På Ringholm havde man en hingst, der var så vanskelig af sind, at det var strengt forbudt for andre end Henriette Schytte og staldkarlen at gå op til den i båsen. En dag kunne man ikke finde Henriette. Man ledte alle vegne og fandt hende til sidst liggende mellem hingstens ben, mens hun sjaskede den til med vand fra en svamp. Der blev naturligvis vild forfærdelse men Henriette, som ikke var ret gammel sagde med et smil ”Mig skulle jo bare vaske hamses mave”.
Det er meningen at der senere skal komme en bog, om Ringholm og Hov Vig, så skulle du ligge inde med billeder eller andet materiale relaterende til dette, er du velkommen til at sende dem til mig. I det efterfølgende bringes der ca. 90% af materialet, således at alt kommer med i bogen.
Den 16 maj 1893 kører Henriette galt samme med forvalter Johanson. Det var eneste nyhed fra Nykøbing i Odsherreds tidende denne dag.
”I Gaar Eftermiddag var Frøken Henriette Schytte og Forvalter Johnson, Ringholm, kjørende til Nykjøbing. Paa Hjemvejen blev den ene Hest, en Plag, der for nylig var bleven vænnet til at gå for en Vogn, ud for Siegfred Jensens Have bange for Fru Jensen, der rejste sig op ved Siden af en busk, hvor hun sad. I vildt Løb satte Hestene nu af Sted ad Havnen til. Det lykkedes at få Hestene drejet ind på Vejen til Ringholm, men ved det bratte Sving ved Dæmningen væltede Vognen, hvorved Forvalter Johnson brækkede venstre Arm oppe ved Skulderen og tillige fik en del skrammer i ansigtet. Frøken Schytte blev nok en del forslået, med så vidt vi ved ikke noget af betydning. Hestene standsede selv, da vognen var væltet. Frøken Schytte kørte straks hjem efter en lukket vogn, hvorefter hun kørte forvalter Johnson til Distriktslægen i Nykjøbing. Frøken Sehytte, der selv kjørte Vognen, betegnes som en meget dygtig Kusk, så Uheldet kan hverken tilskrives uforsigtighed ukjendskab med at styre et par heste.”
De sidste år var C.F.V. Schytte syg og svækket og da han dør i 1896, overtog Ausa, der nu var blevet enkefrue Ringholm. Men et par år efter overtager Henriette gården. I folketællingen fra 1901 står Henriette således registreret som gårdbestyrer, og i 1906 ændres det til bestyrer. Moderen Ausa får også adresse på Ringholm fra 1901.
I af de første opgaver Henriette udførte, var at opsætte den kendte mølle på Ringholm dæmningen. Derfor er det efterfølgende billede meget sjældent, idet der ses to møller på dæmningen.
Henriette Schytte, opførte den store mølle i 1900. På dæmningen var der opført en lille vandmølle, der blev revet ned i 1900, og en stor Hollandsk mølle, blev opført af Frk. Schytte. (Foto: Claus Marcussen)
Den spinkle dæmning med Ringholm i baggrunden. (Postkort: Claus Marcussen)
På gården var Ludvig Ibsen Martens ansat som var forvalter. Hans Peter Nielsen var staldkarl. Hans Peter Jensen og Oluf Peter Frederik Christensen begge karle, og jomfru Johanne Tomsen.
Henriette havde lært landbrug på forskellige ejendomme i landet og stod selv for Ringholms drift med megen dygtighed. Men hun var meget særpræget, og var altid kortklippet og gik mandetøj, hvad der på det tidspunkt, naturligvis vakte opsigt. Jeny Schacke husker også Henriette, når hun kom gående i hendes herredress, bestående af skjorte med flip og slips, vest og jakke, samt kort klippet hår og hat. Hun var i øvrigt meget smuk med flotte brune øjne. Ved en koncert i København, hvor hendes søster Frida spillede, var Henriette iført en smuk sort kjole af silkefløjl. Hun så storartet ud husker Jenny Schacke. Henriette besøgte sin søster flere gange i de store europæiske byer, ligesom Frida ofte kom på besøg på Ringholm. Hendes aparte påklædning kunne ikke undgå at vække opsigt i Nykøbing by i starten af 1900-tallet. Men hendes omgang med mændene i byen syntes at passe hende fint. Ægteskab blev det aldrig til, og hendes frie måde at leve på var i den grad usædvanlig på denne tid.
