Onsdag d. den 29. august 2018 – er det 75 år siden at artilleriskibet Niels Juel og tyske bombemaskiner kæmpede i Isefjorden. I det efterfølgende beskrives kampen, minut for minut, på baggrund af flere besætningsmedlemmers øjnevidneberetninger. Den første beretning, var den lidt mere officielle som kommandørkaptajn Carl Westermann og navigationsofficerer Jørgen Teisen fortalte til journalist Per Hanghøj fra Ekstrabladet omkring august 1968. Den anden er fortalt af, manden på gulvet, Carl Henrik Lund.
Niels Juel kæmpede i Isefjorden, også kaldet ”Kravlegården” Niels Juel var 90 meter langt og armeret med 10 stk. 150 mm kanoner, samt 4 luft-værnskanoner og 2 tropedorør. Besætningen om bord var på ca. 300 mand. Kommandørkaptajn Carl Westermann, 49 år, var medlem af folketinget siden 1933. Han kendte sit skib godt. Han havde i flere perioder været chef og næstkommanderende for Niels Juel.
Vi stifter også bekendtskab med Jørgen Teisen, hvis navn senere dukkede op i forbindelse med modstandsbevægelsen i Odsherred.
Niels Juel kæmpede i Isefjorden, også kaldet ”Kravlegården” Niels Juel var 90 meter langt og armeret med 10 stk. 150 mm kanoner, samt 4 luft-værnskanoner og 2 tropedorør. Besætningen om bord var på ca. 300 mand. Kommandørkaptajn Carl Westermann, 49 år, var medlem af folketinget siden 1933. Han kendte sit skib godt. Han havde i flere perioder været chef og næstkommanderende for Niels Juel.
Det var midt på formiddagen, søndag d. 29. august 1943, en kraftig blæst med stiv kuling fra nord, og kraftige regnbyger vidnede om, at efteråret er tæt på. En 7-årig dreng kom løbende op af havegangen til et sommerhus i Rørvig. Tårerne løb ned af kinderne, helt rød i hovedet og forpustet råbte han “Mor, mor, tyskerne skyder på far“. Faderen var orlogskaptajn Jørgen Teisen, og han befandt sig som navigationsofficer på flådens flagskib, artilleriskibet Niels Juel. Jørgens kone Marit Bay, havde lejet et sommerhus i Rørvig, så de kunne være tæt på far og mand, Jørgen, der havde brugt en del af sommeren på øvelsestogt i Isefjorden sammen med kommandørkaptajn Carl Westermann og den store besætning. Men pludselig var det ikke øvelse længere, krigen var med ét kommet meget tæt på. Marit gik sammen med sønnen ned til stranden, hvor de var vidne til kampen på havet.
Men det hele startede på havnen i Holbæk, dagen før.
Der var givet flåden særlige forholdsordrer om enten at flygte til Sverige eller sænke skibene. Den tyske værnemagt gik i aktion kl. 4 om natten. Den danske hær skulle afvæbnes og opløses. Straks kl. 4 blev ordren “Skærpet beredskab“ udsendt over radioen til alle skibe, og kl. 4:07 tog viceadmiral Vedel telefonen og ringede til chefen for kystflåden og sagde: “Udfør ordren“. Kl. 4:12 udsendtes pr. radio meldingerne, ”Alarmtilstand“ og ”Søg svensk område”. Samtidig på Holmen lød den ene voldsomme eksplosion efter den anden. Det lykkedes bl.a. at sænke alle de moderne ubåde og flere skibe, som den danske flåde rådede over.
Niels Juel lå i Holbæk Havn, hvilket var meget uheldigt, fortalte Jørgen Teisen og fortsatte:
”Vi skulle egentlig have været inde ved Nykøbing Sj. Havn, men var blevet forsinket, fordi to skibe lå og lossede brunkul ved Kyndbyværket, hvor vi skulle ind efter vand. Nu lå vi i bunden af Isefjorden og det var ikke særlig gunstigt, når vi skulle undvige til Sverige. Det blæste så stærkt, at vi ikke kunne komme ud fra kaj ved egen hjælp. Bugserbåden, Mågen, der skulle hjælpe os, havde ingen kul. Så måtte vore værnepligtige i gang med at slæbe brændstof over til, Mågen“.
