen over hans jord. En bedre løsning kunne han dog havde fået – da udvalget for flere måneder siden tilbød ham kr. 200 plus fri vandledning.
I et referat fra byrådet fremgår det, at man meget tidligere kunne havde fundet en løsning, hvis ikke der havde været så mange krav fra B. Larsen. Begæringen blev afsendt i februar 1914 fra borgmesteren. Først i juni havde ministeriet fundet de personer, der skulle være med i en ekspropriationsforretning, og på deres første møde i juni blev der fundet en løsning. Rygter gik ellers i byen på, at der først d. 22. april var sendt et brev af sted til ekspropriationsudvalget, men dette kunne borgmesteren på det kraftigste afvise.
Der blev nu arbejdet hurtigt, for byen manglede stadig vand, ikke mindst fordi sommeren også gjorde sit til at forværre vandmanglen. Kritikken blev i avisen nu rettet på at arbejdet gik for langsomt, og udvalgsformand Otto Larsen måtte igen forklare sig til byrådet. Ledningen skulle føres under jernbanen og hovedlandevej, så dette ville yderligere forsinke arbejdet. Otto Larsen oplyste, at der arbejdede 7 mand på gravearbejdet. Det var entreprenør I. Nielsen, som stod for gravearbejdet, og han havde lånt 3 mænd fra udvalgsformand Otto Larsen, som også var entreprenør.
Torsdag d. 18. juni 1914 var en stor dag for byen, her blev vandtårnet for første gang taget i brug, idet ledningen fra Rørmosen blev tilsluttet vandtårnet, som i mellemtiden var blevet færdigt. I den anledning blev flaget hejst på toppen af byens nye vartegn. Vandet løb nu for første gange fra vandtårnet, og der var rigeligt med vand, men det smagte fælt af asfalt, men dette aftog efter et par dage. Rygterne om, at tilslutningen var en realitet, havde uden tvivl bredt sig hurtigt. I dagene efter blev der brugt dobbelt så meget vand, som før vandmanglen satte ind. Mon ikke byens borgere hamstrede for at være på den sikre side.