”Der er fart på i Hørve Centrum”, kunne man læse i Hørve Avis i 1908. Centrum er nærmere betegnet ”Stationskrydset” som på det tidspunkt var det mest attraktive sted, for forretningsfolk at slå sig ned. I denne uge kigger vi på nogle af butikkerne i dette kryds. Vi starter med forretningerne på Vallekildevej. Det er Søren Bay, som i midten af 60´erne har dette billede.
Til venstre skimtes bagerkringlen, hængende på hjørnet af Søndergade og Vallekildevej. Ejendommen blev opført i 1902 og der har gennem flere årtier været bageri i denne bygning. I 1930´erne var det bager Christian Petersen som drev forretning. En af sønnerne Verner Petersen overtog bageriet i 1962 og drev det indtil 1979, hvor bageriet lukkede. Ernst Petersen, søn af Christian Petersen, fortæller, at faderen havde en bil ”Hørve Brødbil” hvori han kørte rundt og solgte brød i Hørve, Vallekilde og Vindekilde. Efter bagerforretningen stoppede, har der bl.a. været flere forskellige ejendomsmæglere i bygningen.
Overfor blev ejendommen ”Frem” opført i 1902 af et selskab bestående af nogle lokale landmænd. Det var også på det tidspunkt at bygningen sit velkendte tårn. Den første der havde forretning i bygningen, var S. J. Lund med sin manufakturhandel. ”Husk på, jo større omsætning desto billigere priser og desto større udvalg – argumenterede han, for beoerne i Hørve. Argumenterne for at handle lokalt, var der bestemt. Hvorefter han med stolthed i stemmen, orienterede Hørve Avis udsendte om han til Fårevejle højskole leverede fuldstændigt udstyr til 20 senge fiks og færdigt på 14 dage.
Herefter have Vett & Wessel butik i ejendommen, og efterfølgende Gert Augustsen med sit bolighus. Ellers husker de fleste bygningen som stedet hvor Diskotek Liberty havde til huse, gennem 70´erne 80´erne og frem til 1998 hvor der blev lavet privatboliger i bygningen.