Lørdag, en uge efter bruddet, havde seks firmaer indgivet tilbud på genopbygning af dæmningen. De 6 var Amandus Carlsen, Kalundborg, Monberg & Thorsen, København, Jens Nielsen, Nykøbing, Nielsen & Storm, Køge, Jul. Jensen, Kalundborg og Peter Nielsen, Nøkke havegaard. De forskellige tilbud, hvis priser kreditkassen ikke ville offentliggøre, blev senere på dagen undersøg nøjere af ingeniør Techt Hansen, som herefter afgjorde hvilket tilbud, der blev valgt. Der var allerede stor interesse for Jul. Jensens forslag, som gik ud på, at der gennem bruddet nedrammes 2 pælerækker, der hver især beklædes med flager, hvorefter hulrummet udfyldes med sandsække, så udpumpningen kunne foretages over dette skelet. Selve lukningen ved en sådan sikring, forventes at tage ca. 10 dage. Den øvrige opbygning med afsluttende pålægning af græs ville tage 60 dage.
Det er meningen at der senere skal komme en bog, om Ringholm og Hov Vig, så skulle du ligge inde med billeder eller andet materiale relaterende til dette, er du velkommen til at sende dem til mig. I det efterfølgende bringes der ca. 90% af materialet, således at alt kommer med i bogen.
Arkitekt Holm og ingeniør Techt-Hansen havde været i landbrugsministeriet, for at få tilsagn om et lån i henhold til gundforbedringensloven, og de havde held med deres besøg. Man nedsatte omgående en Landvæsenskommission med Dommer Neergaard, Nykøbing, som formand, og etatsråd Benzon, -København, Vandløbsinspektør S. Ellert, Holbæk, Sognefoged N. Jensen, Lumsås, og Gdr. Niels Sløgaard, Asnæs, som de øvrige medlemmer. Kommissionens opgave var at udtale sig om projektet til dæmningens genopbygning og vandets udpumpning. I kravet for at få udbetalt lånet stod der også, at de skulle lavet en speciel servitut, hvoraf der skulle fremgå, at der for fremtiden skulle føres tilsyn med dæmningen.
Et forskud kunne på kr. 10.000 kunne udbetales for at fremme arbejdet, dette dog under forudsætning af, at Landvæsenskommissionen godkendte projektet. I modsat fald, skulle kommunen og kreditkassen garantere at en tilbagebetaling til Nykøbing kommune samt kreditkassen.
Genopbygningen går i gang
Det var således ikke den store overraskelse, at det blev entreprenør Julius Jensen, Kalundborg, der fik overdraget arbejdet. Ikke desto mindre gik hele eftermiddagen med forhandlinger mellem Julius Jensen, Ingeniør Teeht-Hansen og Kreditkassens Direktion med Byrådets Kasse- og Regnskabsudvalg som en slags bisiddere. Ingeniør Techt-Hansen ønskede en noget større sikring end den, som Julius Jensen havde angivet i sit tilbud. Resultatet af forhandlingerne blev, at der i stedet for den skitserede flagevæg i midten af dæmningen slås en fast spunsvæg af savskåret tømmer i 3 tommers tykkelse, tilbørligt sikret ved afstivning. Herefter kunne vandet så pumpes ud i fjorden, hvorefter den egentlige genopbygning og beklædning af volden kunne finde sted. Anlæggelsen af en sådan spunsvæg ville formentlig forsinke arbejdet i ca. 8, dage, men til gengæld var der sikkerhed for voldens holdbarhed i fremtiden. Da det ikke var en offentlig licitation, der her var tale om, ønsker parterne ikke at få akkordsummen offentliggjort.
Officielt kunne arbejdet ikke komme i gang før kontrakten om var underskrevet, det håbede man ville ske i løbet af et par Dage. Men allerede mandag begyndte entreprenør Julius Jensen de forberedende øvelser i Kalundborg, hvor han skulle pakke sit værktøj sammen så det kunne transporteres til Nykøbing. Han kunne endnu ikke love noget angående brug af lokal arbejdskraft, dette var først aktuelt når selvet arbejdet ved dæmningen begyndte. Når først spunsvæggen var færdig ville der ske noget.
