Hvor man dog glæder sig over, at nogen har sat sig og skrevet sine erindringer ned. Her er det om livet i Nykøbing, men det kunne være hvilken som helst anden by i Odsherred. Men det lige med at få det gjort. Det udsættes og en dag er det for sent.
Når disse linjer læses kan man sende en venlig tanke til Jenny Schacke (f.1899), som stammede fra Garvergården, hvor tidligere Heinrich Geppel boede privat – Algade 16.
I 1970´erne blev erindringerne bragt i Sjællands Tidende i en artikelserie. Jenny Margrethe Schacke var lægeautoriseret massøse og sygehusgymnast og bibliotekar på biblioteket i Nykøbing. Hun blev senere uddannet fysioterapeut i København i 1920 og arbejdede også 3 år i USA som massøse og sygehjælper. I 1925 blev hun ansat som massøse og sygehusgymnast Amtshospitalet.
Her er hendes fortælling om livet i Nykøbing omkring år 1900.
Jenny Schacke
”Jeg er blevet bedt om at fortælle lidt om mit barndomshjem, den gamle Garvergård i Nykøbing. Det er dog kun lidt jeg husker, da garveriet omkring 1904 blev nedlagt, og mine søskende er døde, så jeg kan altså kun nedfælde de ting jeg selv kan huske, eller hvad jeg er blevet fortalt. Det bliver altså mere en lille miljøskildring og om, hvorledes en familie – lidt op i årene – måtte skaffe sig et nyt erhverv og til dels lægge sit liv om.
Min oldefar, Heinrich Chr. Schacke, var af gammel garverslægt og selv garver og var født i Tyskland i 1769 og blev garvermester i København 1814; jeg har hørt at man ikke er helt sikker på fødselsåret, da der var “noget om” at man for at få borgerskab (for indvandrede) skulle have været soldat, og var den pågældende for gammel til det, ja så blev der ikke noget af borgerskabet, og så snød man hellere lidt på årstallet.
Min bedstefar (farfar) Heinrich Chr. Schacke (1811-1896) blev garvermester her i Nykøbing (1837), og ligeledes min far, Ludvig Philip Flori Schacke (1852-1923).
Garvergården med den gamle Heinrich Christian Schacke og barnebarnet Alice Schacke (gift Zahle) stående udenfor. I vinduet ses farmor Riche Caroline Schacke og faster Adelina. Heinrich Christian Schacke døde i 1896 og havde da været garvermester i Nykøbing siden 1837. Forretningen blev overtaget af garverens søn Ludvig Philip Flori Schacke. Bemærk vinduet over porten – det er der stadig den dag i dag. (Odsherred Lokalarkiv)
Omkring århundredeskiftet, da maskinerne kom frem, kneb det for de mindre håndværksmestre at få råd til at anskaffe dem; det kunne kun de, der havde de store garverier. Her i Danmark gik der på den tid i løbet af fem år over hundrede garverier fallit; det gjorde min far ikke, men det var vanskelige år, og far måtte gå over til landbrug.
Om garveriet kan jeg huske, at der ovre i den ene side af gården var gravet, jeg tror, tre store dybe trækar ned; de var så dybe, at jeg vil tro, det var som to gange en mandshøjde.
Billedet er taget i garver Schackes gård i Nykøbing. Jenny Margrethe Schacke står sammen med sin mor Julie Nicoline Marie Brunchmann. Jennys far, Ludvig Philip Flori Schacke, havde overtaget garveriet efter sin far Heinrich Christian Schacke.
Jenny Schacke blev senere uddannet lægeautoriseret massøse og sygehusgymnast. Hun blev dog senere bibliotekar på folkebiblioteket i Nykøbing Sj. og var kendt for at cykle rundt med bøger til ældre, der havde svært ved at komme på biblioteket. (Odsherred Lokalarkiv)
I de kar lå huderne i en “lage” af egebark. I disse kar stod svendene og “stampede” huderne, det vil sige bankede og blødgjorde dem, og det blev gjort med en slags tøjrkølle. Svendene var altid iført skødeskind og træskostøvler. Senere blev huderne hængt til tørre i tougstuen. Tougstuen var et af lofterne, og der var træpersienner til begge sider, så der kunne blive gennemtræk. (Da garveriet blev nedlagt, blev tougstuen brugt til tørreloft om vinteren og var helt ideel til det).