Postkort fra ca. 1900, damer i fint tøj har være på havnen. I baggrunden ses Ringholm. (Postkort: Claus Marcussen)
Henriette købte senere Hov Vig og lagde dette ind under Ringholm. Moderen og Henriette indrettede herefter i pensionat for finere folk eller som det hed på det tidspunkt, folk fra det bedre borgerskab. Træerne som hendes far tidligere have plantet i den store have blev således en værdi nu, hvor haven blev taget i brug som en del af pensionen. Uanset hvor man var i haven kunne man altid finde et sted med læ.
For at få et indtryk af hvordan stedet var, bringes her artiklen fra Husmoderens Blad. Her blev de forskellige herregårde beskrevet, og naturligvis også Ringholm.
Ringholm er en herskabelig Bygning, der ligger højt over vandet, betydeligt højere end billedet fra søsiden viser. I underste etage mod søsiden er den store spisesal og ved siden af den et par hyggelige værelser for Pensionærer med døre til haven. Den store dagligstue ligger højere, ad 6 trin kommer man fra Spisesalen op til den. Udenfor er en lot havdagligstuen er der en stor, lukket veranda, og på verandatrappe med udsigt over fjorden, samt på gangen og græsplænen, der breder sig foran denne, tager pensionærerne med forkærlighed plads efter måltiderne. Her nydes kaffen efter middagen, her samles man de lumre sommeraftener, efter at man fra skrænten mod vest uden for den store nøddegang, har set solen gå ned.
Men er der blæst til denne side, så søger man ly under de store kirsebær- og lindetræer på den anden siden af hovedbygningen.
I det hele er der ikke den mindste charme ved Ringholm, at man altid finder skygge, selv i den voldsomste solhede, altid læ er det end den stærkeste blæst.
Ringholm bærer ikke sit navn forgæves. Man forstår også, at en smukke bygning har fået navn af Slot; thi mangt et sådant er mindre imponerende en Ringholm, når man fra Nykøbing (det ligger en Fjerdingvej fra denne By) kommer kørende hertil gennem Ladegården med mejeri og alle økonomibygningerne på begge sider og ind gennem gitterporten ad den brede grusgang omkring den smukke græsplæne med blomsterrabatter foran hovedbygningen og græsplæner blomsterrabatter og de høje træer og tætte buskads på begge side af denne og svinger op foran den herskabelige stentrappe, der fører op til forhallen hvor den venlige husfrue byder gæsten velkommen.
l stueetagen er 5-6 gæsteværelser, på 1.ste sal de øvrige. De mest efterspurgte er tårnværelserne og de værelser, der foruden at have udsigt til søen også har dør ud til en balkon, der løber langs huset.
Man mærker på indretningen og arrangementet, at man er hos mennesker, der forener kunstnerisk sans med praktisk dygtighed. Hvert værelse er forskelligt i udstyr, men intet, ikke et eneste er banalt. Tapetet svarer til møblerne, og på væggene hænger kun et enkelt billede i samme Værelse, men det er altid godt, altid noget, der er værd at se på.
I aviserne i byen blev der averteret for en absolut nyest mode – her er det fra 1896. (Foto: Claus Marcussen)
Møblerne er aparte, men stilfulde, snart hvide med blå malerier, hertil svarer så tapeter, tæpper, betræk og gardinerne, snart helt hvide, eller grønne, eller sorte med hvide ornamenter eller forskellige andre lige så smagfulde som originale og enkelte i udførelsen, velgørende for øjet at hvile på.
I spisesalen er bjælkeloft, en stor kamin med opsats af gråt marmor og stort spejl i ramme, samt en mørk buffet med skabe og opsats udståret arbejde og stole svarende hertil. Det mørkt bejsede Panel, er mandshøjt, salen rundt. Enkelte familiebilleder fuldender det indtryk af hygge og soliditet, som man får når man træder ind i denne sal, hvor bordet altid er dækket med porcelæn, gammelt sølvtøj og smukke blomster hvor husfruen med værdighed indtager pladsen for bordenden og hvor husets egne damer amt alle pensionærerne muntre og fornøjede søger til de vante pladser.
