At indvinde landjord er altid fascinerende. Da de 3 driftige herrer i 1869 starter med at inddæmme området Ringholm og året efter Hov Vig, blev området omkring havnen lavet markant om. Nye arealer blev tilgængelige.
Det er meningen at der senere skal komme en bog, om Ringholm og Hov Vig, så skulle du ligge inde med billeder relaterende til dette er du velkommen til at sende dem til mig. I de kommende artikler bringes der ca. 90% af materialet således at alt kommer med i bogen.
Ringholm er for mange mennesker i byen, stadig lig med arbejde efter skole med at tage blomsterløg op. Men før i tiden var Ringholm en meget attraktiv pension, som kun var for det finere borgerskab.
I oldtiden har der opholdt sig mennesker på Ringholm, her er der fundet stenkiler, spyd og andre spor af stenalderfolket.
På det Reesen´ske atlas fra 1677 over Nykøbing findes aftegnet en pælebro ud i vandet, formodentlig den første skibsbro, rester af denne fandtes endnu i 1832 mellem de to øer.
I Everdrup ved Præstø, var der omkring år 1800 en præst ved navn L.M. Wedel. I årene 1799 – 1804 var han hver sommer på langfart og gennemrejse i hele landet. Da han på et tidspunkt kom til Nykøbing beskrev han byen således: ”I Odsherred er en liden Kjøbstad, den ligger 1 mil fra Rørvig, hvor det kongelige Toldsted er. Byen ligger paa en Odde næsten ganske omgivet af Stranden, har en stor, bred, noget krum Gade og 6 mindre Stræder, uden om er Vænger og Kornmarker. Lige over for Skibsbroen ligger en liden Ø ude i Stranden.
På kortet over Nykøbing på Sjælland fra 1859 ses de to øer, store og lille Ringholm.
Græslodder
Efterhånden begyndte man at dyrke jorden, og Ringholms jorder blev fordelt til græslodder til de forskellige af de store købmænd i Nykøbing. Inden inddæmningen startede, var de ejet af købmand O. Olsen, bagermester Steincke, værtshusholder Thorkild Lund, og avlsbruger Jens Andersen.
Den eneste adgang til Store Ringholm, var over Egenæs, hvor der var et lille højdedrag ud til øen, men om vinteren stod vandet ofte over vejen, som måtte så afmærkes med riskoste. Jenny Schacke, fortalte engang i et interview, at inden jorden blev inddæmmet og Ringholm stadig var en ø, lejede hendes morfar arealet og høstede høet derovre. Hendes mor, der var født i 1864, har fortalt, at hun sammen med købmand S. Olsens jævnaldrende datter roede med over på øen, når høstfolkene skulle over at slå græs. De havde mad med til hele dagen, og børnene legede derovre, til de om aftenen skulle hjem. Snedkermester Georg Gottschalck, Nykøbing har tidligere beskrevet stedet som en god tumleplads for byens drenge. Gottschalck havde lige som mange andre, landbrug ved siden af sit fag. Georg var også skuemester i bestyrelsen for museet, og sad i bestyrelsen for havnen.
Den gamle, stoute gadefejer Peder Madsen, som blev over 100 år, var født i et hus i Lergravene, har til lokalhistoriker Sophus Jensen fortalt, at han som dreng været med at sætte kroge efter fladfisk på marken bag ved hans barndomshjem i Lergravene. Dette fortæller noget om hvor grænsen var inde dæmningen blev bygget. Men den grænse, fandt vandet blandt andet igen, i forbindelse med det store dæmningsbrud i 1935.
