I Havnegade 2, hvor Havnekroen i dag ligger, har der altid være fest og farver. Vi er ca. 150 år tilbage i tiden. Det er tirsdag middag. Travlheden i byen begynder, så snart ”den store damper”, som den kaldtes, havde rundet Nakkehage. Nykøbing blev anløbet en gang om ugen med passagerer og stykgods til byens købmænd og lastede returgods, kreaturer og svin til København. I forvejen var byen bogstaveligt talt fyldt op med landboernes vogne. Og nu begyndte det store sus nede i gæstgivergården Frederik den 7., hvor Havnekroen i dag hører hjemme. Her opkøbte slagtere og handelsmænd dyrene til privat brug eller til eksport til København med damperen. Det foregik på prangermaner, hvor et håndslag betød mere end en underskrift på et stykke papir. Og bagefter skulle der drikkes lidkøb i skænkestuen.
Der hørte også en staldbygning til gæstgiveriet, og i vort århundredes berømmelige periode, da der var tilknyttet et flot danseetablissement til forretningen, var der garderobe, hvor renseriet lå indtil for nylig, mens møntvaskeriet var en del af selve ”Palmehaven”, som det fine danselokale hed.
I forbindelse med havneprojektet skulle der i 1856 bygges en fjorddamper, og kong Frederik 7. – tegnede sig for 2.000 rigsdaler i hjuldamperen, som derfor fik hans navn. I Havnegade opførte Morten Andreasen i 1862 et flot hotel, og også dette kom til at hedde Frederik 7. Morten Andreasen var jordbruger fra Nygård, og han købte hele arealet, hvor nu Kingosvej og Brorsonsvej ligger. Stedet hed Frederik d. 7. i hele 80 år – også i de første tre årtier af år 1900, da det blev drevet af den initiativrige Chr. H. Petersen. Chr. H. Petersen var gift med Marta, og lidt før 1911 kom parret til Nykøbing, og overtog “Frederik VII” i Havnegade 2b. Her var det Martha Petersen, der stod for køkkenet. Den store røde villa overfor, Havnegade 3, indrettede de til privatbolig. Det var her Nykøbing Politi kom til at ligge efter 2. verdenskrig. En overgang havde de også forpagtningen af Grønnehavehus.
Chr. H. Petersen, udvidede bl.a. med Palmehaven og byggede i øvrigt i 1926 også biografen overfor, Regina, nu hjemsted for Organisationernes Hus.
I avisen blev det nye biografteater præsenteret således:
Nykøbing nye Biografteater. Det nye ”Reginateater” indvies på onsdag. Forberedelserne til den ny biograf var hverken få eller små. Hr. Petersen måtte for at kunne udnytte sin bevilling opføre en hel ny teaterbygning, og man må lade ham, at i retning af komfort har han ikke sparet sig. Den ny bygning virker måske i sit ydre lidt tung, hvad den vil have tilfælles med de fleste andre specielle biografbygninger, fordi disse nu en gang ikke er forsynet med vinduer. Men hvad det indre angår – og dette er nu en gang det vigtigste – virker lokaliteten hverken tung eller trættende. Straks, man kommer indenfor i bygningen og kommer vel gennem rummet for billetsalg og kontrol, kommer man ind i en rummelig forhal, hvor der langs alle vægge er indrettet magelige siddepladser for de ventende, og hvor øjet frydes af nogle prægtige vægmalerier udført af kunstmaler Troels Trier, hvor man skuer en gengivelse af Marsk Stigs jordefærd i Rørvig. Denne jordefærd er efter al sandsynlighed en myte, men bortset derfra kan det ikke nægtes, at billedet tager sig meget dekorativt ud på væggen. Fra forhallen kommer man ind i selve biograflokalet, der er udstyret og monteret efter alle nutidens fordringer. Salen er 25 alen lang og 14 alen bred og afgiver plads til ca. 240 besøgende. I højden måler den 8 alen, og at den er indrettet amfiteatralsk behøver vel næppe at tilføjes. Den er særdeles smuk med rolige og stor kunstnerisk sans afstemte farver. På hver af salens sider findes 6 søjler, der foroven er prydet med skiftevis Nykøbings og Odsherreds våbenmærker. Alt i alt må det siges, at det er et bygningsværk, der tjener bygmester, arkitekt Iversen, Holbæk til ære. Men det er heller ikke helt billig. Foruden grunden står Reginateatret – som dets navn bliver – hotelejer Petersen i en sum af ca. 60,000 Kr., et ikke ringe beløb, som fremtiden vil vise, om det vil være i stand til at forrente, men som det i hvert fald bliver Hr. Petersens sag at gruble over. Det nye Teater indvies med Filmen ”Varietéen”. Da det kan formodes, at der vil blive stor efterspørgsel om adgang til premieren, vil forsalg finde sted hos byens boghandlere.
