Bruddet på Ringholmdæmningen – 3 . del. Hvem har ansvaret for genopbygningen ?

Der blev foretaget flere genhusninger for de familier som var hårdest ramt. Borgmester Jacob Jensen, der fik beskeden om dæmningsbruddet søndag kl. 10.30, udtalte, at han havde haft besøg af arkitekt Holm, som havde foreslået, at byen skulle stille arbejdskraft til rådighed for en udbedring af dæmningen. Hr. Holm mente, at man kunne fælde træer i Ringholmsskoven og derefter banke dem ned i bunden langs dæmningen og efterfølgende tætte det med halm og kvas. Men hr. Holm stillede også i udsigt, at ingeniør Monberg fra København, ville ankomme snarest for at besigtige skaden. ”Vi vil efter hans anvisninger sætte mandskab i gang med at udbedre skaden”, sagde arkitekt Holm. Borgmester Jacob Jensen fortsatte: ”Hvem der har pligten til istandsættelse, er på nuværende tidspunkt endnu uklart, men så må byen træde til, når så store interesser står på spil. Kasse- og regnskabsudvalget er indkaldt til møde i morgen”, sluttede borgmesteren.

Det er meningen  at der senere skal komme en bog, om Ringholm og Hov Vig, så skulle du ligge inde med billeder eller andet materiale relaterende til dette, er du velkommen til at sende dem til mig.  I det efterfølgende bringes der ca. 90% af materialet, således at alt kommer med i bogen.

Landskreditkassen havde en 1. prioritet på 150.000, og under. 2. prioritet var Landhypotekforretningen med et lån på 70.000. Det blev kommunen som måtte drive hele processen at få gang i projektet vedrørende genopbygningen af dæmningen, selv om Ringholmdæmningen var privatejet, så var der for mange interesser som kommunen ikke kunne sidde overhøring. Byens redaktører kom også ind på hvem der havde ansvaret. De var alle enige om, at det var politiet som skulle gribe ind og få foretaget en undersøgelse, for at få ansvaret placeret. Der findes nemlig i straffeloven en paragraf om den, som ved uagtsomhed forvolder oversvømmelser, der har skader på anden mands ejendom til følge. For at få en vurdering af denne situation, blev havnefoged Culmsee, spurgt om vandstandens højde. Culmsee, der nu var havnefoged, havde tidligere sejlet som styrmand og kaptajn i ØK. udtalte: ”Vandstanden har tit været højere, og den var ikke ud over det, der er almindeligt flere gange i årets løb. Ved 6-tiden om morgenen var vandstanden godt 3 fod (1 meter) over dagligt vande, og da den var på sit højeste, kom den op på 3 fod og 9 tommer (ca, 1,2 meter) over dagligt vande”. ”Er der sket skade på havnen”, ville journalisten vide. ”Nej, lød svaret, ikke af betydning. Et lille stykke af cementoverkanten på stenmolen er skubbet af, men molen er stærk nok. Den har tidligere holdt til noget som var mere alvorligt. ”

En kommentar fra Ålekongen

Den tidligere ejer af Hov vig, Entreprenør N. Nielsen som nu boede på Mors, opholdt sig for tiden på sin sommervilla Klitborg, hvor han i øjeblikket var i gang med at opføre 21 sommerhuse til udlejning, udtalte: ”Efter at have besigtiget området, det må skyldes manglende kendskab til forholdene. Ganske vist har det været hårdt vejr, men ikke værre, end det så tit er på denne årstid”. På spørgsmålet om det besværlige i at få pumpet arealerne fri for vang igen svarer at det afhænger i den grad af hvordan man går det.  Ålkongen fortsatte ”Da jeg overtog Hov Vig efter dæmningsbrudet  i 1902, var der gået for lang tid, og det kostede 45.000 kr. at udbedre skaden. I et sådan dæmningsbrud kan der være brug for et uanet antal kubikmeter fyld, det kan lige så godt være 20.000 som 10.000 kbm. ”Det oversvømmede arealer har vel taget skade for lang Tid ?”, spurgte journalisten. ”Det kommer også an på, hvor hurtigt vandet kommer væk. Kan det ske hurtigt, tror jeg ikke, markerne tager synderlig skade. Men det problem er der i øvrigt delte meninger om”, afsluttede Hr. Nielsen.