Om huderne havde gennemgået yderligere en proces inden det, ved jeg ikke; jo, mon ikke den proces med at skrabe toet af var der imellem? Dette foregik enten på en stor lige bordplade, og dertil blev brugt den lige degen. Blev huden lagt over en udhulet, flækket, altså buet træstamme (der stod skråt), så den sluttede om stammen, blev den buede degen brugt. En degen var en stor bredbladet kniv med håndtag i begge ender. Svenden stod op bag ved træstammen og støttede kroppen ind imod den og skrabede så hårene af.
På den anden side af gården var der et halvtag med snore, hvor der også kunne hænges skind; her var også et mindre kar gravet ned, og det indeholdt pyeren, der bestod af hønsemøg, som kom i en slags gæring og stank ganske forfærdeligt. I det hele taget var garvning et stinkende arbejde. Da garveriet blev nedlagt, blev længerne lavet om til stalde, karrene blev fyldt op og dækket til, og nu blev det landbrug, vi skulle leve af. Der blev dels købt, dels lejet jord uden for byen.
Samtidig blev de to tjenestepiger sagt op, og mor måtte selv overtage hele husholdningen, og det var et stort arbejde. På første sal var der tre stuer og tre soveværelser, i stuen var der pigeværelser, køkken, spisekamre osv, desuden havde far en lille læderhandel – også handel med skind som beredte lammeskind, følskind osv.
Vi solgte mælk fra stalddøren, som det hed, det var dog ikke nede fra stalddøren, men mælken kom op i køkkenet i jungerne, og den søde mælk blev hældt op i en stor emaljeret gryde, som stod på et dertil indrettet bord; den søde mælk kostede den gang 8 øre potten; jeg kan dog kun huske 11 øre, men jeg husker tydeligt at den var meget dyr, da den kom til at koste 12 øre. Bag ved køkkenet blev der indrettet en mælkestue; i den var der et stort mahognibord (fuldt mahogni!), en plade der havde været brugt i garveriet; på den stod der mælkefade.
Senere blev denne plade lavet til to smukke bordplader; der var en plade til, men af en anden træsort, og af den blev der også lavet et par borde. Der blev også støbt et par cementbassiner, som kunne fyldes med vand, der blev postet ind fra pumpen i gården; over bassinerne var der trukket jernbånd på kryds og tværs, og herpå stod mælkefadene køligt i vandet; jeg husker også, at det blev brugt at hejse mælkejungen ned i brønden. I den varme tid blev vandet i bassinerne skiftet ud et par gange om dagen.
Mor skummede selv fadene for fløde, dels kaffefløde, dels piskefløde (piskefløde skulle bestilles dagen før, som regel). Og det var god fløde; jeg husker at der en gang var en kunde, der klagede over at hun en dag ikke havde kunnet piske kaffefløden. Der blev altså også solgt skummetmælk. Vi havde kun faste kunder, og der var ekspektanceliste for at blive kunde og specielt til den varme nymalkede mælk om aftenen. Mælk og fløde blev solgt om formiddagen og aftenmælken k1.6-6 3/4, dvs k1.18-18 3/4.
Det var meget almindeligt, at lægerne henviste folk med et skrøbeligt spædbarn til at få mælk hos os; så blev mælken fra en bestemt ko malket fra. En gang var der en overretssagfører, der også bad om få mælk til sit svage barn, men gerne ville have dyrlægen til at udvælge koen, der skulle levere mælken. Stor var fars glæde, da dyrlægen svarede: “Det behøves ikke, jeg kender den besætning, og De kan godt stole på at Schacke giver Dem den bedste”. Vi leverede også mælk til tre hoteller og restauranter, og jeg måtte hver morgen inden skoletid bringe mælk og fløde ud til dem.
Til fars lille bevarede læderhandel kom der mest nogle skomagere og sadelmagere fra de nærliggende landsbyer (byens skomagere købte selv læder hjem), samt folk der selv forsålede deres fodtøj, for eksempel folk med mange børn.
Om sommeren og efteråret kom der næsten hver lørdag aften polske roearbejdere fra de nærliggende herregårde; de var, især kvinderne, iført deres smukke nationaldragter. Læderet var skåret ud i ganske bestemte størrelser og faconer, så de passede til fodtøjet; prisen var skrevet på med kridt. Og hver lørdag aften, når polakkerne havde været der, sad far og kløede sig mellem fingrene; (let var angsten for eventuelt at have fået fnat af dem; far vidste fra sin ungdom, da han var “gesell” i Tyskland, Østrig og Tyrol, at det kunne risikeres; om søndagen var det overstået. Far opkøbte selv kalveskind, og de blev sendt til de store; ligeledes modtog han for eksempel lammeskind eller hundeskind som blev sendt til beredning og så sendt tilbage til ejeren.
