Købstadens storkøbmænd og skibsredere 4. del.

I det efterfølgende beskrives hvorledes en familie, i forbindelse med julen ankom til Algade 31.

”Når vi skulle til købstaden på juleindkøb, var imødeset med stor spænding. Hvornår vi skulle køre på juleindkøb, bestemte følgende lille kuriøse træk. Af aviser var der kun Nykøbing Avis på fire små sider, der udkom 2 gange ugentlig; af dens indhold var det meste annoncer. Dette stolte nyhedsorgan holdt gerne 4 bønder i fællesskab, og bladet afhentedes på omgang; når vi nu nåede hen ad jul, afventede vi avisen med spænding; thi købmand Peder Olsen i Nykøbing havde hvert år en bestemt og tilbagevendende juleannonce i bladet. Den bekendtgjorde, at nu var der hjemkommen friske bilbaokastanier og lakritsrod, græsk samos-vin og mørkt og lyst St. Croix sukker. Dette var den årlige, bestemte tilkendegivelse af, at nu kunne juleindkøbene begynde.

Det var vel nok en oplevelse, når vor vogn rullede ind over den lille købstads toppede brosten og drejede ind i Købmand Olsens store, gamle købmandsgård. Her vimsede gårdskarlene travlt omkring i deres nypudsede franske træsko og med hvide borklæder udenpå den blå arbejdsbluse. Så snart vort køretøj var svunget hen i rækken af de mange vogne, som var kommet til byen i samme ærinde, kom gårdskarlen med en lille blåmalet vognstige, hvorpå langs siden var malet et velkommen med røde bogstaver, og ad denne steg vor moder så højtideligt ned. Med det samme gik vi ind i butikken og afleverede ordresedlen; her blev vi også af købmanden budt hjertelig velkommen til staden. Fader fik straks en cigar, så stor som et helt kanonslag, og moder et glas mjød, og vi børn et stort stykke lakridsrod at gumle på, og så gik vi ned ad den lille bys hovedgade og så lidt på butikkerne.”

Se det var noget af en velkomst man fik. I 1873 har skibslisterne ikke ejere på, og det gør det svært at få et overblik over fordelingen mellem købmændene. Men der var registreret 7 skibe i havnen, og mon ikke en eller flere var hjemmehørende hos Ole Olsen. Det vides ikke hvornår Ole Olsen dør, men i folketællingen i 1870 optræder han sidste gang. Sønnen Peter Johan Olsen overtager herefter forretningen, og det er mens han havde forretningen, at førnævnte velkomst foregik. I 1890 overtager købmand I. H. Hansen Algade 31. Han var købmandssøn fra Veddinge, og i 1888 kom han til konsul C. Nielsens købmandsgård på Vesterbro 2. I forbindelse med Nykøbings 500 års købstadsjubilæum i 1943, skrev I. H. Hansen lidt om, hvordan hans læretid var i Nykøbing:
”Den 1. november 1886 kom jeg i lære hos købmand H. Slott i Nykøbing. Det var et godt lærested, men arbejdsdagen var lang. Vi lukkede op klokken 6 om morgenen og havde åbent lige til kl. 9 om aftenen. Om søndagen var butikken åben fra 6 til 9 om formiddagen og 4 til 8 om eftermiddagen. Omkring 1900 blev arbejdstiden dog ændret lidt, så vi lukkede klokken 8, og jeg tror heller ikke, vi længere havde åbent om søndagen

Når jeg skulle hjem at besøge mine forældre i Veddinge, måtte jeg spadsere de tre mil; men det var ikke noget at tale om dengang. Hvad nu? I 1888 blev jeg kommis hos konsul Nielsen, hvor jeg var, til jeg den 15. oktober 1897 startede min egen forretning på hjørnet af Algade og Havnegade. Her blev gårdspladsen dog snart for lille, og i 1900 flyttede jeg over i gamle P. Olsens gård overfor, hvor der var plads til, at forretningen kunne udvikle sig. Det var strenge år, Forretningen blev for stor i forhold til mine penge, men det gik, og i 1910 købte jeg min gamle Principal, Konsul C. Nielsens, store købmandsgård på Vesterbro.
Her byggedes senere flere stalde til, og forretningen udvidedes på alle måder. Det var dengang, bønderne selv afhentede deres varer, og det kneb til tider at skaffe plads til alle køretøjerne. Op til 100 vogne kom der mandag og onsdag, og da var der liv i den gamle købmandsgård. Det var gode tider, og det var en lyst at leve.”

I. H. Hansen beretning fortsætter i næste del.