Tilbage til Kildestræde her boede byens politibetjent, skomager Peter Frandsen med sin berømte brogede puddelhund ”Polle”, et prægtigt dyr, men alles skræk. I Svanestræde boede på højre side barber Frederiksen, fader til sadelmagermester Frederiksen, og søstrene Holsts Konditori (hvor der stadig er bager i dag).
Samme sted boede også en tysk kasketmager Negler, som med sit gebrokne dansk anbefalede sine kasketter med ordene: ”Den gut gepasst, den 4 Mark gekostet.” På venstre side af strædet boede sadelmager Aagesen (broder til urmager Aagesen) og ved siden af blikkenslager Villumsen. Så kom skole ved ”Holtets Plads” med en buste af Frederik VII.
Skolen er kommuneskolen, der lå hvor der i nyere tid var biblioteket, i dag rummer den hvide bygning der er nabo til Tinghuset kontorlokaler.
På den modsatte side lå Amtstuen, lige over for kirken. Holtets Plads – som det korrekt hedder, for jeg hører mange sige Holts plads. Holtets plads kommer fra det tyske ord for træ. Hvor Tinghuset ligger i dag, lå tidligere en reberbane godt gemt væk i en lille skov. Det er denne lille skov der har navngivet pladsen. Mod Kirkestræde var kun en fløj af Amtstuegården, hvor senere pastor Bostrup boede, og på den anden side kommuneskolen (Sener museum og nu privatbolig) og skrædder Clausens ejendom. Men hensyn til kommuneskolen, så var det den der lagde navn til stien – Skolestien, der gik fra skolen og ned mod Lindeallé.
Til venstre ved hegnet lå ”Børnely”. Midt i billedet ses Nørrefjerdingen (Nørregade). (Foto: Odsherred Lokalarkiv)
I samme kryds som billedet før – det øverste huse i kildestræde ses i forgrunden. I baggrunden Lindeallé – eller Algade som det hed den dag.
Nørrefjerdingen – ændrede senere navn til Nørregade, var af kendte bygninger kun ”Staphaus Minde” og Borgerstiftelsen med 6 2-værelsers lejligheder. Ved Rørvigvejens start fra Nørrefjerdingen lå et asyl for små børn, kaldet ”Børnely” (tidl. Børnehave – i dag privatboliger). Vejen som fører fra Nørregade til Vestre Lyng, blev tidligere kaldt for Nordvestvej – i dag hedder den Klintevej. Forklaringen giver vel næsten sig selv.
Ud at denne vej ved den nye kirkegård, lå en mølle, som senere brændte, den hørte til dyrlæge og møller Teisens ejendom på venstre side af vejen. Gården er Nordgården som lå hvor Nordgårdshallerne nu ligger.
På den måde kom vi lidt rundt inden for bygrænsen. Byen, som så mange mente lå afsides og ikke havde berøring med omverdenen, var i virkeligheden en hel lille idyl. Før Lammefjordens inddæmning havde byen jo et mægtigt opland, og beboerne i hele Odsherred var som regel godt situeret, og dette kom landsdelens hovedstad til gode. Vi har tidligere været inde på markederne – der var ikke unormalt at tusinder af landboere fra hele Odsherred samledes i den lille by til marked på torvet. Den, som ikke har oplevet det, vil slet ikke kunne tænke sig, at det har været sådan. Hvor stort et antal af landboere, der kom til byen, kommer her et eksempel på. Tidligere omtalte
købmand E. Olsen (Algade 24 – i dag Lokalkompagniet), fortalte engang at der kom så mange bønder en dag til markedet, at alle hans stalde og tomme rum i baggården og hele området fra baggården ned til Holsts Have var fyldt med heste fra køretøjer, og så kneb det endda med plads, og det var blot en af de mange købmænd; man kan deraf se, at der kom folk til byen, og dette gav også velstand til byen. Men det var den gang!
Havnen med de mange skibe, ejet af købmændene i byen. Kirken ses i baggrunden. (Foto: Jørgen Nevermann)
Lad mig med det samme bemærke de ugentlige store dampskibsdage, også disse trak en stor mængde landboere til byen, og mange penge gik fra hånd til hånd. Ja dampskibet, da kan jeg ikke undlade at bemærke den store betydning, havnen havde for byen og dens opland. Havnen var en meget vigtig livsnerve for byen den gang – og skynd tiden har ændret sig – så havnen det også – både er erstattet af huse.
Foruden borgerskabets fornøjelser om sommeren var det ikke mindre fornøjeligt om vinteren, når sne og is indbød til adspredelse. Byens mange prægtige heste iklædt mægtigt skrud fløj gennem gaderne forspændt lige så prægtige kaner, og der var jubel og glæde lige til tranlamperne blev tændt på gaden, og særligt om søndagen var der en skøjteløben af både gamle og unge og børn, som man nu slet ikke kan tænke sig, særligt ude på det inddæmmede areal ved slusen ved vejen til havnen, eller også på et mindre farligt sted oppe på ”Mosen” eller ”Adammen” bag Jacob Bentsens Have (I dag tidligere omtalte fodboldbanen over for Plejehjemmet Præstevænget). Også det er jo for mange unge desværre en saga blot. Som vore forældre holdt fastelavn med fornøjelse, ja, da holdt vi børn os heller ikke tilbage, den dag gik vi drenge i flok fra det ene borgerhjem til det andet og slog katten af tønden, og det var en stor dag, hvor der alle steder vankede enten chokolade og boller eller vin og kage, og der var ingen forskel på drengene, enten de så gik i betalingsskole eller friskole, vi var den dag allesammen lige.
Som jeg i det foregående har skrevet, boede der i Algade to købmænd ved navn Øvre og Bojesen, som begge var ungkarle, og som det så ud til den gang ikke tænkte på den hellige ægtestand. De indgik en gang i et festligt lag, særlig Bojesen var en spasmager, den overenskomst, at den, der eventuelt svigtede ungkarlelivet og giftede sig, skulle af den anden have en ko med guldhorn (begge havde lidt landbrug). Nu ville skæbnen, at gamle købmand Pedersen døde fra sin forholdsvis unge kone, og resultatet blev senere, at fru Pedersen blev fru Øvre, og dette resulterede jo så i, at en skønne dag stod en dejlig mørkerød ko med forgyldte horn nede på Øvres lod, og så var den gæld betalt; selvfølgelig vakte det humør hos borgerne i den lille by, men tillige var det et tegn på det gode og solide borgerskab, som rådede i byen.
Med inspiration fra Carl Bønnelykke Andersen, Kurt Sørensen og Odsh Wiki.
Det var selve Nykøbing By.
Vi mangler jo at kigge på mat. nr. Grønnehave, det arbejdes der på. Men Nykøbing har jo også udvidet sig ud i vandet, så det skal vi jo også kigge nærmere på.
Claus Marcussen