Egebarken kunne dog bruges til andre formål. Når der var en eller anden meget syg, som støjen fra gaden forstyrrede, så blev der hentet bark og lagt på gaden ud for den syges hjem. Ja, for der var også den gang megen gadestøj, omend på en anden måde end nu. Det lavede et forfærdeligt spektakel, når hestekøretøjerne kørte, ja skramlede ned over de toppede brosten. Men der var jo ikke megen trafik ellers; vor gravhund sov meget midt ude på gaden, og al kørsel gik uden om hunden, den flyttede sig ikke, men lå trygt i solskinnet, og var der en bunke tørrede hestepærer, lå den blødt og dejligt oven i dem.
Algade. Til venstre ved gadespejlet ses Garvergården, og for enden af gaden Fritz Wiggers og Marius Rings forretninger. (Odsherred Lokalarkiv)
Efterhånden kom jo så bilerne, og den første vi havde i Nykøbing – jeg vil tro omkring 1908-10 -var trehjulet, og hvis vi sad ved spisebordet og hørte den komme, for vi alle til vinduet for at se den. Hestene var bange for bilerne, og der var en lov om, at hvis kusken rakte pisken op, så skulle bilisten standse, så han (kusken) kunne gå ned og holde ved hovedet af hesten. Så kunne bilen liste småt forbi og helst med så lidt støj som muligt.
Den trehjulet bil som Jenny husker, var dette automobil, som blev ført af Laurits Jakobsen. Det var godt nok første i 1912, at han kommer tilbage til Odsherred, efter at være blevet smidt ud af Slagelse, fordi automobilet larmede og skræmte hestene.Morfars hjem var et smukt hjem, og jeg husker at der imellem de tre fag vinduer i dagligstuen hang to forgyldte konsolspejle med sortlakerede hylder, hvorpå der stod en sølvkandelaber. Der var også et mahognispillebord, hvis ene halvdel var slået op ad væggen. Også her stod der to sølvlysestager, og så var der, hvad der den gang brugtes, en såkaldt marquardbuket, en buket af evighedsblomster, strå og mannablomster, også kaldet judaspenge.
Både morfar og mormor var meget godgørende af sig og nød, så vidt jeg ved, megen anseelse. Når morfar slagtede, foregik det i porten. Den gang var fordringerne til hygiejnen ikke så store som nu. Jeg tror kun det var slagtning af kreaturer, jeg mindes aldrig svineslagtning. Så kørte morfar (slagtermester Brunchmann) ud med sit lille hestekøretøj, og bag i vognen lå kødet på et hvidskuret tremmelad med et hvidt klæde over.
Slagter Brunchmann og kone fotograferet i butikken med en kunde. Man passiarede i butikkerne, ofte i halve timer, her blev nyhederne samlet og spredt igen
I lommen havde morfar som regel nogle kræmmerhuse med bolsjer (sikkert to-øres), og mødte han en kone på vejen som stred sig frem i bagende sol, sagde han: “Se her, min gode kone, her har De lidt at læske dem på”. Her i byen gik morfar rundt, iført hvid jakke og hvidt forklæde med sit hvidskurede slagtertrug på skulderen og kødet dækket af et hvidt klæde. Inden han gik hjemme fra, sagde han altid til sin kone: “Camilla, du ved der ligger penge i skrivebordsskuffen. Der kan du tage, hvad du har brug for”. Og der blev givet meget bort. Mor har fortalt mig, hvordan morfar en juleaften, da alle lige havde spist gåsesteg, sagde: “Er I alle mætte?” – Ja, lød det i kor. “Mor, skal vi så ikke bære resten af maden ind til familien ved siden af? De får sikkert ikke gåsesteg!”
Og så blev resten af gåsen båret ind til den fattige familie ved siden af. De havde nu sikkert forinden fået en steg af morfar. Derfor gjorde det også min mor så ondt, at morfar skulle dø af kræft i halsen og bogstavelig talt sulte ihjel.
Også på anden vis viste morfars og mormors godhed sig. Mormors yngste søster, tante Clara, var en overgang husjomfru på en herregård, og da der om aftenen skulle være selskab og af den grund jo var travlhed, havde tante det uheld at få revet en flænge i sin kjole. Fruen gav hende en stoppenål at holde flængen sammen med, men da hun lagde sig på knæ efter et eller andet, fik hun stoppenålen op i knæet, og det gjorde hende i perioder næsten invalid med lange sygelejer.