Fra stenmole til havn
Indskibning af varer til den lille købstad foregik før havnens anlæggelse på en noget besværlig måde. Først sejlede skibene så langt ind, som de kunne komme. Så blev varerne omlastet i fladbundede pramme, for herefter at blive læsset over i nogle høje, faste vogne med dobbelt bund, og så først der kunne varerne køres i land. Ind- og udladning af varerne foregik for ende af Strandstræde, som er byens gamle skibsvej. Remisevej er nemlig den gamle skibsvejs fortsættelse. Det fortælles, at hvis man leder, kan man finde rester af det store gamle stengærde fra grænsen mellem land og strandkant. Da der i 1922 skulle nedgraves en stor benzintank, for enden af Strandstræde inde på jernbanens terræn, stødte man på en meget stor stensat kampestensbrønd. Stedet er der hvor Fakta i dag er placeret.
Når det var vinter, blev arbejdsgangen forringet af vejret, til stor gene for heste og mandskab.
Men i takt med, at kornhandlen tog til, kom der et behov for en egentlig havn i Nykøbing. Man kom hurtig i konkurrence med andre havne, da der begyndte at foregå en del kørsel af korn til Holbæk og så langt som til Kalundborg. I 1836 begyndte man i byen at snakke om en egentlig havn med byens førende købmand i spidsen. På en rådstuesamling blev det besluttet, at borgerne dels skulle yde kontakte bidrag, samtidig med at man forpligtede sig til kørsel med jord og sten. Fra Rørvig kom der et bedrag på 300 rigsdaler, da man ønskede at bruge havnen som vinterhavn.
Godsejeren på Anneberg, som senere blev skibsbygger, bidrog også økonomisk. Et beløb på 6.000 rigsdaler blev bevilliget ved kongelig resolution og man kunne herefter begynde arbejdet med at bygge havnen.
Der skulle anlægges en 350 meter lang dæmning fra kysten til den lille sandbanke i bugten. Man hentede fyldet i det nærliggende Grønnehave område. Det skete ved, at man byggede en dæmning fra stranden neden for byen og ud til en af sandbankerne i bugten. Herefter byggede man det egentlige kajanlæg. (Området fra Aldi og ud til selve havnen)
I 1840 stod havnen færdig. Inden den var helt færdig, havde man allerede tjent 1.000 rigsdaler i havnepenge. Godsejeren på Anneberg, som jo havde bidraget økonomisk, begyndte herefter tæt på gården at bygge skibe. Flere af disse skibe fik hjemsted i Nykøbing. I året hvor havnen stod færdig var der registreret 17 skibe som hjemhørende i Nykøbing havn. Dette antal steg stød år efter år. Mange af Nykøbings købmænd blev derved selv reddere og kunne hente varer til byen. Byen blomstrede, og havnen blev i 1860 yderligere udbygget, i samme forbindelse blev dybden i havnebassinet øget. I 1869 anløb der således 169 fartøjer indenrigs og 52 udenrigs. Havnen blev, en del af dampskibsfarten mellem byerne Roskilde, København og Holbæk og Frederikssund. Flere forskellige både og ruter prøvede sig, ikke alle med lige meget succes. Korn og kreaturer blev i store mængde afskibet fra havnen. Havnen var blevet en vigtig del af byen.
Som tidligere beskrevet, brugte man en del jord fra Grønnehave området, til anlæggelse af havnen, og det var faktisk årsagen til, at vi i dag har Byens legeplads, det var på dette område jorden blev hentet.
Mange har den opfattelsen at dette dejlige område, er skabt fra naturens side. Det eneste der lå der på det tidspunkt var en kalkovn – derfor hed Isefjordsvej tidligere kalkbrænderivej. Udgravningen endte med et stort areal som på ingen måde pyntede, når man gik turen fra centrum i byen og ud til Grønnehaveskoven. Justidsråd Schepelern, fik efter meget modstand beplantet området, som også tidligere rummede en mose. I mange år hed anlægget derfor Schepelerns Anlæg, men i dag kender vi det som Byens Legeplads. Justidsråd Schepelern der døde den 29 april 1893, blev i øvrigt den sidst udnævnte æresborger i Nykøbing.
