Bruddet på Ringholmdæmningen i 1935 – 1. del. Odsherreds største naturkatastrofe

Den måske største naturkatastrofe i Odsherred, skete i februar måned 1935, mellem lørdag d. 2 februar og søndag d. 3 februar.

I det efterfølgende beskrives situationen dag for dag. Udgangspunktet er de lokale aviser, samt flere personlige skildringer og fortællinger om stormen og det efterfølgende dæmningsbrud.

Inden vi går videre, så er det vigtigt at nævne, at der i hele 1990´erne blev lavet en markant forstærkning af Ringholmdæmningen. Det var Nykøbing-Rørvig kommune der forstærkede dæmningen med sten og murbrokker, så den blev meget bredere. I dag er den på det smalleste sted hele 40 meter. Så den er i dag i en hel anden forfatning ned den var i 1935.

Det er meningen  at der senere skal komme en bog, om Ringholm og Hov Vig, så skulle du ligge inde med billeder eller andet materiale relaterende til dette, er du velkommen til at sende dem til mig.  I det efterfølgende bringes der ca. 90% af materialet, således at alt kommer med i bogen.

Overskrifterne var ikke til at tage fejl af: ”Denne katastrofes følger lader sig endnu vanskeligt overskue”, og ”Den 3-400 tønder land store Ringholm-inddæmning ved Nykøbing oversvømmet af vandmasserne” således stod det at læse i Odsherreds Tidende, mandag d. 4. februar 1935. Holbæk Amts Venstreblad fulgte op med ”Natlig flodbølge mod Nykøbing, mennesker og dyr på vild flugt”. Ringholmdæmningen var blevet gennembrudt af højvandet, som nordvest stormen havde fremkaldt, hvorefter store vandmasser fossede ind gennem bruddet og oversvømmede ikke blot Ringholms egne arealer, men også flere ejendomme langs Øster Lyngvej og omkring Lergraven.  Gasværket og vandværket måttes lukkes, da der kom vand ind og ødelagde pumperne.

Den helt store katastrofe var sket. Men inden kigger vi lige nærmere på, hvad det egentlig var, som skete i dagene op til den måske største naturkatastrofe i Odsherred i nyere tid.

Møllen skulle udskiftes

Den gamle hollandske mølle, som stod på dæmningen, skulle sørge for at pumpe vandet ud fra afvandingskanalerne, havde ved en tidligere storm mistet sine vinger, og stod derfor til at blive udskiftet med en rigtig pumpe drevet på el. Ved møllen kunne man tidligere have fået malet mel, men dette var i takt med møllens tilstand stoppet.  I forbindelse med udskiftningen havde det været nødvendigt at grave i dæmningen for at installere de nye rør. Dette sammenholdt med en længere tids vind fra vest, havde tændt advarselslamperne hos nogle af de personer, som havde tæt tilknytning til og sin daglig gang ved dæmningen.

Møller Nielsen havde advaret

Peter Nielsen, eller Møller Nielsen som han blev kaldt, var den person, der boede tættest på den gamle mølle på dæmningen. Han havde gået og fulgt med i arbejdet med det pumpeanlæg, som skulle afløse den gamle mølle. I den forbindelse var der gravet i dæmningen og lagt rørledninger ned under linjen for dagligt vande.

Men ingen tog hensyn til Møller Nielsens synspunkter. Heller ikke arkitekt Holm, som på det tidspunkt ejede Ringholm. Kombinationen med de sidste dages kraftig blæst, havde bevirket, at vandet stod højt i Isefjorden, og det kombineret før omtalte arbejde på dæmningen, var ikke noget den Møller Nielsen brød sig om. Dæmningen var i forvejen ikke bygget af særlig stærkt materiale, og hans bekymringer viste sig desværre at holde stik.  I det nye rør som var blevet monteret på dæmningen, havde mandskabet som arbejde for arkitekt Holm, som den eneste foranstaltning, puttet sandsække i røret. Men det store vandpres, havde trykket sandsækkene ud, og skaden var herefter uundgåelig. Driftsbestyrer Eriksen der var leder af gas, vand og elektricitetsforsyningen i Nykøbing, som også havde sin bolig ved gasværket, havde også advaret om situationens alvor.  Et dæmningsbrud ville for gasværket og dermed Nykøbing, få alvorlige konsekvenser, da en stor del af gasværket lå under vandspejlet.

Mølleren søger hjælp på Ringholm

Lørdag aften blæste det kraftigt op, og Møller Nielsen, blev så utryg ved situationen, at han ved midnat sendte sin søn Kaj Nielsen, som til daglig boede i Lindeallé, af sted til Ringholm, til arkitekt Holm med anmodning om assistance.