Kl. 6:40 var skibet fri af havnen. Der var klart skib, dvs. alle mand på deres poster ved kanoner og antiluftskyts.
Lidt over 7 passerede vi Orø, skibet var forberedt og klargjort til kamp.
Allerede inden skibet havde forladt Holbæk, var det overfløjet af et tysk rekognosceringsfly. Herefter holdt tyskerne et konstant øje med skibet. Ombord, talte alle spændt om mulighederne for at komme i kamp med tyskerne eller om nødvendigt at få ødelagt skibet, således at det ikke faldt i tyske hænder.
Jørgen Teisen fortæller: ”Jeg havde i forvejen gjort en bombe klar til eventuel sprængning af skibet og havde afprøvet det ur, der skulle udløse bomben. ”
Kl. var nu 8:30 og der blev modtaget blink-signal fra havnemolen med besked om, at tyskerne havde udlagt miner, Jørgen fortsætter: ”I sejlrenden ved Hundested kom der en kutter ud til os med besked om, at orlogskaptajn Pontoppidan ville ankomme med fly med nærmere ordrer. Vi havde et stykke ude i horisonten set omridset af tyske skibe – 3 i alt.”
Efterfølgende viste det sig, at der på intet tidspunkt var blevet lagt miner ud. Der var nu tyske fly inden for synsvidde, 4 bombemaskiner og 3 Stukas fly.
Kl. var 8:50 og Niels Juel var tæt på kysten ved Hundested, og kommandørkaptajn Carl Westermann besluttede at afvente ordre fra Pontoppidan.
Kl. 8:55 angreb Stukas-flyene pludselig. Jørgen fortæller: ”Vi lå underdrejet i sejlrenden og ventede, og jeg kan huske, at jeg sagde: ”Skal vi ikke tage af sted til Sverige”. Men chefen tøvede i bevidstheden om, at han havde ansvaret for så mange mænd. – Kuglerne knaldede omkring os. Vi havde et svagt 150 mm artilleri, men vort antiluftskyts var i orden, og det satte straks i gang. I samme øjeblik blev ”Kong Christian“ spillet over skibets højttalere og en almindelig tilfredshed bredte sig hos mandskabet. Tyskerne angreb tre gange, hvor af de to gange var med bomber. Bomberne faldt i nærheden af skibet på det ret flade vand, og det gav nogle voldsomme rystelser af skibet, og lyset gik ud flere gange. Det lykkedes vores antiluftskyt at træffe den ene af maskinerne som gik ned på den anden side af bakkerne ved Hundested.
Jørgens kone og søn kunne fra Rørvig følge med minut for minut. Hun fortalte efterfølgende, hvor chokeret hun var blevet, for ved bombenedslagene kastedes der så meget vand op, at det for hende så ud, som om hele skibet var væk.
Mellem kl. 09:10 og 09:20 kom der yderligere to angreb. I begge tilfælde blev skibet truffet, dog ikke alvorligt.
Kl. 09:35 kom der endnu et angreb. Denne gang benyttede de angribende fly både maskinkanoner og bomber. Niels Juel, der blev ramt flere gange, svarede igen med antiluftskytset. Ved dette angreb blev 5 mand fra besætningen såret af sprængstykker og træsplinter fra dækket. En af de sårede, kvartermester H. E. Andreasen, var bl.a. blevet ramt i maven. Niels Juel ramte et par tyske flyvere, som nødlandede ved kysten ved Hundested.
Kl. 10:00 kom Pontoppidan ombord og overleverede ordren fra Vedel, som havde skrevet ordren på Hotel Phønix, det tyske hovedkvarter. Ordren gik på, at Niels Jue lskal kaste anker.
Kl. 10: 30 forlod orlogskaptajn Pontoppidan skibet.
Jørgen fortæller: ”Nu gav chefen ordre til at gå tilbage i fjorden og dermed holdt luftangrebene op. Vi gik ind i Nykøbing bugten og satte skibet på grund kl. 10:50 på meget lavt vand.
Ved et kig på søkortet blev et punkt valgt – helst præcist 60 m. sydøst for Sletvageren i tvangsruten ind til Nykøbing, omtrent udfor Annebjerggaard. Grundstødningen blev ikke bemærket af Tyskerne, da bagbords anker faldt i vandet samtidig med grundstødningen, og tyskerne troede derfor besætningen fulgte ordren om at kaste anker.
