Badehotellet ved Nordstrand
Badehotellet, som lå på Nordstrand i enlig majestæt og ligger der faktisk den dag i dag, tæt omgivet af de mange sommerhuse.
Huset, der i dag bærer navnet Lyngbo, som var grundstammen i hotellet, ligger på højre side af vejen, Lyngvejen, der fra Nordstrandsvej fører langs stranden mod vest. Det er et af de første huse på højre side. Da det var hotel, var der en stor pavillon eller veranda, ud mod vejen, og så var der de tidligere cottager tilhørende ejendommen. Enkelte af disse fyrretræshuse ligger der stadig på vejens venstre side og benyttes i dag som sommerhuse.
Det var den berømte tømrermester Niels Frandsen, Nykøbing, som byggede hotellet, som også byggede cottagerne og de små strandhuse, hvor man kunne klæde om.
Langs stranden blev der i århundredtets begyndelse opstillet strandhuse, hvor omklædning kunne finde sted.
Ved siden af sin tømrerforretning, drev han selv hotellet ved Nordstrand. Grundene var jo ganske billige, og de fleste grunde hørte til ejendommene inde i Nykøbing og handledes lidt tidligere for en pot brændevin. Man tog jo ikke meget til stranden — det var skovturenes tid.
En flagstang
For øvrigt er der en ganske sjov historie i forbindelse med hotellet. En dag sagde tømrermester Frandsen til sin gode ven, malermester P. M. Christoffersen, at han skulle have malet en flagstang på hotellet. P. M. Christoffersen drog derud med et par af sine folk, men der var ingen flagstang. Derfor malede han en flagstang på hotellets gavl, hvilket naturligvis forbavsede Frandsen, da han så den. Men Christoffersen kunne da undskylde sig med, at han havde fået besked på at male en flagstang.
Solinflammation i benene
Der kom en hel del mennesker til hotellet for at holde ferie. Man boede i cottagerne og spiste på selve hotellet. I den afdøde forfatter Jacob Palludans essay-samling ”Siden De spørger. ..”, fortæller han nemlig om ferieoplevelser fra Nykøbing Sjælland: ”En gang ferierede vi ved Nykøbing S., et paradis. Først på Hotel Phoenix som eneste gæster. Værten, der overvågende deltog i måltiderne, virkede modløs ved at skulle leve helt af os. En tjener opholdt sig bestandig bag stolene, det trykkede samtalemulighederne. Derpå i landauer ud til den øde beliggende Nordstrand, ”Kattegatbadet”. Straks første dag solinflammation i benene og let feber, jeg måtte i seng. Man boede i fyrretræshytter med tjæreduft og mange ørentviste – jeg trak en ud af øret, det er rigtigt. Blandt gæsterne var standsfolk, således daværende pianist V. Willumsen. Jeg havde klavernoder liggende i salen, en dag snuppede han Lumbyes ”Indiansk krigsdans” og stillede den foran sig. Av for søren, så tjept skulle det gå! Han bare så på den, så kunne han den!
Som morgenmand gik jeg alene over i restauranten og fik serveret en personlig kande kaffe. En dag flyttede jeg lidt på bordets blomsterpynt, straks var ungtjeneren der: – De skal la’ alting være. Han havde en kunstners omhu for sit værk. Og hvilke blomster! Den lette tørre strandflora i sarte farver, klokkeblomst, evighedsblomst, lyng. Og den store blå havbue med lokkende friskhed. Et paradis som allerede sagt. Og for de få, eksklusivt”