Fra den tid var det sjældent hun kunne påtage sig arbejde for andre, men her trådte så morfar og mormor til. Nu må man jo huske, at på den tid havde man ikke den sociale hjælp eller invaliderente, vi kender nu. Bag dagligstuen var der en mindre stue, og den blev indrettet til tante, men blev dog også brugt som spisestue, da den store spisestue lå ubekvemt på den anden side entreen.
Tante lærte nu at tegne broderimønstre, forstøre dem og kalkere dem af. Hun havde også nogle elever i håndarbejde. Da mormor døde i 1905, overtog tante naturligt husholdningen, og efter morfars død blev hun boende i huset. Middagsmaden fik hun hver dag bragt fra mit hjem.
Jeg havde den med, når jeg selv havde været hjemme at spise. Hendes lejlighed lå lige over for skolen.
Morfar, provst Ponsaing og en købmand Thomsen engagerede en ung pige fra Frøken Zahles skole til at undervise deres døtre, da de fandt at den skoleundervisning byen kunne yde, ikke var helt tilstrækkelig. Mor blev da også helt ferm til sprog og hjalp som gift kone tit med oversættelser, blandt andet fransk, og hjalp eller underviste af og til andre.
Jeg må nævne et udslag af morfars og mormors gæstfrihed. Mormors kusine, Emilie Raun, som var gift med kongelig kapelmusikus Ferdinand Stockmarr, kom her hver sommer i seks uger og boede gratis med mand og tre børn. Den ene af disse blev senere den så kendte hofpianistinde Johanne Stockmarr, mens sønnen Albert blev adjunkt og en af vor nuværende konges privatlærere.
Den eneste “betaling” morfar ønskede var, at onkel Ferdinand hver dag skulle give mor en times klaverundervisning. Den eneste der ikke var tilfreds hermed, var mor, for onkel var striks; men det kunne ikke undgås at mor, der var musikalsk, fik et godt grundlag.
Ofte når der kom kunstnere til byen og skulle have akkompagnatør, gik der bud efter mor; blandt andet akkompagnerede hun en gang Adam og Johannes Poulsen. Tidligt stod det klart, at Johanne Stockmarr var usædvanlig musikbegavet. En skønne dag holdt der uden for deres hjem en flyttevogn og et flygel blev båret ind. Det blev aldrig røbet, hvorfra det kom, men man gættede på at det var fra frimurerne. Sin debutkoncert holdt hun som 19-årig, og som elever fik hun siden prinsesserne Alexandra, Dagmar og Thyra, der senere blev gift med henholdsvis kongen af England, zaren af Rusland og hertugen af Cumberland. Senere blev også Frederik VIII hendes elev.
En gang var tante Johanne indbudt til Fredensborg og blev bedt om at spille lidt. Hun satte sig til rette ved flyglet, rettede lidt på stolen, prøvede sig frem, hvorefter alle de høje herrer kom med en stol og sagde:
Prøv denne, frøken Stockmarr! Da mor siden spurgte hende, hvis stol hun tog imod, sagde hun: Kongens naturligvis!
Det kan man da kalde omtanke. Det var i øvrigt Frederik VIII der udnævnte hende til hofpianistinde, en titel som hun selv syntes lød lidt latterlig
Morfar var som nævnt slagtermester og hed Peder H. E. Brunchmann. Han var født i 1837 og døde 1919. Hans far var også slagtermester i Nykøbing, men i øvrigt har man ikke mange oplysninger om den linje af slægten. Til gengæld huskes navnet endnu i Nykøbing, og på kirkegården er der endnu et gravminde med navnet Brunchmann.
Mormor hed Camilla Johansen. Hun var født i 1838 og døde i 1905. Hendes far var maler og hed Hans Lorentz Johansen. Der var kunstnerisk blod i hans slægt. Bedstefaderen havde været organist og stadsmusikant i Holbæk, og faderen var organist ved Trinitatis kirke omkring 1795. Hans Lorentz Johansen blev uddannet som blomstermaler hos professor Fritsche på Det Kongelige Akademi, og han havde tegneelever, men fandt ud af at der var større muligheder for at tjene det daglige brød som almindelig maler, og han flyttede da til Nykøbing, hvor en bror i forvejen havde slået sig ned som urmager. Han malede nu med “den store Kristoffer”, som det hed, men han drev stadig skønmaleriet som hobby.
