Det er uden for en hver tvivl, at der er sket massive omvæltninger i postvæsenet, siden Christian den Fjerde i 1624 indførte det i Danmark. Især inden for de seneste få år er udviklingen gået stærkt, og takt med at vores kommunikation med hinanden bliver stadig mere elektronisk, bliver postvæsenets opgave i samfundet mindre. Antallet af postforsendelser toppede i Danmark i 2000 med 1,6 milliarder forsendelser.
Årlig løn 24 rigsdaler
Nykøbing Sj. er for førte gang omtalt i postvæsenets arkiver i 1720. Heraf fremgår det, at breve til forvalteren over Odsherreds Gods skulle befordres fra Holbæk til Nykøbing af egnens bønder.
Bønderne forenede sig senere om at fæste et bud, som de aflønnede med 24 rigsdaler årligt. Men dette bud besørgede altså kun post til godsforvalteren, og dermed var postruten selvsagt ikke til nytte for herredets beboere.
I 1734 klager stiftsbefalingsmanden over, at hans breve op til Nykøbing ofte lå 4 til 5 uger på Holbæk poststed. Disse klager må have båret frugt, for i 1739 oprettes en gående post fra Holbæk til Nykøbing, hvor der åbnes et bipostkontor med kongeligt udnævnt postmester, der dog ikke fik fast gage. Dette var Nykøbings første postkontor, og byens første postmester blev Hans Nielsen Holm. Senere fik den kære Holm en hest, så ture til og fra Holbæk kunne gennemføres hurtigere. Holm var tillige byens eneste prokurator (sagfører) og overtog den 31. august 1736 embedet som Nykøbings byfoged efter Morten Grundtvigs død.
Det vides ikke med sikkerhed, men der har givetvis været postkontor i en lang periode i ejendommen Algade 16 – sikkert med starten og helt frem til 1870.
Det var jo ikke fordi man som postombringer dengang blev overanstrengt, idet folk dengang skrev meget få brevet og byen havde kun 360 indbyggere.
Holm blev pålagt at sørge for ridende bud til og fra Holbæk en gang om ugen, og efter at han i tretten år ikke havde kunnet betale sine skatter, skrev han til stiftsbefalingsmanden:
– Jeg formår det sandt for den levende Gud ikke, hvad De end vil gøre ved mig fattige mand, der sidder i huset, fuldt af store og små børn og intet har at leve af eller andet end armod at opdrage dem med. Thi af min byfogedtjeneste er jeg ikke i stand til det ene år at bøde på det andet… Min postmestertjeneste fortærer alt, hvad byfogedtjenesten indbringer…!
Samme Holm måtte i 1751, helt præcist d. 12. august skrive til amtmanden om en ulykkelig hændelse der menes at være sket i farvandet mellem Kongsøre Næppe og Tuse Næs: ”I fredags er postbuddet mellem Holbæk og Nykøbing i lidet færgested, en hal fjerding vej bredt, at en stærk hvirvelstorm med færgen blevet omkastet, så han med postsæk og alt er bleven borte og druknet tillige med de på færgen værende passagerer og gods så intet blev bjerget. Selv om det jo var meget tragisk, så skal det dog nævnes at der var ingen færge der gik ned, der var kun tale om en robåd.
Det lykkedes den efterfølgende byfoged, Bertel Hansen Montrix, der i 1757 overtog postmesterembedet efter forgængerens død, at opnå kongelig tilladelse til i 1781 at afstå embedet til vicelandsdommer og justitsråd Thomas Eichel Bartolin, og i 1782 blev postbefordingen udvidet til at finde sted to gange ugentligt, dog stadig som ridende bipost.
I en rejsehåndbog fra 1824 kan følgende læses:
”Nykøbing fordum Hagekjøbing er en liden by i Sjælland ved en bugt af Isefjorden med 120 huse og 823 indvånere – Byen blev anlagt i det 13. århundrede og var i begyndelsen i temmelig velmagt”.