Den stakkes møller familie.

I byen havde flere mistet ting eller fået dem ødelagt af vandet, men en person som hele byen kendte, opstod der hurtigt et sammenhold omkring. Det var møllerfamilien Peter Nielsen og Soffy Johanne Nielsen. Den stakkes møller, som igen og igen havde advaret mod arbejdet på dæmningen, stod uden tag over hovet, og havde mistet alt. Vandet havde, da det var på sit højeste stået helt op til vindueskarmen. I huset kunne man se, at deres private ting flød rundt mellem hinanden. Møblerne var ødelagt og alt tøjet ubrugeligt. Man kunne godt forstå, at de var ved at opgive alt. Mølleren der i øvrigt var svækket af sygdom, sagde følgende. ”Føden får vi nok, men hvorledes får vi møbler, og hvorledes får vi tøj?  Vi har kun det, vi går og står i.” Der var adskillige, som gerne ville hjælpe de gamle mennesker ud af den katastrofe, der havde ramt deres hjem. Byens aviser var gået samme og have oprettet en girokonto – i øvrigt nr. 13613, som folk kunne indbetale deres bidrag på. Beløbet ville gå ubeskåret til familien.

Men det skulle vise sig, at sorgerne ikke var ovre for familien, for om aftenen måtte mølleren have lægehjælp. Den gamle møller Nielsen kunne ikke holde til strabadserne. Han var i forvejen svag som følge af et ribbensbrud, som han pådrog sig ved et fald møllen for et halvt års tid siden, og nu havde han slidt og slæbt hele natten i går. Om aftenen fik han et nervøst tilfælde, og overlæge Madsen måtte tilkaldes. Overlægen oplyste dagen efter, at Nielsen havde været over anstrengt, og han kunne antagelig ventes op fra sit sygeleje allerede i løbet af en dags tid. Overlægen oplyste i øvrigt, at sygehuset foreløbig havde overvundet gasmangelen, idet direktør Ivar Schmidt og Fru lærer Hansen velvilligt havde lånt køkkenet to primusapparater og ved hjælp af disse og en del almindelige primusapparater lykkes det at forsyne patienter og ansatte med mad.

Situationen blev lidt lysere

Situationen for de oversvømmede arealer var lysere tirsdag. Vinden havde løjet betydeligt af, solen var begyndt at skinne, og vandstanden var sunket godt 3 fod (90 cm), hvorefter bl.a. gasværkets grund var fri for vand. Der var endnu godt en fod (30 cm) over dagligt vande, og en stigning på en fod ville atter sætte gasværksområdet under vand. Om formiddagen var brandvæsenet gået i gang med at pumpe vand ud fra selve gasværksbygningen, men det var et omfattende arbejde, idet der mærkeligt nok også var anbragt anlæg i kælderen, skønt denne jo ellers lå betydeligt under havoverfladen.  Det viste sig, at vandværkets elektromotorer var ødelagt af saltvandet. Man ville undersøge om de skulle erstattes af nye, hvis ikke de kunne repareres. Foreløbig blev der hentet en dieselmotor fra Rørmoseanlæget, og man håbede at kunne sætte den i gang i løbet af eftermiddagen, hvorefter faren for vandmangel vil være drevet over. Man tænkte også på igen at starte ovnene op, på gasværket, men igen afhang det hele af, at dæmningen hurtigst muligt skulle blive genopbygget, for steg vandet igen, ville det blive nødvendigt at slukke ovnen igen.

Tilbud på gas fra Nykøbing F. gasværk

Tirsdag indløb der til driftsbestyrer Eriksen, pr. telefon et tilbud fra Nykøbing F. gasværk, der var i besiddelse af en maskine som kunne tappe gas over på flasker, og levering kunne ske i løbet af natten, via lastvogn. Tilbuddet var ikke umiddelbart beregnet for den almindelige borger, men for de store virksomheder, som sygehuset samt Sindssygehospitalet, som var meget afhængig af gassen i dagligdagen. Men også byens frisørsaloner, dampvaskeriet og slagteriet, var mulige aftagere af gassen. Men da det så lysere ud, med hensyn til produktion af gas fra eget værk, valgte man i første omgang af afvente situationen på eget gasværk.

