Gadenavnet Lindeallé forekommer første gang i folketællingen 1916 og tidligere var Lindeallé blot Algades østligste del.
I 1907, bygger Niels Jensens den nye ejendom på hjørnet af Lindealléog Strandstræde. Til højre skimtes staldbygningen. Niels Jensen står selv forrest til højre med sønnen Sophus ”Trommeslar” (i matrostøj). Ligeledes foran Sophus’ farfar Jens Chr. Hansen, Ledstrup, og snedkermester Ch. Petersen. På stilladset fra højre arbejdsmand Peder Dyresen, Murer Svend Hansen (københavner), murer Peter Jensen og murermester Hans Vilhelm Andersen, der andetsteds i bogen fortæller om livet i NykøbingDa hjørneejendommen Lindeallé/Strandstræde blev opført i 1907, erstattede den en ældre bindingsværkslænge, der var den vestre del af det oprindelige hus, der alene vendte mod Lindeallé, og hvoraf Lindeallé 4 er den tilbageværende del. Lindeallé 4 må formodes at være opført mellem 1827 og 1858. I brandtaksationen fra 1858 nævnes smedemester Peter Bentsen som ejer, men der nævnes også, at ejendommen før var ejet af en organist Jacob Lund. Da Peter Bentsen i 1858 får takseret huset, består det af et 14 fag langt forhus af fyrrebindingsværk med muret tavl og kælder under tre halvfag. Altså under den halve af husets bredde, og i tre fags længde.
Huset var indrettet til værelser, forstue, køkken, spisekammer, lo og lade, med en skorsten og to kakkelovne.
Til ejendommen hørte en vestre længe på 7½ fag fyrrebindingsværk med klinede vægge og tegltag, indrettet til foder lo, stald, fårehus og tørvehus.
Endnu en østre længe, bare to fag, af samme byggemåde indrettet til hønsehus og lokum, og endelig en søndre længe på fire fag ligeledes af fyrrebindingsværk med klinede vægge og tegltag, indrettet med èn skorsten og brugt som smedie.
Første gang vi kan læse om aktivitet i ejendommen på hjørnet af Strandstræde og Lindeallé er i første halvdel af 1800-tallet, da stadsmusikant Jacob Lund residerer på stedet. Her havde han beværtning og dansestue, og da han og hans ”musikanter svende”, som var agtede borgere som smedemester Christen Gottschalch og hattemager Morten Wiggers, der var kendt langt uden for Odsherred på grund af deres dygtighed, var der altid trængsel, når der blev budt til dans.Men så kom den unge Niels Jensen fra Ledstrup til. Han indrettede sig med købmandsforretning, skænkestue og dansestue på stedet. I 1890’erne drev han det endda så vidt, at han kunne bygge ejendommen om til det udseende, den har i dag. Dette viser det gamle navntræk ”N. Jensen”, som er bevaret over døren om – og selve navnet Bytrommen, refererer til Niels og Sophus Jensens funktion. Nykøbings gamle bytromme med mere end 200 år bag sig.
I 1914 dør Niels Jensen, og han kone Trine overtager etablissementet i et par årtier, under navnet ”Trines Café”.
Omkring det tidspunkt får Sophus gennem nogle musikvenner fra Holbæk, tilbudt en plads i Tivolis promenadeorkestret. Han prøver at spille med, og det går godt, og Sophus var egentlig afklaret med det, og parat til at sige ja, men vælger alligevel at sige nej, da han skulle hjælpe sin mor med at passe forretningen i Nykøbing. Man kan med rette sige at Sophus fik musikken ind med modermælken, og han begynder at lære folk at spille, lige som han selv tilbyder sin musikalske kunnen til fester mv.
Den 26. september 1923 bliver Sophus gift med Anna Frederiksen, hun var husassistent i Nykøbing. Forlovere var husmand Hans Jensen, Asmindrup og parcellist Laurits Nielsen fra Keldstrup. Sophus bor stadig i Lindealle 2 sammen med sin mor og Jens Marthin Petersen, der i folketællingen står opført som slægtning. Jens var bedre kendt som ”Gamle Martin Petersen”, og den 12. marts 1924 bliver Sophus og Anna forældre, da Lilian Katrine Jensen kommer til verden.
Denne plakat blev hængt op på forskellige lygtepæle i byen.