I et notat fra 1939, altså det år, hvor postkontoret i Nykøbing Sj. rundede 200 år, skriver assistent på Post- og Telegrafvæsenets Hovedarkiv, C. V. Christoffersen:
Grunden til, at byen – i 1824 – var så ubetydeligt skildret, hang vel sammen med, at Nykøbing to gange var blevet ramt af ulykker. Marsk Stig plyndrede og udbrændte byen fuldstændigt, og senere blev den atter afbrændt af engelske sørøvere.
I historien nævnes der ikke noget om bevæbnede postfører på ruten til Holbæk, men det har der været alligevel. Første gang man hørere om at postførere var bevæbnet med pistol er i 1777 og det var på ruterne København-Korsør, Nyborg-Assens, Årøsund-Rendsborg og Rendsborg-Altona. Dette blev i 1820 udvidet til flere ruter, hvor Nykøbing – Holbæk ikke er nævnt. Men på Post- og Telegrafmuseet har man kunnet se en såkaldt postlade med dobbelt lås og jernbeslag, og det vides, at den i 1826 tilgik postkontoret i Holbæk med følgende skrivelse fra Generalpostdirektionen:
”Som følge af den usikkerhed, som for tiden efter indtrufne omstændigheder må antages at være forbunden med landevejens befaring, har Generalpostdirektionen foranstaltet, at der er bleven medgivet den fra Nykøbing i går afgående post en bevæbnet mand til geleide (følge), på hvilken måde hr. kaptajnen (postmesteren i Holbæk) ligeledes haver at besørge posten i morgen ledsaget tilbage til Nykøbing”.
”Generalpostdirektionen har derfor pålagt det kongelige postkontor i Nykøbing for fremtiden og indtil videre at lade den om fredagen til Holbæk afgående post, befordre med vogn såvel frem som tilbage for at de med samme følgende pengebreve, møntpakker og sager af værdi kunne til den fornødne sikkerhed under befordringen vorde fremført i en låset og til vognen fastgjort postlade, som man til den ende tilligemed tilhørende nøgler med dags pakkepost har ladet hr. kaptajnen tilstille, og som af Dem vil være at sætte i brug med den til Nykøbing søndagen den 24. december førstkommende returnerede post”.
Efter at Thomas Bartolin blev meddelt afsked i 1786, blev embedet overtaget af konsumptionskontrollør, Jørgen Honum, og da denne en halv snes år senere bevilgedes afsked, tildeltes titlen Nykøbings første læge, Cornelius Lind. Han fik i 1797 titlen som postmester (og var det indtil 1812), og han havde en datter Eva Lind, bedre kendt i byen som jomfru Lind, og hun bragte posten ud i sin sypose. Brevskrivning var stadig meget minimal, og som følge deraf meget lidt for jomfru Lind af udbringe. Men når hun trippede ned over Algades toppede brosten med brevene i sin sypose, gik borgernes matroner til vinduerne for at se, hvem der fik brev i dag. Og jomfru Lind slog kniks med nakken. Jo vist så, hun var sig sit ansvar som kgl. postbærer bevidst.
Det mens i øvrigt at jomfru Lind, også bragte posten ud under den næste postmester Peder Mortensen indtil han døde i 1845
Postmester Peder Mortensen Holm har i sine ”Nykøbing Anekdoter” skrevet om jomfru Lind.
”Eva Lind – som det spøgende blev sagt – i mange år den eneste jomfru i Nykøbing og omegn; alle andre ugifte kvinder var frøkner.
Men hun hed altid jomfru Lind. Kun ved meget højtidelige anledninger – jeg husker således ved guldbrylluppet på Anneberg i 1865 – kaldtes hun frøken Lind. Det medførte imidlertid at både jeg, der havde det hverv at uddele bordkortene, og proprietær Jensen, som skulle føre hende til bords, troede at ‘frøken Lind’ var en af de mange tilrejsende fremmede, og ventede på at hans borddame skulle vise sig.
Af denne lille hændelse, som blev almindelig bekendt, tog hendes gamle ven, den joviale, gamle prokurator Bagger anledning til senere altid at omtale jomfru Lind som ’frøken Lind, født jomfru’ – en morsomhed som vist ikke blev rigtig påskønnet”.
Jomfru Lind var født i Nykøbing og levede der hele sit liv. Hun var en typisk ‘gammel jomfru’ som i mange år hørte med til byens fysiognomi.
