Torsdag d. 17. maj – 1. del. Batterierne ved Gniben, Ebbeløkke og Yderby

Den 17. maj meddeledes, at forplejningen er overgået til det civile luftværn.

Der var stadig tyskere tilbage i Odsherred, nogle tyskere fortsatte under engelsk kommando.

Hvad der siden d. 4 maj havde fyldt aviserne, Danmarks befrielse, modstandsbevægelsens aktioner mv., begyndte der nu at blive længere og længere imellem i aviserne. Den lange Gestapomand Dominiq, der var kendt og frygtet i Nykøbing for sin deltagelse i mange tyske razziaer, blev torsdag d. 18. maj anholdt og overført til Nykøbing, hvor han skulle afhøres.

Den 18. maj 1945 skriver modstandsbevægelsen i Nykøbing til amtsledelsen i Holbæk. Brevet omhandler batterierne på Gniben og ved Ebbeløkke, samt det materiale, der er på pladsen bag Søgaard. Det oplyses, at alt materiel og ammunition nu er anbragt forsvarligt, under lås og lukke. Yderligere står der:

”På pladsen ved Søgaard findes en del store pakkekasser med dele til elektrisk installation, der vil blive flyttet ud på Gniben, endvidere findes der forskellige dele til 2 stk. 24 cm kanoner – de to kanoner befinder sig endnu på jernbanevogne på havneterrænet ved Nykøbing.  Dette materiel menes ikke, at kunne fjernes eller beskadiges af uvedkommende. Der findes imidlertid også 2 stk. 75 mm kanoner, der som det også er tilfældet med de 2 stk. 24 cm, ikke er opført på listerne.

De 2 stk. 75 mm kanoner burde sikkert flyttes og kan læsses på stedet af en stor kran, der findes på pladsen.

Barakkerne på Gniben, som de så ud, da man overtog dem efter tyskerne. (red. i dag Søværnets Artilleriskole Sjællands Odde. (OLA)

Vagten, ved hegnet, er fisker og frihedskæmper Åge Larsen, som bevogtede lejren. (OLA)

Skilt fra Nordsjælland, men som også stod de steder, hvor tyskerne holdt til i det nordlige Odsherred.

I batteriet ved Ebbelykke er ammunitionen til skytset opbevaret i bunkers, der kan aflåses. En del værktøj og anden materiel er også forsvarligt anbragt under lås i sele lejrens bygninger, men i et stor laset lærredstelt er opmagasineret en stor samling håndvåben og tilhørende ammunition, der sikkert snarrest bør flyttes, hvis det ikke skal tage af vejrliget. ”

Det formodes herefter, at ledelsen i Holbæk har svaret på denne skrivelse og bedt om en præcis opgørelse. For den skulle være en del af en national rapport, der senere bringes et udpluk af.

Svaret kom d. 26. maj, hvor dette brev blev sendt til Amtsledelsen. 

En af modstandsbevægelses opgaver var også at lave en rapport over hvad tyskerne efterlod på de forskellige steder. (OLA)

Den 26. maj 1945 modtager Amtskommandoen i Holbæk et brev fra Generalkommandoen i København.

”Ved forhandling med socialministeriet, Rigspolitiet, Statens civile Luftværn og Dansk Røde Kors, var der opnået enighed om, at modstandsbevægelsen skulle overtage bevogtningen af de flygtningeforlægninger og de af Staten oprettede flygtningelejre, indtil bevogtningen kan overtages af hæren og politiet. ”

Det betød med andre ord, at modstandsbevægelsen skulle varetage bevogtningen af samtlige forlægninger og lejre m.v. ved hjælp af modstandsbevægelsens egne bevæbnede styrker.

Bevogtningsmandskabets opgave var at forhindre enhver, der ikke er behørig legitimeret af luftværnschefen (lejrchefen) i at passere ind eller ud af forlægningen (lejren).

Vejledning i bevogtning af de tyske forlægninger og lejre. (OLA)

Umiddelbart efter befrielsen nedsatte Krigsministeriet og Marineministeriet en kommission, som skulle besigtige den kystbefæstning, som den tyske værnemagt havde opbygget. Formålet med besigtigelsen var at få erfaringer med, hvordan tyskerne havde lavet opbygningen, men også komme med forslag til dets indretning.
Kommissionen afleverede sin afsluttende rapport til de to ministerier den 13. september 1946. I rapporten indgik, som bilag 2, en oversigt med beskrivelse af 79 batterier. Her genkendes fint opgørelsen, som distriktet i Nykøbing sendte til Amtskommandoen i Holbæk.

I rapporten er der for Odsherred fire interessante steder:

Registrering nr. 70:
På Gniben bestod artilleriet af 4 stk. 150 mm på åben betonbrisk med Sløringsparaply. Skytsstandpladserne var åbne med betonbrisk og jordbrystværn. Ildlederstationerne og mandskabsrum af tømmer. Arealet med briske har interesse for fremtidig anvendelse. Batteriet foreslås bevaret.
Det underlige er, at i den officielle registrering af artilleriet står der ikke opført de 6 stk. 20 mm kanoner, der er registreret af modstandsbevægelsen i brevet. Men flere kilder fortæller, at der også var 6 stk. 20 mm luftværnskanoner. Yderligere var der også lyskastere, observationspost og lyttepost. På hele området var der gravet skyttegrave og underjordiske grave. 

Her ses to af de 4, 150 mm kanoner yderst på Gniben. (OLA)

I 2. del kigger vi på resten af registreringerne.