Nordstrand var omkring år 1900 begyndt at blive interessant for byens befolkning. Turisterne var så småt begyndt at finde vej til Odsherred og det fantastiske landskab, ikke mindst badestrandene. Odsherred er siden Odsherredbanens bygning blevet en yndet turistegn og har mange betingelser for at kunne konkurrere med Nordsjælland, med hensyn til at byde Københavnerne sommerophold.
Cottagerer og Badehotel ved NordstrandSåledes kunne man læse i en af de første turistbrochurer om Nykøbing:
”Som et centrum ligger Nykøbing. 5 minutters gang fra byen ligger den smukke Grønnehaveskov med den i 1902 opførte smukke Grønnehavepavillon. (1. klasses restaurant, stor dansesal, musik om søndagen). Et kvarters gang fra Nykjøbing ligger mod Nord Kattegat, ved hvilket et aktieselskab for nogle år siden byggede en restaurationsbygning og anlagde badehuse, der benyttes stærkt i sommertiden.
I 1904 har et interessantselskab lade bygge 4 villaer samme sted, hver beregnede for én familie, til udlejning på rimelige vilkår i sommerhalvøen. I Nykøbing Haven findes en fortrinlig badeanstalt.”
I brochuren står der endvidere under hoteller og kroer:
”Hotel Phønix (førhen Windeløvs Hotel) og Jernbanehotellet i Nykøbing.
Under sommerlejligheder og pensionater, står der under Nykøbing:
1: Frøken Landschoffs Pensionat (stor, skyggefuld have). Pensionatet er i den gamle Amtsstuegård, der i sin tid har været Kristian den 8´s jagtslot. Før ferie 2 til 2.5 kr. i ferien 50 øre mere pr. dag. 20 minutters gang til Kattegatbadet og 10 min gang til Isefjorden og Grønnehave Skov
2: Hr. Jensens pensionat på Jernbanehotellet (2 kr. pro pers. for fuld pension).
3: Rinholm, lige ude for Nykøbing ligger på en pynt i Isefjorden og er omgivet af en stor smuk have. Hovedbygningen er opført af afdøde overretssagfører Schytte et stort 1. kl´s pensionat, 3-4 kr. pro pers dagligt.
4: Sommerlejligheden her, som består af 4 værelser, køkken og pigek., fuldt monteret, kan erholdes til leje. Her er ¼ mil til Kattegat, ¼ mil. til Kattegat, ¼ mil til Højby station, og ½ mil til Nykøbing. Stor gammel have på 3 tdl. Mundtlig kan man henvende sig til fru. tandlæge Højer, Østerbrogade 52, eller til kgl. Skuespiller Guldbrandsen, eller skriftligt til fru. Lønborg Jensen, Borrevang pr. Nykøbing Sj.
5: 3 værelser, Køkken, Spisekammer og kælder til leje hos Enkefru Jensen, Grønnehavestræde. Fuld pension kan fås.
6: Et møbleret værelse kan fås til leje for en enlig dame hos maler Christoffersen, Nykjøbing Sj.
7: En ejendom med have beliggende ved Grønnehave Skov og Isefjorden med 3 værelser og 3 loftsværelser er til leje for sommeren. Henvendelse hos murermester Jens Jensen, Asmindrup St.
Men tilbage til Nordstrand, hvor badehotellet lå i enlig majestæt Huset, der ligger der den dag i dag og bærer navnet Lyngbo, var grundstammen i hotellet, der blev bygget i 1896. Det ligger på højre side af vejen, Lyngvejen, der fra Nordstrandsvej fører langs stranden mod vest. Det er et af de første huse på højre side. Da det var hotel, var der en stor pavillon eller veranda ud mod vejen. Til hotellet var også cottager. Enkelte af disse fyrretræshuse ligger der stadig på vejens venstre side og benyttes i dag som sommerhuse.
Det var den berømte tømrermester Niels Frandsen, Nykøbing, som byggede hotellet omkring år 1900, der også byggede cottagerne og de små strandhuse, hvor man kunne klæde om.
Ved siden af sin tømrerforretning drev han selv hotellet ved Nordstrand. Grundene var jo ganske billige, de fleste hørte til ejendomme inde i Nykøbing og handledes lidt tidligere for en pot brændevin. Man tog jo ikke meget til stranden — det var skovturenes tid.