Inddæmningen starter.
Da havnen nu var bygget og da man anlagde den nuværende havnevej i 1869 fik tre driftige Nykøbingborgere, prokurator Clausen, Brygger Jacobsen og glarmester Anton Bøeg øjnene op for hvilke værdier der lå, i det flade vand mellem Ringholm og strandbredden ved byen, når det blev inddæmmet og afvandet.
Prokurator Clausen, oprettede i perioden 1874-1875 Helenehøj teglværk. Men i 1875 dødede hustruen, og han kom i økonomisk krise, hvor alt hans bohave blev sat på aktion. Det fortælles også, at vennerne lavede en indsamling i byen for ham, men i 1877 overdrog han værkets administration til købmand C. Nielsen, prokurator E. Olsen og sagfører Schou i Nykøbing S. De kørte teglværket videre, og de efterfølgende år producerede man drænrør i mange forskellige størrelser, samt fliser og mursten af alle slags.
Brygger Jacobsen, havde i 1858 købt Hotel Fortunen (senere Jernbanehotellet). Han købte i 1875 Garvergården, Algade 16, af garvemester Heinrich Christian Schacke, og i sidelængen opretter han bryggeri. I 1894 foretager Jacobsen, sammen med arkitekt Mathiesen fra København, nybygning af sidehuset. I 1896 fortsættes med ombygning af butikkerne i forhuset. I 1918 ombygges forhuset, og endelig efter bryggeriets nedlæggelse indrettes lejligheder i sidelængerne omkring 1940.
Glarmester Bøeg, var med til at stifte Nykøbing Sj. Håndværkerforening, tilbage i 1868, sad også i borgerstiftelsens bestyrelse, var med i byrådet en overgang. Han var en meget kendt person i gadebilledet, og havde mange foreningserhverv, han skrev også sange og havde lotterikollektion. Han opførte i 1882 Algade 17, der hvor Danske Bank i dag har til huse.
De tre fik efter flere vanskeligheder endelig tilladelse til at foretage inddæmningen og i 1869 udførte entreprenør Chruse arbejdet. Året efter startede man på inddæmningen mellem Nakke og Ringholm.
På dæmningen blev der opsat en Hollandsk mølle. Denne mølle blev hurtig børnenes ven. De havde en leg, der bestod i, at fange en møllevinge og svinge med den ned – men så gjaldt det jo også om at slippe i tide så man ikke drejede hele vejen med rundt.
Kort som fint viser de to øer, efter at arbejdet med anlæggelsen af havnen og dæmning til Ringholm er gennemført. Bemærk også dæmningen ved Hov Vig.
Sælhundestenen
I den første del af det 19 århundrede vidste alle i byen hvad sælhundestenen var. Det var en modbydelig sten, der var placeret mellem Ringholm og havnen.
Stenen lå øst for Ringholm. Midt på den var der indhugget i stenene et stykke jern med modhager på. På dette tidspunkt fandtes der en stor mængde sælhunde i Nykøbingbugten. De lå gerne på stenene i bugten og solede sig. Når så en sælhund sprang op på netop denne sten, fik den jernspydet, op ibugen, og der sad den så fast. Jo mere den prøvede ar arbejde sig fri, jo dybere stak spyddet. Sælen sad så der indtil nogen sejlede til den og slog den helt ihjel, hvis ikke den inden da var død.
Helt op i 1960´erne kunne man, når man sejlede ud til stenen, endnu se resterne at en jernpig. Men naturen havde fjernet faren for sælerne.
Denne form for dyrplageri er for længst stoppet, men stenen findes stadig den dag i dag dog uden det makabre spyd. En god ved af mig, Mogens Høholt, tog dette billede af den, en dag han var ude og sætte garn.
Sælhundstenen som den ser ud i dag, uden det makabre spyd. Bemærk Ringholm i baggrunden. (Foto Mogens Høholt)
