Den 15. november 1915 blev den første patient, indlagt på Sindssygehospitalet. Hvad denne store arbejdsplads gennem de efterfølgende 100 år har betydet for byen, er mildest talt ubeskriveligt. Et kik på befolkningstallet fortæller en stor del. I 1911 var der 2100 indbyggere, i 1930, 15 år efter indvielsen af SNS var indbygningstallet næsten fordoblet til 4000 indbyggere. I dag er Sindssygehospitalet lukket ned og nye aktiviteter ser dagens lys. Det nyest navn er Anneberg Kulturpark, som rummer alle bygningerne omkring Grønnegårdsområdet. Der kommer rigtig mange aktiviteter – det bliver en kulturpark, der lige som for 100 år siden vil have en enorm betydning for ikke kun Nykøbing, men for hele Odsherred. Det traditionsrige sankthans bål bliver også noget helt ekstraordinært i år.
Det er en glæde at nogle har set de store muligheder, der er i det tidligere Sindssygehospital – men hvordan startede det hele for over 100 år siden ? Det kigger vi på her.
Byggeriet af Sindssygehospitalet betød også at Nykøbing fik endnu et vartegn – nemlig vandtårnet. Grønnehave Mølle havde tidligere har æren af at være det eneste vartegn for byen.
For over 100 år siden stod det meste af SNS færdigbygget, og i 1916 skrev arkitekten på byggeriet K. Varming i bladet ”ARCHITEKTEN” om, hvordan byggeriet var gået. Det er absolut spændende læsning, så i det efterfølgende, i en forkortet udgave, lader vi hr. Varming fortælle om projektet:
I efteråret 1910 påbegyndtes arbejdet ved udarbejdelsen af et forslag til et nyt sindssygehospital, og formanden for medicinalkommissionen, professor Knud Faber, anmodede Ingeniør Jacob O. Pedersen og mig om at være behjælpelige hermed.
Dette var til at begynde med en ret vanskelig opgave, idet det nye hospital skulle formes efter helt andre principper end dem, der var rådende ved de tidligere her i landet byggede sindssygehospitaler. Disse er opført som store samlede kompleks, med uendelige korridorer ved hvilke sygestuerne ligger i række uden indre forbindelse, kort sagt en kaserneagtig bebyggelse, som virker uhyggeligt og trist på patienterne. Ved nyere anlæg forlanges derfor en betydelig spredning af bygningerne og disse sondrede ud i mange mindre afdelinger, hver efter arten af de forskellige sygdomsformer. Endelig fordres der ved den moderne sindssygebehandling visse indretninger, bestemte anordninger af rummene o.l., som ikke findes ved de gamle hospitaler.
Til at begynde med måtte man derfor gennemgå disse for at se, hvorledes det ikke skulle være og derefter søge til udlandet for at lære af de nye anlæg der. Sammen med lægerne, dels Prof. Faber dels professor Viggo Christiansen, den daværende formand for sundhedsstyrelsen, Dr. med. Niels Muus og dr. med. Th. Holm (nu overlæge ved Middelfart Sindssygehospital) og med kontorchef Lundbye i Justitsministeriet gjorde vi rejser til Sverige, Tyskland og Skotland og så på en del sindssygehospitaler. Endvidere rejste vi rundt i Sjælland for at finde en passende grund til hospitalet, hvilket viste sig at være meget vanskeligt. Der blev udarbejdet 23 forskellige beliggenhedsplaner, så man forstår, at alene dette var et betydeligt arbejde. Alt i alt vil det af disse antydninger fremgå, hvorfor det ville have været umuligt at udskrive en konkurrence om dette arbejde, hvilket man fra forskellig side ytrede ønsker om.
I foråret 1912 fremsattes lovforslag om en bevilling til et hospital beliggende ved Hillerød; men nu viste der sig en uanet vanskelighed, idet man i Rigsdagen ikke kunne blive enige om, hvor hospitalet skulle ligge; en række rigsdagsmænd kæmpede for at få det, hver i sin valgkreds, men til sidst stod kampen alene imellem Nykøbing Sj. og Hillerød; på Rigsdagssamlingens sidste dag strandede sagen ved, at Folketinget vedtog at lægge det det førstnævnte, Landstinget på det sidste Sted. Også Fællesudvalgsbehandling forblev resultatløs.