Jørgen fortæller:
”Bundventilerne blev åbnet, og jeg gik ned for at anbringe min bombe. På grund af de åbnede bundventiler gik jeg i vand til midt på livet, og det var svært at anbringe bomben. Bomben svigtede, og jeg måtte hurtigt forlænge ledningen mellem uret og bomben, der fik lov at ligge nede i vandet. Om der er kommet vand ind l sammenføjningerne, eller hvad der ellers kan være sket, ved jeg ikke, men bomben eksploderede ikke. På dækket begyndte folkene at skille kanonerne ad og smide de vigtigste dele over bord. Fra samtlige 150 mm kanoner blev kilen udtaget og kastet over bord, efter at alle mindre dele fra kilerne var udtaget og spredt i stor afstand fra skibet. En del håndvåben blev også kastet over bord. Herefter blev hele besætningen kaldt på dækket, hvor chefen, kommandørkaptajn Carl Westermann, kort redegjorde for sine bevæggrunde og samtidigt takkede alle for deres modighed. Carl Westermann sluttede sin tale af med følgende “Gud bevare Kongen, Gud bevare Danmark”. – Gentagne gange under sin tale blev chefen mødt med spontane hyldesttilkendegivelser, og til sidst udbragte besætningen et leve for chefen, hvorefter nationalsangen blev afsunget af hele besætningen. ”
Da motorbåden, der havde bragt de sårede i land på havnen i Nykøbing, kom tilbage, medbragte føreren af båden en besked til kommandørkaptajn Carl Westermann fra den tyske kommandant i Nykøbing. Hvis chefen ønskede en samtale med kommandanten, kunne han dog sejle med til land i motorbåden, men så skulle der placeres et hvidt flag i stævnen. Kommandørkaptajnen ville da blive ført med militær eskorte til Hotel Phønix – hvor tyskerne havde hovedkvarter. Dette blev aldrig til noget. Resten af besætningen overnattede på skibet.
De sårede besætningsmedlemmer ved kajen på havnen i Nykøbing Sj. (OLA)
Næste morgen ankom 2 tyske torpedobåde og lagde til ved siden af den nu grundstødte Niels Juel, hvorefter tyskerne besatte det. Besætningen blev afvæbnet kl. 07:00, hvor der var parade for sidste gang på agterdækket. Størstedelen af besætningen blev sat i land på havnen og kørt i rutebil til Grønnehavehus.
Noget af besætningen på Nykøbing Havn, en tysk soldat ses i midten. (OLA)
Grønnehavehus hvor besætningen fra Niels Juel blev holdt fanget af tyskerne.
I en artikel i Holbæk Amts Venstreblad d. 29 januar 1983 beretter Frede Hemmingsen om, hvordan han oplevede netop den dag. Han havde netop været ude at ro i Nykøbing fjord;
”Den morgen var jeg sammen med Harry Zachariassen og Erik Christiansen netop kommet ind fra vor rotur og var ved at tørre båden af nede på rampen, da vi ser Niels Juel komme ind imod os for fuldt tryk med sort røg væltende ud fra skorstenene. ”Ih! du store!”, råbte jeg, ”Den går uden for sejlrenden!” I det samme går den på grund med et brag, og en vældig bølge rejser sig og slår op over fødderne på os. ”
Det virker, ud fra ovenstående, som om at Niels Juels er blevet sat godt og grundig fast på grunden ud for Annebjerggård.
Samme Frede Hemmingsen fortalte senere følgende:
”Senere på dagen fik jeg i øvrigt lejlighed til at hilse på mandskabet, idet de blev interneret på Grønnehavehus og af kommunen pålagt at sørge for forplejningen. Forresten blev mandskabet sat til at skrive breve til deres pårørende. Brevene smuglede vi ud i en mælkejunge og sendte dem. ”
Ovenstående er ikke helt korrekt. Det må være dagen efter han hilser på mandskabet, for det overnattede på Niels Juel, den første nat.