Da konsumptionsbetjent Peder Mortensen Holm, i forbindelse med analfabetismens udryddelse, postvæsenets udbygning og spirende opgangstider for Nykøbing i 1836 omdanner biposten til hovedpost med kontor hos Holm – ske der noget på det postale område i Nykøbing.
Mens der hidtil havde kunnet være flere måneder mellem hver forsendelse, kom der nu flere hver måned (!), og antallet steg støt. I 1844 døde Holm, og hans efterfølger blev kaptajn A. F. v. Holstein, som ombygger ejendommen i Algade 16.
Men der er mange minder fra tiden som holsteinsk postkontor i ejendommen stadigvæk! Port gennemkørslen har været lukket både mod gaden og gården som ”garage” for diligencen, hvilket man tidligere kunne se rester efter – men først og fremmest er det oprindelige postmærke, de to primitive posthorn, stadig en integreret del af vinduet over porten ud mod Algade.
Ferdinand von Holstein, kom til efter Peder Mortensen Holm i 1845 og var tidligere kaptajn i kongens livjægerkorps. Det var Ferdinand von Holstein, der omkring i 1870 flyttede postkontoret op i den ejendom der forsvandt for at gøre plads til Dr. Margrethesvej.
Da han ankom til Nykøbing boede han de første dage på Hotel Phønix, men lejede sig ind hos “maler Johansens” i et par møblerede værelser, hvoraf han benyttede det ene til kontor og det andet til dagligstue. Han tingede sig samtidig i kost hos Johansens, og middagen var sikkert tarvelig, for sønnen kunne fortælle, at Johansens ikke kendte nogensomhelst andre krydderier end kommen, som de brugte i alle mulige retter.
Da Ferdinand von Holstein blev postmester i Nykøbing var forholdene sidst i 1800-tallet ret primitive. Hver onsdag og søndag formiddag kom en grønmalet vogn med to sæder denne havde byens post med fra Holbæk. Ja der kom altså post til byen to gange om ugen. Det må derfor være begrænset hvor travlt den gode Holstein har haft. Tilbage til diligencen, der var plads til 3 passagerer, og i en stor grøn kasse bagved sæderne var post- og rejsegodset. Mandag og torsdag formiddag kørte den samme vognmed passagerer og post til Holbæk – den tur tog 7 timer.
Huset der forsvandt, da Dr. Margrethesvej blev ført igennem fra jernbanepladsen til Algade.
Postmester Ferdinand von Holstein, 1845-1876. Hotel Phønix lå på byens torv, og det regnedes for byens førende hotel. Det var her at Nykøbings første postmester, Ferdinand von Holstein blev indkvarteret i gæstgiveriet da han i 1845 kom til byen.
I 1782 og frem til 1871 var postbefordringen to gange ugentligt. En egentlig pakkebesørgelse blev dog først iværksat fra juli 1845.
Diligence og dampskib
I 1875 åbnedes en ny diligencerute mellem Nykøbing og Jyderup, og herfra var der en diligencerute til Slagelse, og da en diligencerute Nykøbing til Holbæk gik over den nye dæmning ved Lammefjorden betød det stadig bedre befordring af breve og pakker. Fra Svinninge til Nykøbing blev så indsat en lukket diligence med fire sæder. Og der blev forbindelse dagligt.
Den 30. december 1874 åbnedes banestrækningen Roskilde-Kalundborg. Dette fik dog ikke straks indvirkning på postbefordringen, – idet de forenede brevpakke og personposter vedblev at køre, indtil regelmæssig drift på banestrækningen kom i gang. Den 1. maj 1875 indførtes postbesørgelse i togene på Nordvestbanen, og den af postvæsenet drevne postbefordring ophørte.
Tre måneder senere etableredes tillige brev- og pakkebefordring med dampskibsruten København-Holbæk-Nykøbing, idet der dog kun var sejlads i sommermånederne. Om vinteren blev der, foruden den bestående diligenceforbindelse fra Jyderup, oprettet en daglig forbindelse fra Holbæk.
Fra 1876 overtog grev Georg Leopold Sponneck embedet og under ham sket der flere ændringer på det postale område. På dette tidspunkt ankom der 85.779 breve og 7.963 pakker om året, fordelt på ca. 1600 indbyggere i byen.