Vandet begyndte at forsvinde lidt efter lidt

Tirsdag mellem kl. 2 og 3 om eftermiddagen, var gasværket pumpet læns for vand. Gasværksudvalgvets formand, tømrer Johs. Olsen, udtalte, at man håbede at kunne tænde op i ovnene i løbet af eftermiddagen. Det betød at gasforsyningen blev genoptaget torsdag eller fredag, stadig under forudsætning af at der ikke kommer højvande igen. Ude i Lergraven og i Vangen var næsten alt vandet nu trukket tilbage til Ringholms egne marker, og fra gade- og vejudvalgets side, var der stillet mandskab til rådighed for at fremme afløbet. Det viste sig desværre, at jorden omkring flere roekuler var skyllet så meget bort, at roerne havde taget skade. Ved selve dæmningsbruddet var der stadig en stor tilstrømning af mennesker. Flere klasser havde lagt vejen forbi, bl.a. Nakke skoles elever under ledelse af lærer Andreasen. Man ville lige se hvad havet havde udrettet.

Holm havde ikke betalt sin forsikring

Der var sikkert en del som fik kaffen i den gale hals, da de i Venstrebladet kunne læse at erstatningsspørgsmålet havde taget en ny vinkel. Det viste sig nemlig, at arkitekt Holm havde tegnet en ansvarsforsikring på indtil kr. 100.000 i ”Nordisk Forsikringsselskab”, og at der ad denne vej ville være mulighed for at få dækket hvad skaden havde forvoldt på ens ejendom. Men det viste sig, at arkitekt Holm var i restance med sin præmiebetaling. Præmien vat forfalden til betaling 6. januar, med d. 23. januar som sidste frist. Men præmien var desværre ikke betalt. Torsdag kom der gang i gasforsyningen, og byens husmødre kunne ånde lettet op. Det var dog ikke det normale tryk, med kun gas fra reservetanken, hvor der var en beholdning på 1200m3. Pumpearbejdet omkring gasværket var nu afsluttet og da Eriksen åbnede ovnene, blev han glædeligt overrasket, for ovnene var ikke ret meget afkølet. Farven på ovnene var som Eriksen beskrev det ”den dejlige kirsebærrøde farve i den øverste del af ovnen”. Man kunne derfor begynde at producere gas, og derfor begyndte man at sende denne reservebeholdning ud til borgerne.  Samtidig blev det også muligt at teste, om der nogle steder stod en gashane åben, for forsyningen var jo blev afbrudt hurtigt. Gasen der kom ud af rørene nu, var meget svag, men nok til at man kunne lugte den og få slukket for hanen. Vandværket kunne nu sende vand ud til beboerne, så der ikke ville forekomme vandmangel. Elektromotorerne havde naturligvis ikke haft godt af at stå i saltvand, så de var blevet sendt til København, for at blive repareret. Til alt held, havde vandværket, i 1934, anskaffet sig en reservemotor som var placeret i Rørmosen, vandværk 2. Den var så blevet hentet hjem til Vandværk 1 og blevet monteret. Den havde ikke samme kaliber, som den der skulle til reparation, men sammen med den funktionsdygtige motor i Rørmosen, kunne man sende vand ud til byens borgere. Møder var der nok af på dette tidspunkt, men der var endnu ikke truffet noget beslutning om hvornår genopbygningen af dæmningen skulle ske. Flere arkitekter og rådgivende ingeniører var ankommet fra København og tilbød sin assistance. Arkitekt Holm havde imidlertid hidkaldt ingeniør N. Moberg fra firmaet Thorsen og Monberg, og det blev ham der foretog forskellige opmålinger på stedet. Monbergs plan var at nedramme en spunsvæg af træ ud mod Isefjorden, som kunne bryde strømmen, og man kunne bag ved spunsvæggen begynde genopbygningen af dæmningen. Her var planene så at nedsænke sandsække og løs jord og sand, med der var også problemet med at få kørt materiale til stedet. Hvad denne plan alt i alt ville løbe op i, ville Monberg regne på. Men betalingen var det store spørgsmål. Juridisk var der ingen tvivl. Dæmningen var et privat foretagende, men Holm kunne ikke ved egen hjælp foretage genopbygningen. Holm havde over for borgmester Jacob Jensen hævdet, at han gennem sin familie var i stand til at rejse nogle penge, og ellers ville han søge om tilskud fra Nykøbing Kommune. Her stod kommunen i en speciel situation, for denne havde jo også en interesse, med hensyn til gas- og vandværket og ikke mindst byens borgere.  Kommunen krævede, at man først fik klarhed over problemets omfang og den samlede udgift. Samtidig ville man også have sikkerhed for den kapital, man evt. stillede til rådighed. Hele onsdag eftermiddag gik med forhandlinger mellem byrådets Kasse- og Regnskabsudvalg og arkitekt Holm, samt ingeniør Techt-Hansen fra Hedeselskabet. Techt-Hansen skulle give et skøn over den skade som oversvømmelsen havde forvoldt, med hensyn til jordens fremtidige ydeevne, noget som jo også påvirkede den aktuelle værdi af Ringholm. Dommen var nok meget forudsigelig, vintersæden var total ødelagt, på 100 tdl. land. Ikke opløftende, og så vidste man endnu ikke, hvornår jorden igen kunne komme til at være indbringende. På baggrund af denne dom, trak arkitekt Holm sit tilbud tilbage, med at rejse penge gennem familien. Der var også blevet rettet henvendelse til vandbygningsinspektør Lillelund, omkring erstatningen og genopbygningen, men denne svarede, at når dæmningen var privat, var det uden for hans virkefelt. Men her havde socialminister Steincke, som jo om søndagen havde været i byen for at se på skadens omfang, alligevel bedt ham om at stille med hans ekspertise. Der begyndte at danne sig et billede af hvor problematisk erstatningssagen og derved hele genopbygningen kunne blive Fhv. skibsfører L. Jørgensen, der er indehaver af den ene af landbrugslotteriet kollektioner her i byen, oplyste til borgmesteren, at han havde talt med lotteriets Direktion. De havde stillet i udsigt, at der af landbrug lotteriets overskud, ville blive stillet et stort beløb til rådighed. Dette var primært for at støtte de skadelidte landmænd. En tidligere Nykøbingenser fhv. kredslæge Schad, som nu boede i Charlottenlund, tænkte på sin bysbørn i denne tid. Gennem sagfører Borre, havde han fremsendt en check på kr. 100, som han bad Borre forvalte til gavn for de skadelidte.