Men det er ikke alene i den ydre at Ringholm er tiltalende. Maden er så veltillavet og så varierende som i et velhavende hjem, så også i den henseende føler man sig tilfredsstillet. Går man gennem haven, der breder sig foran huset, ud mod fjorden, kommer man ned til bådebroen, hvor der er fortøjet en båd, i hvilken man ror over til bådehuset, der ligger et godt stykke ude i fjorden. Disse daglige ro- og bådeture er en hel fornøjelse, vandet er klart og sandbunden er oftest ren.
Af adspredelser er der tennisplads og bocciaspil, og man kan få vogn til at køre til klinten, til Rørvig til Anneberg osv. Eller man kan sejle en tur med båd inde fra Nykøbing.
Den yngre datter er Henriette, der har været og er sin moder en uvurderlig støtte, ikke alene ved gårdens drift, som hun helt og holdent har overtaget, men også ved alt andet, Hun maler og udskærer møbler, fører regnskab, og har i den senere tid påbegyndt et æggepakkeri inde i Nykøbing, er på færde tidlig og silde og har med alt det dog tid til sammen med moderen at være den elskværdigste værtinde, afholdt af alle gæster. Hun er i energi, et bevis på hvad en fint opdragen og forvent ung pige er i stand til at udrette når huns elv vil.
Ægpakkeriet var i den første bygning til venstre. (hvor Danbolig og Trykkergården idag holder til) (Billede: Odsherred Lokalhistoriske Arkiv)Her på Ringholm er endnu en ung kvinde, Frøken Nørregaard, der har kastet sig over det erhverv, der endnu ikke er så almindeligt for kvinder, nemlig havebruget. Man ser hende færdes fra den tudlige morgen til sin hertil bestemte havedragt, rundt om i den store have flittigt arbejdende. Hende skyldes det fornemmeligt, at bordet altid er besat med alskens grøntsager, salater og frugter. Fornylig har hun så ladet bygge et champignonskur til kunstig avl, som hun tænker at høste stort udbytte af. Så vidt vides drives kun af slotsgartneren på Rosenborg kunstig champignonavl.
Postkort taget fra haven. Værelserne ses til venstre. (Postkort: Claus Marcussen)
Fru. Schytte var dobbelt stolt over sin smukke ejendom. Pensionen var uden tvivl den bedste i Odsherred, men også den dyreste.
Og når hun har åbnede sit hjem for fremmede, så viste de hende, ved sommer efter sommer at vende tilbage, at de befandt sig godt. Hendes værelser var altid fuldt besat, så den, der ville tilbringe en ferie på Ringholm, gjorde det bedst at sikre sig plads i tide.
I starten af 1900´tallet var postkort med Ringholm er ret populært motiv. Det skyldes dels at der var pension på stedet, men ikke mindst så var slottet også noget man i byen snakkede om og fra havnen kunne man se det hvide slot.
Postkort sendt fra Skibby med motiv af Ringholm (før tilbygningen) til Nykøbing på Falster. Personen ankom med dampskib og har lagt mærke til den flotte bygning ”Ringholm”. Personen har efterfølgende købt postkortet hos Boghandler Poul Helms, måske skrevet det ombord på vej mod Lynæs, og har så postet det i Skibby. (Postkort: Claus Marcussen)
Efter tilbygningen. (Postkort: Claus Marcussen)
Henriette var også en af de visionære, da der var opstået en tanke om at byen skulle have et mejeri. Den 3. april 1907 samles mange af Nykøbings borgere. Det blev her vedtaget, med stort flertal, at man skulle opføre et andelsmejeri i Nykøbing, og der blev omgående valgt en bestyrelse på 7 medlemmer, som bestod af: Frk. Henriette Schytte, Ringholm. Dyrlæge P. Vinding. Brændevinsbrænder Jens Jensen, J. Petersen, Thorsbjerg, P. Valentin Petersen, Ø. Lyng. Karl Larsen, Vangen og Peter Hansen.
Denne bestyrelse valgte J. Petersen, Thorsbjerg til formand. Samme bestyrelse nedsatte herefter et forretningsudvalg, der kom til at bestå af: J. Petersen, dyrlæge P. Vinding, brændevinsbrænder Jensen og frk. Henriette Schytte, Ringholm, indgik som suppleant. Brændevinsbrænder Jensen valgtes til formand.