I en artikel i Nordvestnyt efterlyste jeg informationer, erindringer eller billeder fra krigen. Kort efter blev jeg ringet op af Carl Henrik Lund. Han kunne fortælle, at han have været ombord på Niels Juel, og kunne derfor berette om, hvad der var sket, og ikke mindst svare på nogle af de mange spørgsmål, jeg havde til episoden, herunder opholdet i Nykøbing. Her er, hvordan Carl Henrik Lund oplevede det:
”Den 27. august skulle vi afgå til Kyndbyværket for at indtage vand og andre fornødenheder. Uheldigvis var der samme morgen gået et kulskib til kaj der, således at vi ikke kunne ligge der. Vi blev i stedet dirrigeret til Holbæk, der var den eneste havn foruden Kyndby, hvor der var dybt nok til Niels Juel. Hen på eftermiddagen den 27 anløb vi Holbæk. Chefen, kommandørkaptajn Westermann, der var konsevativ folketingsmedlem rejste umiddelbart efter anløbet til København, og kl. 17 blev der givet landlov for Dronningens Kvarter. Jeg hørte selv til Kongens Kvarter, 1. skifte, og vi havde vagt fra kl. 20 til 24.
Efterhånden som landlovsgasterne i løbet af aftenen vendte tilbage, fik vi en masse nyheder og rygter om den spændte situation i landet. Kort før vores vagt sluttede, vendte chefen tilbage fra København og officererne blev kaldt til møde hos chefen. Der slap dog ikke noget ud om dette møde, og kl. 24 gik vi til køjs, og selv om de mange rygter havde skabt spænding, ja, så skete der jo ikke noget.
Men ved morgenmønstringen kl. 08.00 blev der meddelt, at al landlov var inddraget og at der ville blive gået almindelig skiftevagt. Formiddagen blev brugt til at oplade magasiner til antiluftskytset, pille instruktionskanonerne, det var 47 mm kanoner, ud af 15 cm kanonerne og gøre ammunitionsmagasinerne, hvor vi opbevarede granaterne til kanonerne, klar. Ammunitionselevatorerne blev afprøvet og alle disse ting var selvfølgelig en årsag til, at spændingen blev yderligere forhøjet. Men hvad skete der og hvad skulle der ske – Ja, det fik vi ikke noget svar på, og nyhederne fra land var heller ikke særligt oplysende.
Således gik hele lørdagen. Først hen på aftenen blev vi klar over, at situationen var ved at tilspidse sig. Vi havde normalt altid to landgange, men nu blev den ene bjerget, og der blev udsat to skildvagter ved den anden, hver med 15 skarpe skud. Samtidig blev den tiloversblevne landgang gjort klar, således at den bare kunne smides i land. Det var svært at falde i søvn den aften. Masser af tanker og spekulationer kørte rundt i hovedet på os, ligesom der blev gisnet om alt muligt. Men søvn skulle vi jo ha’, og da vi skulle på vagt kl. 04:00, faldt vi omsider hen.
Men sikken en opvågning. Vores skiftekvartermester, B. Hansen, aldrig kaldet andet end BØH HANSEN var en meget striks herre. Jeg tror aldrig, jeg havde hørt ham sige et venligt ord, og så nu til udpurringen kl. 03:45 gik han rundt på banjerne for at purre vores vagtskifte og det stille og roligt med ordene: “Så står vi op, små soldater. ” Den tone var noget helt nyt, og så måtte den være ravruskende gal – lynhurtigt fik vi surret vores køjer, kom i kludene og stillede til mønstring for afløsning.
