Tæt ved Isefjorden lidt uden for Nykøbing ligger Anneberggaard. Der i dag rummer Odsherred Museum – der er en del af Museum Vestsjælland. Stedet rummer også vandrerhjemmet og Odsherreds Naturskole, der er smeltet sammen i den hvide tidligere hovedbygning. Tæt ved ligger er Anneberg Samlingerne, nu omdøbt til Hempel Glasmuseum. Det var i øvrigt Anneberg der lagde jord til Sindsygehospitalet da det blev udstykket for lidt over 100 år siden.
Anneberg
I 1661 byggede rentemester Henrik Müller gården og den fik navn efter hans datter Anna. Gården var hendes bryllupsgave. Henrik Müller var datidens finansgeni. Under svenskekrigene havde han tjent sig rig ved at levere alle tænkelige former for våben og udstyr til den danske hær og flåde. Leveringerne var på kredit og Henrik Müller blev for sine fortjenester udnævnt til “rentemester”, det vil sige datidens finansminister. Selv om han var dygtig, gik han fallit men det skyldes, at kongen betalte statens gæld til ham med godser, der var voldsomt overvurderet. Både Anneberg og Dragsholm Gods længere syd på i Odsherred var en del af betalingen, hvis egentlige værdi bidrog til, at en af landets rigeste mænd døde fattig.
Begyndelsen af 1700- tallet var en af de bemærkelsesværdige perioder for Anneberg. Ved århundredeskiftet var ejeren Christian Wildenrath. Han giftede sig med den noget yngre godsejerdatter Vibeke Margrethe Welding. I 1723 da Wildenrath døde, giftede hun sig igen med børnenes huslærer, ved navn Peder Swane, der var student fra Sorø Akademi. Han søgte kongen om en titel og fik den. Han blev, mod betaling kommerceråd.
Omkring 1720´erne var kong Frederik IV på besøg på Anneberg. Han var en af enevældens flittigste konger, og han var ustandselig på inspektionsrejser over hele landet. På Anneberg traf kongen ejerparret Peder Swane og hans kone. Noget tyder på, at kongen mest har bemærket konen, fru Vibeke Margrethe. Det fortælles også, at ”hun ikke var ligegyldig over for kongens kærlighed”. Senere fødte fruen datteren Ulrikke Eleonore, og ingen på gården tvivlede på, at hun var kongens datter. Ulrikke Leonore giftede sig i 1743 med den 27 år ældre enkemand, kammeråd Niels Christian Bang, og via parrets børn blev Ulrikke stammoder til kendte slægter som Grundtvig, Bang og Steffens, der alle gav navn til berømte personligheder.
Øretævernes holdplads
I perioden fra ca. 1780 – 1814 blev det krongodsforvalter Frantz Wilhelm Trojel, der gennemførte de store landbrugsudskiftninger på statens jordejendomme i Odsherred. Hvor bøndergårde hidtil var samlet i en landsby med de enkelte gårdes jorder spredt i strimler ud over hele sognet, så skulle hver enkelt gård efter udskiftningens grundidé fremover ligge på sin jord. Det betød, at al jord skulle fordeles på ny, og at nogle gårde skulle brydes ned og genopføres uden for det trygge landsbyfælleskab. Den der skulle stå for det regnestykke og de beslutninger, var på øretævernes holdplads. Men Trojel blev kendt for sin evne til at skabe gode løsninger: Regulære markfigurer, retfærdig fordeling, rimelige byggetilskud til de fæstebønder, der skulle nybygge og mindst muligt vrøvl. Udskiftningen var forbilledlig. Trojel købte selv Anneberg i 1801, men solgte nogle år senere igen gården til sin svigersøn, kaptajn Loretz Fribert. Det var i øvrigt selv samme kaptajn der opstillede mindesmærket på Odden Kirkegård efter søslaget ved Odden i 1808. Forfatteren til mindesmærkets digt var bogstaveligt talt i familien: det blev således Friberts og N. F. S. Grundvigs fortjeneste, at teksten “De Snekker mødtes i Kveld paa Hav…‘ blev en del af både mindesmærke og den danske nationalfølelse, som vaktes netop i disse år.