Ved Chr. Petersens død i 1933 overtog hans to sønner virksomheden, således at Kai Vejlsgaard videredrev biografen, mens Poul Vejlsgaard overtog hotellet. Hvor Quick cykler og knallerter i dag ligger, Havnegade 2 C, lå den til hørende rejsestald.
Vagabonder i Wien var præmiere filmen i Reginabiografen i 1926. Det fortælles, at tilskuerne jublede, når de to populære filmshelte viste sig på lærredet.
Chr. Petersen, blev kun kaldt ”Frederik d. VII”
Senere flyttede sønnerne til henholdsvis USA og København, mens datteren, blev gift med autoforhandler P. Tamstorf, Ford, Nykøbing Sj. Karen Tamstorf fortalte i 1980 om livet på gæstgivergården. I 1916 blev Karen Tamstorf født, og de tidligste minder fra julens tid hænger sammen med besøget af hendes farmor.
”Der, hvor Amtssparekassen Nordvestsjælland, Nyk. Sj. (nu Sparekassen Sjælland) har til huse, lå den gamle købmandsgård, hvor købmand Hans Hansen op imod jul sørgede for at have dadler, rosiner, korender, sukat, sirup og meget andet i hus til købstadens og landbobefolkningens julebagning. Her var også konfekt, figner og dadler, og dadlerne lå i meget store blokke, og fra dem blev der med en økse hugget en bid af, som derefter blev vejet.
Den lyse sirup var meget efterspurgt, for den skulle alle ”madammerne” bruge til at bage brune kager med. Men ellers var det småt med juleudsmykningen i Nykøbing. I Brædstrups Legetøj (nu Frost Sko), befandt der sig to ældre statelige og meget kortklippede gråhårede damer, som i vinduet havde legetøj samt glansbilleder og silkepapir, så man selv kunne lave julestads. Af det kulørte papir lavede vi ”jacobstiger” og flettede hjerter og kræmmerhuse, som sammen med æbler blev hængt på juletræet.
Min farmor, denne elskelige dame blev altid afhentet lillejuleaften, og vi glædede os til hun skulle komme – og var samtidig fælt kede af det også. For farmor strikkede altid nogle skrækkelige lange strømper til os og de var sorte og hårde og kradsede forfærdeligt.
”Hvorfor er farmor dog så rund”, spurgte den lille Karen sin mor. Sagen var den, at farmor var en fornem dame, der i tidens bedste mode bar tournure. Den var af lyseblå flonel, og den lille Karen synes det var spændende at se, når farmor skulle sætte sig ned. Samme farmor havde mildt sagt ikke meget hår på hovedet, men til alle højtider bar hun en smuk og stor fløjlssløjfe, som med sin dybsorte farve stod smukt til det grå hår.
Jeg husker tydeligt at julen altid startede i køkkenet længe før det endelig blev jul. Samme gæstgivergård blev i sin tid startet med den samlede kapital på 1 kilo kaffe, en kasse med 60 øl samt 500 kroner. Gæstgivergården blev startet omkring 1909 i Havnegade, og man havde jo ingen bank eller pengeinstitut på den tid, det ville være helt utænkeligt i dag!
Her kom en masse landarbejdere og vi havde et stort folkehold. Man gav 10 øre for en snaps og det kostede 25 øre, hvis man skulle have lov til at drikke af flasken. Men så kunne man også drikke alt det man kunne hælde i sig. Siden købte min far villaen overfor, (hvor der indtil 2011 var politistation), for at kunne erhverve værelser til rejsende, som også dengang gæstede Nykøbing. Det var også min far, der byggede biografen Regina, som nu er nedlagt, og Palmehaven blev bygget, hvor der nu var vaskeri (som lukkede i 2014).