For øvrigt er der en ganske sjov historie i forbindelse med hotellet. En dag sagde tømrermester Frandsen til sin gode ven, malermester P. M. Christoffersen, at han skulle have malet en flagstang på hotellet. P. M. Christoffersen drog derud med et par af sine folk, men der var ingen flagstang. Derfor malede han en flagstang på hotellets gavl, hvilket naturligvis forbavsede Frandsen, da han så den. Men Christoffersen kunne da undskylde sig med, at han havde fået besked på at male en flagstang.
Der kom en hel del mennesker til hotellet for at holde ferie. Man boede i cottagerne og spiste på selve hotellet. I den afdøde forfatter Jacob Palludans essay-samling ”Siden De spørger. ..”, fortæller han om ferieoplevelser fra Nykøbing Sjælland:
”En gang ferierede vi ved Nykøbing S., et paradis. Først på Hotel Phoenix som eneste gæster. Værten, der overvågende deltog i måltiderne, virkede modløs ved at skulle leve helt af os. En tjener opholdt sig bestandig bag stolene, det trykkede samtalemulighederne. Derpå i landauer ud til den øde beliggende Nordstrand, ”Kattegats-badet”. Straks første dag solinflammation i benene og let feber, jeg måtte i seng. Man boede i fyrretræshytter med tjæreduft og mange ørentviste – jeg trak en ud af øret, det er rigtigt. Blandt gæsterne var standsfolk, således daværende pianist V. Willumsen. Jeg havde klavernoder liggende i salen, en dag snuppede han Lumbyes ”Indiansk krigsdans” og stillede den foran sig. Av for søren, så tjept skulle det gå! Han bare så på den, så kunne han den!
Som morgenmand gik jeg alene over i restauranten og fik serveret en personlig kande kaffe. En dag flyttede jeg lidt på bordets blomsterpynt, straks var ungtjeneren der:
– De skal la’ alting være.
Han havde en kunstners omhu for sit værk. Og hvilke blomster! Den lette tørre strandflora i sarte farver, klokkeblomst, evighedsblomst, lyng. Og den store blå havbue med lokkende friskhed. Et paradis som allerede sagt. Og for de få, eksklusivt”
Så vidt Jacob Palludan om ”Kattegatsbadet”, men der knytter sig også andre minder dertil. Her foregik nemlig fugleskydningerne!
Reklamepostkort fra Badehotellet ved Nordstrand
Lige til den anden verdenskrig havde Nykøbing sit ærværdige Fugleskydningsselskab, den årlige fugleskydning foregik netop ved hotellet.
En tidlig sommermorgen drog et orkester gennem Nykøbings gader for at vække indvånerne til det stolte syn, der snart ventede dem. Fugleskydningsbrødrene skulle hente fuglekongen. Brødre sluttede sig til, som orkestret kom frem, og snart var der dannet en fornem procession med bannere og festklædte skydebrødre. Foran gik to unge mennesker med et blåt fløjlsskjold, på hvilket var fastgjort de sølvpræmier, om hvilke, der skulle konkurreres. Det var et eftertragtet hverv at bære disse, og i mange år blev det varetaget af apoteker Svend Nielsen, Valby (som tidligere var en trofast sommerhusbeboer ved Skærby) og tidligere prokurist Kaj Frederiksen fra sadelmagergården på Algade.
Hos fuglekongen fik brødrene sig en hjertestyrkning og var så beredt til turen til Nordstrand. Et festligt syn var det, som de drog frem efter orkestret. I mange år med Sophus Jensen som trommeslager og barberen fra Grevinge som basunist.
Vel ankommen til Nordstrand gik man i gang med skydningen, som gik let fra hånden i formiddagstimerne, indtil der kaldtes ind til den oppulente (overdådige) frokost i hotellets pavillon.
Her blev taget godt fra både af maden, øllet og de kolde snapse, der jo dengang var på mere end to centiliter. Når også kaffen med diverse var gledet ned, optog man igen skydningen, men nu var det knap så let at ramme fuglen.
Et replikskifte noget lignende som sådan huskes:
— Hvor skal jeg da sigte?
— Det er ikke så svært. Bare skyd ind i hele flokken!
Ned kom fuglen da for det meste, men det berettes, at man i hvert fald et år ikke kunne få gjort kål på den. Smedemester Clausen havde nemlig gjort den ekstra levedygtig, da han beslog, og man måtte skyde nok engang dagen efter. Normalt blev fuglekongen dog kåret og behørigt hyldet samme dag.
