På Algade 24 havde E. Olsen, i mange år til huse i ejendommen hvor senere dyrlæge Vindings boede gennem mange år. Steffen Vinding, der var født i Nykøbing i 1887 på Grønnehave Møllegård, flyttede hjem til byen i 1912 efter nogle år i København, hvor han var blev uddannet dyrlæge.
I 1918 købte Vinding ejendommen Algade 24, der i 1953 blev solgt til A/S Buurgaard-Jensen. Men Vinding forbeholdt sig ret til at bo i ejendommen, hvilket han gjorde resten af livet.
Steffen Vinding virkede som praktiserende dyrlæge indtil han i 1951 afstod sin almindelige praksis – samtidig var han fra januar 1914 blevet kontrollerende dyrlæge ved Odsherreds Andelssvineslagteri. Denne stilling blev i 1929 normeret som overdyrlæge, og han varetog den til 1955, hvor han stoppede af helbredsmæssige grunde.
I 1930 købte han sammen med direktør Boesen et område ved Nordstrand, og de lagde navn til (Vi)(bo) Plantage. Af samme årsag er der i området opkaldt en vej efter ham – Vindingsvej som løber parallelt med Rørvigvej. I 1930 købte Steffen Vinding yderligere en mark, som han tilplantede, og deraf fik området navnet: Dyrlægeskoven.
Ingeborg Buurgaard-Jensen, boede og havde strikkeri på Grundtvigsvej 8 og forretning på Algade 24. Som ganske ung blev hun gift med købmand S. Buurgaard-Jensen. Han havde som 21-årig startet en lille trikotageforretning i Algade 22 i Nykøbing Sjælland i 1909. Det blev op gennem årene en af byens største forretninger. I dag har Lokalkompagniet til huse på Algade 24
Brændergården
Så var der også konsul Nielsen i den såkaldte „Brændergård“. Siden slutningen af 1700-tallet, og frem til midten af 1800-tallet, var der i de nu nedrevne gårdlænger til Algade 7 indrettet brændevinsbrænderi under Jens Jensen, der havde gården fra 1790´erne, og frem til 1855, hvor hans familie havde den frem til 1916. Navnet “Brændergården”, er således det sidste minde i byen om den tid, korn blev brugt til andet end brød.
Cafe & Restaurant Nykøbing
Der var også enkelte specialforretninger i kolonial, vin og cigarer. Steder, hvor navnlig bybefolkningen gjorde sine indkøb. Dette skete således i Sachmanns forretning, senere R. M. Johansens forretning, hvor købmand Bruun senere havde til huse gennem mange år.
For en stor del af kornkøbmændenes vedkommende drev de samtidig et brændevinsbrænderi. Af disse fandtes ikke mindre end syv i byen omkring 1850. I 1740, ca. 100 år tidligere, havde Nykøbing 90 familier boende i 87 huse og gårde og tilsammen et indbyggerantal på kun 350 individer. Her er det interessant at læse i kirkebøgerne fra denne tid, hvorledes borgere af alle erhverv tillige drev brændevinsbrænderi. Til sidst nøjedes præsterne med at skrive f. eks.: skomager og br. I 1791 skrev byfogden: ”Af byens fire smede har de tre nu nedlagt håndværket for at drive brændevinsbrænderi. I alt er der her i denne lille købstad nu 35 brænderier, og der forbruges til produktionen mere end 6000 tdr. byg. Ikke en eneste her i byen er bleven uformuende som brændevinsbrænder, og mange har rådet mig som byfoged til at anskaffe brændevinstøj”.
Købmændene holdte også fedestalde, hvor stude stod på ”Drank” og som, når de havde opnået den tilbørlige grad af fedme, blev drevet i flokke ad landevejen til Kvægtorvet i København, en meget lang og besværlig tur for de arme dyr, der ikke var vant til at gå.
Besværlig varetransport.
Vanskelighederne ved forbindelsen med omverdenen var store. Al varetransport til og fra byen foregik via havnen, hovedsagelig med små jagter, der var hjemmehørende enten i Nykøbing eller i Rørvig, og havnen kunne ofte være propfuld af disse fartøjer, der navnlig var beskæftiget med sejladsen af korn fra byen. Ja, før havnen blev anlagt var det endnu mere besværlig. Ladning og losning foregik da i tre etaper. Først gik jagterne så langt ind, de kunne, dernæst stagede man med fladbundede pramme så langt, det lod sig gøre, og resten af vejen gennem vandet kørtes med nogle højhjulede vogne fra pram til magasin og omvendt. Transporten foregik da gennem Strandstræde, der var den tids største fragtåre. Persontrafikken foregik også til søs med fjordbådene til blandt andet Roskilde, Frederikssund og København. Men var fjorden om vinteren spærret af is, gik turen pr. diligencen til Roskilde eller med fragtvogn til hovedstaden.
