På en af min byvandringer sidste eller forrige år, var er en mand med som enten havde arbejdet eller kendte en som have arbejdet hos Hans Hansens Købmandshandel. Desværre fik jeg skrevet forkert da jeg fik telefonnummeret. Men personen sagde at han have en masse billeder fra denne, måske Nykøbings flotteste og største købmandsforretning. Her igennem håber jeg at få kontakt til personen.
Men her er lidt oplysninger om Købmandsgården, der var beliggende på Algade 12 hvor Sparekassen Sjælland Fyn idag holder til. Privatboligen til købmandsgården lå på Algade 14. Den menes at være opført mellem 1847 og 1858 i grundmur som erstatning for et ældre bindingsværksbygget ligeledes to etager højt hus, der udgjorde boligen for købmandsgården, der bestod af nuværende gadenummer Algade 12 og Algade 14.
Billede: Hans Hansen – nu Sparekassen.jpg
Billedtekst: Foto fra 1915 af Algade 12. Hans Hansens købmandsgård, der lå hvor Sparekassen Sjælland i dag har hjemme.
Den tidligere købmandsvirksomhed kan faktisk føres helt tilbage til svenskekrigens tid (1658-61). Vi skal være opmærksomme på, at Nykøbing by dengang var tæt centreret om Torvet, om bybrønden i krydset Algade, Kildestræde, Lindeallé og Strandstræde.
Men de store købmandsgårde, der var købstadens livsnerve, krævede plads og bredte sig op ad Algade, begyndende med Grundtvigs-slægtens omkring det nuværende Dr. Margrethesvej og derefter som perler på en snor op til Vesterport (nu Algade 6) med de to yderste dækkende det nuværende Brændergården og altså på den anden side af gaden Algade 12. Ja, gaden er nu så meget sagt. Brolægningen var pauver for 2-300 år siden, og på den rørte sig et rigt, landligt dyreliv med høns, gæs og ænder. Ja, i sidste halvdel af 1700-tallet besværede byfoged Kindler sig ofte over de mange halvvilde hunde samt de urinerede svin, som sammen med ænderne gik og snaskede i de dybe rendestene. Svinene rodede brostenene op, og over hele byen lå i de tider særligt om sommeren en varm og sødlig luft fra gademøddingerne, altid parret med duften fra den brændte kornmæsk fra de mange brændevinsbrænderier.
Det var også i byfoged Christopher Kindler tid — og efter mange trakasserier — at man tog det store skridt at erstatte Vesterport, som de to nævnte, øverste købmandsgårde i Algade netop lå indenfor, med en bom.
Mange borgere i byen var utrygge ved denne fornyelse: Hidtil havde de levet godt beskyttede inden for Vesterport og byens fem andre porte, der kun blev åbnet af toldbetjentene efter erlagt afgift. I disse omgivelser finder vi på Algade 12 fra 1772 storkøbmanden Lars Larsen, far til provst Henrik Larsen, der var Nykøbings og Holbæks første lokalhistoriker. Efter ham blev forretningen drevet af en madam Knoblau indtil 1805, da stedet blev overtaget af købmand Holm.
Denne driftige mand begyndte 1817 opførelsen af et egentligt grundmuret hus ud mod gaden. I stueetagen var udover butikken forstue, storstue, borgerstue og køkken, mens de to etager ovenover i bindingsværk var indrettet til kornmagasiner.
Borgerstuen ved siden af butikken var i brug langt ind i forrige århundrede: Her kunne kunder fra landet spise deres medbragte mad og få en dram til. Modsat hvad navnet antyder, var der ikke adgang for folk fra byen — man skulle jo nødigt træde nogle af sine store kunder, gæstgiverne, over tæerne.
I 1825 kom købmand Carl V. Frydenlund til, og han fortsatte straks byggeriet, idet han udskiftede bindingsværket i forhusets øverste etager (1827) og opførte en række sidebygninger, bl.a. som boliger til folkene.
