I min samling af postkort – hvoraf jeg har ca. 120 med motiver af Sindssygehospitalet (SNS) – er det begrænset hvad der findes af korrespondance. Ofte er der ikke skrevet på postkortene, for generelt var der ikke så meget korrespondance mellem patienter og familie. Patienterne blev i mange familier opfattet som det sorte får. Ud over de korte hilsner i forbindelse med højtiderne, så er der flere patienter der efterlyser besøg hjemmefra og føler sig ensomme. Men på flere postkort, er det meget klart at patienterne bekymrer sig om ”Den Spanske”
Som det var gældende i hele verden, så var vilkårene de sammen på Sindssygehospitalet. Der fandtes ingen medicin eller vaccination mod Den Spanske Syge, så almindelig pleje af de syge var det eneste man kunne gøre. Derfor var sygeplejersker og andet plejepersonale betydeligt vigtigere end læger i denne periode.
Sygeplejersker på Sindssygehospitalet – året er 1919
En patient skriver til sin bror d. 17-01-1919, altså et par dage før overlæge Krarup blev interviewet til avisen. ”..da den Spanske er ved at blive slem; men jeg haaber ikke jeg får den”
I marts 1919, skriver Nanna hjem til familien i Odense. ”Kære alle! En kærlig hilsen sendes til alle i Hjemmet. Jeg er rask og har det godt – Eders Nanna.
En anden patient skriver hjem til familien i april måned 1920 – altså et år efter Den Spanske første gang blev registreret på Sindssygehospitalet. ”Tak for Brevet, nej jeg kommer ikke i Paaske, jeg har været syg hele denne uge – Den Spanske”
Det har altid været kendt og kan også læses flere steder at, at kapellet tilhørende Sindssygehospitalet, blev bygget som en direkte konsekvens af Den Spanske Syges hærgen på Sindssygehospitalet. Men med det kendskab jeg nu har fået omkring Den Spanske Syge i Odsherred, så er det noget der ikke stemmer. I Architekten (19 aargang nr. 4). Som var meddelelser fra akademisk architektforening viser arkitekt Varming d. 28. oktober 1916 et billede af kapellet – magen til ovenstående postkort, ligesom det også omtales i samme skriv. Det betyder at kapellet blev bygget, som en del af den første gruppe af bygninger i forbindelse med Sindssygehospitalet opførsel, og var således opført i forbindelse med åbningen i 1915, og altså lang tid før af Den Spanske Syge kom til Danmark.
På de store sygehuse anbefalede man at beskytte personalet mod smitte, ved at bruge ansigtsmasker, som indtil da ellers kun blev brugt ved operationer. Om denne form for beskyttelse blev brugt på f.eks. Amtssygehuset i Nykøbing eller på Sindssygehospitalet vides ikke.
Den begrænsede viden om de såkaldte værnemidler førte også til eksperimenter, f.eks. på Kommunehospitalet i København, hvor man indkøbte cigarer, ud fra en teori om, at personalet kunne ryge sig fri af smitten. Om denne metode har været i anvendelse i Odsherred, har det ikke været muligt at finde eksempler på. Men vi ved at frygten for Den Spanske var stor på Sindssygehospitalet og Amtssygehospitalet i Nykøbing, og det var både blandt patienterne og personalet. Specielt fordi det ikke var helt nemt at undgå store forsamlinger. Tidligere i artiklen kom overlæge Krarup også ind på dette – og det at flytte de smittede patienter, var reelt den eneste man kunne gøre og ellers håbe på det bedste.
I gammelt materiale om Sindssygehospitalet fremgår det, at man, da man byggede hospitalet, have en decideret tuberkulose og epidemiafdeling. Hvor de præcist lå vides ikke, men der har i al fald været både en for kvinder og en for mænd.
