I det 16. og 17. århundrede syntes der at være en god opgang at spore i Nykøbing.. Flere af købmændene kunne nu fragte egne skuder og hente varerne hjem fra fremmede pladser. Nykøbing købmænds bedste og største kunder var de myndige lensmænd på Dragsholm Slot. De var gode aftagere af deres varer, ligesom man ofte fragtede deres skibe til hovedstaden. Dragsholm har været den lille by en god kunde helt op til slutningen af 1700 tallet. Den sidste købmand i Nykøbing, som havde lensmandens handel og leverance, var den rige, men jævne købmand Hans Bentzen, som altid stod i sin butik med sit hvide lærredsforklæde og afregnede med kunderne ved at skrive med et stykke kridt på disken.
Nykøbing havde også en mindre håndværkerstand, som repræsenterede både skræddere, skomagere og smede. Af omegnens kirkeregnskaber ser man også, at håndværkerne hentedes fra Nykøbing By.
Ligesom i den første halvdel af det 17. århundrede omtales en barber og en rottefænger, der satte gift på kornlofterne. Og en vigtig næring blandt borgerskabet var fabrikationen af den ædle, danske nationaldrik, kornbrændevinen. Når man tænker sig, at i 1740, da Nykøbing havde 90 familier boende i 87 huse og gårde og tilsammen i indbyggerantal kun talte 350 individer, er det interessant at læse i kirkebøgerne fra denne tid, hvorledes borgere af alle erhverv tillige drev brændevinsbrænderi. Således anføres f. Eks.: Charles Hansen, skomager og brændevinsbrænder. Ja, til sidst nøjedes præsterne med at skrive f. Eks.: hjulmand og br. I 1791 skriver byfogden: Af byens fire smede har de tre nu nedlagt håndværket for at drive brændevinsbrænderi. I alt er der her i denne lille købstad nu 35 brænderier, og der forbruges til produktionen mere end 6000 tdr. byg. Og til slut skriver han, at ikke en eneste her i byen er bleven uformuende som brændevinsbrænder, og mange har rådet mig som byfoged til at anskaffe brændevinstøj.
