Omkring år 1900 var sprøjtemønstringen, en tilbagevendende begivenhed i Nykøbing. Det foregik hver sommer på torvet, hvor samtlige „pumper“ mødte op med deres navneskilt hængende i en snor på brystet.
Her fordeltes mandskabet så ved de tre sprøjter, Nr. 1 – Bysprøjten, Nr. 2 – Kirkesprøjten og Nr. 3 – Havnesprøjten. Efterhånden kom køretøjerne med vandfonder, der var fyldt ved gadeposten udfor Kildegården.
Algade 53, Kildegården, hovedbygningen er fra 1867, da den blev genopført efter en brand. Der har langt tilbage i tiden været servering på stedet – og det ældste hotel, der kan spores i Nykøbing. I mange år hed det Hotel Isefjord, så Hotel Fortunen og endelig, da Odsherredsbanen i 1899 kom, blev det døbt om til Jernbanehotellet. Foran hotellet stod til 1922 byens to centrale vandpumper, opstillede over det kildevæld, der har givet navn til Kildestræde og senere også til hotel-bygningen.
I forbindelse med opførslen af bygningen blev der bygget en stor sal bagud til fester og senere biograf. På første sal var selskabslokaler til den ene side og udlejningsværelser til den anden. En kort overgang holdt Frelsens Hær til her, så der var noget for enhver smag. Desuden var der staldbygning i gården. Til venstre ses den flotte portal, som var indgange til Konsulens Stald. Gæstgivergarden/hotellet ejedes efter branden i 1867 af brygger Jacobsen, der som navnet antyder, også havde anden virksomhed på grunden, senere blev det gæstgiver Valentin, og ved århundredeskiftet tog Niels Laurits Jensen over.
Det var ham, der stod for navneforandringen til Jernbanehotellet og de mange andre aktiviteter – ud fra det ofte gentagne valgsprog ”Her er liv og glade dage, her går solen aldrig ned!” Han var en særdeles respekteret mand i byen, og borgerskabet, primært den mandlige del havde sin daglige gang på hotellet. Således for at studere Berlingske Tidende. Der var faktisk en vis status ved at kunne meddele, at ”Min mand er desværre ikke hjemme, han er på Jernbanehotellet og læse Berlingeren!” Lidt mindre stolthed har der nok været, når man efter en glad l’hombre-aften – som det skete for hattemager Wiggers – måtte transporteres hjem i en forhåndenværende trillebør.
Nykøbing første biograf lå her i ejendommens teatersal. Film blev på det tidspunkt regnet for markedsgøgl i forhold til en rigtig teaterforestilling. Fra sidst i 1800 tallet havde byens bekendtskab med filmens verden da også indskrænket sig til forestillinger i omrejsende biografer, der viste korte, men hårrejsende film. Så sent som i 1913 slog Daucke & Nathans rejsebiograf teltet op på pladsen ved gasværket i Nykøbing, med en entré på 25 øre plus skat, børn slap dog med at skulle betale 15 øre. Men da havde Nykøbing allerede fået sin første biograf. Det skete i 1906 på førstesalen af bygningen. Programmet var sammensat af film af højst et kvarters varighed, og der var forestillinger fem af ugens aftener – samt på markedsdagen om onsdagen en særlig ”Landboforestilling” om eftermiddagen.
Fra Carl Bønneløkkes beretninger bringes her nogle vers, som stammer fra Fortunen. Men inden da får Carl lige ordet: ”Jeg selv føler mig stolt i erindringen om alle de agtværdige borgere, som da prægede byens liv, for man må endelig ikke tro, at det var nogen død lille by. Nej, der var den gang en sjælden borgerskabsfølelse blandt alle, som jeg næppe tror findes nu til dags. Såvel sammenkomster blandt familier som offentlige fornøjelser, hvori alle deltog, hørte til dagliglivets begivenheder. Hvor mindes jeg ikke de store dage, når borgerne samledes til fugleskydning ude ved den mindeværdige pavillon i den hyggelige Grønnehave Skov, eller når de til fastelavn samledes nede på Hotel Fortunen og slog katten af tønden, og hvor festen altid forløb på rigtig gammeldags manér i fryd og gammen. Jeg tillader mig at vedføje nogle vers fra en sådan festdag, som min onkel, smedemester Gottschalck, havde æren af:
I de gode gamle dage slap man rigtig gækken løs til fastelavn,
blive hjemme var en plage, både her i byen og i København,
man slog til tønder og jydepotter, man bed til bolle, drak brændevin,
derfor, som lydige undersåtter, gør vi li’e sådanne hos Hr. Valentin.