Her fik vi ordre til at hente vores karabiner, fik udleveret skarpe patroner og besked om at tage stilling langs med rælingen ind mod land. Vejret var alt andet end godt. Det blæste og regnede, men ingen af os ænsede det. Man ventede åbenbart et angreb fra land. Skildvagterne var inddraget og landgangen var klar til at blive smidt. Kl. 04:20 blev der blæst KLART SKIB og umiddelbart derefter: På post til at gå af Havn. Det var nu altså ikke så lige en sag. Blæsten stod ind fra nord, og selvom vi havde anbragt en varptrosse i den yderste kaj for at få snuden op mod vinden, så sprang denne trosse og vi måtte have vores P Kutter til i stedet at få en wire anbragt. En mindre slæbebåd, der lå i havnen, havde fået besked på eventuelt at assistere os ved afsejlingen. Den hjalp os nu med at få stævnen ud mod havnehullet samtidig med, at vi halede ind på wiren, og omsider stod Niels Juel ud fra Holbæk Havn. Der blev fyret godt op under kedlerne og vi gik med 12 – 14 knob op forbi Orø på vej mod Isefjorden. Se alle disse besværligheder med at komme ud af havnen havde jo taget tid. Det var nu lyst, og der hang allerede en tysk observationsmaskine højt over os. Vi fik lejlighed til at skaffe – d. v. s. vi fik en mand til at hente proviant og blev så på vores poster, medens vi skaffede. Vi fik også udleveret en pakke cigaretter fra kantinen så humøret var højt. Vi gættede også på hvor vi skulle hen .De mest optimistiske mente England,men vores befalingsmand mente dog, at det var mere sandsynligt, at vi skulle forsøge at komme til Sverige. Sverige – alene navnet lød jo forjættende for os. Da vi kom op i Isefjorden, blev der fra mærset observeret en tysk mineudlægger ved indsejlingen ud for Hundested. Så kom ordren: LAD og derefter ordre til for de kanoner, der kunne dække at følge målet. Alle var nu meget spændte og ventede kun på ordren: FYR – den kom dog ikke , for mineudlæggeren gjorde som næsten hele den tyske hær : Trak sig planmæssig tilbage med kurs nordover i Kattegat. Gennem den gravede rende over Lynæs Sand var farten slået noget ned.
Kl. 08:30 modtog vi på blink fra kajen i Hundested følgende signal: “Tyskerne har givet Kystpolitiet melding om Mineudlægning tværs over indsejlingen til Isefjorden” En P kutter var i mellemtiden kommet på prajehold og gav os ovenstående melding om mineudlægning samt meddelt, at orlogskaptajn Pontoppidan ville ankomme med et tysk luftfartøj med særlig ordre.
5 – 6 tyske luffartøjer blev observeret og 2 af disse kunne identificeres som Stukas, medens de andre var Heinkel 111.
Kl. 08:55 gik den ene Stukas til angreb, kastede 2 bomber og beskød os med maskinskyts. Bomberne faldt ca. 30 m. agten for Niels Juel og var vist nærmest at betragte som varselsskud.
Umiddelbart derefter angreb Heinkel maskinerne med maskinskyts, men nu besvarede vi ilden med vores antilufskyts, og en af maskinerne blev ramt og og gik ned på den anden side af Kulhuse.
Kl. 09:35 blev vi atter angrebet af en Stukas, og denne gang var der ingen tvivl om hensigten. To bomber faldt tværs om bagbord, og umiddelbart efter at de havde taget vandet rystede to voldsomme detonationer hele skibet. En mægtig vandsøjle rejste sig, og rystelserne var så kraftige, at lyset gik ud, Torpedoerne gik i gang i torpedorørerne, og man troede i første omgang, at skibet var slået læk i kulkassen. Fra underste AT (artilleritårnet), hvor jeg gjorde tjeneste, var der et rør, der gik ned til underste artillericentral. Besætningen herfra kunne ikke komme ud uden at de skulle åbne de vandtætte døre, hvilket ikke kunne lade sig gøre, hvis vi var læk. Jeg blev derfor beordret ud for at hente et tov i en af dækkasserne, således at vi kunne hive dem op. Jeg var dårligt kommet ud på dækket, før jeg hørte en maskine lægge an til dykning. Omkring skorstenen var der en kant på ca. 30 cm bredde, og her lå jeg, medens maskingeværkugler piskede ned i dækket agten for skorstenen. Jeg fik fat i rebet og konstaterede, at der ikke var kommet noget i bukserne – selvom det var tæt på. Umiddelbart derefter blev hele besætningen kommanderet ned under panserdækket henne agter. Her var kun nødbelysning og sygelukafet lå samme sted, så vi kunne høre de sårede jamre sig. Hvad skulle der nu ske – Ja, efter en tid der føltes uendelig lang, hørte vi pludselig en voldsom skurren mod bunden – måske varede det kun få minutter, og så blev alt helt stille. Hele besætningen blev kommanderet op, og vi konstaterede da, at vi kun lå få hundrede meter fra stranden ud for Anneberg. Det gik vel nok 10 minnutter. En sprængladning var sat til at sprænge bunden ud af Niels Juel, men uheldigvis var der sket et eller andet med detonatoren, så den virkede ikke.
