Det lå på hjørnet – sadelmagerdynastiet på Algade nummer 3 – som vi idag skal høre om og vi tager også lige historien om naboen. Algade 3 er faktisk en lang bygning, der består af adresserne 3a, 3b. Den østre gadelænge er opført omkring 1840, sandsynligvis i 1844, hvor huset første gang takseres i brandtaxationerne. Det beskrives at være indrettet med to beboelser, hvilket må være én på hver side af porten, der fører ind til Brændergården. Algade 3 er således forpartiet til købmandsgården, der var ejet af købmand Brønnickes. Købmandsgården fik navnet Brændergården. Købmanden var meget ivrig og sammen med bogbinder Carl G. F. Petersen, havnefoged Christiansen og lodsoldermand Jensen i Rørvig byggede de saltværket på havnen i Nykøbing. Driften af dette måtte dog indstilles i 1895, da den ikke kunne konkurrere med nyere og bedre indrettede værker.
På den højre side af porten ind til Brændergården, lå der en sadelmagerforretning med tilhørende værksted, men for at få lidt historie om Algade 3 skal vi, for en kort tid, tilbage til 1780, her havde Nykøbing ca. 500 indbyggere. Til gengæld var der 35 brændevinsbrænderier, hver med sin udskænkningsstue og der var et kaffebrænderi for hver af byens fem-seks købmandsgårde. Eneste levn i dag af denne virksomhed er navnet Brændergården.
At det var en velfungerende produktionsmetode, man havde fundet frem til i Nykøbing, fremgår af en skrivelse fra byfogden i 1791, hvori han, tydeligvis imod sine borgeres indstilling, klager over, at egnens bønder bruger adskilligt af den pengehjælp, de har fået til udflytninger, til brændevin.
-Jeg møder ikkun faa ædru Bønder, naar de køre hjem fra Kjøbstaden, skrev byfogden blandt andet.
På den anden side beskriver samme byfoged, at brændevinsbrænderiets omfang gjorde, at en af byens toldbetjente med gloende jern fik indebrændt toldmærket i højre horn eller klov. Først da fik dyrene lov at passere ind i byen gennem Vesterport, som lå ca. 30 skridt derfra, fastgjort på det smalleste sted på gaden fra Algade 5 til Algade 10. Det fortælles, at det var en gedigen port, kun åben om sommeren fra 6 morgen til 10 aften og om vinteren fra 7 morgen til en halv time efter solnedgang. På søn- og helligdage var der åbent kl. 9 morgen til 4 eftermiddag af hensyn til gudstjenesten.
Der betaltes afgift (told) af alt i byen indført (slagtekreaturer, korn o.lign.) og alt udført (brændevinen til eksempel — den havde købstaden jo eneret på at fremstille).
Dette sidste havde hverken oplandet eller byens borgere dog noget at udsætte på: Nykøbing-brændevinen overgik alt. Af byens fire smede, som alle drev brændevinsbrænderi, havde de tre således helt nedlagt håndværket for at drive brænderiet. I alt var der i byen 35 brænderier, og her bruges årligt til produktionen mere end 6.000 tønder byg:
Byfogden slutter en beretning med følgende bemærkning.
-Mange har også rådet mig til at anskaffe mig brændevinstøj!
Som nævnt var byportene, der var i øvrigt seks i alt særdeles solide, og Vesterport, den mest benyttede, truede efterhånden med helt at sønderslide de to ejendomme, den var fæstnet til, hvilket parret med byens udvikling, bl.a. grundet brændevinen gjorde, at man i stedet i 1799 opsatte en bom tættere mod det, vi nu kender som Vesterbro Torv.
Til venstre i billedet ses Brændergården – dette billede er fra sidst i 1920´erne.
Mange af byens borgere beklagede, at man nu ikke længere om natten kunne skutte sig bag den lukkede byport, men på den måde kom Algade 3 altså ”ind i varmen”. Det var et hop tilbage i tiden. I Brændergården 12, hvor der er frisør forretning og 14, hvor BGA Garn ligger blev der tidligere opdrættet fede kvier, de gik på ”drank”, hvilket vil sige, at de blev fodret op med den masse, der blev til overs ved brændevinsproduktionen i nabobygningen hos brændevinsbrænder og landbruger Laurits Jensen. Han boede i Algade 7 og inde i gården, Brændergården, lå hans produktionsbygninger, altså selve brænderiet, der gav navn til pladsen.
Billede af sadelmagerforretningen
I bygningen, hvor forretningen Madamej idag ligger, var der gennem mange år saddelmagervirksomhed, på skiltet står der M. Frederiksen, og mon ikke det er sadelmageren der ses bag døren. Bemærk det smukke gamle laugskilt udenfor forretningen – sadlen med stigbøjlerne. Dette er lige som meget andet pakket ned og tilhører Museum Vestsjælland. Det gamle erhverv sadelmager og tapetserer kan man måske ikke se en sammenhængen i, men oprindeligt var der tale om lædertapeter, først i sidste halvdel af 1800´tallet kom papirtapeter og så giver det hele jo mening.
