Den kendte lokalhistoriker Sophus ”Trommeslager” Jensen, var i familie med ”Gamle” Martin Pedersen. Martin, der var født i 1857, levet hele sit liv som ungkarl, og på de sidste dage boede han hos Sophus i Lindealle 2 i Nykøbing. Martin havde altid hjulpet til hvor han kunne, også hos Sophus´ far Niels Jensen, i forretningen og udskænkningen, hvor han var medhjælper og lagerkarl.
I 1940 vandt Martin en konkurrence i Berlingske Tidende. En konkurrence hvor man skulle beskrive julen i gamle dage. Martin fortalte om julen på hans forældres gård i Gudmindrup i perioden omkring 1860´erne.
Præmien var på kr. 500, hvilket var mange penge den gang. I et interviewe med Martin, som Berlingske Tidende bragte i anledning af at han havde vundet, ønskede Martin som noget af det sidste at komme til hovedstaden når løvet igen blev grønt. Det nåede Martin ikke, i januar måned 1941 dør ”Gamle” Martin Pedersen i en alder af 84 år – inden løvet nåede at blive grønt.
Sophus datter, Lilian Katrine Andersen, har givet lov til at historien gengives, for det var hendes far Sophus, der skrev Martins historie. Den bringes her, ikke omskrevet til nutidens sprog, men dog i en forkortet udgave. Det vil senere blive udgivet i sin helhed. Her er 1. del.
I Højby Sogn i den lille Landsby Gudmindrup, laa min fædrende Gaard, i hvilken jeg oplevede hele min Barndom. Gaarden var en typisk sjællandsk Bondegaard fra 1780´erne. Alle fire Længer var sammenbyggede og selvfølgelig straatækte. Stuehusets Vinduer vendte ind til Gaardspladsen, kun et enkelt lille, hvor der var en Træskodde for, vendte ud til Forhaven. I Staldlængen var Vinduerne ogsaa ind til Gaarden og meget smaa. Ude i Loen og Laden var der ikke Vinduer, men de saakaldte Glugger, som vendte ud til Marken, og heri sattes blot en Knippe Halm, naar de skulde dækkes. Disse Glugger blev ofte om Vinteren brugt af Gaardens Folk, naar Mikkel Ræv blev for nærgaaende, herinde stod de i Læ med Jagtgeværet i de maanelyse Nætter og afventede Mikkels Besøg ved en udlagt død Høne.
Ude i Gaardens søndre Hjørne stod det store Hundehus til Vagthunden, som stod i Lænke hele Aaret rundt, medens Jagt- og Smaahundene opholdt sig i Stuerne. Fra Gaardens første Tid var Hesteomgangen til Tærskeværket i et stort Rum foran Loen, senere, da Tærskeværket blev mere moderniseret, blev Hesteomgangen flyttet ud i Gaarden.
Ved den vestre Længe i Gaarden var der en meget dyb Kampestens Brønd med Vippegalge, og paa en Rambuk med Tremmer stod her næsten altid hvidskurede Kar, Baller og Junger, enkelte af Kobber, ligesom et stort, udhulet Træ paa to store flade Sten, altid fyldt med Vand til Afbenyttelse for alle Gaardens Dyr. Ude paa Marken, faa Alen fra nævnte Længe, løb en Kilde (Rendebækken), som førte Vandet oppe fra Moserne ud i Vesterstrand. Ved dette Vandløb stod en stor Pilestamme, hvor Storken havde sin Bolig. Skønt der var lagt Vognhjul op paa den søndre Længe, fik vi den aldrig til at bygge her.
Og sluttelig skal her bemærkes, at inde paa selve Gaardspladsen stod saa de høje, fine skraasatte, firkantede Stakke, hvilke dengang var enhver Bondes Ærgerrighed at faa sat flot op, og som virkelig var en mangeaarig Øvelse, som ikke alle slap lige let efter.
Det var mit Barndomshjems Ydre, men lad os nu træde ind ad Hovedgangdøren paa den høje Stentrappe midt i Gaardens Stuelænge og se, hvordan vi boede dengang.
Gulvet i selve Gangen var belagt med nogle store, røde Munkesten i pæne trekantede Felter, en gammel Kone fortalte mig som Dreng, at de var vist nok hentet nede i en Ruin i Nygaard Sø, som hun kaldte Nisseholmen (Næsholm) for mange Aar siden.
Den første Dør i Gangen førte til venstre lige ind i Folkestuen; her var Lergulv, meget fast og glat, næsten lige som Nutidens brune Linoleumstæpper. Langs Væggen stod den faste Langbænk, i hvis Rum Gæs somme Tider rugede, og kom der Fremmede, og de ikke tænkte paa det, skulde de nok komme til at strække Benene ud for Gæssene, som nappede dem i Læggene, for mærkeligt nok, os, som de saa til Hverdag, nappede de aldrig efter. Ud for Bænken stod det store Folkebord, som før i Tiden skulde have haft en Inskription, men det forsvandt, da der af Snedkeren i Nykøbing blev lagt en ny Plade i i 1846. Den Plade var af Træ fra Linieskibet »Prins Kristian«, som med Willemoes sprang i Luften ude ved Odden, ikke mange Mil fra vor Gaard. I denne Forbindelse skal jeg bemærke, at naar Kvindfolkene malede Sennep, brugte de Kanonkugler, ogsaa fra Linieskibet, de var samlet op efter Kampen. I Højby Sogn fandtes saadanne Sennepskugler i næsten hver Gaard, og mange er i Brug den Dag i Dag.
I næste uge ser vi på juleforberedelserne.
