I 1844 startede F. Hansen sin første specialforretning i manufaktur, i ejendommen hvor urmager C. Andersen gennem mange år har haft forretning (i dag har Damborg til huse i bygningen). Ti år senere byggede han forretningsejendommen med de takkede gavle på hjørnet af Algade og Grønnehavestræde, den, der senere nedbrændte og genopstod som en større bygning.
I 1931 udtalte, den på det tidspunkt 84-årige, Jacob Hansen følgende om 1850´erne:
”Sammenlignet med nutidens manufakturforretninger tager min barndoms erindringer sig meget spartansk ud. Handelen i klædevarebranchen havde tidligere foregået i de blandede købmandsforretninger, hvor man havde lidt af det nødvendigste. Men også efter at specialforretninger var komne til, var omsætningen meget ringe. Bønderne dyrkede hør og drev fåreavl og lavede selv linned og klædevarer, vadmel, ja, selv tyendets (karle og piger) løn blev delvis udbetalt i hjemmelavede klædevarer. Det eneste, vi kunne sælge til mændene, var kulørte lommetørklæder, jo mere spraglede jo bedre. Kvinderne var der lidt mere handel med. De købte fine hovedtørklæder og livtørklædes silkebånd brugte de forresten mange af, bl.a. til hagebånd til deres ”hætte”.
Først i slutningen af 1890´erne, da de høje kornpriser havde forøget bøndernes velstand, blev der en livligere handel med dem. Da begyndte de at kassere det hjemmelavede tøj som stadstøj og købte det finere fabrikstøj i stedet. De købte så stoffet i alenmål og lod den hjemlige skrædder eller sypige omdanne det til klædestykker så vel for mænd som kvinder og dette gav selvsagt et mægtigt opsving for manufakturhandlen.”
Markedsliv.
Om markedsdagene sagde Jacob Hansen ”Da jeg var barn var Torvet fuldt af telte, fra hvilke der forhandledes alle mulige ting. Enkelte af byens forretningsfolk havde telt på torvet, og handelsmænd ude fra, navnlig fra Slagelse kom der mange af. Dette teltholderi siges i sin tid at være etableret for at give egnens folk adgang til at købe artikler, som ikke førtes af byens egne handlende. I den retning virkede for eksempel også buntmagerhandelen på Nykøbings markeder. Her fandtes nemlig ingen buntmager i byen, og de fremmede havde derfor på markedsdagene god afsætning på deres skindsager og pelsværk. Men for øvrigt var der en rivende afsætning på alt muligt kram. På disse dage kom der nemlig folk til byen. Det var almindeligt, at tyende på landet fæstede sig med den klausul, at de skulle have fri på Nykøbing markedsdage. Og fra den tidlige formiddag rullede derfor vogn efter vogn ind i byen og fyldte alle købmandsforretningers rummelige gårde og stalde. Og dagen igennem kunne man se de unge piger arm i arm, slentre ned langs boderne, hvor de geschæftige (travle) handelsmænd fristede dem både ved veltalenhed og den udstillede pragt. Karlene forsynede sig navnlig med hovedtøj, og ellers slog de dagen ihjel enten ved en pot kegler i byens gæstgivergårde, eller ved at byde pigerne på en tur i de snurrende karusseller.
Den første af den art, der var fremme, var et monstrum, som en af byens tømrermestre havde lavet. Den bestod af to bjælker, skåret sammen til et kors og sat op på en solid stolpe. Under bjælkerne hængte nogle stole, som de kørelystne placerede sig i. Trækkraften besørgedes af byens drenge, der for vel udført slid erhvervede sig ret til et vist antal gratis ture i stolene. Om eftermiddagen og aftenen var der stort bal i ”Fortunen”, byens eneste gæstgivergård, hvor dansen gik med liv og lyst og under voldsom trængsel.”
Gæstgivergården var beliggende på Algade 53, hvor købmand Sivertsen i 1820´erne havde en forretning, men den blev nedlagt og indgik i hotellet under navnet “Fortunen”.
Til hotellets bekvemmeligheder hørte bl.a. abonnent på en avis, og blandt borgerskabet blev det snart populært at gå ned på hotellet for at læse Berlingske Tidende. Samtidig kunne man få sig en Toddy, og en lang snak om lokale begivenheder.
På Hotel Fortunen, der senere omdøbtes til “Isefjorden”, og i en kort periode også hed “København”, fik man hurtigt en fest- og teatersal, ligesom der også blev vist film, og stedet rummede således byens første biograf.
Teatersalen der lå i hotellets nordre fløj nedbrændte dog 3. april 1883, men blev senere genopført som tilbygning. Hotellets daværende ejer, som kort forinden havde ladet sin brandforsikring forhøje overdrevent, blev mistænkt for at stå bag de omfattende skader. Rygterne gik i byen om, at han før han havde været hotelejer, havde været kriminalbetjent i København, men vist nok lidt for meget “kriminal”.
Efter hotellet var blevet opbygget på ny og moderniseret, solgtes det og fik navnet “Jernbanehotellet”. Omkring 1918 synes Jernbanehotellet at være ophørt, hvorefter bygningen tjente andre formål, som nu med lejligheder og kontorlokale.
Kilde: Jacob Hansen og Odsherred Wiki.