Morfars ejendom lå på torvet, og der blev de årlige markeder afholdt, så vi havde rig lejlighed til at følge de forskellige fornøjelser som karrusel, skydetelt, kageboder og hvad der nu ellers hørte til.
På torvet var der også to store gadeposte af træ, og her blev den årlige eller halvårlige sprøjteprøve afholdt, og det forekommer mig at sprøjten var som en stor flad vogn med en tværgående pumpestang på hver side, og så blev vandet pumpet ud i slangerne. Så vidt jeg ved var mandskabet frivilligt.
Et vittigt hoved havde en gang formået byens fire redaktører til at betjene pumpen; der var altså to redaktører ved hver stang, og således var alle partier repræsenteret, og her skulle de arbejde i takt! Da mor havde den evne at kunne ryste en sang ud af ærmet, som man sagde, og ved en eller anden lejlighed skulle skrive en lidt fornøjelig sang med et lille “hip” i hvert vers, benyttede hun her lejligheden til at fastslå det gamle ord om, at enighed gør stærk og at “de har aldrig været det før”.
Det er utrolig mange sange, mor har skrevet og til de mest forskellige lejligheder. Det var ikke ualmindeligt, at folk der skulle have konfirmation, eller en gæst der skulle deltage i festen og gerne ville møde med en sang, kom og bad mor begå en sang og så gav hende nogle tips. Også til Håndværkerforeningens 50 års jubilæum (også 60 års) skrev mor en sang og var selvfølgelig også leverandør til de fester, hun selv og far deltog i. Ligeledes sange af national karakter, som altså havde karakter af fædrelandssang – og en dyd havde de: de var altid sangbare, tekst og melodi fulgtes godt.
Omkring 1910 fik mor en cykel, brugt selvfølgelig, og med gulmalede træfælge og uden frihjul, men med en håndbremse.
Den cykel var en begivenhed, og den krævede sandelig også agtpågivenhed ned ad bakkerne, og bremsen skulle betjenes med stor varsomhed, for blev der bremset for hårdt, stod man på hovedet og væltede. Senere, da cykler blev hver mands eje, husker jeg at mor sagde, at det ville give anledning til megen umoralitet. Hvordan det? Jo, for nu kunne enhver jo komme hurtigt langt væk og være aldeles uden opsyn! Ja, mor var jo til trods for en vis frisindethed alligevel præget af sin gammeldags opdragelse. Hun var selv en gang blevet “angivet” af moster, fordi hun en søndag formiddag kl.10-11 havde stået på et gadehjørne og passiaret med en ung mand! Et par dage efter sagde mormor: Marie, hvad er det jeg hører. Har du i søndags stået på gaden og talt med en ung mand? Ja, det lod sig jo ikke benægte. Så kan man jo nok forstå, at mor mente at cyklen kunne give anledning til megen løssluppenhed.
Jeg har tidligere nævnt at fornøjelserne var beskedne. En af dem bestod i, at mor og før omtalte provst Ponsaings datter, som nu var fru proprietær Lønborg- Jensen på Borrevang, havde “grøftetur”. Den bestod i at de samtidig gik hjemmefra, dels fra Borrevang og dels fra Nykøbing, og passede det så nogenlunde, at det blev halvvejen for begge. Fru Lønborg-Jensen (forresten min gudmoder) medbragte kaffen og mor sørgede for kagerne, som skulle være fra fru Elster, som leverede de bedste. Så sad de to damer på en grøftekant og fik sig en passiar; den gang var der ikke den trafik eller støj som der er nu.
Ofte var mødestedet ved “Kjestens Hus”, et gammelt hus, der lå på hjørnet af en markvej. Allerede den gang var huset gammelt, og det var ikke så underligt, for Kjesten var morfars gudmoder. Tilsyneladende står huset endnu, hvis man kan sige det, for med årene er det jo bygget om og moderniseret, så det vel er tvivlsomt, om der er noget tilbage af det oprindelige hus.
Før omtalte fru Elster var enke og god bekendt af både “Borrevang” og os. Hun skulle hver vinter have sit ishus fuldt med is, og det kørte Lønborg-Jensen og far for hende. Man må huske, at den gang fandtes der ikke frysebokse. Til tak fik vi altid en kransekage forærende. Om det var tanken på isen, der gjorde sig gældende, ved jeg ikke, men det ledte åbenbart fars tanker hen på hvor dejlig en dessertis var, og hvor herligt det smagte.
