Tidligere var den et af byens varetegn – Grønnehave Mølle på Vesterbro.
Den første ejer af møllen der kendes til, var Christian Faber Birch, han havde møllen til 1856, hvor Heinrich Chr. Grønbeck overtog den. Han havde den til 1865, hvorefter Henrik Chr. Schacke har den i tre år, hvor C.S. Jensen blive møller. Det var han så i 4 år, hvorefter han solgte den til Peter Jensen, der i 1883 solgte den videre til Lars Christian Sørensen, der har den indtil 1907, hvorefter Hans Peter Nielsen tager over. I denne periode har han forpagtet den til sønnen Bohold Nielsen.
Hans Peter Jensen var i øvrigt den sidste samtidige ejer af Grønnehave Mølle og Møllegården. Indtil 1916 hørte disse sammen, og det er naturligvis derfor, at den oprindelige gårds hovedbygning ved siden af møllen har heddet, og stadig hedder, Møllegården. Møllegården var oprindelig en stor landbrugsejendom med marker over hele det nuværende Vesterbroområde med sideveje. Af tingbøgerne fremgår det, at der er registreret et salg i 1916 fra Jens Axel Grundtvig Jensen til Frits Sigfred Hansen, som i 1917 sælger gården til Lauritz Madsen, der i 1918 tilkøbte noget nabojord fra C. H. Petersen.
Men i 1917 overtager Peter Anton Rasmussen så møllen, og det var under ham, at den brændte d. 16. april 1924, og i avisen kunne man læse følgende:
”Odsherreds største Mølle og Nykøbings smukkeste og ejendommeligste bygningskompleks forvandlet til en ruinhob.
Nykøbing er i morges blevet hjemsøgt af en ildebrand, der har forvandlet et af byens smukkeste og ejendommeligste bygningskomplekser, Grønnehave Mølle, til en rygende ruinhob. Denne møllebygning var den største og mest anselige, der findes i hele Odsherred, og ved sin beliggenhed i byens udkant prægede den hele den bydel, der er placeret på Vesterbro. Ved sin imponerende størrelse og sin maleriske beliggenhed var Grønnehave Mølle byens stolthed og et kompleks, der altid tiltrak sig fremmede besøgendes opmærksomhed, og nu er den forvandlet til en sammensunken bunke ruiner.
Ildens opkomst.
Hvornår Ilden er opstået, er der ingen, der med bestemthed ved. I aftes Kl. 7½ forlod møller Rasmussen med sine medhjælpere møllen, og ingen af disse har været der siden.
I morges klokken lidt over halvfem vågnede naboen, smedemester Poulsens datter, der havde værelse ud mod møllen, og så da, at dennes indre stod i lys lue, og at ilden netop havde ædt sig gennem spånbeklædningen i møllens midterparti på den side, der vendte ud mod hendes forældres ejendom.
Frk. Poulsen gjorde naturligved anskrig og fik vækket såvel sine forældre som møller Rasmusen og de omliggende naboer, ligesom brandvæsenet blev alarmeret, og i løbet af få minutter var de på pletten; men allerede da var møllen omspændt af luer fra øverste til nederst og tegnede sig som en mægtig flammende ildkegle, overfor hvilken ethvert som helst slukningsforsøg var umulig.
Ildens truede naboejendommen.
Den stærke hede, som møllebranden udviklede, sprængte ruderne i smedemester Poulsens ejendom, og brændende spånstumper regnede ned over den med det resultat, at ilden fængede flere steder; men til trods for, at den ulidelige varme lagde brandmændenes arbejde store hindringer i vejen, lykkedes det dog at slukke ilden alle vegne i Poulsens ejendom, men denne blev dog betydelig ramponeret både af ild , røg og vand, ligesom møblerne, der i hast blev redet ud af huset, naturligvis ikke fik den blideste behandling.
Men et held var det, at møllevingerne, som man forudså ville falde ned og knuse smedemester Poulsens hus, vred sig til den modsatte side og dalede ned i gdr. Laur. Madsen have, det eneste sted, hvor der var mulighed for, at de kunde falde uden at knuse omliggende bygninger.
En eksplosion.
Fra vindmøllen forplantede ilden sig til det med denne sammenbyggede maskinhus, hvor der var installeret dieselmotor. Branden medførte, at en stor jernbeholder med petroleum ophedes, så denne eksploderede med et vældigt drøn. Der hørtes over hele byen. Murværket i maskinhuset sprængtes, og stumperne fløj til alle sider, ja lufttrykket ved eksplosionen var så voldsomt, at det sprængte en mængde ruder i de omliggende ejendomme. At ingen kom til skade ved sprængning var et rent under. Brandinspektør Andersen stod således kun nogle få alen fra maskinhuset, og stumperne af dette fløj omkring ham til alle sider, men han undgik at blive ramt. Da vinger og aksel styrtede ned, var der ligeledes alvorlig fare for brandmændenes liv og lemmer. En del af disse var netop beskæftiget dér, hvor det vældige materiel styrtede ned, da et kraftigt varsko adviserede dem om den overhængende fare og fik dem til at flygte til alle sider, men den sidste nåede kun af komme ca. 2 alen bort fra det sted, hvor den ene vinge slog ned.