Næste år optoges sagen på ny, og i april 1913 lykkedes det den daværende justitsminister Bylow at få forslaget vedtaget på den måde, at ministeren skulle træffe afgørelsen af, hvilket af de to steder, der skulle foretrækkes. Således endte hospitalet ved Nykøbing Sj., hvilket mærkeligt nok var det sted, der under de sagkyndiges overvejelse havde den dårligste chance.
Den oprindelige plan var, at man skulle have tre år til opførelsen, men da sagen altså var sinket et år, fik vi ordre til at bygge hospitalet i løbet af to år samt til at begynde hurtigst muligt. Heldigvis havde vi kunnet arbejde et år på tegningerne, men da man jo ikke kendte beliggenheden, og da indretningen af en del af bygningerne var afhængig af forskellige forhold hvert enkelt sted, måtte man samtidig arbejde med disse forskellige muligheder, hvad der ikke gjorde tingene lettere. Adskillige planer, der var fuldt gennemtegnede, måtte således fuldstændigt omarbejdes.
Først i midten af juni måned blev beliggenheden endelig bestemt, den 19. juli afholdtes den første licitation, og i begyndelsen af august gjordes det første spadestik. Den 1. november 1915 flyttede de første patienter ind, medens overlægen var flyttet ind i maj og de vigtigste funktionærer i løbet af sommeren. Så den lovbefalede tid nåedes dog så nogenlunde.
Da arbejdet på de ca. 40 bygninger således skulle forceres meget betydeligt, måtte man benytte alle midler til fremme heraf, bl.a. af den grund blev der lige ud for byggepladsen anlagt en bro med et havnehoved til anlæg for mindre fartøjer (vanddybde 2—2,5 m). Herfra førtes et tipvognsspor op til byggepladsen. Over denne bro og ad nævnte spor er alle mursten (8 millioner) og tagsten samt store mængder grus, singels, cement, tømmer m.m. befordret op til de pågældende bygninger, og det kan siges med sikkerhed, at uden disse foranstaltninger ville hospitalet ikke have kunnet gøres færdigt på den bestemte tid, og transporten af de her nævnte materialer pr. vogn de to Kilometer fra Nykøbing ville have kostet langt mere, end hvad bro, spor, tipvogne og trækkraft har kostet staten.
Arbejdet er, siden det påbegyndtes i efteråret 1913, gået godt og jævnt; fraregnet nogle mindre strejker har der ikke været afbrydelser af betydning. Det har undertiden været meget vanskeligt for entreprenørerne at skaffe den fornødne arbejdskraft på grund af stedets afsides beliggenhed. Af samme grund har ledelsen af arbejdet været ret besværlig, også fordi der har medvirket håndværkere fra så forskellige egne af landet som: København, Holbæk, Nykøbing S. (og stationsbyerne der omkring) Korsør, Odense, Middelfart, Kolding, Horsens, Aarhus, Randers o. fl. Men det kan siges, at alle har gjort deres bedste for at hjælpe til et så godt resultat som muligt og for at få alle besværligheder overvunden.
Hospitalets bygninger falder i 3 Grupper:
1: Et centralanlæg bestående af administrationsbygning, lægebolig, køkken- og vaskeribygning, kedelhus, badeanstalt, plejerskebygning, forsamlingsbygning. Disse bygninger, der altså danner et sluttet hele, er opført af røde Mursten. Da det i høj grad gjaldt om at bygge sparsommeligt, og da det vilde koste 50.000 kr. mere at bygge patientafdelingerne på samme måde, er disses facader opført af flammede sten, pudsede og gulkalkede med hvide gesimser.
Hospitalet er beliggende ved Isefjorden på en grund, der er jævnt skrånende mod øst, og mod nord er begrænset af den lille Skov „Grønnehave“. Grundens Areal er 44 ha (80 Tdr. Land).
2: Hospitalsafdeling for kvinder, øst for centralanlægget, bestående af 8 forskellige patientbygninger; endvidere ligger herved overlægeboligen og forskellige funktionærboliger.
