Lørdag d. 5. maj – Vi mødes på Grundtvigsskolen kl. 8.00
Nedenstående er et uddrag fra min bog “2. Verdenskrig i Nykøbing Sj. og omegn”, om hvad der skete d. 5 maj. Bogen kan købes hos Bog eller Ide eller ved at skrive til: claus@hilsenfraodsherred.dk.
Lørdag morgen travede folk hvileløst rundt i Nykøbings gader. Mange havde smykket sig med små dannebrogsflag eller rød-hvide sløjfer. Ingen havde lyst til at gå på arbejde, og de fleste butikker holdte også lukket. I hele byen var der sat flag op. Som ved et trylleslag dukkede der om morgenen store kongemærkater op og prydede vinduerne overalt i byen.
Jørgen Ravn fortæller hvordan han oplevede morgenen:
”I god tid kørte vi ind og kl. 8 stod alle modstandsstyrkerne fra Odsherred stillet op i skolegården og ventede på at kirkeuret skulle slå otte. Da det første slag lød, begyndte Dannebrog langsomt at gå til tops, og tårerne trillede ned ad de flestes ansigter. ”
Henry Gideon ledte slagets gang i skolegården. Nu skulle der ryddes op, og det var bl.a. Henrys opgave at sortere i hvem der skulle hentes. Det fortælles at mange lige ville have et ekstra navn påført listerne. Men man skulle undgå, at gammelt nag og personlige fjendtligheder eller bare et fjendtligt naboskab gjorde, at nogen blev hentet ind på skolen, til nærmere afhøring. En balancegang uden lige. Yderst til højre: Sagfører Aage Jensen. (LHA/BG)
Henry Gideon var mødt op i god tid på skolen, det var ham der skulle styre slagets gang, og der skulle uddeles armbind og våben. Det var modstandsbevægelsen der skulle stå for at opretholde lov og orden det næste stykke tid.
Knud Lundberg beskrev i sine erindringer følgende omkring listerne:
” Ud over forannævnte væbnede organisation var der samtidig dannet en lokalkomite direkte underlagt Frihedsrådet. Så vidt vides bestod den af fem mand, hvoraf kendes Gideon, læge Kaj Fonnesbech-Wulff og læge Holger Lindhardt, Højby. Dens opgave var at gennemgå en liste over folk, der skulle interneres ved krigens afslutning. Listen var lang, og mange blev slettet fordi deres forbindelse med besættelsesmagten var så minimal og intetsigende eller grundet forkerte oplysninger. Tilbage blev de forholdsvis få, der blev anholdt 5. maj 1945. ”
Allerede på et tidligt tidspunkt under i besættelsen, var det et af frihedsbevægelsens væsentligste krav, at der straks efter befrielsen skulle gennemføres en hurtig og effektiv indsats over for landsforrædere. Da der efter den tyske kapitulation ikke forelå en lovlig måde, at anholde landsforræderne på, for der var i sagens natur ikke vedtaget nogen straffelov, da landets normale retsapparat ikke fungerede endnu, måtte frihedsbevægelsen påtage sig ansvaret for interneringen af de landskadelige elementer. I HAV nævnes det at dem som man først ville besøge, var de folk der havde haft intim omgang med tyskerne.
Kravet om øjeblikkelig internering skyldtes, at man ville undgå, at landets befrielse skulle tilsmudses af en bølge af selvjustits og mishag overnfor stikkere, værnemagere og andre, der var gået tyskernes ærinde under besættelsen. Dernæst gjaldt det om at sikre samfundet arbejdsro, idet man måtte forvente, at nazistiske elementer ville forsøge at skabe uro. Indtil den 13. maj foretog frihedsbevægelsen interneringerne efter fastlagte retningslinjer, hvorefter politiet atter kunne komme i funktion igen. Efter denne dato blev interneringer kun foretaget i forbindelse med politimyndighederne, hvilket var godkendt af regeringen.