Den 1. marts 1883 etablerede en fast daglig diligenceforbindelse mellem Holbæk og Nykøbing. Den gik over Audebo og Gundestrup, men ruten bortfaldt fra maj 1899, hvor Odsherredsbanen blev åbnet for trafik. Diligenceruten fra Jyderup fortsatte imidlertid til marts 1909.
I forbindelse med at Georg Leopold Sponneck kom til blev postkontoret placeret i Amtsstuegården, med indgang for enden af bygningen og samtidig blev stedet endestation for diligencen, der bragte post og passagerer til byen.
Pr. 1. februar 1869 var, i forbindelse med postkontoret, blevet åbnet en telegrafstation i Nykøbing. Ved Odsherredsbanens åbning i 1899 flyttede man kontoret til stationsbygningen.
De to ovale postskilte skimtes på hjørnet af bygningen, indgangen var i gavlen over mod kirkegården og den gamle skole, senere museum.
Og det var netop på postkontoret i Amtsstuegården, at efterfølgende episode udspilledes der sig i 1885.
Vi ved, at Holger Drachmann og fru Emmy boede i Rørvig i årene 1885 og 1886 i en lejet stue i tolder Olsens hus ved fjorden. Det lidt specielle er, at Holger Drachmann, netop i 1885 skrev Midsommervisen – ”Vi elsker vort land”, så sandsynligheden for at den kendte sang er skrevet i Rørvig er ret stor.
Men det er sommer i Odsherred, og Holger Drachmann skal have sendt nogle breve og er derfor ankommet til Amtsstuegården.
Postassistenten, der sad ved pulten kendte ham ikke. Pludselig gik døren op og ind trådte en gammel krumbøjet morlille ude fra Lyngen (det blev arealet efter Lindeallé kaldt). Med sin kurv på armen gik hun hen til assistenten, tog fra kurven en konvolut og en seddel med en adresse på og rakte dette til assistenten. Men næppe havde hun åbnet munden, før hun blev skarpt afbrudt af følgende salut fra postassistenten:
– Kan hun se at få lukket døren ordentligt. Hvad er det for en måde, hun kommer ind på et Kgl. Kontor på?
Men inden hun havde besindet sig, havde Drachmann været henne og lukke døren for hende, hvilket ikke gjorde assistenten blidere stemt, og fortsatte i samme brøsige tone:
– Hvad hun så ville?
– Ja, hun ville da så gerne have assistenten til at skrive hendes søns adresse på brevet, da hun ikke var særlig stiv i skrivekunsten. Sønnen lå ved dragonerne i Næstved, og denne adresse var særlig vanskelig at skrive, syntes hun.
Assistenten svarede i en meget overlegen tone,
– Om hun troede, han ikke havde andet at bestille end at skrive adresser for byens madammer?
Med en rask bevægelse havde Drachmann snuppet brevet og papiret med adressen og hurtigt skrevet adressen på kuverten. Herefter satte han et af sine egne frimærker på og smed det hen på skranken til den forbløffede assistent, idet han sagde:
– Lad mig få en telegramblanket
Drachmann skrev nogle få ord og rakte blanketten tilbage med en bemærkning om at afsende den med det samme. Da assistenten havde læst indholdet, kan det nok være, han blev bleg om næbbet. Blanketten var nemlig adresseret til Postdirektoratet og var en klage over assistentens opførsel og forlangte ham afskediget og bar tilmed underskriften Holger Drachmann. Det var et navn, der havde sin betydning.
Assistenten bad nu for sig, om Drachmann ikke nok vilde tage den tilbage, da det for ham var frygteligt at miste sin stilling.
– Jo, på den betingelse, unge mand, at De giver den gamle kone en undskyldning for Deres næsvise optræden og følger hende pænt ud og ned på trappen.
Dette skete prompte, og siden den tid var assistenten flink og høflig overfor alle.
I 1891 afstod grev Georg Leopold Sponneck embedet hvorefter Stephan Hartvig Schrader overtog og han havde stolen som postmester indtil 1919.