Hovedbygning før 1856. (Museum Vestsjælland)
Hovedbygning set fra en anden vinkel. Begge billeder er tegnet af professor. V. Scheplern. (Museum Vestsjælland)
En tredje og særlig periode i Annebergs historie gik fra 1815 til 1874. I den tid var det kaptajn Frederik von Buchwald der ejede Anneberg. Buchwald havde købt Annebergaard i 1815 af kaptajn Friberts enke for 60.000 rdl. sølvværdi og 30.000 rdl. ”navneværdi”. Det blev Buchwalds job at trække Anneberg fri af den store økonomiske nedtur, som statsbankerotten havde skabt i 1813, på grund af englandskrigene og tabet af flåden.
I 1840 fik Nykøbing endelig noget man kunne kalde for en havn, der blev betegnet som den bedste i fjorden på det tidspunkt. I Nykøbing var der på det tidspunkt garverier, bryggerier, brænderier, maltgøre og et par store private eksportslagteriforetagender, kalkbrænderi, tobaksspinderi, uldspinderi, rebslagerier og det nyeste erhverv var et skibsværft.
Meget ung gårdejer
Da han overtog den store gård var han endnu ikke fyldt 25 år, og der var nok at tage fat på. Dønningerne efter statsbankerotten havde endnu ikke lagt sig, og især var vilkårene strenge for det store landbrug. Men kaptajn Buchwald lod sig ikke gå på. Med sin husmand som hjælper sejlede han gårdens produkter til Helsingør, hvor den lokale trommeslager bekendtgjorde i gaderne, ”at Kaptajn Buchwald lå ved skibsbroen med sæd, smør, ost, kalkuner, ænder og gæs fra Anneberggaard i Odsherred”. Hans varer fik efterhånden så godt et renommé i byen, at de blev udsolgt i løbet af få timer.
I disse år havde Danmark en meget indbringende sejlads med handelsskibe i udlandet, og kaptajn Buchwald, der fra ungdommen af var søvant, var klar over, at der var penge at tjene her. Han talte med Bang om at bygge et skibsværft ved Anneberg.
Et skibsværft ser dagens lys
I sommeren 1840 valfartede byens borgere til Anneberg for at se det nye skibsværft, som Buchwald havde bygget for egen regning.
Buchwald fik personlig tilladelse af skovrider Wellendorff på Mantzhøj, til at udvælge skibstømmeret, og snart lå der store bunker at svært egetømmer på Tømmerbakken uden for gården. Tømmernakken er bakken, hvor nu Helmpels Glasmuseum ligger. Buchwald ansatte også en skibsbygger ved navn Mortensen, og han flyttede ind i gartnerboligen på Anneberggård.
10 skibe i alt
Det første fartøj, der udgik fra skibsværftet på Anneberg, var en jagt, med navnet ”Peter Bang”, opkaldt af ministeren P.G. Bang. Den efterfulgtes af en halv snes større og mindre skibe af skonnerttypen og alle bygget for egen regning, så det var i virkeligheden et anseeligt foretagende – i dag ville man nok kalde ham en meget driftig iværksætter.
Anneberg – et af kaptajn Buchwalds skibe. (Foto: Privateje/Forlaget Falcon)
Buchwald byggede i alt 10 skibe, og følgende kendes navnet på: Anneberg, Charlotte, Codan, Haabet Kristine, Henriette, Lucinde, Magrethe Elisabeth og Peter Bang.