I 1854 overtog købmand, brændevinsbrænder og konsul M. Hansen købmandsgården. Han var vicekonsul for Sverige og var i 1863 byens største skatteyder, idet han dette år måtte slippe 369 kroner til kommunen. Men brændevinsbrænderiet blev nedlagt da spritfabrikkerne i Ålborg overtog alle private brændevinsbrænderier i landet. De Danske Spritfabrikker blev oprettet i 1881, men først i 1918 blev hele spiritusindustrien monopoliseret på statens initiativ. Inden d. 27 februar 1917 slog lynet ned, da salg og udskænkning af spiritus blev forbudt. Det var dog kun midlertidigt for at regeringen kunne styre det, et par uger efter blev drikkevarerne frigivet med nu kostede en flaske snaps kr. 2.40 og året efter var den steget til kr. 11. Denne prisforhøjelse bankede forbruget af brændevin ned til det halve. Inden 1917 kostede en flaske snaps én kr. for en flaske og statistikken fortalte, at en mand i gennemsnit drak en flaske om ugen… Men det fortælles også, at en del husmødre tog af flasken til at pudse vinduer i, for det var snapsen også fortrinlig til.
Han foretog mange ændringer og udvidelser på gårdens driftsbygninger og drev virksomheden, til han i 1883 styrtede død om i kirken, hvor han stod fadder. I nogle år omkring 1870 drev hans søn Georg Hansen en isenkramforretning i den ene ende af forhuset, men hans videre skæbne kender vi ikke — i hvert fald overtog han ikke købmandsgården ved faderens død.
Til 1903 hed købmanden så W. Schmidt, som lagde stort ud med opførelsen af kornmagasiner i gården i forbindelse med, at forhusets overetage blev inddraget til beboelse, og derfor ikke længere kunne rumme kornet. Men ellers gik det ikke videre heldigt for Schmidt, hvor efter Hans Hansen kom til købmandsgården samme år som bestyrer for firmaet Elkan Wulff, København, som på det tidspunkt ejede den.
Købmand Hans Hansen (med hat) i sin købmandsgård sammen med isenkræmmer Christiansen også kaldet ”Krølle”.
I 1905 overtog Hans Hansen købmandsgården for egen regning og drev den hele 50 år. Han blev i ledelsen bistået af sin nevø, disponent Wilhelm Gregersen og prokurist Kaj Frederiksen (af sadelmagerdynatiet overfor).
Hans Hansen fik oparbejdet en stor virksomhed. Med grovvarehandel, trælast og købmandsvarer, men han drev også landbrug, og hans køer græssede, hvor nu Grønneparken og Bymidten ligger. Brænderibygningen blev nedrevet i 1918, og Hans Hansen byggede i stedet de såkaldte tvillingpakhuse, der benyttedes til kornlager.
Landbruget omfattede 7 1/2 tdr. land på begge sider af jernbanen ud til Isefjordsvej og over til Grønnehavestræde. Efter Hans Hansens død blev landbruget afviklet, og jorden solgt. Kommunen købte arealerne nord for jernbanen og autoforhandler Henry Petersen arealet langs Isefjordsvej, hvor der nu er et smukt villakvarter med 21 ejendomme på Anemonevej, Liljevej og Fjordvej.
Hans Hansens ejendom var i manges øjne byens smukkeste forretning. Med mahognidiske, mahogni-bjælker og glas i loftet så gedigen og fornem!
Købmandsgården, med kig op ad Algade og Vesterbro. Blandt andet ses øverst i højre hjørne Algade 8. (Odsherred Lokalarkiv)
Kig fra porten ned i gården. (Odsherred Lokalarkiv)
Hans Hansen har overtaget den store købmandsgård, og han annoncerer meget – her en annonce fra Nykøbing Avis i 1907.
Købmand Hansen og hans søster boede på 2. sal i bygningen. Det fortælles, at Hans Hansen herskede over sin forretning som en sand patriark. Han mødte som den første klokken syv om morgenen, og han lukkede og slukkede hver aften – han var en slider og opfattede de ansatte som en del af familien. Det var de gamle købmandsdyder, der var afgørende for fynboen.