Så gik turen tilbage til Nykøbing, og nu var optoget knap så flot som om formiddagen. Det kneb med at holde trit efter orkestret, hvis medlemmer naturligvis også havde drukket en enkelt øl og dram, og det siges, at det er sket, at enkelte brødre har måttet lade sig hjemtransporter i Lauritz Jacobsens landauer eller senere i hans åbne bil. Hjemme imødeså konerne naturligvis spændte deres gemalers hjemkomst.
Om aftenen ventede nemlig den store gallamiddag på Grønnehavehus, hvor man festede videre efter alle kunstens regler.
Tiden løb imidlertid fra hotellet, og tømrermester Frandsen afhændede såvel dette som cottagerne. Verandaen eller pavillonen blev revet ned, og grosserer Jørgen Gormsen havde i en meget lang årrække sommerbolig her. Han ejede også et par af cottagerne.
I takt med at interessen steg for området ved Nordstrand, begyndte de første sommerhuse at dukke op, og der var tilsyneladende forskel på, om sommerhusene blev bygget af Nykøbing-borgere eller for folk, som boede længere væk. Sidstnævnte flyttede jo på landet med tjenestefolk, og måtte have mere plads end borgerne fra købstaden, som jo heller ikke havde så langt.
Desuden var det de første år sådan, at flere huse ved Nordstrand blev opført af personer, som stammede fra Nykøbing, men havde deres virke andet sted, men gerne ville bevare tilknytningen til området. Det gjaldt eksempelvis ejeren af Carlsgave, der blev direktør i ØK, museumsinspektør, mag. art. Otto Andrup eller den senere justitsminister K. K. Steincke og hans familie, hvis huse gik i arv gennem generationer. Andre af byens finere borgere byggede også sommerhus ned Nordstrand, f.eks. skovkasserer West eller boghandler Poul Helms.
Skovkasserer Wests sommerhus, senere kendt som Andruphuset, da det blev overtaget af Otto Andrup.
Museumsinspektør, mag. art. Otto Andrup, med det pragtfulde skipperskæg var kendt overalt i byen
I forbindelse med Nykøbings 500 års købstadsjubilæum i 1943 skrev Otto Andrup nedenstående i jubilæumshæftet. Hans beskrivelse giver et godt billede af, hvilken udvikling Nordstrand har gennemgået.
” Det var en sommerdag med solskin og jagende skyer, da vi for en snes år siden første gang kom kørende fra Rørvig til Nykøbing. Vejen gik gennem hede og med udsyn over store vidder med sparsom bebyggelse.
Nu ser det jo anderledes ud. Gammel jyde, som jeg er, betog stedet mig straks, for der var vid udsigt og fri, åben natur. Vor betagelse blev ikke mindre, da vi drejede ud fra byen og kørte ned mod Nordstrand, og vi så vand, klitter og strandenge, og de to¬tre huse, som dengang var hele bebyggelsen derude; Steinckes høje hus var netop rejst. Samme dag besluttede min hustru og jeg, at vi måtte se at få West’s Hus, Nordstrandsvillaen, som den blev kaldt; den lå så fredeligt, ensomt og uberørt. Vi har ikke fortrudt det siden. Ensomheden har tiden på en meget tydelig måde gjort det af med og de enkle vidder også, og naturligvis kan det stundom være generende i denne strandeng, hvor intet skærmende læ kan vokse op, at være omgivet af naboer på alle kanter. Men på den anden side er det rart at se, hvorledes der i alle disse små sommerhjem, som her har rejst sig rundt på den gamle øde grund, er kommet en — skal vi sige social — forståelse af at overholde visse regler, så man ikke generer hinanden ved unødig støj o.l., og hvorledes man overalt nu ser gode og venlige ansigter og mærker godt naboskab og hjælpsomhed, når der er noget på færde. Det er et lille samfund derude, som har organiseret sig smukt.
Den snes år, vi hver sommer har boet på Nordstrand, har betydet en stor forandring af egnen; der er snart intet tilbage af det gamle udseende undtagen klitterne og vandet. Gyvelen er gået ud og plantagerne fornyet. Det vilde, uigennemtrængelige krat er avet og plejet, og strandmarkerne med deres kvarterhøje beplantning er blevet til skove; men ligefuldt tager egnen og stedet en om hjertet, og ikke blot min hustru og jeg, men børn, venner og bekendte, som har gæstet os, længes altid tilbage til det dejlige Nordstrand.”
