(Ovenstående billede er forsiden af Holbæk Amts Venstreblad d. 5 maj 1945)
Den 4. maj 1945 var der luftalarm fra middagstid, da engelske fly bombede en tysk konvoj ved Kattegatskysten ud for Ebeltoft. Det var den sidste krigshandling i nærheden, og sidste gang luftalarmen kunne høres i krigstid. kl. 20.00 kom fredsbudskabet. Det var speakeren Johannes Sørensen, der kom med det historiske budskab:
”I dette øjeblik meddeles det, at feltmarskal Montgomery har oplyst, at alle tyske tropper i Holland, i Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Vi gentager, de tyske tropper i Holland, i Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. ”
Mens der efterfølgende blev spillet ”Kong Christian” og ”Der er et yndigt land”, opstod der mange spontane situationer rundt om i Odsherred. På Rørvig Kro havde Det Radikale Venstres ungdomsafdeling møde, og stemningen blev helt euforisk og mødet udviklede sig til en spontan fest med levende lys i vinduerne, og folk myldrede ind på kroen. Johs. Nielsens Orkester spillede op til dans, og i pausen blev der holdt en lille tale.
I Vig blev spillefilmen afbrudt for at synge fædrelandssangen, og Pastor Petersen fik pænt overdraget nøglerne til de beslaglagte lokaler af tyskerne. Modstandsfolkene samles i præstegården i Vig, hvorefter man tog til Høve sanatoriet for at forhandle med tyskerne, for at aftale hvordan de skulle forholde sig.
I Asnæs blev der lagt blomster på det sted, hvor en tysk patrulje, d. 27. april 1945, havde skudt Gerhardt Nielsen fra Vindekilde, da han flygtede fra tyskerne sammen med en ven.
I Hørve gik manufakturhandler Sørensen ud på sin balkon ud til gaden og holdt en bevinget tale, der blev råbt hurra og sunget fædrelandssange.
Lysene kom frem i vinduerne alle steder som et tegn på kapitulationen. I Nykøbing spillede et orkester der tilfældigt var i byen, ”Kong Christian”. Alle sang med og det blev afsluttet med ni hurraråb. Herefter sang man ”Der er et yndigt land”. Selv om det var mørkt blev Dannebrog hejst flere steder. Angående stearinlysene, så måtte der havde været rigtigt mange gemt i skufferne i de forskellige hjem, for Henry Gideon udtalte i den forbindelse, at han ikke kunne begribe, at folk lå inde med så mange stearinlys.
I en artikel i HAV d. 4. maj 1965, fortæller Henry Gideon hvem han var sammen med, da frihedsbudskabet blev bragt i radioen:
”Jeg sad hjemme sammen med en af gruppelederne, gdr. Bojsen-Møller, Højby, og hørte frihedsbudskabet i radioen. Efterhånden var vi jo blevet klare over, at afslutningen måtte komme, men spørgsmålet var hvordan. Vi havde fået forskellige forholdsregler, men med den overraskende kapitulation faldt de væk, så vi måtte handle på eget initiativ. ”
Fra hans erindringer fortæller Henry Gideon:
”Så indtraf den begivenhed, som vi, der oplevede det, aldrig vil glemme, radioens meddelelse fra Montgomery om, at tyskerne havde kapituleret, omfattende blandt andre Danmark, gældende fra den 5. maj kl. 8. Også i Nykøbing skete der det, som skete alle andre steder: mørklægningsgardinerne blev revet ned, levende lys blev sat i vinduerne, og folk strømmede ud på gaderne i den nu oplyste by, jublende af glæde over den genvundne frihed. Flere steder kom det til blodige sammenstød, f.eks. i Kalundborg. For at forhindre noget sådant opsøgte jeg straks løjtnant Knapp på hans bopæl i villaen på Dr. Margrethesvej, idet jeg henviste til, at vi sikkert begge var interesserede i, at det ikke kom til voldelige sammenstød, og vi enedes om, at jeg ved hjælp af vagtværnet skulle afspærre Algade ved Dr. Margrethesvej, og at han skulle holde soldaterne inde på Hotel Phønix.
Det var naturligvis ikke som leder af modstandebevægelsen, men i egenskab af leder af det kommunale vagtværn, jeg kontaktede ham.
Aftenen forløb derfor roligt. Dog ikke for mig. Det første, der derefter skete, var at jeg fra amtsledelsens side fik anmodning om, at sørge for, at der ved hver kirke blev stillet en vagtpost, der kunne engelsk, da der var mulighed for, at der ville blive nedsat faldskærmssoldater, der så ville begive sig til nærmeste kirke. Denne ordre videregav jeg til de gruppeførere, der kunne blive tale om, og som sørgede for, at det skete. Den næste ordre, der kom, lød på, at grupperne og bilerne skulle være samlet kl. 8 om morgenen, og at vi derefter skulle gå i gang med at foretage arrestationerne i henhold til de foreliggende lister. Det havde hidtil været meningen, at vi skulle samles ved Grønnehavehus, hvortil der var gode tilkørselsforhold både fra byen og fra de omliggende sogne, og hvor man ville have lejlighed til nøje at granske den foreliggende situation og tage stilling til, hvad der videre skulle foretages. Ved kapitulationen var situationen jo blevet ganske forandret, idet der ikke længere ville blive tale om blodige sammenstød. Denne nye situation drøftede jeg derfor med stabssergent O.V. Petersen, der af amtsledelsen var anvist som militær rådgiver, og som i nogle dage havde boet hos os, og vi besluttede os til at ændre samlingsstedet til kommuneskolen, fordi man jo der havde alle faciliteter, som køkken til bespisning, vaske- og toiletforhold samt gymnastiksalen til foreløbigt opsamlingssted for dem, vi nu skulle i gang med at arrestere. Efter at jeg havde anmodet telefoncentralen om at få en række samtaler med “opkald på afringning”, gik jeg i gang med at meddele alle vedkommende om at stille på skolen inden kl. 8 med deres grupper, biler, våben m.m. Den 5. maj var vor 23-års bryllupsdag, men der var andet at tage vare på end at fejre den. Dog havde vi den bedste oplevelse, vi nogen sinde har haft, da Jørgen om eftermiddagen viste sig i skolegården, mere herom senere”.