Kattekongen han har ordet, lad ham tale, vi vil bare høre til,
sådan, hjælp ham op på bordet, han en bolle punch vist gerne give vil.
Se, hvor han stritter imod med armen, han vil vist hellere give vin,
det sætter straks mere mod i barmen, helst når det bli’r drukket hos hr. Valentin.
Er du af vor tids galaner og vil more dig på ægte gammel vis,
mellem gamle veteraner, en som holder Bacchus’ glæder højt i pris.
Stik til buteljen, det gør dig ære, drik kun til bunds og vær ej for fin.
Bliver du fuld, det kan gerne være, for der er jo gilde hos Hr. Valentin.
Er du gift, og gør din kone kvalm, fordi du kommer noget blisset hjem,
spørg da i den samme tone, mutter, skal jeg gøre gildet om igen,
rigtignok har jeg en lille blyhat, men du kan tro, der var vældig grin,
læg dig kun rolig igen, min guldskat, jeg har været til gilde hos Hr. Valentin.
Man ser af denne sang den rigtige borgertone, som prægede dagliglivet.
Da hotellet i 1918 blev nedlagt, stoppede biografen også og flyttede til Algade 56. Det var tømrermester Niels Frandsen som købte ejendommen og indrettede den til beboelseslejligheder. Salen og stalden blev revet ned. Det fortælles, at daværende hotelejer Oscar Petersen, Hotel Phønix, gav tilskud til nedrivningen af salen af konkurrencehensyn. Materialerne blev brugt til opførelse af to huse på hjørnet af Grundtvigsvej og Klintevej.
Lige efter 1900 anskaffer flere restauratører i byen sig en fonograf og en grammofon. De er med til at sætte stemningen i vejret. For 10 øre kan gæsterne sætte en plade på. Nogle af de mest populære numre er vagtparaden på Amalienborg og Chr. Schrøders fløjtevise. Men for personalet kan det være ganske ensformigt at lytte til de samme plader om og om igen. De fleste beværtninger lukker kl. 23. Jernbanehotellet, får dog hurtigt ry for at været et sandt feststed. ”Her er liv og glade dage. Her går solen aldrig ned”, proklamerer værten Niels Laurits Jensen, der overtager hotellet i 1900.
Priskurant fra Nykøbing fra omkring 1914. Byens værtshusholdere har sammen skrevet under. H. Windeløv står på da han har åbnet Cafe og Restaurant på førstesalen i Havnegade 1.
Her ses en regning udskrevet til N. Jensen, han havde den 9. april i 1909, været på restaurant og tilsyneladende med et selskab eller i hvert fald sammen med familie eller venner. Købmanden gæstede Jernbanehotellet og senere Grønnehavehus, der på regningen betegnes som ”I Skoven”, det var nemlig samme vært, der drev de to forretninger, restauratør og hotelejer N. L. Jensen. Hele turen kostede 24 kroner og 45 øre, og deltagerne fik virkelig noget inden for vesten. 2 kroner og 10 øre måtte der bødes for to bøf, 4 snapse (og det var jo håndskænkede og ikke 2 cen-tiliters dengang) og 2 glas rødvin. Øllet kostede tilsyneladende 20 øre pr. flaske, for man kan se, at for f. eks. 3 hoff, der flot af tjeneren staves med to ff’ere, var prisen 60 øre. De fik sandelig noget for pengene dengang, både kaffe og cognac og meget andet – og så for under 25 kroner.
Når men tilbage til sprøjtemønstringsdagen, det var en dag byens raske drenge så hen til med forventning. Og når sprøjtemønstringsdagen, som forud var bekendtgjort i de lokale blade, oprandt, var der for ungdommen to alternativer at vælge imellem, enten at komme op at køre med en af de mange vogne med deres mere eller mindre utætte vandtønder, som blev fyldte nede ved gadeposten, og derfra hen til sprøjtekarrene, eller også det mest spændende, at løbe tværs under vandstrålerne fra strålemesteren, som med slangen stod oppe på en høj stige, og det hændte ret ofte, at der kom et styrtebad ned over en af de små gutter med det resultat, at han til de øvriges latter satte sig på halen og fik en våd trøje. I øjeblikket var det en vældig svir, men det modsatte var tilfældet, når helten luskede hjem med sit våde tøj. Om hjemkomstceremonien er det nok bedst ikke at skrive noget.