”Peter Bang” blev senere ombygget og rigget til som skonnert, og i slutningen af 1850’erne forliste den med mand og mus i en forrygende orkan ved indløbet til Randers Fjord – da denne besked nåede Anneberggaard, var det naturligvis en sorgens dag. ”Lucinde”, der havde været på Grønland var blevet langt op i 1860’erne, blandt andet med den lokale kaptajn Georg Marius Relnald Brockdorff, der var født i Jernløse ved Holbæk. ”Codan” og ”Anneberg” der i øvrigt førtes af kaptajn Mathiesen, der var søn af præsten i Højby, var de to sidste fartøjer kaptajn Buchwald ejede. Det fortælles, at hver gang skibene passerede Anneberg, saluterede de og hejste Dannebrog!
Skibsværftet bestod i en halv snes år, og der var spænding, hver gang et nyt fartøj var færdigbygget. Bakken ud mod Isefjorden, var ikke særlig stejl og først et par meter ude var vandet tilstrækkeligt dybt. En stabelafløbning, der forgik fra strandbredden, kunne ofte vare flere dage, og de færdige skibe måtte bugseres ud i havet med hestekraft. Var spændingen stor, inden skibet gled ud, var glæden ikke mindre, når søsætningen var overstået.
Kaptajn Buchwald.
Dampen blev konkurrenten.
Omkring 1860 begyndte dampskibene at fortrænge sejlskibene, og Buchwalds skibe var også for små efter den nyere tids krav. Til sidst kunne det ikke betalte sig, og midt i 1860´erne solgte han det sidste af sine skibe. På dette tidspunkt fandtes der ingen i Nykøbing, der kunne fortsætte Buchwalds værk, og skibsværftet blev nedlagt for bestandigt.
Andre skibe
Men de større købmænd i byen havde endnu skibe i søen. F.eks. Købmand E. Olsens smukke brig ”Håbet”, der var en pryd for byen og for den danske handelsflåde. Den strandede iøvrigt ved Tisvilde. En overgang var der også to fragt og passagerbåde, ”Isefjord” og ”Fredérik VII”, hjemmehørende i byen, og senere lod et konsortium bygge en lille damper kaldet ”Isøre” til lystsejlads. Den var imidlertid bygget for smal, så den rullede i søen, og ingen vilde sejle lystture med den. Den blev videresolgt, og det sidste minde om den var skibsklokken, der senere kom til at sidde på en af mejeriets Billesborgs mælkevogne.
Stod selv ved roret
Når efteråret kom, sejlede Buchwald ofte, med blot en enkelt husmand som hjælper, sine varer til Helsingør. Så lod han trommen gå i gaderne: “Kaptajn Bucwald ligger ved skibsbroen med sæd og smør, ost, kalkuner og gæs”. Det gav kunder.
Ved kysten ud for gården satte Buchwald også skibsbyggeri i gang. Nogle af skonnerterne beholdt han selv og satte dem i drift. Både skibsbyggeri og skibsfart var med til hjælpe Annebergs økonomi på fode, og i Buchwalds tid byggedes den hvide hovedbygning. Her udfoldedes et stort familie og selskabsliv. Buchwald døde i 1874.
Hovedbygningen, som kaptajn Buchwald opførte i 1856, blev sammen med parken udstykket fra Anneberg og solgt i 1918. Den herskabelige, hvide bygning fik de følgende år både mange forskellige ejere og funktioner: Rigmandsvilla, herregårdspension, optagelseshjem, husholdningsskole og børnehjem.
Trods den mildest talt omskiftelige fortid står den “nye” hovedbygning velholdt og harmonisk tilbage. Tidligere var der midt på gårdspladsen er plantet ikke mindre end 1200 lavendler og 8000 krokus til vidne om ejernes interesse for gården og dens skønhed.
Anneberg Have med hovedbygningen, opført i 1856, i baggrunden. Personerne på billedet er Bertha Holstein, Kristian Hillevi og Anna.
Bygningen ud til Anneberg stræde, rummer idag Museum Vestsjællands forskellige udstillinger.