Den gang var is og overflødigshorn vel nok de fineste fest-desserter man havde. (Den gang havde man skam ikke ispinde). Men sikkert er det, at far hvert år sagde: ville det ikke være dejligt med en portion is? Mor syntes nu nok at årstiden, nu hvor æggene var dyrest, var urimelig, men der hjalp ingen kær mor! En aften når kakkelovnen buldrede mest i dagligstuen, sad vi med en spand is, hvori der inderst inde stod formen med fløden m.m, og så holdt vi spændt øje med, hvornår isen nu var tilpas stiv og tjenlig til at spise og jovist smagte det herligt, men fars stakkels tandstumper kunne jo ikke tage kulden, men fik det værre. Far rokkede med hovedet af smerte, mens hans nød isen, og vi smådrillede og sagde: “Far, du vugger tænder”.
Så var det vel snart efter tid at få i seng, og soveværelset var koldt, men vi havde alle en varmedunk, og de var, tør jeg nok antyde, af forskelligt materiale lige fra store flasker, lerflasker eller blikdunke med kogende vand. Alle brændte de nederdrægtigt, men det måtte man jo tage med og så ellers lægge et klæde om dunken, og så bad man iøvrigt til at glasflasken ikke var revnet eller proppen gået af, så sengen sejlede. Næh, den behageligste varmedunk var ærlig og redelig: Gravhunden! Den var der ingen kvaler med, og den var oplært til, at når den havde gabt tre gange meget højt, så måtte den komme i seng. Den kappedes vi næsten om at låne, og den lunede dejligt bag ryggen.
Til byens fornøjelser hørte blandt andet jagterne i statsskovene. Det betragtedes som en ære at blive indbudt til disse, og det gik højtideligt til med indbydelserne. Det var i visitternes og genvisitternes tid. Skovrider Kofoed kom personligt og indbød far – og far takkede med en genvisit! Jagtherrerne var jo nok “jægere”, men jeg tror nok at det gode og fornøjelige kammeratskab imellem dem betød lige så meget. De smagte på og delte hinandens smørrebrød, og en af herrerne blev kaldt “bassefar”, for han skulle nemlig sørge for det friske wienerbrød som de skulle have til kaffen efter frokosten, som i reglen blev indtaget hos en skovløber eller hvor det kunne passe.
Proprietær Lønborg-Jensen, Borrevang, var fiskal, det vil sige han idømte de “bøder” der nødvendigvis skulle falde for at få penge ind til at betale klapperne med. Forseelsen var måske blot, at et skud var en forbier, eller det skulle være mere præcist – som sagt, det var bare for at få pengene ind.
Når far kom hjem om aftenen, hørte vi om dagens små begivenheder, og når jeg spurgte: “Far, skød du noget?”, fik jeg ofte det svar: – Ja, med sølvbøssen. Det lød flot, og jeg var stolt af det, indtil jeg fik forklaringen. Han havde intet vildt nedlagt, men kun betalt bøde, altså skudt med “sølvbøssen”. Hver jagtsæson blev afsluttet med en middag hos det gæstfri skovriderpar. Den obligate middag var gule ærter – og lige så sikkert var det, at mor skulle skrive en sang til festen.
Jeg må også nævne den nuværende apoteker Eilschous farbror, “kandidaten” som han gerne blev kaldt. Han var ældste søn, og da apoteket var af de “arvelige”, tilkom det ham egentlig at overtage det efter faderen. Han var også uddannet som farmaceut, men han ville hellere dyrke sine kunstneriske interesser, specielt musikken. Hans yngre bror overtog i stedet privilegiet – og nu er fjerde generation under uddannelse.
Kandidat Eilschou spillede selv violin, og han var en af de første, der anskaffede sig et pianola, et af disse selvspillende klaverer med en valse, der afspillede rullen med noderne. Rullen var af papir, og “noderne” var huller af forskellig størrelse og facon – og så kunne man iøvrigt selv bestemme tempo, pedalbrug og styrke.
Kandidaten blev næsten virtuos på dette felt. Han forbedrede rullerne ved at rette på “noderne”, klistre et hul til eller gøre et andet lidt større. Han drev det til en sådan fuldkommenhed, at fabrikanterne af rullerne sendte prøver af dem ned til ham for at få dem korrigeret. Han indbød ikke så sjældent til musikaftener. Så blev skydedøren mellem de to stuer skudt til side, og hr Eilschou sad i stuen med pianolaet, mens vi sad i den tilstødende stue. Det var velset, at damerne sad med et håndarbejde – jeg formoder, at han så regnede med, at man ikke så nemt faldt hen til at kommentere musikken i utide eller passiare; det blev ikke tålt, selvfølgelig.