Ringholm-dæmningen blev nu genopbygget

Torsdag kunne borgerne i byen, glæde sig over, at der mellem kreditkassens direktion og byrådet var indgået en overenskomst. Kommunen gav et tilskud på kr. 6.000 og kreditkassen overtager den øvrige finansiering af genopbygningen. På mødet var finansieringsproblemet hurtigt blevet klaret, men når det kom til hvem der skulle foretage genopbygningen, var der ikke enighed.  Kreditkassen hævdede at når denne IKKE officielt stod som ejer af Ringholm, kunne den ikke være bygherre, men kreditkassen ville gerne yde et passende tilskud. I den samme situation stod kommunen, der dog kun ville yde et tilskud, der stod i forhold til interessen i at få dæmningen genopbygget.  Men man blev enige og det endte med, at Kreditkassen overtog finansieringen og kommunen ydede et tilskud på kr. 6.000 samt stod for leveringen af elektriciteten til udpumpningen af vandmasserne, til samme pris som kommunen købte strøm hos højspændingsværket. Endelige stillede kommunen også det krav, at de entreprenører som skulle stå for genopbygningen, så vidt muligt, skulle anvende lokal arbejdskraft. På det haste indkaldte byrådsmøde samme dag, orienterede borgmester Jacob Jensen om katastrofens indtræden, og om de forhandlinger han havde ført. Men han gjorde samtidig opmærksom på, at kommunen absolut ingen juridisk forpligtelse havde, til at deltage i genopbygningen af dæmningen, men man ene og alene havde en interesse i gas og vandværkets sikring.  Samtidig nævnte han, at de kr. 6.000 nok var mere, end kommunen behøvede, for at bygge en beskyttelsesvold uden om gas- og vandværket arealer, men man tænkte også her på byens borgere og ikke mindst de landbrug, hvis arealer var blevet oversvømmet. Byrådsmedlem P. Frederiksen, kunne godt acceptere overenskomsten, men han foreslog samtidig at kommunen fremover fik hånd i hanke med dæmningens behandling, så en lignende katastrofe ikke ville gentage sig. Mange borgere var afhængige af dæmningens tilstand, og det ville være farligt at overlade tilsynet til en enkelt mand. Kig bare på hvor mange ejere der har været de sidste årti. Det var herefter et enigt byråd som tiltrådte overenskomsten.