Bybrønden, med plakater der fortæller om kommende arrangementer. På pladsen hvor tidligere automobilforhandler Henry Petersens havde sin ejendom på Algade over for Strandstræde, var der i gammel tid gennem århundreder bybrønden eller gadebrønden, som den også blev kaldt. Det var her vogterdrengene vandede kvæget, inden de skulle ud på ”de 27”, hvilket var navnet på en del jordlodder (Flyvesand) som lå ude ved Skærby. Der hørte nemlig en sådan jordlod til hver af de større ejendomme i den østlige bydel. De blev til sidst ikke regnet for noget af ejerne, og alle blev bortsolgt. En husejer i Strandstræde solgte for eksempel sin jordlod for “6 riskoste med skafter”. Men det var også her ved bybrønden, at brandvæsnet fik vand til brandsprøjterne. I 1922 blev gadeposterne fjernet. Tidligere var der på stedet en vippebrønd, og i midten af 1850´erne var stedet indhegnet med et stakit og to låger.
I byens regnskaber kan man søge brønden tilbage til 1600-tallet, og på Reesens atlas fra 1672 er den aftegnet som en firkantet brønd med vippe. Beliggenheden er den samme, idet den lå ud for datidens præstegård. Den har sikkert været vippebrønd til omkring år 1800, da der anbragtes to posttræer som vist på billedet, men lige op til 1860 var den indhegnet med et stakit og to låger. Begge pumper var i brug, til vandværket blev anlagt i 1910. Billedet er taget i 1908. I 1922 blev pumperne fjernet, og der blev lagt et svært betondæksel over brønden. Denne ligger i et kildevæld og har aldrig været til at pumpe tør. Det fortælles, at vandet var fortrinligt som drikkevand, og vejen op til Rørvigvej hedder af samme årsag Kildestræde, lige som gården foran brønden tidligere Kildegården, en navn flere af byen ældre borgere i dag stadig benytter.
Husene i den ulige side af Lindeallé fra nr. 3 til 21 og på den lige side fra nr. 8 til 14 – var omfattet at den store brand i 1837, hvor mange huse brændte. Lindeallé 14 er det ældste hus af alle husene i Lindeallé, det var i det at Nykøbings Robinson Crusoe boede. Frederik Christian Bendahls men det er mange år tidligere end den tid vi beskæftiger os med her og hele den historie skal vi ikke ind på her, her er der til en hel bog. Bogen om Nykøbings Robinson Crusoe. I 1853 blev Frederik Christian Bendahls levnedsbeskrivelse nedskrevet af Peter Christian Bentzen og det er blandt andet denne beskrivelse der ligger til grund en kommende bog, om Nykøbings første mulat.
Nævnes skal det også, at resten af husnumrene fra 16 og fremefter ikke var bygget da branden hærgede. Det har været et par hårde år for området, for i den tørre sommertid i 1835 brændte det meste af Kildestræde også. De nye huse opførtes fremover med tegltag, og i det hele taget begyndte de røde tage at dukke frem i 1830’erne. Flere af husene i Lindeallé var tidligere indrettet med to boliger og der lå i haverne bagved mange skure, hvor forskellige dyrehold blev passet. Generelt for husene har de inden branden været fag af bindingsværk og enkelte bygninger har haft status som mindre landbrug, hvilket f.eks. er gældende for husene i nr. 15 og 17.
Træerne i Lindeallé har altid været emne for diskussion. Billedet her viser, hvor store træerne var allerede omkring ved år 1900. Det er lidt usikkert, hvornår træerne er plantet, men i en artikel i Sjællands Tidende i 1967 citeres Store Peter Madsen for at have fortalt, at da han blev født, var de plantet – det vil sige at de er fra før 1850. Senere fik træerne skylden for at rødderne ødelagde kloaksystemet, men også revner i husene, ujævne gulve og døre der ikke har kunne lukkes, har være træernes skyld. Nykøbing fattighus ses til venstre i billedet og ligger som det første hus i Lindeallé. Bemærk indgangen fra Lindeallé. Da grunden til fattighuset i 1853 blev udgravet, fandtes skeletterne af fire svenske soldater, der kunne identificeres på de rustne sabler.
I fattighuset i nr. 1 boede byens personer, som på ingen måde havde til dagen og vejen. Et kig i folketællingerne fortæller, at der i 1870 boede 18 personer i fattighuset og 10 år senere er antallet nede på 16, det falder i 1890 til 11 personer og i 1900 er der registreret 13 fattiglemmer i byens fattighus. Fattighuset er langt fra altid fyldt op. Nykøbing sender ofte sine eksistensløse indbyggere til Nygaard Fattiggård i nabokommunen, Højby, eller helt til tvangsarbejdsanstalten i Holbæk.
Et udsnit af folketællingen for fattighuset i 1880. Her møder vi f.eks. Smed Lars Nielsen (1) og hans kone (2) Ane Cathrine Marie Mortensen. De er også registreret i folketællingen samme sted i 1880. Lars gik under øgenavnet ”Smede Lars”. Det fortælles, at han sammen med Peder ”Fodgarder”, var et par kæmper og når de fik for mange dramme, var de byens skræk, og byens styrelse havde mange vanskeligheder med dem. En Peder findes umiddelbart ikke i folketællingerne, men nr. 16 hedder Peter det kunne derfor være Peter Fodgarder” – Senere i Jakob Gottschalcks erindringer nævner han også en ”Peter Fodgarder”, og der må derfor være tale om en og samme person.