Det alle frygtede skete
Det som alle havde frygtet, skete den natten mellem d. 14 og 15. februar. Vandet sted 1,6 fod over daglig vandet, hvilket betød at vandet pludselig nærmede sig gasværket igen. Vinden var igen i det, men efterhånden kunne kalde det kritiske hjørne, nemlig nordvest. Endnu mere kritisk var det jo, at arbejde på at genopbygge dæmningen ikke var begyndt, og vandet havde således nemt ved at trænge ind og ud på markerne igen. 1 fod manglede for at gasværkets pumper kom til at stå under vand. Kl. 11 fredag steg vandet 6 tommer, og driftsbestyrer Eriksens have blev endnu en gang oversvømmet, og vandet stod nu på pladsen omkring gasværket og trængte også ind i kulhuset. Men med nogle interimistiske dæmninger lykkes at holde vandet ude fra selve vand- og gasværket. Alle elektromotorer blev afmonteret fra deres tidligere plads og sat op på hylder. Kloakken er blev stoppet til, men lidt vand kommer der ind og det blev fjernet ved med øse af en medarbejder.
Vandet var igen helt oppe ved Østerlyngvej, men da vinden så drejede lidt i vest, så katastrofen ud til denne gang at være overstået.
Man havde gået og kigget noget efter entreprenør Jensen, som man i flere dage ikke havde set skyggen af, men årsagen var, at man hos Hedeselskabet først lige var blevet færdig med tegningen, som efterfølgende var blevet sendt til Landvæsenskommusionen sagkyndige til udtagelse. Men lørdag forventede man at entreprenør Jensen ville gå i gang.
Er der gået kontorius i genopbygningen – Ny oversvømmelse
Mandag var den gal igen, da vejret og Isefjorden viste sig fra den ubehagelige side. Meteorologisk Institut havde, i radioen nævnt forskellige vandstande rundt om i Danmark, og det var i sagens natur, noget man var ekstra opmærksom på i tiden hvor der var et 100 meter stort hul i dæmningen. Vinden var i vest/sydvest. Men lidt over midnat, drejede vinden pludselig og resultatet kom omgående. Ved 2-tiden begyndte vandet at stige og fosse ind gennem hullet i dæmningen. På gasværket fik man igen travlt. Alt mandskab blev tilkaldt for at sikre situationen, så godt man kunne, og dette viste sig også at være nødvendigt, for om morgenen var vandet steget til 2 fod 1 tommer (lidt over 60 cm) over normal vande. Altså nogle tommer mere end i fredags, og gasværksterrænet blev overskyllet for anden gang inde for 3 dage. Døren ind til ovnene havde arbejderne barrikaderet med en vold af myremalm, og heldigvis holdt denne stand, så der ikke kom overfaldsvand ind på værket. Derimod sivede vandet ind fra bunden, men ikke mere, end at arbejderne ved flittig brug at pumperne kunde holde det i skak. Og på lignende måde gik det på vandværket. Situationen var dog en tid lang mere alvorlig, og fremsynede husmødre kom tidlig i gang med at tilberede middagsmaden, for at undgå en situation som den for 14 dage siden. Så galt gik det dog ikke denne gang. Da klokken var 10, standsede vandets sin fremmarch, og det begyndte at trække sig tilbage, ganske vist småt, men ved middagstid var vandstanden dog sunket godt 7 tommer (ca. 17 cm), og hermed var den overhængende fare drevet over for denne gang.
Det var nu tredje gang på 14 dage at Isefjordens bølger gik ind over markerne. Spørgsmålet om hvor meget jorden ville tage skade blev derfor igen et emne, som byens borgere snakkede meget om. Vognmand Chr. Madsens ejendom kom endnu en gang under vand. Denne gang nående vandet ikke så højt, at det spærrede for trafikken på vejen til Askehaven. Som tidligere kom vandet ind gennem de forskellige afvandingskanaler, og herefter steg det op af dem, og trængte efterfølgende ud på markerne.
Der var stadig delte meninger om, hvilke skader saltvandet havde forvoldt agerjorden. Tidligere havde Ingeniør Techt-Hansen fra Hedeselskabet udtalt at der ikke var den store grund til bekymring, En teori, han havde på baggrund af erfaringerne fra oversvømmelsen fra Saltbækvig, hvor jorden ikke led nogen skade. Kyndige folk her på egnen, der kunne huske Ringholm oversvømmelsen i 1902, kunne berette at der den gang gik 4 år, før der forholdene igen var normale på joden. En afgørende faktor er også hvordan jordbunden var. Hvis jorden er sandet, forsvinder saltvandet hurtig. Her ved Ringholm er det sådan at der under pløjelaget findes fra ½ til 1 alen dyb undergrund af en særlig klæg lerart, som saltvandet ikke kan trænge igennem, derfor vil det her tage længer tid, end som det var tilfælde ved Saltbækvig.