Arkitekt Einer Andersen havde i 1916 etableret en tegnestue i Nykøbing efter at have afsluttet byggeriet af Statens Sindssygehospital (Amtshospitalet) syd for byen, og i de efterfølgende år stod han for opførelsen af adskillige by- og landhuse på egnen. Foruden Carlsgave i 1916 byggede han Andrup huset i 1912, Steincke huset i 1917, Hugormevej 2 i 1917, de 2 pudsede huse på den anden side af Nordstrandsvej i 1918, Gamarina huset (det markante sort/hvide hus ved Skærby Strand) samt Skærbygård.
I 1912 var Carl Christian Hansen hjemme i Nykøbing, hvor han købte 30 tdr. sand for kr. 2.700, hvilket hans far syntes var noget underligt noget i stedet for at investere i jord, som kunne dyrkes. På jorden fik Carl Christian bygget et lille hus, som senere blev døbt Manchuria, således at hans mor Margrete kunne tage ud til stranden i karet og nyde en kop kaffe eller te.
I sommeren 1912 mødte Carl Christian den knapt 18-årige Emilie Dall Borre, der var datter af den lokale sagfører, exam. jur., senere sparekassebestyrer for Bondestandens sparekasse Hans Jørgen Borre. Familien boede i Amtsstuegården. I 1916 bygger Carl Christian Carlsgave – der den dag i dag stadig er beliggende i første række ved Nordstrand.
En af C.C. Hansens efterkommere, beskriver det at være på landet på følgende måde:
”Den første del af Carlsgave bestod af midterhuset, som blev bygget uden elektricitet og med vand, der blev hentet ved en udendørs brønd udstyret med en håndpumpe. Senere blev installeret en håndpumpe i køkkenet. Maden blev lavet på brændekomfur og der var vandfade på værelserne, en farve for hvert værelse. Indholdet af fadene blev tømt ud i en udslagsvask i et lille skab på gangen på 1. sal. Nødtørften blev forrettet i et lille nedgravet betonhus med 2 toiletter. Ved den senere østfløj var et ”skur” til badetøj.
Billede af byggeriet af Carlsgave i 1916.
I 1919 udmatrikulerede Carl Christian, der nu var kommet tilbage til ØK´s hovedkontor i København som kontorchef, jordstykket i 4 matrikler. Den ene matrikel på 18 tdr. land strakte sig fra Hugormevej i nord til Rørvigvej i syd og blev afhændet til bankbestyrer Julius Boesen.
Om sommeren tog familien en af tjenestepigerne med til Carlsgave, og der blev suppleret med en lokal rengøringshjælp. I slutningen af 20´erne blev der bygget et værelse vest for køkkenet med 2 senge til stuepigerne (Yrsa og Ketty).
Børn på sydverandaen i 20´erne.
Når skolerne fik sommerferie i slutningen af juni, blev børnene sendt op til deres mormor og morfar i Nykøbing i en uges tid, før moderen ankom fra Hellerup. Amtsstuegården i Nykøbing var som en gammel præstegård med frugttræer, rosenbede og køkkenhave, og der blev syltet og lavet marmelader. I huset var der en stor gammel købmandsdisk med krydderier.
I Sigurd Øst Hansens erindringer skriver han:
”Når vi skulle afrejse til Nordstrand (ca. 22-25/6) krævede det betydelige forberedelser, for livet på Nordstrand skulle jo foregå i en passende stil, og det var ikke småting, som mor fandt nødvendigt at få med til Nordstrand og hjem igen efter ferien, det var derfor nødvendigt at leje en lille flyttebil til transporten. Selv kørte vi normalt i taxa til Hundested og tog færgen over til Rørvig – Far var ikke med, han havde normalt kun 14 dages ferie, hvoraf ca. 1 uge gik til langtur med sejlskibet Ydun, således at han normalt kun havde ca. 1 uge ved Nordstrand. I den tid, hvor han var alene hjemme på Holck Winterfeldts Alle, blev der så ansat en hushjælp, det var vist især Frk. Knudsen, til at sørge for ham som kokke- og stuepige. Når vi var kommet over med færgen til Rørvig, blev vi efter forud indgået aftale afhentet af vognmand Jacobsen fra Nykøbing. Han var en sjov type, som på rent Odsherred-sjællandsk underholdt sine passagerer med morsomheder og lokale nyheder, mens han kørte, for ex. da man var begyndt at lave asfalterede veje ved Nykøbing, havde han gode historier at fortælle om, hvor farlige disse nye veje var, ”bare en lille sten og så ligger man i grøften”. Vel ankommet til Nordstrand begyndte så ferielivet.