Men det er desværre sparsomt med oplysninger om Den Spanske på Sindssygehospitalet i Nykøbing. Det nærmeste vi kommer på noget, der kan give os en ide om situationen, er hvordan epidemien forløb på Bispebjerg Hospital i København. Er det repræsentativt, ja det vil jeg mene, også set ud fra at byggestilen på Sindssygehospitalet og Bispebjerg minder om hinanden. Begge hospitaler er bygget efter pavillonsystemet, hvor de enkelte afdelinger lå for sig selv på det store terræn
Bispebjerg hospital blev bygget i 1913 altså 2 år før Sindssygehospitalet – begge steder boede stort set alt personale på hospitalet, og det har uden tvivl bidraget til, at en meget stor del af personalet blev smittet. De blev smittet på afdelingen, hvorefter de gik hjem til deres respektive boliger, hvor de delte dagligstuer, køkkener og undertiden også værelser.
Nedenstllående er en beretning fra Bispebjerg Hospital om Den Spanske Syge —artiklen er hentet fra Dansk Sygeplejehistorisk Museum hjemmeside. I artiklen omtales overlæge Victor Scheel (1869-1923) der blev udnævnt til overlæge ved medicinsk afdeling B på Bispebjerg Hospital i 1913. Han var anerkendt som en af tidens medicinske kapaciteter og havde mange tillidshverv
”Da den anden influenzabølge ramte Danmark i efteråret 1918, begyndte patienterne at dø af lungekomplikationer. Antibiotika var endnu ukendt, så læger og sygeplejersker kunne kun se på, at patienterne blev blå i huden og døde mellem hænderne på dem.
Epidemien kunne mærkes på hospitalerne i begyndelsen af oktober, hvor antallet af patienter steg, og i midten af oktober måned blev afdeling B på Bispebjerg Hospital gjort til specialafdeling for influenzapneumonier (lungebetændelse). Ved at stille ekstrasenge op i dagligstuerne, og hvor der ellers var plads, blev der plads til 300 patienter mod normalt 224.
Overlæge Victor Scheel fortalte senere i et tilbageblik om forholdene. ”Læger og sygeplejersker blev stillet overfor et arbejde, som aldrig før, der var dage, hvor vi modtog op mod 50 patienter, til dels meget svære pneumonier, hvor hvert enkelt tilfælde krævede megen både sygepleje og lægetilsyn. Dertil kom vanskeligheden med at skaffe tilstrækkelig hjælp, idet sygeplejersker og læger i stor målestok blev ofre for epidemien straks ved dennes begyndelse. Vi har haft den store sorg at miste en af afdelingens sygeplejersker af pneumoni. Ved et arbejde, der mange gange fra sygeplejerskernes side var alt for selvopofrende, fordi de holdt sig oppe med høj feber, lykkedes det at komme igennem, og vi er nu ved epidemiens tilbagegang gledet ind i et roligere spor.” (1)
Syge- og dødelighed blandt sygeplejerskerne
Johannes Buchholtz var funktionærlæge for de ansatte på Bispebjerg Hospital, og han skrev i 1919 en artikel om de syge medarbejdere.
”Den store sygelighed blandt personalet og da navnlig blandt sygeplejerskerne er gentagne gange blevet fremhævet som en af de største vanskeligheder, man havde at kæmpe mod, da epidemien var på det højeste.”
Buchholtz fremhæver, at sygeplejerskerne blev smittet på hospitalet, der dengang lå i landlige omgivelser udenfor København. ”Bispebjerg Hospital ligger jo som bekendt ret isoleret, så den omgang, funktionærerne har med byen, bliver ret indskrænket, særlig under en epidemi som denne, hvor mange sygeplejersker måtte arbejde 10-12 timer daglig, var lejligheden til at blive smittet uden for hospitalet minimal.”
Den 1. oktober 1918 var antallet af sygeplejersker 190 (elever, assistenter og oversygeplejersker). Epidemien blandt disse begyndte eksplosionsagtigt den 9. oktober, da de første tilfælde blev anmeldt. Herefter blev der i månederne oktober-januar i alt konstateret 111 tilfælde af influenza blandt sygeplejerskerne, hvilket vil sige, at 58% blev angrebet – hertil kommer en del, der havde haft ”spansk syge” i sommermånederne forud, og selvfølgelig en del lette tilfælde, som ikke kom til min kundskab.