Der var ingen problemer med dæmningen mellem Ringholm og Hov Vig, men for en sikkerheds skyld blev der holdt vagt på dæmningen. Man var også klædt på i tilfælde at det blev nødvendigt at skulle forstærke dæmningerne, for der var rekvireret flere hundrede sandsække der lå parat.
For driftsbestyrer Eriksen, havde de sidse 14 dage, været de værste i hans liv som driftsbestyrer. Ikke nok med at han sammen med personalet på gasværket skulle holde øje med vandstanden, for at kunne levere gas til byen, så skulle han også holde øje med hans eget hjem. Så han havde de sidste dage gået og hostet, og han havde fået sig en rigtig slem forkølelse, og fredag tvang en influenza ham til at gå i seng. Men den nye situation, begyndte man også at blive bekymret for hans sind. Med en ret høj temperatur tvang ham dog til at holde sengen, hvor han i sin havomflydte bolig måtte ligge og løbende blive orienteret på situationen lige uden for hans dør. Med den nu tredje oversvømmelse, begyndte presset at være stor på entreprenør Jensens skuldre, selv om han havde sagt, at der ville gå noget tid, så begyndte tålmodigheden hos nogle borgere at slippe op, og enkelte begyndte også at have mening om, om entreprenør Jensen nu også var den rigtige til opgaven. Der var nu 14 dage efter dæmningsbruddet – ikke er foretaget et eneste spadestik. Så Gasværsudvalgs formanden ringede derfor til kreditkassedirektør Axel Jensen, og selv om han ikke brugte samme ord som dem, Tordenskjold anvendte over for kommandanten på Karlsten, så var dog meningen den samme. Axel Jensen erklærede imidlertid kategorisk, at der ikke fra Kreditkassens side var smølet med sagen, idet denne var lige så interesseret som Nykøbing Kommune i at få vandet ud. Det var ingeniør Techt-Hansen som ville sikre sig, at planerne var i orden, og denne godkendelse var med til at sinke projektet. Der blev sat gange i noget, for senere gik arkitekt Holm, og entreprenør Julius Jensen, fra Kalundborg i gang med at køre materiale til dæmningen. Hullet var det samme som tidligere, der var endnu ikke foretaget nogle lapninger og hvad værre var, så steg vandet endnu en gang. Så endnu en oversvømmelse og flere bekymringer var på vej til byens borgere.
Endelig – Opbygningen af dæmningen blev påbegyndt.
Tirsdag morgen gik arbejdet endeligt i gang på dæmningen, noget som byens borgere i mange dage havde set frem til. Entreprenør J. Jensen ankom med flere læs af maskiner og forskelligt grej. Under formandens ledelse begyndte man opstillingen. At arbejdet nu var gået i gang, fik flere folk fra byen til dæmningen for at følge med i denne begivenhed, humøret steg i byen – nu skete der endelig noget. En stor arbejdsstyrke på omkring 60 mand var i løbet af formiddagen mødt frem, i håb om at man kunne redde sig en tjans, men de fleste måtte gå skuffede bort. Ved denne opstilling og i opstarten og så længe nedramningen af spunsvæggen fandt sted, ville der ikke være noget behov. Når første jordarbejdet skulle iværksættes, ville der blive brug for en masse folk blev der lovet.
Granstammerne som blev banket ned, i hele bruddets længde, skulle bruges til afstivning for den spunsvæg, som herefter tættede hullet. Arbejdet med spunsvæggen tog 14 dage – 14 dage hvor man måtte holde sig gode venner med nordvest vinden.
Entreprenør Julius Jensens, mandskab fra Kalundborg er gået i gang med at genopbygge dæmningen.
Vandbygningsvæsenets undersøgelse – Arkitekt Holm bærer skylden.