Efter den tid en flot restaurant. Her var et springvand midt i selskabslokalet og grupper af palmer rundt om det. Når så folk kom fra biografen, kunne de gå i Palmehaven og få sig en kop kaffe, et stk. mad og en dans til den levende musik.
Et pengeinstitut fik vores gamle købstad da også med tiden. Det hed Bondestandens Sparekasse og lå på første sal, der, hvor advokat Richter nu har kontor (i dag oven på Chimpansen). Kassen med penge blev hver dag båret op i Bondestandens Sparekasse, hvor dagens salg blev nøje talt op og ført til bogs.
Til jul fik vi gåsesteg, ribbensteg og risengrød, og inden Palmehaven blev bygger holdt vi vores jul i selve restauranten på gæstgivergården, for vi havde ikke megen plads oven på i ”privaten”. Vi piger havde altid fået nye kjoler og drengene fik matrostøj. Sammen med personalet var vi vel en 10-12 personer, og når mandlen skulle findes i risengrøden, var det en spas uden lige. Højdepunktet var dansen om træet. Gaverne var almindeligvis bløde pakker og slet ikke i det antal, som man i dag ser under juletræet. At pynte til jul var der ikke tale om. Frederik d. VII´s hoved hang smukt over indgangen hele året, og det måtte være pynt nok.
Vi havde ikke køleskab, men en stang is i skænken holdt snapsen kold, og rejerne stod af samme årsag også i skænken. Alle øvrige madvarer blev opbevaret i forrådskammeret, hvor der sommer og vinter var en behagelig kølig temperatur. Stængerne af is hentede vi på mejeriet (Billesborg), og de holdt faktisk godt. Nu vi er ved snapsen, så kan jeg huske, at min far fortalte om, at lige før den første verdenskrig brød ud, kørte han ud til Odden og købte alle de flasker snaps, han kunne få fat i for 25 øre pr. stk., sikke priser vi havde dengang, men daglønnen var jo tilsvarende lav.
Første juledag fik vi slåbroksild, det var en pragtfuld spise. I det hele tager lavede mine forældre alt selv. Som sagt startede julen i køkkenet en månedstid før jul. Her blev bagt, kogt og syltet, og de hjemmelavede spegepølser skulle æltes godt igennem. Far lod ingen pølser forlade køkkenet, før han selv havde smagt dem til. Det foregik på den måde, at han altid havde en flaske cognac med sig, og så fik spegepølserne et ordentligt skvæt.
Hos os var vi fire søskende og vi håbede altid at det skulle blive hvid jul. For så kælkede vi på Dr. Margrethesvej og i Kirkestræde med vores far eller med en tante. Og om aftenen, når lysene var tændt, og alle både voksne og børn – kælkede i gaslygternes varme gule lys, nød vi det og legede pragtfuldt. Min far hed Christian Petersen, man da alle kaldte ham ”Frederik d. VII”, troede jeg faktisk han hed det.
Juleaften sang man de samme sange som vi gør i dag, der er ikke sket de store ændringer her. Men man legede en masse julelege, bl.a. en leg som hed ”Nød i hænde” med pebernødder. Hos bagerne i Nykøbing var der ikke det store udvalg som nu om stunder. De fleste bagte jo selv alt deres brød, men jeg kan huske bagermester Jensen, som havde sin butik, hvor senere Gottfredsens bageri kom til at ligge (nu Madkunsten), og hans stående omkvæd til min far var: ”Næe, nu må jeg altså hjem, vi skal bestille fedt, så jeg kan bage ”smørkager” i morgen tidlig”.
Tredje eller fjerde juledag var der juletræsfest i Håndværkerforeningen. Det blev holdt på Hotel Phønix i den store sal og var julens højdepunkt med dans og musik og det store juletræ som samlingspunkt. Da jeg var omkring 16 år gammel blev jeg bragt og fulgt hjem af nogle af vores folk, så her var ikke muligheder for »svinkeærinder« af nogen art.
En ung pige burde ikke færdes uden anstandsdame, og når jeg ser de unge mennesker i dag, som frit kan bevæge sig rundt i samvær med andre unge, må jeg sige at på mange måder misunder jeg dem den tid de lever i, man kunne unde dem at opleve en rigtig gammeldags og hyggelig jul uden vor tids stress og jag”.