3: Hospitalsafdeling for mænd, vest for centralanlægget, bestående af 7 patientbygninger; her findes tillige reservelægebolig, gartnerbolig med overvintringshus og drivhus, stald, vognremise og forskellige funktionærboliger, og endelig knytter sig til denne afdeling, sikringsanstalten, bestående af to bygninger, der endnu ikke er fuldførte. Endelig findes der et ligkapel med obduktionsrum samt kirkegård inde i skoven.
I administrationsbygningen findes hovedkontor, direktionsværelse, lægeværelse, kontorer for forvalter og bogholder og boliger for disse embedsmænd. I den ene sidefløj er der indrettet en lille kirke med 120 siddepladser endvidere findes i bygningen medicinstue, forbindestue, boliger for en lægekandidat, kontorassistent og værelser for 24 sygeplejersker.
Lægeboligen er indrettet for to gifte og en ugift reservelæge; i tagetagen findes laboratorium og bibliotek.
Køkken og vaskeri er indrettede på samme måde som ved vore andre større hospitaler. I køkkenet findes de store dampgryder, stegekomfur, kartoffel- og fiskekogere, elevator ned til kælderen, hvor alle forrådsrummene findes. Ved siden af køkkenet er der smørrebrødsstue med vedlæggende rum for brød, smør, æg o.l. På hver side af køkkenet er der udleveringsrum, hvor madvognene bliver kørt ind for at modtage madbeholderne, smørrebrød m.m. til afdelingerne, og hvor de efter endt spisning atter afleverer madkarrene til opvask. I vaskeriet findes vaskemaskiner, skyllekar og centrifuger, derefter tørrerum, maskinrulle, damprulle, strygestue, elevator op til magasinerne på 1. og 2. sal, hvorved der tillige er indrettet systuer og reparationsstuer.
Badeanstalten: I denne er der indrettet dels patientbad (douchebad og karbad), dels bade for funktionærerne.
I forsamlingsbygningen er der en sal, der kan rumme 250 mennesker; den skal benyttes dels til foredrag, koncert, oplæsning og dilettantkomedie, til hvilket der er indrettet en lille scene med teaterdekorationer (malede af CARL LUND) dels som gymnastiksal. Ved salen findes en række siderum, hvor patienterne ved festlige lejligheder kan beværtes med kaffe, the etc. I samme bygning findes spisestue og dagligstue for sygeplejersker.
I plejerskebygningen findes værelser for plejersker og en sal til foredrag og festlige sammenkomster for plejepersonalet.
Værkstedbygningen: Her findes værksteder for de patienter, der kan beskæftiges ved arbejde af forskellig art, snedker-, kurvemager-, skomager, træskomager-, malerarbejde m. m.
Alle de her nævnte bygninger ligger samlede om Grønnegården, der er smukt anlagt med plæner og blomsteranlæg.
Patientbygningerne: På mands- og kvindesiden findes ganske tilsvarende bygninger i følgende orden:
Afd. B: Vagtafdeling for rolige. Denne er beregnet som optagelsesafdeling og med sengestuer, hvor patienterne er under opsigt hele døgnet igennem. Stort baderum til „permanente bade“; mod øst og vest overdækkede verandaer, i hvilke sengene kan rulles ud.
Afd. C: Vagtafdeling for urolige, som B, men indrettet med ret stor sikkerhed for øje. Alle vinduer er forsynede med 1 cm. tykke glasruder i svære rammer; træsprosser og rammer er forstærkede med jernskinner; eneværelsernes vinduer er forsynede med jernskodder, og dørene i disse værelser er særlig solide. Fællesstuerne står ved store åbninger i forbindelse med hverandre, således at plejepersonalet kan have samlet overblik over dem alle.
Afd. D: Afdeling for „Syge og Sløve“. Denne afdeling er særlig beregnet på legemligt svage patienter, og er for øvrigt indrettet på lignende måde som B.
Ved Afd. D. findes en afdeling for tuberkuløse og en for smitsomme syge.
Afdelingerne B., C. og D. er fuldkommen hospitalsmæssigt indrettede og beregnede for akutte tilfælde og for hovedsagelig sengeliggende patienter; de nedennævnte har mere karakteren af borgerlige bygninger og er bestemte til at huse de kroniske patienter, der i reglen er oppe om dagen og arbejder i haven eller på værkstederne.
