Torsdag d. 17. maj – 2. del. Batterierne ved Gniben, Ebbeløkke og Yderby

Registrering nr. 71
Beliggende ved Yderby. Batteriet blev aldrig opført, men der var på stedet en kran. Batteriet var planlagt med 4 stk. 24 cm – med en rækkevidde på 27 km. Kanonløbene havde stået på en jernbanevogn ved havnen i Nykøbing S., medens affutagedelene var aflæssede på mark ved Søgaarden syd for Gniben, hvor der af interesse fandtes en 40 tons løftekran på skinner. Arealet foreslås frigivet.

Et af de 24 cm kanonrør, der aldrig nåede længere end til havnen i Nykøbing. Der var gennem mange år et spor, der gik fra stationen forbi andelsslagteriet og så ud til havnen. På dette spor stod kanonen.


Billede: Kanon på stationen 2.jpg
Billedtekst: To drenge sidder på kanonen, det giver et fint billede af, hvor stor den var. (PLP)

Registrering nr. 72
Beliggenheden lå ved Ebbeløkke på højdedraget ved Ebbeløkke midt mellem landevejen og den nordlige kystlinie. Artilleriet var 4 stk. 7,5 cm på åben betonbrisk. Kanonerne var fjernet og ammunition var optalt til 2810 patroner. Skytset havde interesse. Skytsstandpladserne var åbne med betonbriske med indstøbte sveller og jordbrystværn. Ildlederstationen var af beton i let udførelse og mandskabsrum af tømmer og beton. Yderligere var der lyskast og lytteposter. Det blev anbefalet at nedlægge batteriet og frigive arealet.

Dertil var også en registrering nr. 69, men den havde gruppen i Nykøbing ikke noget med at gøre.

Registrering nr. 69
Var på Ordrup Næs på sydsiden af Højdedraget på Ordrup Næs. Ildlederstationen var af tømmer med 25 cm betonloft. Mandskabsrum af tømmer med let dækning af beton og jord.

Artilleriet bestod af 4 stk. 7,5 cm på åben brisk. Kanonerne var fjernet og indstillingen var, at batteriet blev nedlagt og arealet herefter frigivet.

Tidligere omtalt var også opførslen af batterier ved Yderby, Klint, og Nykøbing. Når de slet ikke har haft modstandsbevægelsens interesse i rapporten til Amtskommandoen i Holbæk, skyldes det flere faktorer. For det første så var vinteren i 1945 meget streng, ligeså streng som trillingevintrene i perioden 1939 – 1942. Dernæst var der opstået mangel på cement, og så var der mangel på arbejdskraft. Transportproblemer var der også, for det var svært at skaffe dæk. Man måtte derfor prioritere, hvilke batterier, der kom i første række.

Flygtninge til Ebbeløkke.

Else Jensen fortæller:

”Efter krigen kom der tyske flygtninge i lejren, kvinder, børn og gamle. Der blev sat pigtråd rundt om lejren, og der var danske vagter. Jeg husker at mange af flygtningene var meget forhutlede, flere døde og blev begravet på Lumsås Kirkegård.

Under oprydningen fandt man en bombe, som man mente, at soldaterne skulle have sprængt inden de tog hjem. Hele Tjørnholm blev evakueret, minus min far. Han skulle være opsynsmand, fordi alle døre og vinduer skulle stå åbne for en eventuel trykbølge. Bomben blev kørt i en halmforet vogn ned til Nordstrand og sprængt i luften nogle meter ud i vandet.

Efter krigen opdagede folk, at mange havde været involveret i modstandsbevægelsen, bl.a. min farbror, som var vognmand på Odden. Han kørte svin til slagteriet i Nykøbing og havde foderstoffer med retur. Han fortalte, at han blev stoppet mange gange. En gang tog han sin madkasse og gik ned i grøften for at spise sin mad, men hvad tyskerne ikke vidste, var at der lå en pistol i madkassen, og at han dagen før havde haft flere kasser rifler med.”

For at finde ud af hvem denne farbror, som Else Jensen nævner, var, kontakter jeg hende, og hun kunne oplyse, at der var tale om fragtmand Aksel Nielsen.
I sine erindringer nævner hun også, at han har kørt rifler. I hvilken forbindelse det er sket, vides ikke. Det er ikke i forbindelse med våbennedkastning i Kongsøre. Det har været senere, hvor disse våben på et tidspunkt sikkert skulle flyttes. Else, der på det tidspunkt var 11 år, husker stadig da en af de soldater, som en gang i mellem havde været forbi og købe æg, kom og fortale hvordan det stod til hjemme i Dresden. Han stod og støttede sig til karmen på hoveddøren, og mens tårerne løb ned af kinderne, sagde han ”Dredsen – alles ist kaput”.