Den lille herre til venstre, med stok og stråhat er den herostratisk berømte skovkasserer West. Den høje herre ved siden af West, er en proprietær fra omegnen, vistnok fra Ringholm, og selv i dag kan man se, at billedet er taget foran stationen i Nykøbing.
Et par personer i Odsherred prøver at fortælle en helt anden historie om Solvognen. De mener at vide, at Solvognen slet ikke blev fundet i Trundholm Mose. I Nordvestnyt (15. juli 2020), prøves der igen. Denne gang med argumenter om at noget sandsynligvis er sket og der henvises til en indberetning i 1965 til Nationalmuseet. En af personerne, der prøver at fortælle den anden historie, har publiseret en del gule hæfter om Odsherred. Han skrev om Solvognen i 1998 – under overskriften “Mysteriet om Solvognen” Her nævnes der intet om det andet fundsted. Så der må være kommet noget frem inden for de sidste 22 år, og således må det må være forholdsvis nemt at fremlægge nogle beviser på den anden historie.
Nu er 1902 jo ikke så mange år siden, historisk set. Så jeg har været i arkiverne og set i de lokale aviser fra 1902, hvor der berettes som hvordan solvognen blev fundet. Men hvad stod der i avisen da Solvognen blev fundet i 1902 og hvad har familien tidligere fortalt til avisen – det kigger vi på her.
Trundholm Mose var Statens ejendom, som var bestyret af den kendte og meget bestemte skovkasser West. Skovkasseren og Frederik Villumsen, der var opsynsmand på mosen, havde aftalt at et stort nyt område af mosen skulle opdyrkes.
Og i september måned i 1902 gik arbejdet i gang. Omkring morgenbordet havde faren, Frederik, spurgt hvem der ville hjælpe med at pløje i dag. Normalt var det sønnen Hans Peter Villumsens opgave at pløje, men netop den septemberdag overtog faren ploven, for Hans Peter ville meget hellere køre til Nykøbing efter foderstoffer. Så det blev faren og sønnen Valdemar, som skulle klares dagens arbejde med at indvende det nye jord.
Frederik Villumsen (t.h.) og hans kone, Marie (midt i billedet) flyttede i slutningen af 1800-tallet fra en ejendom i Eskildstrup ud på Trundholm Mose, hvor de dels drev et husmandssted, og hvor Frederik tillige var opsynsmand på de statsejede arealer. Her ses de sammen med børnene, Hans Peter (t.v.), Bertha (på trappen), Valdemar (ved siden af sin far) og det lille plejebarn, Alfred (stående på stolen).
I forbindelse med 100 året for fundet af Solvognen interviewede den anerkendte lokalhistoriker Bent Kjærsgaard den på det tidspunkt 80´årige Fredrik Willumsen, som flere gange har hørt om fundet fra sin far, Hans Peter Willumsen, og fra bedstefaren selv, Frederik Willumsen, som han var opkaldt efter. I den forbindelse afviste Frederik Willumsen også de mange myter om Solvognen (dem som nogle nu prøver at komme med igen) og her gengives artiklen fra avisen – som Frederik fortalte den:
”Frederik Villumsen, der sidder på bukken, kører ikke så hårdt til. Bag i vognen ligger den blanke engplov, og på et hestedækken sidder 6 årige Valdemar, som knapt har fået gnedet søvnen ud af øjnene. Han er ikke begyndt i skolen og vil derfor med far i marken. Han ved endnu ikke, at han i dag vil være med til at finde en hest og en solskive – solvognen Danmarks største oldtidsfund.
Omsider er Frederik Villumsen fremme ved det engstykke, der skal pløjes op. Sommeren igennem har kreaturerne græsset herude på arealet, men hvert efterår tages et nyt stykke under plov, med henblik på små driftige lodder, som husmandsfolk kan få i forpagtning af Staten.
Fredrik Villumsen siger »prrr«, og springer af bukken, næsten inden hesten holder stille. Valdemar kommer også af vognen og gør nu sit yderste for at gå i vejen, mens faderen får den solide, lange Morsø Engplov af vognen. Snart er der spændt fra vognen, og hesten kommet for ploven, og med tømmen slængt som et skråbånd over skulderen og med solide greb om håndtagene, kan han hugge ploven i den sorte mosejord, da hesten strammer skaglerne, skærer den snart gennem jorden. Valdemar trisser med et stykke vej, men jorden er blød efter sommerens væde, og da træskoene flere gange er blevet hængende, bliver han træt af det, og vender tilbage til vognen, og han lægger sig på hestedækkenet. Han ænser kun med et halvt øje, at faderen – kun halvt henne i første omgang – pludselig holder stille, roder lidt i den vendte jord, og lægger noget til side.