Efter krigen bragte Familie Journalen denne tegning af Niels Juels kamp på forsiden.
Vores motorbåd havde fået nogle skudhuller, men blev klargjort således, at de syv sårede, vi havde, kunne sejles ind til Nykøbing. Da de nåede havnen, ville tyskerne have dem som gidsler, men ved borgmesterens mellemkomst lykkedes det at få dem indlagt på sygehuset. Om bord på Niels Juel blev vi stillet op til mønstring, hvor chefen holdt en kort tale om begivenhedernes udvikling, hvad hans ordre havde lydt på, og hvad der havde været hans hensigt. Han fortalte, at han ville have gået indenfor minespærringen og videre til Sverige. Men på grund af tyskernes luftangreb, og vores reducerede ammunitionsmængde, så var han klar over, at det ville koste meget store tab og alligevel resultere i, at vi ikke kunne slå os igennem. Han havde derfor taget den beslutning at sætte os på grund, og han beordrede os til at ødelægge alt om bord, således at skibet ville være fuldstændig ukampklar for tyskerne. Han sluttede sin tale med at rose besætningen og udtalte et: Gud bevare Kongen, Gud bevare Danmark – der blev gentaget af besætningen, hvorefter Kong Christian spontant blev sunget. Efter mønstringen gik vi så i gang. Men det var en noget mærkelig tilstand. Vi havde under hele vores marinetid fået at vide; ”Den der forsætlig eller ved skødesløshed bevirker at krigsmagtens ting bortkommer eller beskadiges, straffes med arrest eller fængsel indtil 2 år. ”Og nu lige pludselig drejede det sig om at få ødelagt så meget som muligt. Men vi gik i gang og efterhånden gik der panik i os. Alt hvad der kunne ødelægges, blev ødelagt. Kanonkilerne blev skilt i små stykker og smidt udenbords. Alt hvad der overhovedet kunne tænkes brugbart, blev ødelagt og smidt overbord. Da vi var færdige, og der ikke var mere vi kunne gøre, blev overtrækkene pænt lagt over kanoner og antiluftskyts, så alt så ud, som om der ikke var sket noget. Bagefter kom så reaktionen, en underlig uvirkelig tom fornemmelse -noget var sket, som ikke rigtig var gået op for os. Sidst på eftermiddagen gik en tysk motortorpedobåd på siden af os, og en officer fra den kom om bord og for straks hen til den første kanon, hev overtrækket af og udbrød: ”Das ist ja Kaput” og derefter hen til den næste:” Das ist ja auch Kaput”. Han gjorde derefter chefen opmærksom på, at han ville blive anklaget for sabotage hvorefter de afsejlede igen. Underbanjerne var jo fyldt med vand, men da det blev aften, fandt vi vores køjer og også et sted, hvor vi kunne tilbringe natten, og selv om det kneb lidt med at falde i søvn oven på alle de sidste begivnheder, så krævede naturen sin ret, og vi fik lidt søvn.
Kl. 7 næste morgen gik der to motortorpedobåde på siden af os. Vi blev kaldt til mønstring på agterdækket. Chefen holdt en kort tale,hvor han udtalte sin medfølelse med de sårede, men også sin stolthed over dansk ungdom og skibets besætning. Flaget blev strøget, og chefen skridtede fronten af og tog på den måde afsked med os. Derefter blev han og maskinchefen ført om bord på den ene torpedobåd, og mens mandskabet blottede hovederne, afsejlede den til København.
Vi andre blev derefter ført ombord på den anden torpedobåd og sejlet ind til Nykøbing og derfra ført ud til en sommerresturrant Grønnehavehus. Her blev der i den stor sal kørt et læs halm ind, som vi kunne sove i om natten. Byen Nykøbing overtog bespisningen af os, og jeg skal love for, at vi blev forkælet.