Afd. E: Plejeafdeling. Heraf findes der to på hver side, den ene beregnet for rolige, kroniske patienter, den anden for urolige; sidstnævnte derfor udstyret med noget større sikkerhed.
Afd. F: Plejeafdeling for rolige, kroniske patienter. Alle plejeafdelinger er indrettede med daglig- og spisestuer i underste etage, sovestuer på 1. Sal.
Afd. O: Kolonivilla for de roligste kroniske patienter, udstyret ganske som et almindeligt beboelseshus.
I alle patientafdelinger (med undtagelse af den sidstnævnte) er der gennemført visse sikkerhedsforanstaltninger; alle dør- og vindueshængsler er konstruerede således, at der ikke kan hænge noget på dem; der findes ingen søm eller kroge i væggene. Alle vinduer i patientværelserne kan aflåses. Vinduerne på 1. sal i plejeafdelingerne er desuden forsynede med indvendige skodder. I stedet for kæder ved W.C.-cisternerne er der en knap til at trykke på. Alle lys-, vand-, gas-, og ringeledninger er lagt således, at de er utilgængelige for patienterne, ligesom disse ikke selv kan åbne for varmeventiler, ovndøre, lysafbrydere o.l.
Plejepersonalet er indkvarteret dels i de under centralanlægget nævnte bygninger, dels i tagetagerne i patientbygningerne; karle og piger har værelser i køkken- og vaskeribygningen.
Endvidere er der i enkelte af boligerne for gifte funktionærer indrettet et værelse for 1 á 2 patienter, der skal bo der som en slags pensionærer (den såkaldte familiepleje). Hver afdeling har sin have, der kun for de urolige afdelingers vedkommende er forsynet med højt hegn.
Sikringsanstalten, der ventes fuldført i indeværende efterår, består som nævnt af to bygninger, hver på 25 patientpladser, den ene for de farligste, forbryderiske sindssyge, den anden for mindre farlige. Begge bygninger bliver indrettede med stor sikkerhed for øje, medens man dog bestræber sig for at borttage det rent fængselsagtige præg. Til bygningerne støder haver, der her er omgivne med høje ringmure, for at forhindre undvigelser.
Til det samlede byggeri (foruden grunden, inventar og beklædning) er bevilget 2.364.000 kr., hvilket bløb ikke er overskredet. Da det samlede patientantal er 678, bliver udgiften pr. patientplads altså 3.480 kr., og når hospitalet en gang bliver udvidet med de beregnede 200 pladser, vil udgiften pr. patientplads blive 3.000 kr. Dette er det billigste, det endnu er lykkedes at komme ned til. Til sammenligning tjener, at Middelfart Sindssygehospital har kostet ca. 5.000 Kr. pr. plads, Langenhorn ved Hamborg 4.500 mark. Til inventar og beklædning er bevilget 472.000 Kr. Grunden til, at man har kunnet bygge billigere nu, er bl. a. den, at man som før nævnt er kommet helt bort fra det tidligere brugte korridorsystem. Korridorerne indtager sædvanligvis 1/8 af hele bygningens volumen og koster derfor mange penge. I Nykøbing Hospitalet findes overhovedet ikke korridorer i patientbygningerne, hvorved det hele bliver mere sammentrængt, billigere at bygge og lettere at betjene. Endvidere har man her undgået de ved andre hospitaler med pavillonsystem i reglen benyttede kostbare tunnelanlæg for varmeledninger, idet kun bygningsanlægget omkring Grønnegården har et fælles varmeværk, medens alle de andre større bygninger har hver sit varmeanlæg. Plejeafdelingerne er opvarmede ved centralvarme i murede varmekamre, til hvilke der er ført frisk luft igennem kanaler under stuegulvet. Funktionærboligerne opvarmes ved kakkelovne.
Haveanlæg og beplantning på det store areal er endnu langtfra fuldført; det er meningen, at dette skal udføres efterhånden og ved hjælp af patienter. Det er således tanken at anlægge en stor frugtplantage, som man mener vil kunne betale sig godt. Allerede nu har hospitalet på egen jord kunnet høste det for driften fornødne kvantum grøntsager. Der påtænkes tillige oprettet et avlsbrug med stald til 200 svin, til hvilke de store mængder madaffald skal bruges som foder; et mindre antal køer samt et hønseri.