Umiddelbart efter dæmningsbruddet anmodede ministeriet Statens Vandbygningsvæsen om at foretage en undersøgelse, for at finde årsagen til dæmningsbruddet. Derfor havde et par af statens ingeniører opholdt sig i Nykøbing. Fredag d. 22 kom så resultatet af undersøgelsen. Det var dommer Neergaard, der var formand for den nedsatte landvæsenskommission. Konklusionen var, at dæmningen aldrig havde været af nogen særlig stærk konsistens, men under hensyn til, at højvande og landstorm aldrig kunde ske samtidigt på dette sted, måtte dæmningen dog anses for at have været forsvarlig. Derimod måtte det anses for en meget farlig sag, således som arkitekt Holm havde gjort det – at foretage forandringer af dæmningen på denne årstid. Tilmed når der ikke var indhentet kyndig assistance. Konklusionen, blev derfor at arbejdet ikke var udført på en forsvarlig måde. Men andre ord viste rapporten, at arkitekt Holm havde det fulde ansvar for bruddet.
Arkitekt Holm er erstatningsansvarlig, det var konklusionen, men da han er blotte for al betalingsevne, og som en avis skrev ”har en økonomi som var lige så hullet som dæmningen” ville det at gøre regres hos ham være nytteløst.
Kaj Nielsen, søn af møllerne, udtalte på et tidspunkt: ”Min far og mor fik aldrig erstatning, for alt det de mistede, de kom sig aldrig over det, og jeg er sikker på at det var ulykken, som var med til at tage livet af min far, nogle år senere.”
Hver søndag sin stormflod.
Søndag d. 24. februar, var den gal igen. For 5. gang skulle byen have oversvømmelse. Hver søndag sin stormflod. Det synes, som om Kattegats vande hvor uge foretager søndagsudflugt til Nykøbing bugt, skrev lokalredaktør C.V. Christensen, i Holbæk Amts Venstreblad. Om byens borgere kunne se det sjove i overskriften, var nok ikke så sandsynligt, men presset blev bare øget yderligere på entreprenøren. Igen var vinden gået i nordvest. Tidligt søndag morgen begyndte vandet at stige, og ved 10-tiden om formiddagen var vandstanden målt til 2 fod og 6 tommer over normalen, eller en tomme højere end forrige søndag. Igen blev de samme arealer oversvømmet. Vandet åd sig atter mod øst, helt ud til vejen til Østerlyng, som sidste søndag blev overskyllet på et stykke. Ved gasværket var billedet også det samme. På pladsen var kun adgang for folk med lange vadestøvler og bestyrerboligen var atter fyldt. Men i retorthuset lykkedes det at holde vandet borte, hvorimod det sivede ind gennem grunden. På værket havde man nemlig fået installeret et elektrisk pumpeværk, der straks blev sat funktion, så snart vandet viste sig i fyrkælder og apparatrum, og ved at lade motoren snurre hele dagen, lykkedes det at holde gasfabrikationen i regelmæssig drift. Også vandværket havde man sikret, dels ved at tilstoppe kloakken og dels ved også at holde en pumpe kørende. Men selvfølgelig var forholdene meget usikre. Var vandet steget en fod mere, måtte man under de nuværende forhold, bare set til at vandet steg. Først når dæmningen var lukket kunne man sove roligt om natten, når metrologerne lovede blæsevejr. Det var nu 5. gang siden bruddet, og man så med glæde frem til dagen hvor entreprenøren kunne afslutte arbejdet med dæmningen.
For markerne som igen fik en omgang saltvand, begyndte situationen efterhånden også at blive noget dyster.
Dæmningsbruddet var blevet en turistattraktion. Ligesom sidste søndag var der også denne søndag mange biler forbi på søndagsudflugt, og mange biler fra København blev observeret. Alle ville forbi for at se nærmere på denne katastrofe, der blev omtalt i alle landets aviser.
Uvis hvornår dæmningen lukkes.