I skolegården var der mødt et par hundrede frihedskæmpere fra byen og de nærmeste sogne. Flere af landboerne havde jagtgeværer og rifler med, og sindssygehospitalets luftværn mødte med deres stålhjelme. Hele politistyrken i Nykøbing og på Odden var også til stede for at tage fat, og på gaden holdte 3 store lastbiler parat til at køre ud og hente våben fra skjulestederne. Lidt efter rullede også 3-4 nye biler uden nummerplader op. Det var politiets vogne og andre biler, der havde været skjult. Frihedskæmperne hilste hinanden med varme håndtryk og lykønskninger. kl. 8.00 gled skolens store flag til tops – aldrig har det været så smukt!
Henry Gideon trådte frem foran fronten og udbragte et nifoldigt leve for en fri konge i et frit land og et frit folk. Hurraråbene rungede over skolegården og blandede sig med kirkeklokkens klang. Efter apellen blev alle skolebørn, der var mødt kl. 8, samlet til morgensang i forhallen. Overlærer Christensen holdte tale til dem om Danmarks største dag, og børnene sang nationalsangene og “Alt står i guds faderhånd”. De havde aldrig sunget, som de gjorde denne vidunderlige morgen, hvor hele Danmark følte sig som født på ny.
Henry Gideon omtaler befrielsen således i hans erindringer:
”Præcis Kl. 8 hejste vi under honnør Dannebrog på skolens mast som tegn på, at vi nu var fri, og at vi i frihedsbevægelsen nu over tog ansvaret for ro og orden. Alle var mødt som planlagt, og umiddelbart efter kørte bilerne af sted på deres ”opsamlingsarbejde”. Politiet trådte også straks i funktion med at foretage afhøring af de anholdte. Gaden udfor skolen og hen til Algade var sort af mennesker. Adskillige af de anholdte blev snart sat på fri fod igen, blandt dem adskillige ”feltmadrasser”, og da de blev forulempet af tilskuerne måtte jeg meddele, at gaden ville blive ryddet, hvis det ikke hørte op”.
Åse Krüger fortæller:
”Vi var jo på stikkerne d. 5. maj, jeg husker at byens forretninger var lukket, jeg havde ellers cyklet fra hospitalet og ind til Burgaard, hvor jeg arbejdet, men der var lukket, husker Åse.
Jeg gik sammen med alle andre folk op og ned ad gaden og fulgte med i hvordan bilerne hentede de forskellige ind til afhøring på skolen, og nogle gange så stoppede Viggo, og fortalte at nu havde de være i Rørvig, og så havde de være i Linde alle. Han kørte meget de første dage.
Det var en underlig fornemmelse at kunne gå på gaden, vi havde været bundet i mange år, så det var en hel speciel lettelse. Det var også dejligt, at få mørklægningsgardinerne ned, for vi havde altid besvær med dem, i udstillingsvinduerne”, slutter Åse.
Våbnene kommer frem fra gemmerne
Mens våbnene kom frem, og børnene sang, blev frihedskæmperne indregistreret under vejledning af deres gruppeførere. Stabssergent O.V. Petersen, der fungerede som militær sagkyndig, var til stede og bistod distriktslederen i at tilrettelægge arbejdet. Mens dette stod på, havde en lastbilfuld frihedskæmpere været ude at hente våben til styrkerne. Kasserne blev båret ind i skolegården og brudt op, hvorefter våbnene blev fordelt til styrkerne. Der var svære engelske militærrifler, maskinpistoler og maskingeværer og masser af ammunition. Den første opgave, frihedskæmperne påtog sig, gjaldt anholdelsen af visse personer og nogle bevogtningsopgaver. Politistyrken trådte i funktion sammen med frihedskæmperne. Politifuldmægtig Fugl og overbetjent Jørgensen oprettede et midlertidigt kontor i et af klasseværelserne, hvorfra de uddelte materiale til anholdelserne og rapporterne. Kredskontorets personale mødte på politikontoret og genoptog deres arbejde, der havde ligget stille siden den 9. september 1944. Vagtværnet var stadig i funktion.
Vi ved, at nogle af våbnene blev hentet i kapellet på hospitalet, mens nogle af de andre våben der kom frem tilhørte skytteforeningen. I august 1943, blev skytteforeningen bedt om at aflevere alle våben, de skulle opbevares på politistationen. Dette gjorde foreningen også, men det var for størstedelens vedkommende gamle affærdige våben, der blev afleveret. Resten, de bedste, blev gravet ned på Stanley Segners grund. Hvad det er for en grund, er der en del usikkerhed om.