Det bedste bevis på, at en ildebrand af borgerne til tider ikke blev taget så alvorligt, har vi, da gæstgivergården „Isefjorden“ brændte i 1867. Noget af det første brandmændene foretog sig, var at redde et anker rom, som blev stillet på fortovet, hvorefter de mange tørstige sjæle kunne få sig en tår. Og inden ilden nåede hotel køkkenet, spejlede man æg i lange baner, og masser af pålæg blev langt i vinduerne ud mod gaden.
Som det er beskrevet går brandvæsenets historie langt tilbage, men et egentligt brandkorps med fast løn og uniformeret mandskab blev først en realitet den 31. marts 1912. Dengang blev 8 mand ansat og lønnen var 25 kr. om året. Dertil kom en brandinspektør (købmand Schibsbye), en vicebrandinspektør (Carl Valdemar Andersen) og så naturligvis hestene, for den gang var man jo ikke motoriseret endnu.
Årsagen til, at der blev oprettet et egentligt brandkorps, er frygteligt i sig selv. Det var fadæsen ved Ringholms brand i 1911, som fik Schibsby til at indse, at her måtte gribes ind. Da Ringholm brændte, gik der en time, før sprøjten nåede det stykke vej derud, og da den endelig var der, havde man glemt halvdelen af slangerne! Så kørte man sprøjten ud i strandkanten, men strålerne kunne knapt nå over til staldbygningen, og resultatet blev, at mange ulykkelige dyr omkom i flammerne. Og da branden var forbi, gjorde man sig ikke den ulejlighed at køre sprøjten hjem igen. Den stod der i strandkanten og blev delvis ødelagt af saltvandet, til stor glæde for byens store drenge, som her havde en kærkommen lejlighed til at lege brandmænd i den halve snes dage, den stod der.
Men starten i 1912 må alligevel have været underlig, for nu havde man et egentligt brandkorps, men man havde dengang 3 sprøjter, hvoraf den ene var i stykker efter branden på Ringholm. Men ellers havde man bysprøjten, havnesprøjten og kirkesprøjten, der alle stammede fra 1728 og de var, siges det, mere sprøjte af navn end af gavn.
1915 begyndte man med fornyelser og moderniseringer på initiativ af brandinspektør købmand Schibsbye, og senere i 1919 blev materiellet igen fornyet.
Først i 1929 fik brandvæsnet ny sprøjte og nyt sted at være nemlig i gården bag ved biblioteket i Svanestræde. I den forbindelse var der en stor artikel i avisen, som gengives her: ”Den ny Sprøjte har kostet 8783 Kr. og selve Brandstationen 3735 Kr. – Prisen for at være Centrum for de fire Kommuners Brandvæsen.
Der var noget paa Færde i Nykøbing i Gaar Eftermiddags. Den ene Luksusbil efter den anden svingede op ad Svanestræde og gik i Parkering paa Holtets Plads. Det var Brandfogeder, Sognefogeder og Sognerødder fra Landsognene, der kom anstigende for at bivaane den højtidelige Indvielse af Nykøbing nye Brandmateriel. Ogsaa de fleste af Byrødderne var mødte op saavel som Brandkommissionen med Politimester Rosen i Spidsen. I Byen og paa Havnen.
Hele Selskabet begav sig op til den nye Brandstation, hvor man fandt alt det faste Brandmandskab med Hjælm og Paahæng opstillet, og hvor den guldtressede Brandinspektør indviede de interesserede i Brandmateriellets tekniske Mysterier, og alle var enige om, at det hele var smukt at skue. Men Brandmateriel er jo nu en Gang ikke en Skueret. Det skulde ogsaa vise, hvad det i Tilfælde af en Ildebrand er i Stand til at kunne præstere. Og til den Ende kørte hele Selskabet, der talte ca. 40 Mennesker, i de ventende Biler ud paa Havnen og herfra alarmeredes Brandvæsenet. Med Uret i Haand afventede man det røde Uhyres Ankomst, og det lykkedes at konstatere, at blot man i betimelig Tid i Forvejen har anmeldt, at et eller andet skal brænde, saa er Brændvæsenet paa Pletten pr. Omgaaende. Fire Minutter efter at Alarmeringen havde fundet Sted hørtes i det fjerne det monotone: Øbø-Øhø, der kendetegner Brandbilens Fremmarch, og som et kun grumme lidet forsinket Lyn, for Bilen ud ad Havnevejen, medens Brandinspektøren aabenbarede, at han allerede har opnaaet stor Færdighed i at haandtere Signalhornet.