Smedeværksted ved sadelmager Frederiksen, Algade 3. Vi er i slutningen af 1910 og billedet er taget i Brændergården. De to børn til venstre er ukendte, herefter med hovedet drejet smedemester Kjeldsen, herefter Knud Christoffersen og Kay Olesen samt rebslager Charles Andersen. Manden, der holder hesten, er også ukendt. (Dorthe Hansen)
Sadelmagermester Sigurd Frederiksen var født den 20. juni 1895 i Nykøbing som søn af sadelmager og tapetserer Michal Frederiksen og hustru Manna Frederiksen, født Wohlert. Ja hun var datter af restauratør Wohlert, og bortset fra 3-4 år, hvor hun som ung opholdt sig i København, havde hun levet i byen hele sit liv. Michal Frederiksen, der kom rejsende fra Norge startede den 5. juni 1884 sadelmagerværksted i Nykøbing. Værkstedet drev han frem til sin død i 1926 – de sidste, mange år dog sammen med sin søn Sigurd Frederiksen, som efterfølgende drev virksomheden videre fra 1. oktober 1925.
Hvor gammel sadelmagervirksomheden præcis er vides ikke helt, men regnskabsbøger som Sigurd Frederiksen har efterladt viser, at der før var en sadelmager Schøtt på nævnte adresse. Sigurd blev i øvrigt svend i 1914, og var efterfølgende medlem af Nykøbing Sj. Håndværkerforening.
Til venstre for porten ind til Brændergården boede Alfred Bendtsen, som stammede fra Holbæk, men kom til Nykøbing som ung, og i 1913 nedsatte han sig som mester i byen. Fra drengeårene har han været meget interesseret i sport, og han var aktiv inden for mange grene. En overgang var han formand for Nykøbing Badmintonklub.
Men byen havde to blikkenslagermestre, som bravt bekæmpede hinanden. Alfred Bendtsen øverst i Algade og Hansen nede i Algades brede del. Hansen havde udstyrs- og isenkramhandel (Senere Damborg, ved siden af Super Brugsen), som konen passede og havde personlig gravet en vældig kælder ud under huset og hele gårdspladsen.
Han lignede sit erhverv og var ofte temmelig snavset, hvorfor han lød tilnavnet ”Den hvide Neger” eller for øvrigt mere almindeligt ”Ding-Ding”. Hans stolthed og glæde var sønnen Kaj, som blev indprentet at huske beliggenheden af hver en ledning, som Hansen lagde i eller over jorden.
Store Bendtsen havde en ældre bror, ”Den Lille Bendtsen”, eller kortere ”Lille Bendtsen”. Han havde også selv haft virksomhed, men var ophørt med dette og blevet kommunal måleraflæser af gas, og han kom alle steder og var navnlig kendt for sit lidt saftige frisprog. Hans yndlingsudtalelse var, at hvis en mand skulle komme galt af sted, kunne han lige så godt brække en tommelfinger i … (ja, altså bagi), som i en skruestik.
Blikkenslager Alfred Bendtsen foran sin forretning i starten af Algade. (Odsherred Lokalarkiv)
Alfred Bendtsens datter Ketti Sørensen, beretter her: ”Jeg er født i Nykøbing i lejligheden over herrekonfektionsforretningen over for Grønnehavestræde. Dengang hed indehaveren af forretningen Rodian. Min far var blikkenslagermester Alfred Bendtsen, senere Algade 3. Hans bror var Henrik Bendtsen, af flere kaldet ”Den lille Bendtsen” eller ”Gas-Bendtsen”. De to var altså den store og den lille Bendtsen — min far var et hoved højere end onkel, skønt han var tolv år yngre, så det morede min onkel Henrik meget, når han kunne sige ”min lillebror” om min far. Min far kom fra Holbæk i 1911 og blev svend hos sin bror, som dengang var blikkenslager i byen, men da gasværket søgte en mand til at gå rundt hos forbrugerne og aflæse gasmålerne, søgte min onkel denne stilling og blev aflæser. Derefter overtog far blikkenslagervirksomheden i 1913 og købte ejendommen Algade 3, hvor jeg er vokset op. En af fars første større arbejder var arbejdet på sindssygehospitalet i 1915.
Da jeg som barn var mere dreng end pige, opholdt jeg mig meget på værkstedet hos far, og var, indtil skolen meldte sig, med far, når han var på landet og lave småreparationer.
Her traf jeg mange interessante mennesker, og en mand, jeg særlig husker, fordi han altid lavede skæg med mig, var Det nye Teaters direktør Ivar Smidt. Jeg husker en gang, jeg sad i hans have ved sommerhuset (det store hus ved Skærby, som senere direktør Sundø købte) og ventede på far. Så kom han ud til mig med en kasse cigarer og bød mig, idet han sagde:
-Mon frøkenen ryger?
At han så samtidig havde et marcipanbrød i lommen til mig, var typisk for ham. Hans sommerhus var meget flot, og der var udkigstårn på grunden. Her var hele vor familie en gang inviteret ud for at drikke kaffe og nyde udsigten.”
