“Tag op til Vejrhøj,” foreslog Tage Christiansen, da en af hans venner spurgte ham, hvor han skulle tage hen i en af trillingevintrene.
Rødegård
“Du kan vist bo i noget, der hedder Rødgaard”. Tage havde på det tidspunkt aldrig selv haft et par ski på i Odsherred, men ved nærmere eftertanke syntes han, ideen var så god, at han ikke kunne overlade den til ham alene, og tre dage efter overraskede han ham på Rødgaard.
Selvfølgelig skal Vejrhøj ikke sammenlignes med fjerne skiparadiser, men han havde ikke herhjemme oplevet bedre ”bjerglandskab” til skisport end i Odsherred, og på Sjælland findes det i hvert fald ikke.
Det fortælles, at når man var startet ved Vejrhøjs top og efter nogle få spændende og ikke helt farefri øjeblikke befandt sig ude på Nekseløbugtens is, var det en møjsommelig tur at komme op igen.
l’hombre i toget
Mange overnattede på Rødegård ved Vejrhøj, der dengang var pensionat. Da snedyngerne lå over Odsherred gjorde skiene også praktisk gavn. Et tog sad i flere døgn fast i store driver ved Kollekolle, og til dette bragtes proviant, madvarer og cognac frem af dristige skiløbere. Blandt passagererne var daværende sognerådsformand i Rørvig, Christopher Danielsen, direktør Svend Vedde, Carl Jensen & Søn i Nykøbing, og handelsmand Chr. Espersen i Vig. De spillede l’hombre dag og nat i toget og gav udtryk for, at de egentlig ikke var særlig begejstrede, da toget kom fri. De var midt i et spil!
For øvrigt tog skisportsudøverne oftest med toget til Asnæs og rejste hjem fra Fårevejle. Også turene til og fra stationerne blev naturligvis foretaget på ski på de oftest spejlglatte veje.
Odsherreds store højderyg
Tage Christiansen kom på ski fra Hørve Station og havde bagagen i hans rygsæk. Det er ikke enhver snebyge, der giver skiføre på Odsherreds store højderyg. Dertil er blæsten for stærk og havet for nær. Men skønnere skiterræn end i den vinterferie kunne vi ikke have ønsket. Uberørt, glitrende sne med blå skygger fra bakkekammene og en fantastisk udsigt. Kulden bidrog til illusionen.
Det fortælles, at det var så koldt, at armbåndsuret om morgenen var frosset i stå, hvis det havde ligget på natbordet. Men er man ude på ski og er klædt på til det, skal man nok holde, og det var sundt at komme fra byen ud i så ren og klar frostluft.
Om at stå på ski i Odsherred, sagde Tage Christiansen: ”Man kan stå på ski for at træne til konkurrencer og rekorder, og man kan stå på ski af rent praktiske grunde, ganske simpelt for at komme frem, hvor der er meget sne. Men det egentlige i skisporten er glæden over at færdes gennem det hvide landskab, overvinde forhindringerne undervejs, nyde farten og spændingen – og måske også modet – når det går nedover. Hele tiden stilles der krav til skiløberens opmærksomhed og beslutsomhed – foruden til de fysiske kræfter. Fri som en fugl føler man sig, når man kan slippe alle banede veje og selv tegne sit dobbeltspor hen over de hvide marker. Og er skiene på vej over en højderyg som den mellem Høve og Vejrhøj, hvor hver ny erobret bakketop ikke alene betyder et spændende sus nedad, men også en ny og overraskende udsigt over land og hav, så vilde ingen skiløber bytte en sådan dag med den dejligste sommerdag. ”
Men hvorfor også spilde alle kræfter på en enkelt bakke, når der var nok af dem. Man drog af sted på stadig nye eventyr, måtte nu og da over et pigtrådshegn eller trampe forsigtigt over et stykke pløjejord, der med små lumske, sorte pletter holdt fast på skiene. Og hvis det en aften var blevet så mørkt, at man nær aldrig havde fundet Vejrhøjs top, kunne man altid kikke efter fredningsstenen den var et fortrinligt “sømærke”.
