Bygingen hvor Odsherred Teater i dag ligger og Irma indtil for nogle år side lå, bestod tidligere af flere butikker. I forbindelse med at Odsherred Teater flyttede ind i bygningen, og facaden blev istandsat, kunne det meget klar ses. Se bare ovenstående billede, der er taget, den 20. maj 1910. Til højre i billedet ses et langt skilt over indgangen til butikken – her står der ” Nykøbing Smørforsyning”.
Herunder ses to andre billeder også fra den 20. maj 1910, og der flages i anledning af folketingsvalget. Siden valget året før var Reformpartiet Venstre og Moderate Venstre blevet lagt sammen, til partiet Venstre. For første gang gik Socialdemokraterne til valg under den nye formand Thorvald Stauning.
Men historien om Irma skal ingen snydes for for det viser i den grad hvordan man ved hjælp af dateret materiale, her postkort, at finde nye spændende oplysninger.
På et af mine postkort, der er et reklamepostkort, står der ”Nykøbing Sj. Smørforsyning – ærbødigst Carl Schepler” og da kortet er fra i 1905, ved vi således, at Irma har holdt til i byen i 1905 og måske før. På postkortet ses, at adressestregerne er gennemgående på hele kortet, dette stoppede man med i midten af 1905.Algade 34 er antagelig opført 1893-94 af manufakturhandler Harald Nielsen, måske med anvendelse af dele fra det ældre hus, og huset er videre ombygget i 1910. I 1898 søger Harald Nielsen tilladelse til at opføre gavlhuset, Algade 36, efter tegninger af murermester Andreas Hansen i Svinninge. Midt i slutningen af 1920´erne overtager sønnen Peter Adolf Nielsen forretningen efter sin far.
Naboen til Carl Schepler var Algade 36, hvor Carl G. F. Petersens store grovvareforretning lå med kul, bygningsmaterialer m.m. Den blev senere overtaget af hans medarbejder Øvre, som ikke havde en heldig hånd med forretningerne. Det endte med selvmord, og hans enke levede sine sidste kummerlige år i den borgerstiftelse, forgængeren velvilligt havde skænket byen.
Længere oppe af gaden boede en anden købmand, nemlig købmand Bojesen på hjørnet af Havnegade og Algade, hvor Sillehoved ligger. Om dem findes der en anekdote som ingen skal snydes for. Købmand Øvre og Bojesen var begge ungkarle, og som det så ud til den gang ikke tænkte på den hellige ægtestand. De indgik en gang i et festligt lag, særlig Bojesen var en spasmager, den overenskomst, at den, der eventuelt svigtede ungkarlelivet og giftede sig, skulle af den anden have en ko med guldhorn (begge havde lidt landbrug). Nu ville skæbnen, at gamle købmand Pedersen døde fra sin forholdsvis unge kone, og resultatet blev senere, at fru Pedersen blev fru Øvre, og dette resulterede så i, at en skønne dag stod en dejlig mørkerød ko med forgyldte horn nede på Øvres lod, og så var den gæld betalt; selvfølgelig vakte det humør hos borgerne i den lille by.
Men tilbage til Schepler. Carls mor, Karen Marie Schepler, stiftede i 1886 firmaet, der i dag er blevet til Irma. I 1898 overtog sønnen Carl det – et firma der på det tidspunkt var en lille æggeforretning på Ravnsborggade 13 på Nørrebro i København. Firmaet hed på det tidspunkt ”Mælkeforsyningen Ravnsborg”. Det gør faktisk Irma til den næstældste dagligvarekæde i verden, kun overgået af engelske Sainsbury’s, der blev grundlagt i 1869.
I starten af 1900-tallet åbnede Carl forretninger i Hamborg, Kiel og Flensburg, men disse butikker lukkede kort tid efter. Og Carl Schepler begyndte selv at producere sine varer. Kaffe, te, kakao og kaffetilsætning kom ind i sortimentet, senere også mel og sukker. Med det større sortiment voksede antallet af forretninger også.
Navnet Irma blev skabt af arkitekt Sophus Greiffenberg i 1907, men henblik på at navngive noget margarine. Navnet skyldtes det samarbejde, som Schepler havde med en margarinefabrik i Slagelse, Johannes Rasmussens Margarinefabrik. Greiffenberg foreslog, at der i alle butikkerne skulle reklameres med den margarine, som blev solgt, og han forkortede margarinenavnet efter ejeren Johannes Rasmussens Margarinefabrik, altså JRMA – i lighed med OMA, som står for Otto Mønsteds Margarine. Senere blev navnet forvansket til det meget mere mundrette IRMA.
Butikken havde terrazzogulv. Noget, som ellers var helt ukendt i hine tider. Smør, margarine og fedt kom i trædritler og blev gravet ud og banket sammen til firkanter på disken og derefter pakket i pergamentpapir. De brændte kaffebønner blev hældt i tragte og malet med håndkraft. Det duftede lifligt, men der var ikke noget med vakuumpakning. Man købte som regel et halvt pund, skønt meter- og kilosystemet var indført, og dertil købtes en lille Richs eller Danmarks for at strække den dyre kaffe. Ved hvert indkøb fik man udleveret farvestrålende mærker til at klistre i en bog. De agiterede mod salget af de vestindiske øer, men det hjalp som bekendt ikke noget.
Fra 1934 mindes Nykøbingenseren Helge Jørgensen, at butikken så således ud:
”Det gamle Irma bestod af en kaffe- og en smørafdeling. Det var i min barndom ikke sagen at handle i Irma. Det var lige som lidt ufint at vove sig derind. Jeg husker ekspeditricerne i smørafdelingen som nogle mærkelige væsener med store, hvide kalotter og altid svingende smørslevene i de mange smørdritler. Fingrene var røde, for de frøs vist meget. Gennem en svingdør kunne man komme ind i kaffeafdelingen, der var mere hyggelig. Jeg fæstnede mig især ved de fine kaffeposer, som vi børn dengang samlede på, og det kinesiske kaffestel, man kunne samle mærker til at erhverve.
