I sidste del af Odsherred som skisportscentrum fortæller Tage Christensen videre som sin oplevelser på ski i Odsherred:
”Den samme vinter var jeg med et selskab unge københavnske skiløbere en pragtfuld tur over højderyggen med udgangspunkt i Asnæs og hjemrejse fra Fårevejle. Overraskelsen og begejstringen begyndte allerede, da vi “tog” bakkerne i Høve, og voksede stadig undervejs. Det var en helt ny måde at opleve Odsherred på. Fra Esterhøj så vi ud over det hvide land og den mørke bugt, som det næsten indesluttede, og så gik det bakke ned og bakke op. I de dejlige Veddinge Bakker fandt vi en skibegejstret ungdom. Udstyret var primitivt, men glæden var lige stor for det. Andre steder har jeg set børn på ski af tilspidsede brædder fra en sildekasse og med et stykke gammelt automobildæk slået på til at stikke fødderne ind i som stave havde de blot en kæp eller to. Det er ikke bare udstyret, der afgør, om man får glæde af sin skitur. Skisporten er ikke forbeholdt nogle få. Har man blot fundet den let foroverbøjede holdning med vægten lidt fremefter og gliddet i skiene, når man flytter benene, så kommer sikkerheden i balancen hurtigt, og er man ikke bange for at lægge vægten fremefter, når man skal nedad – kroppen skal altid være vinkelret på snefladen, modsat når man færdes til fods og læner sig ind mod bakketoppen behøver man slet ikke at sætte så mange gange, før man har dejlige glæder af et par ski. Lykkelige Veddinge-drenge, der kunde tumle sig dristigt på såkaldt fabrikerede ski og endda ikke gik af vejen for hop midt på bakken.
Det var den 1. marts, og det var lige ved tø, så hist og her var føret tungt. Vi nåede så langt, at vi kun havde nogle minutter til Vejrhøjs top; men der var ingen, der følte trang til at komme nærmere. Vi havde haft så spændende en tur, at ingen havde tænkt på træthed, før den pludselig var over os. I en sådan situation er det heldigt at befinde sig godt et hundrede meter til vejrs og se stationen ligge dybt nede. Og da vi “med frihjul” var nået ned til “Gamle Fårevejle”, var vi så særligt heldige, at der holdt en kane og ventede på os. Den fik rygsækkene, selv stillede vi os på to lange rækker bag den og holdt fast i reb, der var bundet til kanen, et reb til hver række. På den måde blev også det sidste stykke vej ad flad landevej og med trætte ben til en morsom oplevelse. Der skal ved sådan snørekøring passes på, at ikke blot et eneste par ski kommer lidt på tværs, falder den forreste, falder uvægerligt hele rækken. Men det gode humør hører nu engang naturligt med til skiløb, også når man falder, og havde vi dagen igennem aset nok så meget med at komme op ad bakkerne – ingen, der ikke selv har stået på ski, gør sig nogen anelse om, hvor genstridige sådan et par brædder kan være, blot det går en lille smule opad på glat sne! -, da vi sad i toget, var vi enige om at fastslå, at det var et pragtfuldt skiterræn, vi havde “erobret”. Siden har sneen manglet. Der skal som sagt meget sne til og helst stille snevejr, før disse bakker er helt gode.
Men den kolossale stigning i interessen for skisport har fået mange til at vurdere det danske landskab også ved sommertid ud fra en rent skimæssig betragtning.
Og uden tvivl vil Odsherreds mange bakkedrag og da navnlig “Bjergryggen” fra Vejrhøj til Høve blive søgt af mange skiløbere, når forholdene igen er til det.”
Således slutter Tage Christiansens beretning, hvor man kan konkludere at Odsherreds første hold af vintersportsgæster nok var mindst lige så begejstrede, som dem der gæster Odsherred for første gang om sommeren og ser det smukke Odsherred.
Kilder: Poul Skytte Olsen og Tage Christiansen