Så var der pause, hvor vi fik kaffe, og så fortsatte “koncerten”.
Kandidat Eilschou havde foruden sin farmaceutiske uddannelse, som han udnyttede meget lidt, også lært tandteknik, hvilken færdighed heller ikke blev meget udnyttet; men han skulle for øvrigt have været dygtig hertil. Min mor erklærede altid, at de bedste forlorne tænder hun havde haft, var dem kandidaten havde lavet til hende. Et helt tredje talent bestod i, at han kunne slibe violinstrenge. Han fik strenge helt fra Australien, og i Paris var der en bestemt forretning, hvor kunstnerne kunne indlevere deres strenge til slibning i Nykøbing.
På apoteket var der en farmaceutisk kandidat, en venlig og hjælpsom ældre herre, som også drev et lille landbrug. Havde man en hest eller ko, der havde forstoppelse – eller det modsatte – ja, så gik man først til hr Sigfred Jensen og forklarede ham tilfældet og fik udleveret et pulver, eller hvad situationen krævede. Hvis det ikke hjalp, gik man til dyrlæge!
Nykøbing Sj. Sangforening, omkring 1905. Forreste række fra venstre. H. Dörr, G. Jonassen, I. Kjær, P. F. Rohde og G. Mörch. Anden række fra venstre: C. Meyer, H. Bendtsen, M. Stallknecht, I. Ankersen, G. Gottschalck, L. Zander og J. Danielsen. Bagerste række fra venstre: M. Ring, Rasmus Madsen Johansen, H. Windeløv, E. L. Erichsen, Chr. L. Johansen og Th. Larsen. (Odsherred Lokalarkiv) Fotograf: Sophie Mentze, Nykøbing Sj.
Omkring første verdenskrig havde Nykøbing som alle andre mindre byer sine små foreninger. Der var for eksempel Sangforeningen, Håndværkerforeningen og Borgerlig Forening. Indbydelserne til foredrag i Håndværkerforeningen lød altid “med husstand”. Man må huske, at den gang spillede foredrag en langt større rolle end nu; da havde man jo ikke radio og fjernsyn.
Af talerne husker jeg bedst Holger Rosenberg, som tilmed havde sommerhus i Klint og som vi alle sammen næsten kendte. Og så var der Aage Meyer-Benedichtsen, som i sig selv var en oplevelse at se på, idet han optrådte i fløjlsjakke med kniplinger om halsen og for jakkeærmernes håndled, samt hr Milthers. Ham satte vi megen pris på, og han boede af og til privat hos os. Så vidt jeg husker, var hans foredrag altid om rejser og ekspeditioner.
Både Håndværkerforeningen og Borgerlig Forening havde sommerbal og julebal. Sommerballerne blev som regel holdt på Grønnehavehus, og da der ikke var lys på Skovvejen, gjaldt det om at passe på ikke at falde ned af de høje skrænter, der lå lige op til vejen, når vi gik hjem i mørket.
Ved Borgerlig Forenings baller var det arrestforvarer Henriksen, iført kjole og hvidt med glacehandsker, der ledede ballet. Man stod pænt par ved par i en lang række og ventede til det blev ens tur. Ikke noget med at alle dansede ud på en gang! Nej, ti par ad gangen – så var der ordentlig plads! Ud på aftenen, når musikerne havde pause eller det egentlig var tid til at gå hjem, men nogen måske havde lyst til at danse lidt endnu, hændte det der blev sagt: “Ah Schacke, spil lidt!” Og så spillede far efter gehør, men meget inciterende og satte fart over feltet.
Andre af vinterens glæder var, når vejret tillod det, kaneturene med den lille norske kane og med de meget smukt klingende malmklokker. Der var også skøjteløb, og somme tider fik vi der kendte frøknerne Buchwald på Anneberg, lov til at løbe på skøjter på kanalerne i haven, og inden vi gik hjem, kom vi op i stuen og blev varmet igennem og trakteret med æbler.
Vinterstemning fra Egebjergvej mod Havnegade.
Når jeg tænker på det, forbinder jeg det altid med lidt tørverøg, mon ikke der har været anvendt tørv? På den tid var tørv jo et meget benyttet brændsel. Vi fik hvert år et eller to læs tørv forærende fra Borrevang til tak for det tilholdssted, pigerne herfra havde hos os, og de vidste at de skulle komme til os, hvis de var i knibe eller skulle have hjælp.
