Når man nævner en gade, en vej eller et stræde, så er det ikke altid man tænker over baggrunden for navngivningen. I denne blog kigger vi på vejene fra Nyledsbakken til Egebjergvej.
Lad os starte med Nyledsbakken og for den sag skyld Nyledsdalen, der jo er opkaldt efter det “nye” led, som blev etableret da Odsherreds Jernbane blev anlagt i 1899. Det var i øvrigt først i 1933 at der kom et egentligt trinbræt.
I øvrigt skal vi lige kigge på navnet Getsøvej og den nye udstykning. Getsøvej er opkaldt efter den gård, der lå der hvor varmeværket i dag har det store anlæg – sneglen. Den nye vej der bliver en del af udstykningen burde vel opkaldes efter den tidligere kendte gårdejer af Getsøgård, nemlig Peter Jakob Sørensen som overtog den gården i 1925, og inden da have den været i slægtens eje gennem tre generationer siden 1850. P.J. Sørensens vej kunne være en mulighed, men det mest rigtige ville nok være Vandtårnsvænget, da vejen jo lægger sig rundt om vores kendte varetegn, nemlig vandtårnet.
Nede af Nyledsbakken kommer vi til Thorshøjsvej, der jo referere til gården Thorshøjgård der ligger ved Stark. Navnet stammet fra det øde (ubebyggede) by, Torups, der oprindelig hørte under Højby Sogn.
Denne gård havde jorde der gik fra gården helt over til jernbanen. På matrikelkortene hedder det også Thorsjordene. Derfor hedder det også Thorshaven. Vejen ved navn Okkerbergvej referere til gården Okkerbjerggård, der lå der hvor Landbrugsforeningen i dag har kontor. På et kort, kan man ganske klart se at Thorshøjvej engang fortsatte over i Okkerbjergvej. Vi skal lige kigger på Vasac Center 5 – Thorshøj. Den er kommet lidt på afveje nu. Årsagen er, at den i 1960´erne oprindeligt lå på Nyledsbakken, hvor den derved fik sit navn efter området – den lå nemlig på Thorshøj. Navnet fulgte med, da værkstedet flyttet til den nuværende placering.
Mange nykøbingensere vil i øvrigt kunne huske, at landevejen sydfra – over Stårup – gik direkte over i Nyledsbakken, der så igen fortsatte ind i Vesterbro. Se det var virkeligt indfaldsporten til byen. Men så kom 60’ernes omfattende vejreguleringer og ikke mindst sløjfen i 1969, der forandrede så meget i området. Det var også i den forbindelse, af Nyledsbakken og Saxilds Allé blev ført sammen, rundt om der, hvor der i dag er bilværksted. Ja Saxilds Allé – navngivet efter Poul Christian Saxild (1871-1959), der var amtmand over Holbæk Amt fra 1915 til 1942.
Herefter kommer vi til Gartnervænget og Søkanten. Søkanten giver jo sig selv. I forbindelse med udstykningen blev der lavet en lille sø. Men navnet Gartnervænget – ja kære kommune det er lidt pinligt. Navnet referer til den kendte gartner Peter Krogsgaard. Helt op til 1941 var det marker, på området men så købte Peter Krogsgaard 7 tønder land, og i det næste kvarte århundrede oparbejdede han og hans hustru her en blomstrende gartnerivirksomhed. Stuehus og pakkeri og udsalg lå hvor bilværksteder i dag ligger. Det havde været på sin plads at mindes den gamle gartner, med Krogsgård vænget.
Så kommer vi til de “høje veje”. Bakkedraget og Skovbakken der referer til matrikelkortene. Hvilket Engmosevej også gør – Mosen ved engen – I næsten samme området hvor Grønnehave bæk projektet i dag er etableret. Toftegårdsvej – går på tværs. Den er navngivet efter motorvognsfører Flemming Toftegård Jensen, som ejede grunde her i årene 1961-85. Møllegårds alle fører jo over til Møllegården og der hvor Grønnehave mølle lå. Så navnet er jo meget signende. Næste vej fra Vesterbro er Sygehusvej, som jo igen giver sig selv. Men så kommer vi til Dr. Schadsvej. Og hvor er det dejligt, at man på den måde kan hylde en af de store læger i byen. Vejen er opkaldt efter sygehuslæge Georg Schad, der tog initiativ til oprettelsen af et nyt sygehus – bygget i 1917. For enden af vejen ned mod Grønnehave skoven, var det meningen at der skulle ligge et rekonvalescenthjem. Men i steder købte man Klintsøgård og gav det navnet. ”Dr. Schads Rekonvalecenthjem” – og for at mindes lægen vedtog byrådet i 1945 at vejen skulle hedde Dr. Schadsvej. ”Dr. Schads Rekonvalecenthjem” er i dag Klintsøgård Efterskole. Dr. Schadsvej har en sidevej – Sct. Georgsvej, som er opkaldt efter fonden, som byggede børnehaven Sct. Georgsgården i 1971.
Vi er ved at være nede for enden af Isefjordsvej, som jo ikke behøves den store gennemgang. Men inden skal vi lige have Fjordvej, Liljevej og Annemonevej på plads. Der er ikke meget information om disse tre veje, men med lidt god vilje så giver Fjordvej sig selv. Altså en vej ved fjorden. Liljevej og Annemonevej er udstykninger af den store købmand Hans Hansens jorde. Da Hans Hansen døde 27. januar 1955 blev landbruget afviklet, og jorden solgt. Kommunen købte arealerne nord for jernbanen, og autoforhandler Henry Petersen købte arealet langs Isefjordsvej, hvor det blev til villakvarteret med Anemonevej, Liljevej og Fjordvej. Et godt gæt vil være at inspirationen til Anemonevej og Liljeveje er hentet fra den nærliggende skov – Grønnehave skov. Men det er er gæt. Det er her på sin plads at nævne, at det lille stykke af Isefjordsvej, der går fra stien ind til skoven ved Kongeengen og ned til Egebjergvej tidligere hed Kalkbrænderivej – for ja der lå tidligere et kalkbrænderi på denne vej. I 1941 blev vejnavnet ændret og således nåede vi ned til Egebjergvej. Men det har vejen ikke altid heddet. For i 1941 skiftede den navn fra Strandvejen til Egebjergvej. Betegnelsen Strandvejen skyldes Nykøbingborgerens opfattelse at kyststrækningen fra byen og ud til Anneberg stræde.
Således kom vi fra Getsøvej til Egebjergvej. Hvad skal den nye udstykning ved Getsøvej hedde – Vandværksvænget og så er der plads til forbedringer vedr. Gartnervænget kære kommune.