Hospitalets grund er en del af hovedgården Annebjerggaards jord, som købtes af Staten for 900 kr. pr. td. land, medens Nykøbing Kommune hertil ydede et tilskud af 60.000 kr. Grunden lå oprindelig i Højby Sogn, men er nu indlemmet i Nykøbing Købstads Kommune.
Vand og gas fås fra Nykøbing; Nordsjællands Elektricitetsværk leverer elektrisk lys og kraft. Spildevandet er ført gennem en septic tank ud i Isefjorden.
Som nævnt skal hospitalet kunne udvides med ca. 200 Pladser. Som første del af denne udvidelse er der nylig begyndt på opførelsen af en afdeling for 50 kroniske kvindepatienter.
Statshospitalet havde denne flotte landauer i mange år. Den blev anskaffet ved hospitalets åbning 1915 og benyttedes af bl. a. overlæge Krarup, indtil denne gik af i 1939. Når der skulle hentes eller bringes prominente gæster, skete det pr. landauer med kusk Sørensen på bukken. Fuldmægtig Ellen Fogtmann fortæller, at hun er blevet kørt til middag på Ringholm i landaueren, og at man hentede pastor Knudsen, når han skulle holde gudstjeneste i hospitalskirken. Den fungerede også som brudekaret for præstens datter, blandt venner kaldet »Musse præsts«.
Bygningsarbejdet er projekteret, tegnet og ledet af undertegnede; Ingeniørarbejderne af ingeniørerne L. Birch og Jacob O. Pedersen. Arbejdsledelsen på stedet er udført for bygningernes vedkommende af arkitekterne Ejnar Andersen og O. Bay og for ingeniørarbejdernes vedkommende af ingeniør Lund, samt K. Varming.
Ved opførelsen har følgende lokale håndværkere og firmaer medvirket: F. S. Hansen, Nykøbing Sj. Tømrermestre: C. Andersen, Nykøbing Sj., N. Frandsen, Nykøbing Sj. og Lauritz Nielsen & M. Illemann, Nykøbing Sj. Blikkenslagermestre: A. Bentzen, Nykøbing Sj. og J. Hansen også Nykøbing Sj. Snedkermester: L. S. Poulsen, Nykøbing Sj. Malermester: P. M. Christoffersen, Nykøbing Sj. og Chr. Petersen, Nykøbing Sj. Endelig stod Gottschalck & Poulsen, Nykøbing Sj., under levering af inventar.
Invitation til Hr. byrådsmedlem lærer Karlsen til festlighed med middag på Hotel Phønix. (Nykøbing Sj. Håndværkerforening
I 1918 var der plads til 600 patienter, og heraf på sikringsanstalten 50.
Foruden overlæge Frode Krarup var der 4 faste læger og 2 kandidater, og et plejepersonale på 125, desuden er der til sikringsanstalten beregnet 22 plejere og en overplejer. Der er desuden forvalter, bogholder og 3 assistenter, en værkstedsleder for mandlige og en håndarbejdsforstanderinde for kvindelige patienter. Oldfrue og maskinmester, alle med assistenter, samt 2 gartnere.
I Nykøbing såvel som på Sindssygehospitalet var der i 1918 og 1919 bekymring omkring den spanske syge – eller som den blev omtalt ”den spanske”, der var influenzaepidemi, der i 1918 og 1919 på verdensplan forårsagede måske op mod 50 millioner menneskers død. På få måneder spredte sygdommen sig til alle verdensdele, og tabstallene var enorme i en verden, der ikke havde oplevet noget tilsvarende siden de store koleraepidemier i 1800-tallet. I Danmark døde i 1918 og 1919 et sted mellem 12.000 og 14.000 mennesker af den spanske syge. Der fandtes ingen medicin eller vaccination mod den spanske syge, så det var om at pleje de syge.
En patient skriver til sin bror d. 17. januar 1919, at han er begyndt at studere men hvor længe er ikke godt at vide da – ”den Spanske er ved at blive slem”. Motivet er administrationsbygningen set fra haven. En anden patient skriver således hjem til familien i april måned 1922: ”Tak for Brevet, nej jeg kommer ikke i Paaske, jeg har været syg hele denne uge – den Spanske”