Det var lidt om vinterens glæder. Sommersæsonen begyndte næsten altid med at FDF-drengene kom med jernbanen og marcherede med fuld musik gennem byen ud til Klint.
Alle ville gerne glæde dem derude. Der var nok ikke så mange penge mellem hænderne som nu, så de var glade, når købmændene forærede dem sukker og andre varer. Vi kørte ud med rabarber, stikkelsbær og hvad vi ellers kunne præstere. Så blev den før omtalte lille nordbagge Sara spændt for vognen, og afsted gik det. Sara havde den ejendommelighed, at den af og til, ja vist ikke så sjældent, satte farten op og rendte helt ustyrligt. Den havde en sådan fartglæde i sig, at ingen afstand eller fart var den for meget. Somme tider måtte far slå linerne en ekstra gang om hånden, og hjalp det ikke, så lød det kort og knapt til mor: “Tag ved!” Så måtte også hun have et tag i linerne.
Og så var der skovturene, hvor vi benyttede kørehestene og charabancen. Maden blev pakket i en champagnekurv, og så blev der bredt plaider ud på grønsværen og derover en dug. Derefter lejrede man sig om det opdækkede, som først var eftermiddagskaffen, senere aftensmaden. Tit holdt der ikke så få vogne ved siden af hinanden, og man kunne godt træffe på bekendte. Oprindelig mener jeg, at Stokkebjerg skov var den foretrukne. Det er den med “Lommestenen”, som der skal fem-seks mand til at spænde omkring. Stenen ligger så nær strandkanten, at man nemt kan soppe ud til den og også kravle op på den. Senere blev Høve skov det mest yndede sted, og allersidst Kongsøre skov. For dem alle gælder det jo, at de ligger lige ned til stranden. Hestene blev tøjret og fik muleposerne på. Og det vakte megen fornøjelse, da vi en gang fik en høne med på skovtur. Hønen havde for vane hver dag at lægge sit æg i den vogn, og det havde øjensynlig ikke generet den, at vognen blev trukket ud af vognporten osv. Først da vi kom ud, opdagede vi hønen. Den fik et reb om benet og blev tøjret til et træ. Nægtes kan det ikke, at folk skævede til den. Men vi fik da puttehønen godt med hjem!
Så kom høsten og travlheden. Jeg måtte hver dag cykle ud i marken (som tit lå et helt godt stykke uden for byen) med kaffe og kage til høstfolkene og brød til hestene og var jo ventet med længsel. Om efteråret måtte jeg også af sted, når der blev pløjet eller taget roer op. Sommetider var det regn og ruskvejr, og jeg har nok af og til været noget sur, men blev hurtigt af mor belært om, at det vel var det mindste, jeg kunne gøre.
De andre måtte jo blive derude til fyraften, og tilmed vidste jeg, hvor de glædede sig til mit komme, både folk og dyr. Det gav mig lidt at tænke over! Jeg havde også et arbejde, jeg ikke kunne fordrage. Jeg skulle passe alle husets lamper, og det var mange. Nu havde vi fået råd til at holde husassistent, en titel der netop den gang kom frem i stedet for det tidligere brugte tjenestepige.
Hvorfor skulle jeg gøre det? Jo, man må forvente af dig at du gør det med den fornødne omhu og interesse! Og det var ikke milde blikke man fik, hvis lampen brændte ujævnt eller havde “tunger”.
Inden jeg slutter, vil jeg blot nævne at den første biograf byen havde, lå omtrent midt oppe
i gaden. Hvor længe den eksisterede ved jeg ikke, men det var i al fald før vi fik elektricitet, og filmene blev vist ved hjælp af gaslys. Det var vist egentlig et brandfarligt forehavende. Den næste biograf var såmænd nede i morfars lo, og indgangen var gennem porten, som tidligere havde været brugt til slagtningerne.
Ja hvor var alting beskedent, også ens fordringer til underholdning.
Således skulle der en gang i forbindelse med en underholdning til fordel for et eller andet velgørende formål også holdes en lille amatørkoncert, og den har sikkert været uhyre amatørmæssig. Da musikerne var nået et godt stykke ind i musikstykket, slog dirigenten af, vendte sig mod publikum og sagde: “De næste femten takter har vi ikke lært, så dem springer vi over, men går så videre derfra”. Og så fortsatte de!”
Spændende ikke – Har du noget at fortælle så er det bare igang… Inden det er for sendt.