Den sidste Diligence mellem Holbæk og Nykøbing Sjælland ophørte i 1898 da Odsherredsbanen åbnede, og skulle være det år billedet her er fra. Man skiftede heste ved Gundestrup Færgekro, hvor der var Rejsestald. Manden ved siden af den hvide hest er: Kommissionær Kristian Pedersen fra Vig., den unge pige er Helga Jensen, og ved siden af med pibe i hånden er det Niels Jensen.
Det er næsten 110 år siden at, der kørte diligence mellem Nykøbing Sj. og Jyderup. Her holder man klar til den absolut sidste tur — den 31. marts 1909.
Lad os lige dvæle lidt med denne postdiligence, der da den lukkede var den sidste af sin slags på Sjælland.
I “Fra Holbæk Amt”, historisk årbog fra 1934 fortælles om Sjællands sidste diligencerute, som gik mellem Jyderup (udenherreds) og Nykøbing Sjælland. Fortælleren var diligencekusk fra 1900 til 1906, hvorefter han blev postbud.
Diligencen medbragte både post og passagerer. Til besørgelse af kørslen brugtes 4 par heste, 4 kuske samt 3 postkonduktører (ansat af staten).
Diligencen afgik fra Jyderup kl. 23.30, når det sidste tog på Nordvestbanen, som strækningen mellem Holbæk og Kalundborg betegnedes, var ankommet og var så i Fårevejle kl. 2.30 om natten. Der skiftedes heste og en ny kusk kørte vognen til Nykøbing, hvor den skulle være kl. 5.30 om morgenen.
Fra Nykøbing Sjælland afgik diligencen på samme tid som fra Jyderup og der skiftedes ligeledes kusk og heste i Fårevejle, hvorefter den fortsatte til Jyderup, hvor den ankom til første tog om morgenen.
Hvis der var flere rejsende, der havde løst billet til diligencen, end denne havde plads til, måtte der rekvireres en bivogn. Før Odsherreds Jernbane blev åbnet, var det ret jævnligt, at en sådan bivogn måtte i brug. Ved helt særlige lejligheder kunne det ske, at både 2 og 3 bivogne måtte sendes af sted med rejsende til Nykøbing. Disse bivogne skulle egentlig følge bagefter hovedvognen, men de fik dog gerne lov til at køre, så snart de havde fået deres passagerer anbragt i vognen, uden at vente på hovedvognen. De rejsende ville selvfølgelig helst med bivognen, da de så ankom hurtigere til bestemmelsesstedet.
Det kunne også ske, at hvis der var en femte person så blev denne placeret på bukken, var der flere så måtte de tage til takke med pladsen i en åben ”Bivogn”, dem drev vinterkulden sit dystre spil med og prægede dem både med hensyn til kulør og humør. Det sidste kunde jo nok blive så knurrevornt, at der faldt knubbede ord af til postbuddet, navnlig når forsinkelserne blev vel store, men noget dybere indtryk på de rødkappede kuske gjorde gnaveriet ikke. Dertil var de hærdet for godt.
For Nykøbings borgerskab var det dagens eller aftenens begivenhed, når postbuddet gennem sit horn lod sine musikalske triller rulle ud over byen til forkyndelse af, at nu kom der bud fra den store verden. Og på posthuset, blev der nu et livligt rykind. En del mødte op for at se, hvilke passagerer postvognen havde med eller for at spørge nyt enten hos de rejsende eller postbuddet. Fra byens købmandsgårde og embedshjem kom bydrengene for at hente breve samt „Den til Forsendelse med den kgl. post privilegerede Berlingske Tidende”, organet, som ingen bymatador med respekt for sig selv kunne undlade at abonnere på.
Efter Odsherreds Jernbanes åbning i 1899 behøvede de rejsende ikke at tage med toget helt til Jyderup for at komme til Nykøbing, og den øvrige del af Odsherred. Nu kunne turen fra Holbæk til Nykøbing klares på ca. 2 timer. Før Odsherreds Jernbanen anlagdes havde Nykøbing sin hovedforbindelse med omverdenen igennem diligencen.
