De to Oddenboere, landmand Jørgen Christiansen og ringer Jens Petersen, der i sidste uge har rullet en smørdrittel (*1) gennem Odsherred, nåede i går Nykøbing. At deres ikke helt almindelige færd har vakt berettiget opsigt, er kun naturligt, og nykøbingensere gav dem en velfortjent festlig modtagelse.
Efter at have kørt hospitalet rundt, nåede de ved 14-tiden Nyledsbakken, hvor de blev modtaget af en menneskemængde på omkring 300 med borgmesteren, Finlandskomitéen, pastor Henneke (Odden) m.fl. i spidsen. Med FDF’erne og spejderne foran marcherede følget gennem Nykøbing by og vakte berettiget opsigt. Også nykøbingensere ofrede til drittlen. Turen gik også forbi De Gamles Hjem (Plehjemmet Præstevænget), der var glade for at se de to gutter, der havde travet Odsherred rundt for at skaffe penge til Finland.
På Torvet sluttede et par hundrede mennesker sig til følget. Turen gennem Odsherred var endt, og borgmester Johs. Olsen hilste deres raske færd med følgende velmente ord:
Borgmesteren sagde bl.a. “Vi betragter i dag det finske folk som et broderfolk – vi har skæbne fælles med. Det var et fredselskende folk, der i efteråret blev overfaldet af den store nabo mod øst, men som valgte at kæmpe i stedet for at give bort landets jord. Siden har utallige lidelser ramt dette broderfolk, og vi har efter bedste evne forsøgt at hjælpe gennem indsamlinger. Over 35.000 hjem havde lukket dørene op for finske børn, men nu ser det jo ikke ud til, at der bliver brug for så mange. Mange af vore unge valgte at drage til slagmarken og andre at gøre et arbejde bag fronten, mens andre igen – som de to Oddenboere her – har samlet penge til Finlanderne.
De to gutter startede i regn og slud, men i dag skinner solen. Ved starten krigedes der i Finland, men i dag er der fred. Hvis der skal komme lykkelige dage i Finland, må vi hjælpe til med genopbygningen – og det sker på den måde, at de to Oddenboere har vist eksemplet. Jeg vil udtale en hjertelig tak for deres ærefulde tur Odsherred rundt.
Man sang ‘Der er et yndigt land’ og der udbragtes et ‘Danmark og Finland leve!’ Landmand Jørgen Christiansen udtrykte sin tak for den venlighed, man allevegne havde mødt. Vi følte det som en pligt at gøre vort til det finske genopbygningsarbejde, som pengene jo vil komme til at gå til. Tak. Et leve for de to Oddenboere.
På Hotel Phønix tog Finlandskomitéen sig af den rare smørdrittel. Inden man gik i gang med at tælle pengene, blev drittlen vejet: 17 kg. Det samlede resultat, der lå på bunden af den rullende drittel, var 1418 kr. 41 øre. Via afdelingslæge J. Ravn går pengene til Finlandssamlingen.
Ved et veldækket bord vekslede vi et par ord med de to Oddenboere. De bedyrede begge, at det havde været herlige 6 dage, de havde travet Odsherred rundt, selvom de havde været uheldige med vejret. Den venlige modtagelse overalt havde imidlertid bådet på humøret i regnvejrsdagene.
*1
En smørdrittel er et gammeldags ord for en håndvogn eller trillebør, ofte brugt til at transportere smør eller andre varer. Ordet “drittel” eller “dritler” blev især brugt i landdistrikter og er beslægtet med det tyske Drittel, men har her fået en mere praktisk betydning.