Et tidligere bysbarn Edith Stenderup har på et tidspunkt fortalt om stedet:
”Når man kom igennem porten lige for en stor gamle længe med en stor mølle på taget. Den gik til stadighed knirkende og knagende. Bagved var der kreaturstalde til de mange dyr, der græssede på markerne, der strakte sig til Grønnehavestræde og Isefjordsvej. De blev passet af en ældre gårdskarl, der en dag blev kørt ihjel af toget
Masser af bygninger og de store majestætiske pakhuse til foderstoffer og plads til brændsel, tømmer, trælast m.v. og hesteforspandet med 2 flotte oldenborgere kørte dagen igennem skramlende gennem den smalle port med de toppede brosten, ud og hjem med varer, alt imens der blev ekspederet i den fornemme, smukke forretning og tilkørende fra landet blev beværtet i borgerstuen i hovedhuset.
I gården befandt sig også et par meget smukke påfugle, som vi dagligt beundrede. De omkringboende var knapt så glade for fuglenes høje skrigen, når de sad på taget af den gl. længe. Særligt hannen holdt folk i kvarteret vågne om natten. Sommetider tog den sig en tur ud i Grønnehavestræde eller i Algade, og Gregersen kaldte den med faste ord hjem igen. Så havde de masser af duer i købmandsgården, så mange at man kunne købe dueunge til spisning, og de smagte fortræffeligt.
Han var en handelens foregangsmand og argumenterede i øvrigt for at Nykøbing skulle have en havn ved Nordstrand, for her var der stort set altid isfrit om vinteren.
I øvrigt så var han ungkarl og gik med stiv knækflip, en dag kravetøjet ikke sad korrekt, hvilket han undskyldt, for det pinte ham lidt, for som han sagde:
-Min søster er en fortræffelig kvinde, men fransk vask og strygning er hun ikke helt perfekt i!
Det var i Hans Hansens store købmandsgård bønderne kom og handlede. De fik en dram og en pibe tobak. Købmandsgården strakte sig fra Algade til jernbanelinjen. Hans Hansen ville nødigt sælge sit tømmer, for, som han sagde, så havde han det jo ikke. Hvert år den første december blev der sat en miniaturemølle op i vinduet, hvor vingerne drejede rundt, mens små nisser kørte i slæde på kunstig vatsne.”
Her er en sjov historie fortalt af fhv. mejeribestyrer m. m. H. P. Jensen, Altavej, episoden skulle ifølge H. P Jensen være sket omkring 1918. Der arbejdede han på Sankebjerg Mejeri:
”Men så en dag skulle vi have en rigtig tur til byen Nykøbing med hest og vogn. Det var aftalt på mejeriet med en yngre mælkekusk, og turen blev, syntes vi, en succes.
-Vi kom til Nykøbing ”vi” var mælkekusken, dennes madame og to unge piger og jeg (sagde hunden).
Vi staldede ind hos købmand Hans Hansen, og vi to mandfolk fik nok et par Tuborg, medens damerne fik kaffe og kager, og som man siger:
-Hvor der kommer noget ind, skal der også noget ud.
På hjemturen skulle vi to herrer på grund af det indtagne øl jo engang imellem af for afladning, men hvordan forklare vore damer ombord det. Jo, vi mente at høre nogle mærkelige lyde fra hjulene. Det var nok mangel på smørelse. Første gang gik alt godt. Vi holdt an, og snarest fortsatte vi igen, men anden gang gik det ikke helt stille af. Efter standsningen, da vi kørte videre, så damerne sig tilbage og opdagede to store, våde pletter på vejen. Så var vi afslørede, og der blev grin og latter, og vi to arme syndere måtte høre om de dårlige vognhjul i lang tid efter.”
Man altså kender du nogen, som har billeder eller informationer om denne købmandsgård så skrive til mig på clausm@live.dk