Om fredagen d. 15. marts, da de sidste meter at spunsvæggen skulle sættes på plads, opstod det problemer. Det var fundamentet fra den gamle mølle og pumpeværket som var kommet i vejen for arbejdet. Ingen havde tænkt på, at møllens fundament, ikke var taget med da bruddet skete. Den eneste løsning var herefter dynamit, så man gik i gang med at sprænge de sidste rester af møllen væk. Nu manglede der kun 4 meter for at hele spunsvæggen var på plads. Men pludselig stoppede entreprenøren arbejdet og sagde at der IKKE ville finde en lukning sted, før han fik monteret spunsvæggen mod landsiden, idet han ellers var bange for, at den opsatte væg ikke kunde stå for trykket af et eventuelt højvande. Det betød, at vandet havde fri adgang til at trænge ind på de truede arealer, så snart der igen var højvande. Materialet til dæmningsfyldet havde entreprenøren forsøgt at fremskaffe, ved at skrabe på den flade strand uden for dæmningen. Men den første førte ikke til noget videre på grund af bundforholdene, og for det andet var det umuligt at tage de 6000 kubikmeter fyld på det område. Løsningen blev at entreprenøren fik hyret en sandpumper. Den kunne på grund af lavvandet mellem dæmning og havn ikke komme tæt på dæmningen, men den kunne ligge i havnen. Materialet skulle derfor først suges op i fjorden, for derefter at blive sejlet ind i havnen og derfra gennem lange rør føres over til dæmningsbruddet. At denne plan kunne gennemføres, var der ikke tvivl om, men alle spurgte naturligvis, ”Hvorfor i alverden er denne sandpumpning da ikke bleven sat i scene på et så tidligt tidspunkt, at denne afstivning af spunsvæggen fulgte nogenlunde trop med spunsvæggens rejsning”. I så fald ville man måske have været sikret mod nye oversvømmelser, og udpumpningen af det indtrængte vand kunde være begyndt. Det var ikke alene Ringholm, der var interesseret i udtømningen, flere af de tilstødende arealer var i høj grad interesseret, for selv om de ikke ligefrem er oversvømmet, står vandet så højt i grøfterne, at en afvanding af markerne var udelukket. ”Med dette smøleri kunne vi ikke se andet, end at grundlaget for de kr. 6.000, i væsentlig grad var bristet”, udtalte redaktøren og han fortsatte. ”Løftet herom blev givet under den forudsætning, at lukningen blev gennemført i det størst mulige tempo, samt at arbejdet ville afgive en ikke ringe fortjeneste til byens arbejdere. Det sidste blev nu ret minimalt, men herved er intet at gøre, eftersom entreprenøren ikke har fraskrevet sig retten til at anvende maskinkraft i det omfang, som han finder for godt. Men selve sikringen mod fornyet oversvømmelse og smøleriet med at få udpumpningen i gang, ligger i hvert fald langt udenfor forudsætningerne for løftet om det kommunale tilskud”
Hullet er nu lukket i dæmningen.
Lørdag d. 25. marts, lykkes det for entreprenøren at få lukket hullet i dæmningen. Man var ellers så lang fremme med arbejdet fredag, at man kunne have lukket hullet der, men da det på det tidspunkt var højvandet, kunne man lige så godt vente til lørdag med at lukke hullet, for så ville der være det mindre vand at pumpe ud efterfølgende. Men planen holdt ikke, for selv om vandet som forventet faldt, så gjorde blæsten og en voldsom strøm, at store vandmasser endnu en gang skyllede ind over arealerne. Kreditkassens direktion, dikterede at nu måtte denne komedie få en ende, og beordrede derfor en lukning gennemført hurtigst muligt. Lørdag eftermiddag var hullet lukket. Langt om længe – byen, kunne slappe af og vente på at udpumpningen af de mange kubikmeter vand kunne starte.
Kloge folk havde beregnet at det ville tage ca. 10 dage at pumpe arealerne fri for vand. Men der var delte meninger om dette, ikke mindst fordi at flere af afvandingskanalerne var fulde af sand. Det var nødvendigt at rense disse op inden vandsænkningen kunne gennemføres fuldstændigt. Tidspunktet for at få tilsået markerne, var ellers på dette tidspunkt, men på Ringholm havde man opgivet dette i år, da man gik ud fra at jorden var for medtaget af de mange dages saltvand. Planen var at når arealet var pumpet fri for saltvand, så vil man efterfølge sætte pumpeværket i stå. På den måde fik man overskyllet arealerne med ferskvand. Men denne metode, vil man kun lidt tabet dette første år.
Udpumpningen skrider nu frem.
Den 10 april, fik man endelig sat pumpeværket i gang. Til lejligheden havde man fundet den gamle traktor frem, som var drivkraft for det gamle pumpeværk, men som ved dæmningsbruddet blev oversvømmet og først reddet efter en måneds forløb. Den havde ikke taget mere skade, end den for få penge kunne repareres igen. Synet af vandet som i stride strømme fosse ud i fjorden, gennem det nye sluseanlæg, var en nydelse. Efter at pumpen havde kørt i et døgn, var vandstande sunket med 2 cm. Den største katastrofe i Odsherred var slut.
Annonce i Holbæk Amts venstreblad, Nu skal der købes Koks