Carl Christian startede normalt sin sommerferie med at sejle og ankom med båden til Nykøbing havn, hvor den lå, mens han holdt sin anden uges ferie på Carlsgave. Først havde han båden Rollo, senere Elis og til sidst en norsk træbåd, der blev døbt Ydun. Når havnefogeden i Nykøbing Havn så Ydun ankomme, ringede han til Carlsgave og sagde, at Ydun var i sigte.
Dagene var meget strukturerede med morgenmad kl. 9, varm mad kl. 12.30, eftermiddagskaffe og kold mad kl. 18.30, således at tjenestepigen ikke skulle lave varm mad i den varme tid på dagen. Efter middagen badede man i havet og senere blev solnedgangen nydt fra nordverandaen. Det var før klitterne voksede til den højde, de har i dag.
Hver dag kom der mælkeforsyninger og købmand Lausten i Nykøbing stod for de andre ugentlige forsyninger. Pigerne kørte på cykel til Nykøbing og købte de mindre ting ind. Indtil slutningen af fyrrene var der 2 fiskere, som drev fiskeri fra både, der blev taget op på stranden og her blev købt friske fisk.
Der blev spillet kroket, boccia og senere bordtennis og der blev badet og leget med andre børn i området.
Naboerne var den kendte socialdemokratiske minister K.K. Steincke, som boede i det høje røde hus (PRANA) lige ved stranden et par hundrede meter øst for Carlsgave.
Imellem Carlsgave og Steincke boede den morsomme, men også til tider lidt bidske tandlæge Christensen fra Holbæk i det lille hus, der kaldes Sandkassen. Der var 2 børn, Kaj og Karen.
Steincke arrangerede fodboldkamp hver aften for børnenes skyld, der gerne deltog for Steinckes skyld, og moderen stod på mål for børnenes og Steinckes skyld. Hver sommer blev der arrangeret køreture for Steincke-, Christensen- og Carlsgavefamilierne. De kørte ud i sommerlandet og Christensen fortalte vittigt om de steder, de kom forbi.”
Denne beretning giver et fantastisk billede af livet på Nordstrand, et liv som blomstrede i takt med, at flere huse blev bygget langs med stranden. I 1918 annonceredes store strand- og skovgrunde til salg ved Klitborg. Så fulgte udstykninger i Vibo Plantage, dernæst af Skærby-arealerne i 1930´erne. I 1926 suppleredes overnatningsmulighederne af en nyåbnet campingplads ved Nordstrand, der også blev bygget i første række. Ejerne var en blanding af familier fra København eller nogle af Nykøbings mest fremtrædende mænd.
Den 5. september 1930 kunne man læse i avisen, at overbevillingsnævnet på sit sidst afholdte møde behandlede en række bevillingssager, og restauratør Simon Andersen fik bevilling med stærke drikke for Nordstrands-pavillonen i Nykøbing Sj. På et vist tidspunkt blev kabinerne revet ned, så der af sidefløjene kun stod køkkenet og de tomme fundamenter tilbage. Og så springer vi lige i tiden for at få afsluttet historien om dette sted, der stod ubenyttet i sommeren 1949, da landsretssagfører Filip Jørgensen og hans familie kom til Nykøbing og boede midlertidigt i pavillonen, til en helårsbolig i Kildestræde blev klar til indflytning om efteråret. Inden længe blev også den sidste del af etablissementet revet ned, og det fortælles at man stadig i klitterne kan finde soklerne af stedet, der var blevet placeret alt for tæt på strandkanten.
Badeanstalten bygget i 1903. I de lange sidefløje var der dels et køkken, dels badekabiner. I baggrunden Carlsgave.
Landliggerne rykker ind i husene – pinsen 1920
Et ikke ret stort hus ved Nordstrand, badehuset som var arkitekttegnet og tilhørte boghandler Helms. Huset ligger der i øvrigt den dag i dag. (Odsherred Lokalarkiv)