Henry Gideons liste, som tidligere har været bragt i bogen. Men denne her er med hans egne notater påført. I venstre side står telefonnumrene. Som det fremgår af Gideons erindringer, så ringede han til alle gruppeførerne d. 4 maj, og bad dem stille på skolen. (BG)
Således oplevede Jørgen Ravn det:
”Men så den 4. maj om aftenen kom det virkelige budskab. Jeg blev en time efter ringet op, og vi blev atter sat i højeste alarmberedskab. Alt vort materiel blev pakket på min bil og på et par andre som vi fik fat i, bl.a. Jacobsens. Ud på natten kom der melding om, at vi skulle stille på byens skole 5. maj kl. 08:00. ”
I sit brev omtaler Harriet Schacke også befrielsen, som hun oplevede således:
”Den 4. maj 1945 var jeg til aftenselskab hos en sygeplejerske på Amtssygehuset og der hørte vi i radioen om kapitulationen og humøret steg til vild jubel; jeg løb hjem og hejste flaget og ringede på dørklokken til den tyskvenlige dame og fortalte hende om kapitulationen, som jeg vidste hun ikke anede noget om, da hun aldrig hørte engelsk radio; hun ville ikke tro, at hendes elskede tyskere var slået. Senere på aftenen endte hele selskabet som havde været på sygehuset til middag nede hos Købmand Bruun; alle måtte jo på gaden for at fejre begivenheden. Hos købmand Bruun havnede mange andre mennesker og den rigtige kaffe, tobak og vin kom frem; der blev holdt taler i massevis; i forvejen havde jeg hejst Amtssygehusets flag og udbragt et 9’foldigt hurra for Kongen. — Vi festede hos Købmand Bruun til kl. 2 om natten og en anden sygeplejerske og jeg var de eneste, der var ædru! Da vi gik hjem var der lys i alle vinduer og det så smukt ud i den lyse forårsaften at se vinduerne udsmykket med brændende stearinlys og mørklægningen med ét slag ophævet; man kunne se ind ad vinduerne til alle mennesker og alle steder blev der festet.
På gaden var der tilfældigt 4 omrejsende musikanter og de spillede hele aftenen fædrelandssange og havde her en stor indtægt. Næste morgen begyndte det store opgør med vore danske stikkere, som blev kørt op til skolen der forhørt og senere endte de i halm på mands-Skovhus på SNS, hvor de lå på gulvet. Det var en fryd at se den ene bil efter den anden komme med dem dertil. Og der sluttede min lille deltagelse i frihedskampen.
Senere fik jeg diplomer og takkeskrivelse fra general Eisenhower og airfiels marshall Fedder samt fra det engelske og de amerikansk ministre, Mårret og Randall i København. ”
Vi er nu tilbage til den 4. maj, hvor Åse Krüger, der var gift med Viggo Krüger, fortæller hvordan hun oplevede befrielsen:
”Vi sad og hørte pressen om aftenen d. 4. maj på hospitalet, og da vi høre at tyskerne har kapituleret, så troede jeg egentligt, at vi lige skulle snakke om det, men Viggo siger så ”jeg tror lige jeg kører en tur”. ”Kører du allerede” siger jeg så til ham, ”du er jo næste lige kommet”, fortsætter jeg. Viggo sagde så ”jo, ja, jeg skal lige ordne noget”, Viggo tog herefter sin cykel og kørte mod Nykøbing. Han skulle jo indtil våbnene fik jeg senere at vide. ”
I radioen blev frihedsbudskabet ikke gentaget kl. 20.45, men her bragte man en smuk meddelelse, hvor speakeren mindes alle de landsmænd, som ikke kunne være med til at fejre at freden nu var kommet. Her blev det også annonceret at kirkeklokkerne den næste dag ville ringe mellem kl. 8.00 og 9.00 som et bevis på at freden er kommet. I Kalundborg kom det om aftenen og natten til uroligheder, og der blev hørt kraftig skydning med maskinpistoler.
Kongen rettede denne dag henvendelse til fhv. statsminister Buhl om at danne regering.
Ovenstående er et uddrag fra min bog “2. Verdenskrig i Nykøbing Sj. og omegn”, om hvad der skete d. 4 maj 1945. Bogen kan købes hos Bog eller Ide eller ved at skrive til: claus@hilsenfraodsherred.dk.