Intet holdepunkt i Holms påstand om sabotagen

Man kunne efterhånden begynde at gøre regnskabet op efter katastrofen. Gudskelov omkom der ingen mennesker. Men flere dyr druknede og meget indbo gik tabt, og flere huse havde tage skade fordi saltvandet havde stået højt. Men over 400 tønder land var blevet oversvømmet. Der var enighed om, blandt befolkningen, at graveriet på dæmningen var årsagen til bruddet, og det manglende opsyn i den forbindelse pegede på arkitekt Holm. Men Arkitekt Holm gennemtrumfede, at politiet forfulgte et rygte om, at dæmningsbruddet skyldtes sabotage.  Dette skyldes bl.a. en artikel i Berlingske Tidende, hvor arkitekten påstod at der var tale om sabotage, derfor måtte politiet i gang med en undersøgelse.  Kort tid efter, blev Kaj Nielsen (Møllerens søn) pludselig afhentet af politiet.  Han var nu blevet mistænkt for sabotage, selv om han hurtig blev renset, så var det en rystende oplevelse. Han var jo en af de første tre, som var gået i gang med at udbedre skaden, og hans egne forældres hus lå i ”første række” når vandet ville komme brusende. Selv sagde han i forbindelse med en artikel til avisen i forbindelse med 50 året for bruddet: ”Hvilken interesse skulle jeg da have i at lave den slags.”  Men ret hurtig viste det sig, at pilen pegede mod arkitekt Holm selv. Kaj fortsatte: ”Min far havde inden stormfloden ved enhver lejlighed, advaret arkitekt Holm om den forestående katastrofe – Far havde bl.a. henvist til arkitektens egne dispositioner med dæmningen. Arkitekt Holm, var som alle andre godt klar over, at volden som kun bestod af sand, ikke kunne holde evigt. Derfor var det med hovedrysten at min far så til hvordan arkitekten, i forbindelse med at der skulle bygges en rigtig pumpestation, havde sat folk til at grave og grave i dæmningen.” At mølleren flere gange havde påpegede problemerne over for arkitekt Holm, havde fået flere formiddagsaviser til at skrive at der var en overordentligt meget spændt forhold mellem møller Nielsen og arkitekt Holm. I Venstrebladet blev følgende derfor bragt: ”Den fremsatte påstand er fuldstændig grebet ud af luften. Arkitekt Holm har både som bestyrer og ejer af Ringholm altid optrådt yderst kulant over for Nielsen. Skønt denne på grund af sygdom ikke har kunnet udføre noget arbejde, havde arkitekt Holm givet ham tilsagn om, at han også i fremtiden måtte beholde sin fribolig i Møllehuset samt stillet ham i udsigt, at han, når det nye pumpeanlæg engang bliver færdig, kunne han få en lille tjans med at føre tilsyn med anlægget. En opgave, der ikke ville overstige hans kræfter. Således havde jeg ingen som helst grund til misfornøjelse, udtaler Nielsen til os”. Politiet kunne nu meddele at de havde afsluttet undersøgelsen om sabotage, og det viste sig, at der naturligvis ikke var noget hold i påstanden. Derimod er den af arkitekt Holm foretagne udgravning og de manglende sikringsforanstaltninger, blevet nedskrevet og materialet blev således sendt til Statens vandbygningsvæsen, der så ville forestå en nærmere undersøge at de punkter som politiet har skrevet i rapporten. Men men…. flere problemer opstod i den kommende tid – placering af ansvar og højtvande, bare lige for at nævne nogle af problemerne.

---