Hørve By – Fattighuset en øjebæ

Det er byens fattighus, eller grunden for at være helt præcis, vi skal kigge nærmere på denne gang.  Det er Bay som har taget de to billeder, der viser ændringerne i centrum af Hørve. Det første billede er fra 1920, fattighuset ses til højre midt for. Det andet billede er også af Bay, men taget i slutningen af 1960´erne, her ses den tekniske skole med Andelsbankes reklame på bygningen.
”Hvad må de rejsende – repræsentanterne der dagligt kommer med toget ikke tænke”. Jo jo bekymringerne var store for de forretningsdrivende og for bygens borgere. Fattighuset var en øjebæ. Fattighuset blev bygget helt tilbage i 1841, men blev i 1923 revet ned.  Et nyt fattighus blev opført på Slotsvej 8, med stort tilskud fra lens-baron Zytphen-Adeler som ejede jorden hvor det blev opført. Folk med navne som Stine Sjællander og Sofie Jens Sørensen, Karen Marie fulgte med. Det gjaldt også ”Basse Jens” Peter Petersen. Han hed egentlig Jens Peter Petersen, men ”Basse” navnet fik han, da han gik rundt og solgte brød og kager. Lidt skillinger tjente han også som klokker ved Hørve Kirke.

Når men tilbage til grunden hvor fattighuset lå på. Håndværker og borgerforeningen var interesseret i grunden og på trods af en del protester blev der opført en teknisk skole.  Flere havde gerne set et rekreativt område – et grønt område, men i stedet fik man som modstanderne udtrykte det et ”stenhjørne”. Den tekniske skole stod færdig i 1925, bygget efter tegninger af arkitekt Marius Petersen, Holbæk. Andelsbanken har i 1960 og 1970´erne til huse i bygningen. I dag er bygningen lavet om til privatbolig/lejligheder.

 Motiv fra centrum af Hørve, taget af Søren Bay i slutningen af 1960´erne – fattighuset er væk.


Motiv fra centrum af Hørve, taget af Søren Bay i slutningen af 1960´erne – fattighuset er væk.