Den. 4. maj 1965, udtaler Henry Gideon til HAV, følgende: ”.. Desuden havde vi skytteforeningens geværer og ammunition til rådighed. Det blev ikke afleveret til tyskerne, men gravet ned et sted på Østre Lyng.”
På det tidspunkt havde Stenley Segner sit værksted på Rørvigvej. (I dag ligger bebyggelsen Fanøvej der). Inden Stanley rejste til Sverige, afleverede han et slags skattekort til Henry Gideon. Dette havde man med, da våbnene skulle op i dagens lys. De blev fundet ud fra skattekortet og ammunition og geværer var i fineste tilstand.
Henry Gideon fortæller:
”Først blev naturligvis alle tilgængelige våben hentet frem og fordelt. Først og fremmest de nedkastede våben, men også skytteforeningens. Disse havde jeg foranlediget gemt, først under gulvet i et sommerhus, senere gravet ned i sandet ved en vej på Flyvesandet. Den mand, der havde foranlediget flytningen måtte i anledning af drabet på Ellinge Lyng tage til Sverige, men på vejen til København afleverede han ridset til en advokat i Holbæk, som igen lod ridset gå videre til mig. Efter dette rids, kunne vi finde frem til stedet og få våbnene, der var godt indpakkede og derfor i god stand, gravet op. ”
Det ligger fast at Bruhn-Petersen stod bag likvideringen på Ellinge Lyng, så på baggrund af ovenstående oplysninger, må det være Bruhn-Petersen der gravede våbnene ned og senere afleverede sedlen til en advokat i Holbæk, da han var på vej til København, den dag hvor han sammen med konen skulle til Sverige.
Henry Gideon fortæller:
”Mit eget gevær af model 89, som jeg i 1916 havde vundet i skydning i Akademisk skyttekorps, havde jeg da politiet var fjernet, lagt ind i politiets rum for hittegods, hvor det blev hentet. Samtidig hentede jeg en harmonika indeholdende en pistol. Men dette forholdt sig således. En dag i efteråret 1944 ringede det på døren, og da der blev lukket op, forklarede en ung mand mig, at hans far, der var medlem af vagtværnet, af en eller anden grund var blevet afhørt af Gestapo og taget med til Hundested, hvor de havde fast bopæl. En, der vidste, at hans far havde en pistol, havde haft lejlighed til at gemme den i en harmonika. Nu kom han og ville aflevere den til mig, i min egenskab som leder af vagtværnet. Det var jo en penibel situation, i det Gestapo, hvis de fik nys om pistolen, hurtigt ville finde frem til mig. På den anden side kunne jeg ikke få mig til at skuffe drengen, der havde vist den åndsnærværelse. Idet jeg sagde, om han kunne holde kæft, tog jeg imod harmonikaen, som jeg straks gemte under en bunke tørv i kælderen og om aftenen lagde over i hittegodsrummet. Da jeg hentede den sammen med mit gevær, viste det sig desværre at være en attrap.”
Ud fra ovenstående, kan der ikke være tvivl om hvem denne dreng var. Det var Tonny Larsen, (fra Essogården), Robert Larsens søn, som jo både var medlem af vagtværnet, og også havde været taget af Gestapo. Barnebarnet til Robert Larsen, er Robert Larsen der i dag er formand for Skytteforeningen.