Af de 111 sygeplejersker blev i alt 21 indlagt på hospitalet. Af disse indlagdes 13 for pneumoni og bronchopneumoni, hvilket vil sige, at 11,7% af de angrebne sygeplejersker havde alvorlige lungekomplikationer. I alt døde fire sygeplejersker af influenza på Bispebjerg Hospital. (2) Det svarer til, at 2% af sygeplejerskerne døde, hvilket svarer til det landsgennemsnit, det har været muligt at stykke sammen på baggrund af dødsannoncerne i Tidsskrift for Sygepleje 1918-20.
Hvad det øvrige personale på hospitalet angår, siger Buchholtz, ”var sygeligheden blandt dette – når man ser bort fra lægerne, som praktisk taget alle efter tur blev angrebet – betydeligt mindre end blandt sygeplejerskerne. Det skyldes formentlig, at de ikke i nær så høj grad som sygeplejerskerne (og lægerne) var udsatte for smitte fra de på afdelingen liggende patienter. Man kan formentlig heri se nogen berettigelse for de indskrænkninger i adgangen til hospitalsbesøg, der blev foretaget.” (2) Den sidste bemærkning om hospitalsbesøg må handle om, at man også den gang satte restriktioner for antallet af besøgende til patienterne.
Blandt det, der hed ”det kvindelige tyende”, køkken-, vaskeri-, gang- og stuepigerne, blev 30% syge, men kun få i alvorligere grad, og kun to ud af tyve portører blev syge. Det administrative personale gik stort set fri, hvorimod oldfruen og hendes fem assistenter alle blev svært angrebet. Buchholtz har en teori om, at det kan skyldes, at de sorterede vasketøjet fra afdelingerne, men han hælder mest til, at de smittede hinanden.
På samme hjemmeside findes også en beretning fra Julemærkesanatoriet Koldingfjord. Den beskriver på bedste vis, de udfordringer der var på steder hvor man ikke kunne opløse store forsamlinger, og kun håbe på at smitten ikke kom inden for dørene:
”På Julemærkesanatoriet, hvor man behandlede børn med lungetuberkulose, var en voldsom influenza noget, man var på vagt overfor. Da influenzatilfældene begyndte at florere i Kolding by og omegn i sommeren 1918, valgte overlæge Oldenburg derfor at helgardere sig og isolerede hele sanatoriet fra omverdenen. Læger, sygeplejersker, barneplejersker, elever og tjenestefolk boede alle på stedet, og de var nu forhindrede i at forlade matriklen. De måtte under ingen omstændigheder være sammen med smittede.
Det blev for meget for en af gangpigerne. Hun smuttede i slutningen af november 1918 hjem til sin syge familie, hvor hun selv blev smittet, og fra hende kunne sygdommens spredning let spores. Den 23. november holdt hun komsammen med tre andre gangpiger på sanatoriet, og de blev alle fire syge kort tid efter. De blev øjeblikkelig isoleret fra børnene, men det var for sent. Fra den 24. november og måneden ud blev syv voksne og to børn syge. I december måned bredte influenzaen sig med lynets hast, og inden årets udgang var 31 voksne og 75 børn blevet syge.”
