Karen Tamstorf, Nykøbing fortæller:
I en artikel i Uge-Avisen, fortalte 3 beboere fra Odsherred i 1986 om hvordan de oplevede deres jul. Disse beretninger gengives i det efterfølgende. Med familiens tilladelse, gengives her hvordan Karen Tamstorf oplevede sin jul i Nykøbing.
Der, hvor Amtssparekassen Nordvestsjælland, Nyk. Sj. (nu Sparekassen Sjælland) nu har til huse lå den gamle købmandsgård, hvor købmand Hans Hansen op imod jul sørgede for at have dadler, rosiner, korender, sukat, sirup og meget andet i hus til købstadens og landbobefolkningens julebagning. Her var også konfekt, figner og dadler, og dadlerne lå i meget store blokke og fra dem blev der med en økse hugget en bid af, som derefter blev vejet.
Den lyse sirup var meget efterspurgt, for den skulle alle ”madammerne” bruge til at bage brune kager med. Men ellers var det småt med juleudsmykningen i Nykøbing. I Brædstrups Legetøj (nu Frost Sko), befandt der sig to ældre statelige og meget kortklippede gråhårede damer, som i vinduet havde legetøj samt glansbilleder og silkepapir, så man selv kunne lave julestads. Af det kulørte papir lavede vi ”jacobstiger” og flettede hjerter og kræmmerhuse, som sammen med æbler blev hængt på juletræet.
I 1916 blev Karen Tamstorf født, og de tidligste minder fra julens tid hænger sammen med besøget af farmoderen.
Denne elskelige dame blev altid afhentet lillejuleaften, og børnene glædede sig til hun skulle komme – og var samtidig fælt kede af det også. For farmor strikkede altid nogle skrækkelige lange strømper til dem, og de var sorte og hårde og kradsede forfærdeligt.
”Hvorfor er farmor dog så rund”, spurgte den lille Karen sin mor. Sagen var den, at farmor var en fornem dame, der i tidens bedste mode bar tournure. Den var aflyseblå flonel, og den lille Karen synes det var spændende at se, når farmor skulle sætte sig ned. Samme farmor havde mildt sagt ikke meget hår på hovedet, men til alle højtider bar hun en smuk og stor fløjlssløjfe, som med sin dybsorte farve stod smukt til det grå hår.
Jul på Gæstgivergården
Jeg husker tydeligt at julen altid startede i køkkenet, længe før det endelig blev jul. Samme gæstgivergård blev i sin tid startet med den samlede kapital på 1 kilo kaffe, en kasse med 60 øl samt 500 kroner. Gæstgivergården blev startet omkring 1909 i Havnegade, og man havde jo ingen bank eller pengeinstitut på den tid, det ville være helt utænkeligt i dag!
Her kom en masse landarbejdere og vi havde et stort folkehold. Man gav 10 øre for en snaps og det kostede 25 øre, hvis man skulle have lov til at drikke af flasken. Men så kunne man også drikke alt det man kunne hælde i sig. Siden købte min far villaen overfor, (hvor der indtil 2011 var politistation), for at kunne erhverve værelser til rejsende, som også dengang gæstede Nykøbing. Det var også min far der byggede biografen Regina, som nu er nedlagt, og Palmehaven bygget, hvor der nu var vaskeri (som lukkede i 2014).
Efter den tid en flot restaurant. Her var et springvand midt i selskabslokalet og grupper af palmer rundt om det. Når så folk kom fra biografen, kunne de gå i Palmehaven og få sig en kop kaffe, et stk. mad og en dans til den levende musik.
Et pengeinstitut fik vores gamle købstad da også med tiden. Det hed Bondestandens Sparekasse og lå på første sal, der, hvor advokat Richter nu har kontor (i dag oven på Chimpansen). Kassen med penge blev hver dag båret op i Bondestandens Sparekasse, hvor dagens salg blev nøje talt op og ført til bogs.
Til jul fik vi gåsesteg, ribbensteg og risengrød, og inden Palmehaven blev bygger holdt vi vores jul i selve restauranten på gæstgivergården, for vi havde ikke megen plads oven på i ”privaten”. Vi piger havde altid fået nye kjoler og drengene fik matrostøj. Sammen med personalet var vi vel en 10-12 personer, og når mandlen skulle findes i risengrøden, var det en spas uden lige. Højdepunktet var dansen om træet. Gaverne var almindeligvis bløde pakker og slet ikke i det antal, som man i dag ser under juletræet. At pynte til jul var der ikke tale om. Frederik d. VII´s hoved hang smukt over indgangen hele året, og det måtte være pynt nok.
Vi havde ikke køleskab, men en stang is i skænken holdt snapsen kold, og rejerne stod af samme årsag også i skænken. Alle øvrige madvarer blev opbevaret i forrådskammeret, hvor der sommer og vinter var en behagelig kølig temperatur. Stængerne af is hentede vi på mejeriet (Billesborg), og de holdt faktisk godt. Nu vi er ved snapsen, så kan jeg huske, at min far fortalte om, at lige før den første verdenskrig brød ud, kørte han ud til Odden og købte alle de flasker snaps, han kunne få fat i for 25 øre pr. stk., sikke priser vi havde dengang, men daglønnen var jo tilsvarende lav.
Første juledag fik vi slåbroksild, det var en pragtfuld spise. I det hele tager lavede mine forældre alt selv. Som sagt startede julen i køkkenet en månedstid før jul. Her blev bagt, kogt og syltet, og de hjemmelavede spegepølser skulle æltes godt igennem. Far lod ingen pølser forlade køkkenet, før han selv havde smagt dem til. Det foregik på den måde, at han altid havde en flaske cognac med sig, og så fik spegepølserne et ordentligt skvæt.
Hos os var vi fire søskende og vi håbede altid at det skulle blive hvid jul. For så kælkede vi på Dr. Margrethesvej og i Kirkestræde med vores far eller med en tante. Og om aftenen, når lysene var tændt, og alle både voksne og børn – kælkede i gaslygternes varme gule lys, nød vi det og legede pragtfuldt. Min far hed Christian Petersen, man da alle kaldte ham ”Frederik d. VII”, troede jeg faktisk han hed det.
Juleaften sang man de samme sange som vi gør i dag, der er ikke sket de store ændringer her. Men man legede en masse julelege, bl.a. en leg som hed ”Nød i hænde” med pebernødder. Hos bagerne i Nykøbing var der ikke det store udvalg som nu om stunder. De fleste bagte jo selv alt deres brød, men jeg kan huske bagermester Jensen, som havde sin butik, hvor senere Gottfredsens bageri kom til at ligge (nu Madkunsten), og hans stående omkvæd til min far var: ”Næe, nu må jeg altså hjem, vi skal bestille fedt, så jeg kan bage ”smørkager” i morgen tidlig”.
Tredje eller fjerde juledag var der juletræsfest i Håndværkerforeningen. Det blev holdt på Hotel Phønix i den store sal og var julens højdepunkt med dans og musik og det store juletræ som samlingspunkt. Da jeg var omkring 16 år gammel blev jeg bragt og fulgt hjem af nogle af vores folk, så her var ikke muligheder for »svinkeærinder« af nogen art.
En ung pige burde ikke færdes uden anstandsdame, og når jeg ser de unge mennesker i dag, som frit kan bevæge sig rundt i samvær med andre unge, må jeg sige at på mange måder misunder jeg dem den tid de lever i, man kunne unde dem at opleve en rigtig gammeldags og hyggelig jul uden vor tids stress og jag, slutter Karen Tamstorf.