Der var et leben i de store gamle købmandsgårde, det var her tingene blev vendt og drejet, og dagligdagens problemer drøftet blandt de mange, som ankom i hestevogn til købstaden i Nykøbing for at handel. Brændevin, øl og en cigar hørte til mens børnene fik en lakridsrod. Købmandsgårdene er nu væk, gemt under asfalten eller masseproducerede fliser. I dag er det kun passagerne fra Algade og ned til baggårdene, der bringer minderne frem, minderne om de store købmænd, der aldrig fik opkaldt gader eller stræder efter sig, til trods for det de gjorde for byen. Måske det var på sin plads at tage det op til overvejelse, næste gang pladser og stræder navngives i Nykøbing. I den kommende tid vil vi kigge nærmere på nogle af disse købmænd, der var med til at holde gang i byen i perioden 1850 til 1920 og de kunne prale med noget som nutidens supermarkeder ikke besidder – nemlig skibe i havnen. Vi ser også på disse skibe som gik ned med mand og mus – ja faktiske gik det helt galt for den største af dem alle og det endte med selvmord!
Pramme og højthjulede vogne
Vanskelighederne ved forbindelsen med omverdenen var store omkring 1840. Al varetransport til og fra Nykøbing foregik på havet, hovedsagelig med små jagter, der var hjemmehørende enten i Nykøbing eller i Rørvig, og havnen kunne ofte være propfuld af disse fartøjer.
Før havnen blev anlagt i 1840 var det endnu mere besværlig. Ladning og losning foregik da i tre etaper. Først gik jagterne så langt ind de kunne, og ca. 400 meter fra kysten, lossede man varerne over på nogle fladbundede pramme og lige før kysten var men parat med nogle højhjulede vogne. Herefter kunne man komme op i byen og til købmandsgården. Transporten foregik da gennem Strandstræde, der var den tids største fragtåre. Remisevej er i øvrigt den gamle skibsvejs fortsættelse. Hvis man leder, finder man rester af det store gamle stengærde fra grænsen mellem land og strandkant. Da der i 1922 skulle nedgraves en stor benzintank for enden af Strandstræde, inde på jernbanens terræn, stødte man på en meget stor stensat kampestensbrønd. Stedet er der, hvor Fakta i dag er placeret. Denne langsommelige og kostbare ind- og udskibningsmåde slog Nykøbings købmænd ud i kornkonkurrencen.
Købstaden får endelig sin havn
Når det var vinter, blev arbejdsgangen forringet af vejret til stor gene for heste og mandskab.
Men i takt med, at kornhandlen tog til, kom der et behov for en egentlig havn i Nykøbing. Man kom hurtig i konkurrence med andre havne, da der begyndte at foregå en del kørsel af korn til Holbæk og endda helt til Kalundborg. I 1836 begyndte man i byen at snakke om en egentlig havn med byens førende købmænd i spidsen. På en rådstuesamling, indkaldt af byfogden kancelliråd Bang, blev det besluttet at borgerne dels skulle yde kontante bidrag, hvilket blev krævet af kongen, samtidig med at man også forpligtede sig til kørsel med jord og sten. Fra Rørvig kom der et bidrag på 300 rigsdaler, da man ønskede at bruge havnen som vinterhavn.
Godsejeren på Anneberg, Buchwald, som senere blev skibsbygger, bidrog også økonomisk. Et beløb på 6.000 rigsdaler blev bevilliget ved kongelig resolution, og man kunne herefter begynde arbejdet med at bygge havnen. Denne Buchwald og hans skibe har vi beskæftiget os med tidligere i disse spalter.
Der skulle anlægges en 350 meter lang dæmning (i dag Havnevej) fra kysten til den lille sandbanke i bugten. Man hentede fyldet i det nærliggende Grønnehave område. Herefter byggede man det egentlige kajanlæg. Efter lidt opstartsproblemer, kom borgerne i gang og havnen var en realitet.
Dæmningen, som damerne går på, er den kunstig skabte vej fra byen ud til sandbanken i fjorden idag Havnevej