Kaj var hjemme for at besøge sin mor og far, men på grund af situationens alvor, var han blevet hos sine forældre.  Kaj kom tilbage, med kun én en mand, karlen Poul. Ikke en gang Holm selv, kom og hjalp. Karlen havde dog fået nogle sække med, som lå i en lade på Ringholm. Den gamle møller, sønnen Kaj, og karlen Poul tog herefter fat på sikringsarbejdet med at fylde sække med sand, og lagde dem ud på det sted, hvor der var gravet i dæmningen.

Ved 3:00 tiden havde de gjort, hvad de kunne, og da de efter at have drukket kaffe, besigtigede dæmningen endnu en gang, og fundet alt i orden, drog både Kaj og karlen Poul hjem for at sove.

Men Møller Nielsen turde ikke gå til ro. Han gik derfor vagt natten igennem, og da situationen ved 05:45 tiden igen blev faretruende, drog han selv af sted til havnen, hvor han mente det var nemmest at få yderligere hjælp.

På sin vej til havnen, hørte Møller Nielsen et brag. Men på grund af mørket kunne han ikke se noget, men han var godt klar over, at det betød at dæmningen nu for alvor var brudt igennem. Braget skyldes, at den gamle mølle var blevet væltet omkuld.

Han vendte ikke om, med fortsatte det sidste stykke mod havnen, hvor han fik fat i Henning Henriksen og Laur. Rasmussen.  På det tidspunkt, var vandstanden i Isefjorden 3 fod og 5 tommer (ca. 1 meter) over dagligt vande.

Da de kom tilbage hvor møllen plejede at være fossede vandet nu kraftigt ind gennem et stort hul i dæmningen, og vandmasserne havde allerede undermineret møllen. Den lå nu i vandet, og var blevet smadret til småstykker af bølgerne, som piskede ind af hullet i dæmningen, som minut for minut blev større og større.

Der var ringet til brandstationen, hvor byrådsmedlem inkassator Frederiksen tog imod besked. Han kontaktede herefter brandinspektør, tømrermester Andersen, som straks tog ud til dæmningen, men der var intet at gøre på grund af hullets størrelse i dæmningen.

Kaj Nielsen var træt, da han næste morgen skulle på arbejde hos købmand Hans Hansen på Algade. Han havde ikke lukket et øje, Tankerne gik hele tiden til forældrene i det lille hus ved møllen.

Kaj gik op på øverste etage i købmandens magasin bag Algade, for at se hvordan det stod til. Det han så, var det værste han havde frygtet. Isefjordens vand var ved at forvandle hundredvis af tønder land, til et frådende hav. Isefjordens vandmasser arbejdede sig som en rivende elv ind over markerne.

Kaj skyndte sig ud til sine forældre. Det var nu søndag morgen, og derfor sov flere af byens borgere stadig, uvidende om, hvad der i disse timer udspillede sig omkring havnen og dømningen.

Nede ved stationen havde nogle morgenfriske Nykøbingensere set vandet, og beskrev det forreste vand, som en sølvhvid stime, der åd den ene meter jordefter den anden, men samtidig så de også vandet glide stille og roligt ind mod byen og husene omkring Lergraven og Øster Lyng.

Da gennembruddet skete, var vandstanden 1 meter over daglig vande, og da vejen langs dæmningen ligger mellem 0 og – 20 cm under vandstand, og arealerne lå endnu lavere, var der en stor mængde vand som løb gennem hullet, som stadig voksede og voksede, som minutterne gik.  Men kunne se, hvordan vandet langsomt ”åd” sig frem, ved første at fylde afvandingsgrøfterne på det inddæmmede areal, som kort tid efter flød over med vand, herefter gik det pludselig hurtigt.

På dette tidspunkt, blev hullet i dæmning vurderet til at være 100 meter bred.  Det begyndte nu at gå op for byens borgere, at en større kalamitet (katastrofe), var ved at ske.

Vandet var også trængt ind i de første huse, og naturligvis hos Møller Nielsen og driftsbestyrer Eriksen. Møllerens hus, var det let genkendelige kvadratiske hus med skorstenen i midten.  Lidt indbo blev reddet, samt en ged, mens møllerens høns druknede. Gedden stod på bagben da man ankom med robåd og fik den bjerget. Vandet stod i vindueshøjde både inde som ude.

Det meste af formiddagen steg vandstanden, og da vandet ved 09:00 tiden stod så højt inde på gasværket, at der kunne være fare for en katastrofe, besluttede driftsbestyrer Eriksen at slukke fyrene og lukke for gassen, hvilket betød at Nykøbing by nu var ude gas.