En statistik fra 1897-98 viser, at på byens postkontor havde 2663 personer løst billet til befordring med diligencen. Det var ikke med iltogsfart, diligencen bevægede sig ud ad landevejen. Vognene var tunge og svære, og vejene var heller ikke altid lige gode. Når der om efteråret lå skærver på lange strækninger, kunne det være en slem tur for hestene og når så et sådant vejstykke blev belagt med grus, så kom de såkaldte vejbukke. Det var de tykke grene, som vejmændene savede af vejtræerne, der blev lagt et stykke ud på begge sider af vejbanen med nogle favnes mellemrum; dette tvang vognen til at køre i zig-zag og således bevirkede, at vognen ikke hele tiden kunne køre midt på vejbanen.
Den tidligere diligencekusk blev som før nævnt senere postbud, og han skriver, at menigmand i diligencens dage var så lykkelige ikke at kende til checks, veksler, indbetalingskort, opkrævninger, bankbreve eller de mange aviser og ugeskrifter samt de dynger af reklamer, som landposten nu om dage kan vælte af sig ved sit besøg omkring i hjemmene. Det var i 1934. Med diligencens ophør fandt et afsnit af post-og befordringstransporterne sin afslutning. Det eneste tegn, postvæsenet har tilbage fra de tidligere tider, er posthornet, der stadig er postvæsenets mærke. Artiklen fra 1934 slutter således: Men selvom ingen ønsker de gamle dages befordringsmidler tilbage, kan man dog nok under den forcerede og halsbrækkende fart, hvori alting nu skal gå, i stille stunder sende en vemodig tanke tilbage til “De gode, gamle dage”.
Her en kombineret post- og rutebil, der, som det fremgår, blev anvendt på strækningen Nykøbing-Odden. Det hidtidige hestretrukne køretøj blev afløst af en automobilforbindelse i 1917. Billedet menes at stamme fra 1918.
Siden 1907 har der været direkte postomdeling til alle husstande i Danmark. I København har der været op til 7 omdelinger pr. dag, mens der i resten af landet var op til tre omdelinger pr. dag indtil 1968 og 2 omdelinger pr. dag indtil 1979.
Som postkort samler kan man, hvis man er heldig, få et meget synligt bevis på dette. Ofte sker det at der komme en bunke postkort til salg hvor ejerne har været den samme familie. Før i tiden gemte man postkortene og satte dem i mapper, ikke mindst på grund af de flotte billeder og motiver. Her kan man så opleve at der er skrevet til hinanden flere gange på samme dag. Det har jeg selv beviser på fra Nykøbing.
I 1919 overtager Christian Emilius Hørup postmesterkasketten, og i 1920 foreligger den første optælling, hvor både breve og pakker, ankommende og afgående, figurerer i statistikken, nemlig henholdsvis 363.376 og 19.088 afgående breve og pakker. De ankommende forsendelser har udgjort 440.531 breve og 38.757 pakker. Nævnes skal det da, at der på dette tidspunkt boede ca. 3600 indbyggere i købstaden.
Postbud Abrahamsen
Det er svært ikke at nævne nogle postbude i sådan en artikel, men en af byens mest kendte postbude, skal dog have plads i disse spalter, nemlig postbud Abrahamsen, som travede op og ned af byens gader i starten af 1900´tallet og kendte alle byens borgere, da han ofte kiggede ind til en lille passiar samtidig med at dagens post blev afleveret.
Men postbud Abrahamsen var også en trofast gæst hos apotekeren, og det var på den tid hvor apoteket også var en beværtning. På sin rute med morgenposten sagde han aldrig nej til en morgenbitter. Han var jo en mand af fast karakter. En dag efter indtagelsen af en ny bitter, jamrede han sig noget så frygteligt, så apotekeren blev helt forskrækket. Han beroligedes dog, da han hørte, at årsagen til postbuddets jamren, var at denne hævdede, at hans nr. 2 bitter var løbet ned i samme ben som den første, hvorfor Abrahamsen nødvendigvis at måtte have to mere — under løfte om, at de ville gå i det andet ben.
Som det vides kan den slags »uheld« gentages, og det skete temmelig tit, så apotekeren fandt, at Abrahamsen burde have en lærestreg og bryggede en ny bitter, som han opfordrede Abrahamsen til at prøve. Den faldt i dennes smag.