Tilbage til Odsherred er vi i marts måned 1919. På Vester Lyng havde vognmand Hans Vilhelm Rasmussen sammen med hustruen Anna Hansine Rasmussen et husmandssted. Her havde de lidt jord som de dyrkede og ved siden af det, drev Hans Vilhelm Rasmussen også en lille vognmandsforretning. I marts måned 1919 rammer Den Spanske familien meget hårdt. Hele familien syntes at skulle blive udryddet af Den Spanske Syge. Ikke mindre end 5 af familiens medlemmer er bukket under. To sønner er lige døde, hvoraf den sidste blev begravet for en dag siden. Men yderligere er der i de sidste 2 dage indtruffen 4 dødsfald. Hans Rasmussen selv døde lørdag eftermiddag, og to sønner, den 12-årige Svend og den 17-årige Laurits døde natten mellem lørdag og søndag. Svend på Amtssygehuset i Nykøbing og Laurits på Søgaard i Højby hvor han tjente. På Amtssygehuset dødede endvidere i nat Anna Hansine Rasmussen. Og de to børn der endnu er tilbage af familiens medlemmer, ligger meget alvorligt angrebet på sygehuset. Også en anden af Nykøbings borgere er forleden bukket under, nemlig overmontør Andersen, Øster Lyng, der var ansat hos installatør B. Larsen. Det var nu ikke Den Spanske Syge men på grund af et svækket hjerte. Men Larsen havde tidligere haft Den Spanske i en alvorlig grad, men overlevede indtil hjertet sagde stop.
I Gelstrup ved Egebjerg tabte A. P. Petersen tabte kampen til den spanske. Han kom sig aldrig over lungebetændelsen, han efterlader hustru og 6 ikke konfirmerede børn. I juni meldes der om 12 nye tilfælde i Odsherred på én dag. og Seruminstituttets direktør Dr. med Thorvald Madsen har meldt sin ankomst til Odsherred. Af samme årsag – på grund af den pludselige stigning i antallet af smittede patienter har sygehusdirektør Madsen afbrudt sin ferie og er returneret til Nykøbing. På Amtssygehuset i Nykøbing blev der bare på en aften indlagt 6 nye patienter og 2 er kommer til om formiddagen.
Overlæge Krarup var også blev ramt af Den Spanske, men han blev meldt i bedring. På Amtssygehuset var der blevet indrettet en epidemiafdeling – i det man i dag kalder ”Det gamle sygehus” – altså sygehuset der blev bygget i 1877.
På Sindssygehospitalet har der været 3-4 nye tilfælde så der nu er 13 patienter med Den Spanske på epidemiafdeling. Dog er der kun et par af patienterne der er hårdt ramt – de andre er ramt i middel grad. Sygehuslæge Madsen maner til ro i avisen, da han udtaler at mange af de nye patienter med sygdommen kun er ramt i lettere grad.
Herefter går der lang tid før man igen kan læse om dødsfald og sygdomsramte relateret til Den Spanske Syge, der er ikke flere registreringer i 1919. Men en ulykke kommer sjældent alene – Nykøbing blev nu også ramt af en tyfusepidemi.
Tyfus (Febris typhoidea) er en kraftig blodforgiftning og den mest alvorlige af salmonellainfektionerne, som skyldes bakterien Salmonella typhi. Sygdommen skyldes en særlig salmonellabakterie (Salmonella typhi), som overføres gennem forurenet mad og drikke. Sygdommen viser sig ofte først med vedvarende, høj feber, som senere kan ledsages af kraftig diarré. Sygdommen kan være livstruende, hvis den ikke behandles med antibiotika. Hvilket man jo ikke havde på det tidspunkt. På Sindssygehospitalet er der også konstateret enkelte tilfælde. Dr. Egede der var konstitueret kredslæge mente, at det enten skyldtes vandet eller mælken fra Billesborg Mejeri. En lille uge efter er der konstateret 10 tilfælde i byen og det samme antal på Sindssygehospitalet. I bogen skrevet i forbindelse med Sindssygehospitalets 50 år jubilæum ”SNS 50-års jubilæum”, omtales denne tyfusepidemi, som ramte funktionærer og børn. Her blev en afdeling ryddet og her blev der indlagt en halv snes syge (10). Epidemien medførte ingen dødsfald selv om nogle var hårdt ramt.