Jernbanehotellet til højre midt i billedet (Postkort: Claus Marcussen)Nu blev der arbejdet hurtigt og bestyrelsen indkaldte til generalforsamling lørdag d. 4. maj på Jernbanehotellet. Nykøbing skulle have et mejeri og det kunne ikke går hurtigt nok. Pensionen som Henriette og hende mor åbnede, gjorde også at Henriette involverede sig mere i byen.
Under Schyttes ejerskab har ”Den røde Hane” galet hele to gange. Første gang ved lynnedslag, sidste gang i 1911, på mortensaften, hvor mange dyr omkom i flammerne. Den sidste brand er stadig uopklaret. Den smukke hovedbygning har dog begge gange undgået ødelæggelse.
I februar måned i 1915 sker der et indbrud på Ringholm. Indbruddet blev opdaget, da man om morgen skulle ind på kontoret for at telefonere. Her så man, at pengeskabet var væk. Pengeskabet blev efterfølgende fundet opbrudt nede på stranden. Udbyttet blev ikke det store, for der lå 6-7 kr i pengekassen, samt 2 sparekassebøger, og nogle jubilæums to-kroner. Fru. Schytte var ikke til stede på Ringholm under indbruddet, da hun var indlagt på hospital i København. I første omgang var der ikke nogen sport af tyvene, som var taget til København, hvor de betale med jubilæums to-kronerne da de skulle med toget fra Glostrup til Valby. Jernbanepersonalet lagde mærke til personen, og kontaktede politiet. Politiet arresterede de to personer, hvorefter Politiet fra Nykøbing kørte mod København for at hente de to personer. Det viste sig senere at en af dem, den yngste, var en ansat på Ringholm. Han blev benådet på grund af sin unge alder, men måtte ikke foretage noget kriminelt de næste 5 år. Den anden person blev idømt 1 års forbedringshusarbejde. Den strenge straf skyldes at han tidligere var blevet anholdt for tyverier.
I 1916 solgte Henriette Ringholm, og overtog senere en gård ved Kamstrup og ejede en overgang Værebro Kro, som hun styrede med dygtighed. Da kræfterne begyndte at aftage, flyttede hun til København til Vestervoldgade, tæt på hendes barndomshjem. Henriette nåede aldrig at blive gift og i foråret 1938 dør Henriette Schytte 63 år gammel.
Man kunne godt havde det indtryk, at Henriette aldrig var kommet over digebruddet i 1902 på Hov Vig – hun gik kort tid efter på tvangsauktion med den. Ifølge den kommende ejer af Ringholm, så overtog han gården i forfalden stand. Der var f.eks. ingen køre på gården.
Inden Henriette solgte gården, så skete der sket nogle tingbogsregistreringer som er værd at hæfte sig ved. Helt tilbage i 1877, helt præcist d. 8/1 registreres følgende i tingbogen. ”Ejeren af de inddæmmede arealer er forpligtet til at anbringe og vedligeholde en vandafledningsrende langs med foden af dæmningen mod brovasen, at bortskaffe sne på den del af dæmningen, som begrænses af Brovasen, samt at belægge den side af dæmningen, som vender ind mod Brovasen med et græstørvlag, som vedligeholdes i forsvarlig stand.
Dette giver lige som sig selv, ejeren er forpligtet til at sørge for af afvandingen, er i orden, i så fald vil arealet som ejeren har købt komme til at stå under vand.
I 1904 står følgende deklaration at læse. Nykøbing Sj. Kommune har ret til at anbringe en vindmotor med tilhørende pumperedskaber på ejendommen.
At kommunen så tidligt får en ret til at opføre en vindmotor, skal nok ses som et resultat af julestormen i 1902, hvor kommunen for første gang kunne få en ide om, hvad konsekvensen ville være hvis de inddæmmede arealer kom til at stå under vand igen.
I 1909 får vandværket ret til en boring på Matr. 155 samt ret til ledningsførelse til selve vandværket.
I 1916 deklareres det i tingbogen, at ejeren af Ringholm, har pligt til at aftage vand fra de tilhørende ejendomme uden vederlag, og dette vand kan ude udgift pumpes ud i Isefjorden.