Da Abrahamsen fortsatte sin rute, måtte han imidlertid have ekstra fart på. Efter sigende efterlod han et brunt spor til sin bolig i Lindeallé. Fra den dag tabte han totalt lysten til apotekerens morgenbittere.
Christian Emilius Hørup har kun titlen som postmester i to år hvorefter Jens Rasmus Jensen kunne kalde sig postmester til få måneder efter 200 års jubilæet i 1939.
I 1938, hvor indbyggertallet var ca. 4000 blev der afsendt 425.000 breve og 14.000 pakker, mens der ankom 579.000 breve og 36.000 pakker.
Som det fremgår, har husstandene under Nykøbing Postkontor altid modtaget langt flere breve og pakker end de har afsendt. Og sådan har det altså været gennem alle årene. I 1988 ankom der således mere en dobbelt så mange forsendelser, som der blev afsendt.
Når men tilbage til 1920 hvor der var ansat fire bypostbude og syv kørende og gående landpostbude, samt fire postekspedienter og en postmester på kontoret i Nykøbing. Postintraderne udgjorde i en sensommermåned ca. 414.500 kr., og der solgtes bl.a. frimærker for 7.444,00 kr.
Nykøbing Posthus. Her ses bl.a. postmester Jens Rasmus Jensen helt til venstre – yderligere ses Højgård, Hostrup, Poulsen og flere fra postekspeditionen.
Postkontoret som flere stadig husker. Indgangen var ved det røde postskilt, og i vinduerne i stueetagen foregik ekspeditionen. Til sidst var det trange kår måde for personalet men ikke mindst for kunderne.
Så kom der en lang periode, faktisk helt til 1952 hvor det var Holger Kongslev Paludun-Müller der kunne kalde sig postmester, og pr. 1. februar 1952 tiltrådte Valdemar Hansen. Han virkede i embedet indtil den 1. juni 1962, hvor Evald Hansen kom til byen, og som var postmester i næsten 22 år.
Men postkontoret krævede udvidelse, Indbyggerantallet steg i byen og sommerhusbyggeriet gjorder at der var flere som skulle ordne sine postsager. Folk stod som sild i en tønde og hver kvadratmeter var i brug. En udvidelse eller et helt nyt posthus var en nødvendighed. På det tidspunkt lå Carlsberg depotet ved stationen omkring der, hvor busserne har holde plads. Der var derfor overvejelser om at postkontoret skulle ligge her og man kunne oprette bibliotek og kontor udlejning. Jo planerne var lang fremme, men de implicerede parter var i princippet enige men projektet blev af mange grunde ikke gennemført. Siden blev der arbejdet med andre planer. Men endelig i marts 1981 kunne man indvie det nye postkontor. I den forbindelse udtalte postmester Evald Hansen ”- åh, hvor er jeg glad i dag” og det havde han grund til. Han have kæmpet bravt og der havde mange genvordigheder, inden man nåede frem til den store dag. Blandt andet byggede man jo på den gamle strandbred og det kneb gevaldig med at holde grundvandet i arve, men det lykkes jo som bekendt.
Det nye posthus var længe ventet.
Herefter tog postmesteren Verner G. Jensen over og han sad i stillingen ind til 1992 – helt præcist til den 1. januar hvor Arne Madsen blev ny postmester.
Postvæsenet har siden Odsherreds Jernbanes åbning i 1899 haft til huse i stationsbygningen, men for en del år siden blev postkontoret lukket i stationsbygningen, og postekspeditionen blev herefter varetaget fra en af byens supermarkeder og siden hen fik man også muligheden fra en af byen tankstationer.
Og hvad nu ?? – ja nu ender det med at posten kun bringes ud en dag om uge, præcis som den gjorde i 1739, og så koster det snart 50 kr. for at sende et almindeligt brev. Hvis dem der sidder omkring rundbordet i PostNord, som det nu hedder, og ikke kan gennemskue, at det er en ond spiral, så kan de ikke en gange blive 2. revisorsuppleant i den lokal frimærkeklub.
Kilder: Kristelig dagblad, Post og telegrafvæsnet, Nykøbing Sj. postkontor 250 års jubilæum, Odsh. Wiki samt eget materiale.