Med et flot Herresving drejede Bilen om og susede ud mod Havnemolen paa den nye Havn. I Løbet af et Par Minutter var Motoren i Gang, Slangerne bragt i Stilling og Vandsøjler paa en Arms Tykkelse sendtes ind over de forholdsvis uskyldige Kulpladser. Hermed var den nye Sprøjtes Konkurrencedygtighed en fastslaaet Kendsgerning, og Selskabet steg atter til Vogns for i Fællesskab paa Hotel Phønix at indtage Eftermiddagskaffen, tilsat forskellige brændbare Væsker.
Det gik nu så godt for brandvæsnet at Holbæk Amts Venstreblad, i foråret 1920, skrev følgende: ”Nykøbing Brandvæsen befinder sig altid i en mønsterværdig stand. Der er godt med sprøjter, stort lager af slanger, ja om det så er et slangetårn, så har den ny brandinspektør fået bygget et sådant, thi vi har virkelig en brandinspektør, tilmed en lønnet, der går med guldstresse om huen; hvad han nu for øvrigt ikke er enen om, thi når brandvæsenet bliver alarmeret, så ligefrem vrimler gaderne af guldtressede huer. Hvad de alle betyder, har vi ganske vist ingen klar forestilling om, men nydeligt ser det ud, fint og i god stand det hele – ja vi taler kun om huerne. Det øvrige brandmateriel er ganske vist også prægtigt, den eneste skavank, det har, er at sprøjten altid, når der er ildløs, nægter at give vand; men det er jo en biting.
Tilmed da brandinspektøren efter sigende har i sinde at udstede forbud mod, at nogen ildebrand får lov at slippe løs forinden hele brandmandskabet er på pletten, idet han da håber, at når de alle som én fylder den guldtressede med vand og på kommando kaster det ind i det begyndende bål, skal slukningen være ufejlbarlig. For denne geniale opfindelse påtænker byrådet at yde inspektøren et passende ekstra.”
Og i forbindelse med sprøjtemønstringen, møder vi endnu en af byens særlinge. Johan Dam han levede så godt som hele sit liv ude på loftet af en nu nedrevet lade på havnen. Man sagde at hele hans rigdom var de sække, han lå på. Hans kost bestod hovedsagelig af rå klipfisk og brændevin, ja, han gik ikke af vejen for at spise rå fisk, som han fik af havnens fiskere.
Han havde tilnavnet ”Uglen”, og gik sommer og vinter med en gammel grønlig stiv hat, islændertrøje og store franske træsko. Johan var født i Nykøbing den 11. januar 1823. Han var søn efter daglejer Lars Christian Dam og Kirsten Jørgensdatter. Efter 1850 er familiens bopæl oplyst at være i Nørre Fjerding. Johans far døde 68 år gammel i marts 1858. Johan boede sammen med forældre i hvert fald til 1860. Hans evner var nok ikke særlig store. I folketælling 1855 er der anført ’svag forstand’ i bemærkningsrubrikken ud for Johan. I 1880 havde Johan opholdssted i ’Magasinet på Skibbroen’. I september 1885 døde Johan. Han var da 62 år gammel og ugift.
Særlingen Johan Dam, også kaldet ”Uglen”Til sprøjtemønstringen, som afholdtes to gange om året, så Johan Dam hen til med længsel, for byens borgere kunde slippe for at møde ved sprøjterne ved at lade en mand stille i stedet, og så skete det ofte, at flere af byens købmænd sendte bud efter Johan. Men Johan Dam var her snedig nok, til at gå rundt og spørge, hvad de bød, og på den måde fik han gerne prisen op.
Bøde til dem der udeblev fra sprøjtemønstringen – Nykøbing Avis 1902.
Han endte i reglen ude hos konsul Nielsen på Vesterbro, som gav den for Johan svimlende sum af 2.50 kr. Konsulen brød sig ikke om at stå på torvet og slæbe i pumperne.
Den gode Johan Dam levede de følgende dage som en bedre boheme, og drak cuba rom, der dengang kostede 85 øre pr. flaske, tappet fra tønde.
Ak ja der er sket meget på 100 år…