Brandens økonomiske følger.
For møllens ejer, Anton Rasmussen, er branden intet mindre end en økonomisk katastrofe, idet han havde det hele alt for lavt assureret. Grønnehave Mølle førte i en lang årrække forretningsmæssig set en hensygnende tilværelse. Men da Møller Rasmussen for ca. en halv snes år siden overtog den, åbenbarede han sig både som en genial forretningsmand og en kolossal slider, og han havde da også den tilfredsstillelse at se forretningen vokse stærkt. Navnlig optog han med held konkurrencen fra dampmøllerne om levering af mel til en del af Odsherreds Bagerier, og han havde alene på den Konto oparbejdet en betydelig industri. Men én ting glemte han, nemlig at få sine ejendele ordentlig forsikrede. Vindmøllen var således kun forsikret for 25,000 Kr., hvilket næppe er mere end en tredjedel af hvad det vil koste at opføre en tilsvarende mølle. Maskinhuset og dieselmotoren var forsikret for 18,000 Kr., hvad der i nogen grad svarer til værdien. Varelageret var kun forsikret for 4000 Kr. Var branden kommet 24 timer før, kunne assurancen mulig i nogen grad have dækket skaden på varelageret, men netop i går fik Rasmussen tilført møllen rug for 7000 Kr., der så blev fortæret af luerne. Når så hertil kommer det betydelige tab, der forvoldes ved en sådan bedrifts standsning, er det ikke for meget sagt, at branden er økonomisk ruinerende for møller Rasmussen, og medfølelsen med ham er da også i dag almindelig alle vegne.
Brandforhør i formiddag.
Der afholdtes i formiddag brandforhør for at få oplyst, hvor Ilden stammer fra; men resultatet vil antagelig blive negativt. Som foran meddelt, har ingen af møllens folk været på møllen efter kl. 7½ i aftes, og de ved således intet. Det eneste fingerpeg er, at Frk. Poulsen, der først opdagede ilden, lagde mærke til, at det brændte særlig stærkt ud for, hvor de elektriske ledninger fører ind i møllen, hvilken omstændighed giver råderum for den antagelse, at branden skyldes en kortslutning; men højere end til antagelse kommer man formentlig heller ikke; med mindre tilfældigheder skulle medvirke til, at en virkelig konstateret årsag kan påvises.”
Branden var meget voldsom for Peter Anton Rasmussen, så han solgte brandtomten til Hans Jacob Mathiesen, der var møller på Tjørnelunde Mølle. Hans Jacob Mathiesen flyttede herefter Tjørnelunde Mølle til Nykøbing og opbyggede den på samme sted, hvor den nedbrændte mølle havde ligget. I 1930 bliver Peter Anton Rasmussen igen ejer af Grønnehave Mølle, da han overtager møllen på tvangsauktion efter Hans Jacob Mathiesen. Peter Anton Rasmussen var i samme periode også blevet ejer af Grevinge Mølle. Peter Anton Rasmussen var møller indtil 1962, men oplevede, som skrevet tidligere, endnu en brand, i 1941, hvor møllen endnu en gang brændte helt ned.
Der var rejsegilde på Grønnehave Mølle i 1925. Uden sammenhæng skal det her nævnes, at der i Odsherred på dette tidspunkt, var en del møllebrande. I 1922 brændte Hønsinge, Højby og Asnæs Mølle, og senere i 1924 brændte Højby Mølle.
Omkring møllen blev der omkring 1930´erne opført flere flotte villaer, hvor flere af byens forretningsdrivende fik privatbolig.
3 billeder taget fra møllen som danner et panoramabillede.
På Vesterbro 27, der er opført i 1900, boede tømmerhandler Petersen, som drev tømmergård på hjørnet af Havnegade. Hans hustru, Mariane Petersen, var dameskrædderinde. En meget statelig dame, som folk vendte sig om efter, når hun promenerede på gaden – provins bourgeoisiet i stor stil. Det var Mariane som skabte Nykøbings haute couture!
Vi kommer nu ind til, hvor vejen går ned mod sygehuset. Her ligger Vesterbro 23, som formentlig er opført i 1869 af vicekonsul H. Hansen.
Bageriet blev grundlagt af bager Jens Hansen, han drev forretningen indtil 1922, hvor den blev overtaget af bagermester Axel Nielsen, som flytter hertil fra lokaler i den smalle del af Algade. I 1929 kom S.E. Christensen til på Vesterbro, han var på det tidspunkt kun 27 år, og han overtog forretningen. Han har den indtil 1949 hvor Goldermann kom til. Overfor på den modsatte side af Vesterbro ligger nr. 20 som er opført i 1883 af værtshusholder S. Sørensen. 10 år senere opførte tømrermester Eriksen et værksted bagved. Overfor. hvor Shell nu ligger Vesterbro 21, som var opført i 1907 som lægebolig for Nykøbing Sj. Sygehus, sandsynligvis af arkitekten K. Varming. Flere overlæger har gennem tiderne boet her.