Men underligt nok skrives der intet om Den Spanske Syge i jubilæumsbogen, til trods for at mange flere blev ramt af Den Spanske. Men så kan man nok deraf tolke, at der ikke var skete nogle dødsfald på baggrund af Den Spanske på Sindssygehospitalet.
Men efter en nærmere undersøge at patienterne, viste det sig, at det var mælk og fløde fra Billesborg Mejeri der var smittekilden. Mistanken gik derfor på mejeriets egen brønd, og der blev derfor taget prøve at vandet og sendt til Seruminstituttet.
I Nykøbing besluttes det, i starten af juni, at det store dyrskue i den kommende weekend skulle aflyses. Aflysningen sker i lyset af den stigning af smittede som pludselig er registreret både med hensyn til Den Spanske og med hensyn til tyfus. Samtidig blev der igen indført et forbud for større forsamlinger i Nykøbing.
Det er tid til selvransagelse og avisen fører an og stiller spørgsmålet om de hygiejniske forhold i Nykøbing er i orden.
Renligheden, her i byen lader ikke så lidt tilbage at ønske. Dog er det ikke så galt som en borger udtalte: ”Nykøbing er uden sammenligning den mest snavsede by i Danmark.” Men nægtes kan det ikke, at selv om gaderne holdes nogenlunde rene, så er baggårdene det rene griseri. Specielt er det omkring byens mange baggårdene, de kan være smittebærer. De steder hvor man har de nymoderne W.C. installeret er hurtig talte i byen. Men natrenovationen findes ikke, hvorfor latrinerne bare tømmes ud i en bunke. Eventuelle baciller kan forplante sig gennem luften. Dette er hverken appetitligt eller hygiejnisk, fortsætter avisen. Sundhedskommissionen i byen har dog også nu udstedet et påbud på mod dette. Og avisen kritiserer at kommissionen ikke før har gået ind i denne sag og udstedt et påbud – og det er underligt at den først træder i karakter nu og hvem der var medlem, skal man kigge i gamle bøger efter – fortsætter avisen. I tidernes morgen blev der nedsat et byrådsudvalg, der havde til opgave at nedsætte et sundhedsvedtægt for byen – mon dette udvalg nogen siden har holdt møde.. spørger avisen.
Der kom nu anbefalinger på hvordan man skulle forholde sig med latrinerne. Når indholdet fra latrinerne blev udtømt på møddingen, skulle det udførte efterfølgende overdækkes med kalkmælk. Det bemærkes at kalkmælk laves af 1 del brændt kalk og 4 dele vand. Og det bemærkes også, at denne blanding laves hver dag så den var frisk. Mod fremvisning af kvittering på indkøbt kalk kunne beløbet refunderes.
I slutningen af juni kunne det udmeldes, at dyrskuet vil blive afholdt den 14-15 juli 1919 og at alle forsamlingsforbud samtidig var ophævet. I sommeren er det kun beretninger drypvise beretninger, fra de større byer i Danmark, samtidig med at man kan læse, at andre kontinenter var hårdt ramt. Således sluttede 1919, 2. bølge var overstået. Men det skulle vise sig, at der kom endnu en bølge, når vi næste gang kigger på 1920.
5. og sidste del er her
Kilder:
Odsh. Wiki
Professor Lone Simonsen, RUC. VIDEN OM DEN SPANSKE SYGE
Tak til Dansk Sygeplejehistorisk Museum for en meget inspireret artikel.
Illustreret videnskab.
Finans.dk
Scheel, Victor. Influenzaen. Ugeskrift for Læger nr. 45 1918 s. 1766-1772
denspanskesyge.dk
Buchholtz, Johannes. Om Influenzaepidemien blandt Funktionærerne paa Bispebjerg Hospital. Ugeskrift for Læger nr. nr. 15 1919 s. 651-654
Heuch, J.C. Charlotte Munck. Tfs nr. 17 1932 s. 376
Avisen = Holbæk Amts Venstreblad.
Mediestream / Stadsbiblioteket.
Psykiatrisk Museum
Samt eget materiale.