Inden faderen er nået omgangen rundt, er han faldet i søvn, og først da hans far er nået frem til stedet, hvor han før holdt stille, vågner Valdemar ved et højt råb:
– Kom med hestedækkenet. Skynd dig lidt, lyder det – og snart er Valdemar på vej med det forlangte. Faderen roder videre i den klæge mosejord, og snart efter placerer han varsomt to mærkelige figurer på hestedækkenet. Den ene ligner nærmest en hest, kan Valdemar se, da han ikke kan nære sig for at gnide noget af jorden af – den anden buer som et lille låg til en kasserolle – og efterhånden som faderen roder videre, dukker flere mærkelige tingester frem, som alle bliver lagt på hestedækkenet.
– Rør ikke for meget ved det, siger Frederik, men hent mig i stedet en pilekvist.
– Helst en ordentligt gren fortsætter faderen.
Valdemar sjosker afsted, uden at begribe, hvad det skal til for – og endnu mindre begriber han, at faderen stikker grenen dybt i jorden, hvor han lige har rodet de underlige ting frem. Til sidst samler Frederik Villumsen de fire hjørner på dækkenet, og bærer det som en sæk hen til vognen, hvor han formaner Valdemar om at holde sig fra det, hvad han nu ellers godt kunne tænke sig: – Den hest kunne nok være sjov at lege med en lang dag på Trundholm Mose, men man må vel hellere gøre, som der bliver sagt. Først efter mange omgange med ploven vender de næsen hjemad, og da de er kommet et godt stykke væk, vender faderen sig på bukken og kigger: Jo, kvisten står der. Hjemme læsser han hestedækkenet af i udhuset, og nu kan Valdemar ikke nære sig længere. Med nabodrengen, Jens Mikkelsen som allieret, lister de hesten frem og har nogle fornøjelige stunder med den, de følgende dage.”
Det fortælles videre, at det kom skovkasserer West for øre, hvad det er der var blevet fundet i mosen. Herefter gik der ikke lang tid, før nationalmuseets folk var på stedet, for at gennemgå stedet hvor solvognen blev fundet. Inden for en firkant på 4 kvadratmeter finder man yderligere 11 brudstykker af vognhjul og 19 smådele af bronzeskivens guldbelægning.
Hesten er 29,15 cm lang og vejer 2.640 kg. På både hoved og hals finder man en fin udført ornamentik, der dels gengiver manken, dels synes at gengive seletøjet. Den består af en delvis guldbelagt, rund, hvælvet skive, der sammen med en hest er anbragt på stellet af en sekshjulet vogn. Skiven er udsmykket med spiralornamentik, og der er kun guld på den ene side. Hjulene har fire eger og en diameter på ca. 15 cm. Kun et af hjulene er helt bevaret. Skiven har en diameter på 26,3 cm og vejer 1,5 kg.
Den første artikel fra Odsherreds Tidende om fundet af solvognen – bragt d. 22 september 1902. Som det står i artiklen skete pløjningen for nogle dage siden og senere står der, at museets folk allerede havde fundet flere stykker af oldsagen på stedet.
Den 28 september – 6 dage senere – er der igen nyt i avisens. Der har ikke stået noget siden fundet blev omtalt. Avisen uddyber fundet og for første gang benyttes betegnelsen ”Solvogn”. Der står intet i avisen en måned efter denne artikel. Hvilket man nok må formode vil være sket, hvis der var noget som have en anden beretning end den omtalte i avisen, og der er ikke nogle steder at de andres beretninger blive nævnt.Vi kan altså konstatere at: Solvognen ikke blev fundet intakt, men at den ved ofringen blev ødelagt som et religiøst ritual, som omtalt i avisen. Solvognen blev i sin tid lagt på jordoverfladen på et fredhelligt sted og er løbende blev tildækket af siv og græs og altså ikke nedgravet.
Det må således nu være slået fast, at Solvognen ikke er blevet fundet tidligt af andre, hvilket der i aviserne på det tidspunkt heller ikke nævnes. Den gang var der 3 aviser i Nykøbing, så hvis der have været noget om snakken, mon så ikke en eller flere af dem havde skrevet om det.
Igennem tiderne har der været udøvet en del attentater på Solvognen, bl.a. i 1960 hvor en person prøvede at ødelægge den på Nationalmuseet. I den forbindelse dukker der en beretning i Holbæk Amts Venstreblad (30.12.60) om at Valdemark Villumsen havde en legekammerat – Ja rigtigt – Jens Mikkelsen. Her får vi at vide, at han faktisk tjente hos Villumsen. Jens fortæller til avisen at drengene legede med Solvognen og havde den i en snor. Når de ikke benyttede den stod den i et skur. Men det blev som bekendt stoppet , da fundet kom skovkasserer West for øre.