Jørgen Ravn fortæller:
”Min gruppe og jeg fik tildelt en række klasseværelser, som vi ryddede for inventaret, og i løbet af kort tid var der etableret en fuldstændig batallionsforbindingsplads. Pludselig lød der et skud, og et geværprojektil fór op gennem gulvet. Heldigvis skete der intet, men Gideon og sergent Kristian Jørgensen gik rundt og pålagde alle at sikre deres skydevåben. I løbet af formiddagen begyndte arrestationerne. Politiet dukkede op og tog fat på afhøringerne. Snart var arresten fuld. Vi var ude at tale med overlæge Jacobsen, og nu blev patienternes senge rykket endnu mere sammen, idet hospitalet afgav en bygning, hvor der var højt hegn om haven, Skovhuset. Der var to afdelinger i denne bygning, og begge blev indrettet til landsforræderne og værnemagerne samt “feltmadrasser”. Den blev bevogtet af modstandsfolk. Vi havde ikke flere senge, men arrestanterne lå på halm, indtil vi fra luftværnsdepoterne fik senge. Jeg kan ikke undlade at tænke på hvor godt det gik, dels at tyskerne overgav sig uden kamp, dels at der ikke skete vådeskudsulykker. I løbet af en uge kunne vi afvikle lazarettet, men det tog så vidt jeg husker, en måned før Skovhuset blev frigivet. Langt længere tog det at komme af med Oringepatienterne. Først lidt ind i det nye år kunne vort hospital igen fungere normalt. ”
Mogens Olsen husker også tydeligt den 5. maj:
”Frihedskæmperne havde overtaget Grundtvigsskolen, som de brugte til hovedkvarter. Jeg var jo en nysgerrig dreng, så jeg plankede den gennem arrestforvalterens have. Her så jeg så en stor aktivitet med at pakke våben ud og affedte dem klar til brug.”
Henry Gideon fortæller:
”Arrestationerne foregår dog med Nykøbing som udgangspunkt for hele politikredsen. Til at begynde med havde vi ingen våben. Vi havde fået meddelelse om, at der var adskillige depoter, vi havde adskillige rifler, ligesom flere af os havde en pistol. Armbindene fik vi for et års tid siden, men de blev naturligvis skjult. Til at begynde med var arbejdet at organisere med formålet at opretholde ro og orden, senere fik det mere militær mæssig karakter, og for et par måneder siden fik vi en militær rådgiver, medens de politimæssige opgaver blev underlagt en militær rådgiver. Vi havde også en organisation, der rapporterede hver gang Gestapo kom til Rørvig og lod budstikken gå. De herrer kender melodien “Ved Tolboden steg en matros i land”. Endelig havde vi en gruppe, der havde den opgave at indsamle oplysninger om de mennesker, vi skulle arrestere.
Først for tre uger siden fik vi en sending våben, der blev kastet ned fra luften “et sted” i Odsherred. Det var nær gået galt. Vi blev opdaget og måtte grave våbnene op og flytte rundt med dem flere gange, indtil vi fik et sikkert skjulested. Samtidig blev vi tildelt en oversergent, der forestod sabotageorganisationen og påbegyndte instruktioner i våbenbrug. Vi ventede flere våben, men de kom stadig ikke, og der manglede derfor en del udrustning, da vi rykkede ud lørdag morgen. Vi havde også en særlig sabotageorganisation, der dog ikke fik meget at bestille. Vi har jo arbejdet på en egn, hvor der ikke var særlig grund til sabotage. Efterhånden omgrupperedes styrkerne, så grupperne bestod af 5 mand med en gruppefører. 4 grupper udgjorde en deling med en delingsfører. Vi havde først aftalt at mødes ved Grønnehavehus, men i sidste øjeblik valgte vi skolen, da det stod klart, at der ikke ville være soldater i byen. ”
I forbindelse med at jeg har snakket med folk, har jeg også set en del billeder af befrielsen. Med en enkelt undtagelse, har det været de samme billeder som folk har haft. De fleste af de efterfølgende billeder er taget af boghandler Gunnar Rasmussen. Bessie fortæller, at hendes far havde været forudseende og indkøbt film, der skulle bruges netop denne og de efterfølgende dage.
Bessie har i hendes materiale alle billeder, som også har været overdraget til Lokalhistorisk Arkiv. Det er vigtigt at man skelner mellem 3 episoder hvor der blev taget billeder. Den 5. maj i skolegården, den 9 maj, da englænderne kom og så endelige d. 27. maj, hvor den store parade foregik.
Dannebrog er gået til tops. Samtidig ringede kirkeklokkerne uafbrudt i en time fra kl. 8. (LHA/BG)
Ovenstående er et uddrag fra min bog “2. Verdenskrig i Nykøbing Sj. og omegn”, om hvad der skete d. 5 maj. Bogen kan købes hos Bog eller Ide eller ved at skrive til: claus@hilsenfraodsherred.dk.