Utroligt, at man på trods af rationering kunne fremskaffe så meget god mad. Bortset fra uvisheden om fremtiden led vi ingen nød. Torsdag fik vi ordre til, at vi ved middagstid skulle afgå til København. Da vi marcherede til Nykøbing Station,var alle flagene på halv. Vores kvartermester var samme morgen død af sine sår. På stationen var mange af byens borgere mødt op, og vi fik madpakker, slik og sågar tobak. Rejsen til København tog sin tid, og først kl. 21 var vi fremme ved Hovedbanegården. Spærretiden var trådt i kraft, men på trods af det blev der under vores march til Holmen vinket til os fra mange vinduer, selvom vores bevæbnede eskorte truede med deres rifler.
Niels Juels besætning marcherer fra Grønnehavehus til stationen. Her er det nået til jernbaneoverskæringen, stationen er til højre. I baggrunden kan man lige se Reginabiografen.
Igen Havnegade, i forgrunden ses to plejerske der skal på arbejde på hospitalet. De er kendetegnede med de hvide forklæder. Følget drejer mod stationen. Bemærk den tyske soldat over pigen i den hvide kjole til højre i billedet.
På Holmen blev vi indkvarteret i Spanteloftsbygningen, og hver fik udleveret en papirsovepose, så vi kunne komme til køjs på gulvet. Efter et kort stykke tid blev alle de værnepligtige overflyttet til K.B Hallen og vi blev indkvarteret på Søværnets Kaserne. Uvisheden og de mange rygter var det værste. Bl.a. gik der rygter om, at stampersonalet skulle påmønstre tyske minestrygere for at der kunne blive strøget miner i de danske farvande. Heldigvis kun et rygte. Vi havde det ellers godt, bortset fra manglende frihed. Hver eftermiddag var der på Søofficersskolen biograf eller underholdning af københavnske kunstnere med revy eller teater.
Endelig den 10. oktober kom den længe ventede ordre fra Marineministeriet:” De hjemsendes hermed på orlov på ubestemt tid med løn” – en orlovsperiode, der kom til at vare til den 1. juli 1945, hvor jeg atter genoptog min tjeneste i søværnet”.
Yderligere fortalte Carl også, at der blev smuglet postkort ind til dem, mens de var på Grønnehavehus, således at de kunne skrive hjem hjem til familien. Dette bekræftes af Frede Hemmingsen beretning, hvor han selv fortæller, at det var ham der bar mælkejungen ud, da han forlod Grønnehavehus.
I de forskellige beretninger om Niels Juels kamp i Isefjorden, er der også uenighed om, nhvorvidt der blev udlagt miner af tyskerne ved Kattegat. Denne usikkerhed bekræftes også i disse to forskellige beretninger, hvor der også er forskellige udlægninger.
Et par dage senere skulle der tages afsked med kvartermester Andreasen, der blev mindet på sygehuset ved en højtidelighed. Båren blev fra sygehuset, fulgt af en kæmpeskare af nykøbingensere med faner fra Marieforeningen, Forsvarsbrødrene og roklubben i spidsen til Nyledsbakken, hvorfra den fortsatte med bil til København. På hele ruten i byen havde beboerne spredt blomster på kørebanen, og den højtidelighed, som holdtes på toppen af Nyledsbakken, var en enig befolknings demonstration af foragten for besættelsesmagten.
Vesterbro med blomster foran følget. Bemærk, hvordan de enkelte beboere har lagt blomster på vejen. (SB)
Følget krydser overskæringen mellem Vesterbro og Nyledsbakken. Det var den gang en af hovedvejene ud af byen. (SB)
Følget er på vej op ad Nyledsbakken (SB)
Rustvognen kører afsted fra Nykøbing (SB)
Tyskerne fik senere hævet skibet og bragt det flot, men det blev sænket af Royal Air Force, mens det lå i Kielerkanalen noget tid senere.
Den 3. maj 2010, kunne en af kanonerne fra Niels Juel igen ”kigge ud” over det område hvor den, den 29. august 1943, havde dens sidste virke ombord. Kanonen står nu ud for Anneberggård, hvor besætningen ombord på Niels Juel valgte at sætte skibet på grund. Det er en af de 10 store 150 mm kanoner, som Niels Juel havde ombord, og som senere blev en del af befæstningen på Bangsbo. Den kom i 2010 til Anneberggård for at være en del af museets udstilling i forbindelse med søværnets 500-års jubilæum.