Kigger vi på folketællingen i 1890 kan vi se, at Ane Nielsen (5) er registreret på adressen. Anne var også kendt unde navnet ” ”Tugthus-Ane”. Læg mærke til nr. 9 – Ane Cathrine Marie Mortensen, hun står nu registreret som E – Altså er hendes mand Lars Nielsen død.
Historien om ”Tugthus-Ane” er en rigtig menneskeskæbne. Hun hed Ane Nielsdatter (Ane Nielsen) og var gift med en mand, der hed Jens Nielsen. De havde haft en gård og siddet i ret gode kår, men det gik ned ad bakke, og gården blev solgt. Så købte de i 1850 et lille sted ude på Vestre Lyng. men modgangen kunne Jens Nielsen ikke bære, og han forfaldt til flasken. Ane fik en god husven i tjenestekarlen Hans Pedersen, og Ane blev forelsket i den gæve Hans til op over begge øre, og hun fik ham overtalt til at aflive hendes mand. Men det gik ikke helt efter planen – det fik lige et tragikomisk skær over sig. Først gav de Jens Nielsen skedevandsdråber, men hans natur var så stærk, at det ikke gjorde ham noget, så forsøgte de med rottegift, men lige lidt hjalp det. Tredje gang kastede de ham ned af loftslemmen, men han slog sig kun en del. Endelig, fjerde gang fik Hans lagt et reb om halsen på Jens Nielsen, og så lykkedes det endelig at få livet af ham. Men mordet blev omgående opklaret, og ved Dragsholms Birks fik de straf den 24. september 1859 og stadfæstet ved Nykøbing Ret den 21. maj 1860. Begge blev dømt til at miste livet ved halshugning, men blev benådet den 26. september samme år, og straffen blev forandret til tugthusarbejde på livstid. På Nykøbing markeder blev der senere solgt en skillingsvise om mordet, og på visens titelblad stod der: En højst forfærdelig vise om, hvordan Ane Nielsdatter flere gange forsøgte at forgive sin ægtemand. Det lykkes omsider den 10. juli ved hjælp af sin kæreste ungkarl Hans Pedersen, for at de kunne få hinanden. Selve visen er på 24 lange vers, og det mest underlige var, at Ane selv solgte den på Nykøbing marked. Efter at have tilbragt over 20 år i tugthuset var nemlig både Ane og Hans blevet benådet, og Hans henlevede sine sidste dage på Nygård Fattiggård, Ane i Nykøbing fattighus.
I byens nordlige og østlige ende boede arbejderfamilier og håndværksfolk. Husene var små og blev ofte beboet af flere familier. Til højre i billedet lå et værtshus med dansestue, overfor til venstre lå byens fattighus fra 1853 til 1918. Hvorefter snedkermester Carl Frederik Gottschalck overtager huset.
Der er gang i Lindeallé i forbindelse med valget byrådsvalget i 1925.
Ved Lindeallé 23 lå et af byens mange gartnerier. Før den tid og frem til 1880 boede byens jordemoder i huset. Hun kunne nogle gange havde nogle lange dag, når byens nye borgere skulle hjælpes til verden, dagen blev heller ikke kortere af, at hun også efter hver fødsel lige skulle være med til at fejre det. Men omkring 1915 skete der noget på stedet, her kom der et gartneri, der blev grundlagt af handelsgartner Kristian Petersen, Lindely, i 1918. Kristian kom fra Jylland og blev i 1909 gartner på Anneberg. Efter en halv snes år i denne stilling, begyndte han for sig selv, og oprettede gartneriet, der senere fik navnet “Lindely” i Lindeallé nr. 23a (25). I 1932 købte han Restaurant Kongsørehøj, som han og hustruen drev med stor succes. Fra 1933 blev gartneriet, det omfattede ca. 1 3/4 ha., overtaget af Aksel M. Lauridsen. Han blev født 18/9 1897 i Søndre Nissum, søn af Laurids Lauridsen – og uddannet hos Brdr. Petersen, Bellinge Mark. Han drev Hyttens Gartneri i Vallekilde i perioden fra 1922-32, hvorefter han altså flyttede til Lindeallé. Gartneriet lå på det areal, hvor Lindeparken i dag ligger, lige som en del af jorden omkring Altavej og Forskodderne hørte under gartneriet.
Som tidligere omtalt har lindetræerne altid været en del af Lindealle – her er nogle nyere billeder af træerne. Nedenstående billeder er alle fra september 1977.
Her et billede fra 1978 – de nye træer er plantet.
