4. del af ”Gamle” Martin Pedersens beretning om julen som dreng i 1860´erne. Slagtningen, bagningen og julebygningen blev klaret i sidste uge på gården i Gudmindrup.
Denne Dag var imødeset med lige saa stor Spænding som de to aarlige Festdage, Foraars- og Efteraarsmarkederne. Hvornaar vi skulde køre paa Juleindkøb til Nykøbing bestemte følgende lille kuriøse fræk. Af Aviser var der kun Nykøbing Avis paa fire smaa Sider, der udkom 3 Gange ugentlig. Naar vi nu naaede hen ad Jul, afventede vi Avisen med Spænding; thi Købmand Peder Olsen i Nykøbing havde hvert Aar en bestemt og tilbagevendende Juleannonce i Bladet. Den bekendtgjorde, at nu var der hjemkommen friske Bilbao-Kastanier og Lakrits-Rod, Græsk Samos-Vin og mørkt og lyst St. Croix Sukker.
Det var vel nok en Oplevelse, naar vor Vogn rullede ind over den lille Købstads toppede Brosten og drejede ind i Købmand Olsens store, gamle Købmandsgaard. Her vimsede Gaardskarlene travlt omkring i deres nypudsede franske Træsko og med hvide borklæder udenpaa den blaa Arbejdsbluse. Saa snart vort Køretøj var svunget hen i Rækken af de mange Vogne, som var kommet til Byen i samme Ærinde, kom Gaardskarlen med en lille blaamalet Vognstige, hvorpaa langs Siden var malet et Velkommen med røde Bogstaver, og ad denne steg vor Moder saa højtideligt ned. Med det samme gik vi ind i Butikken og afleverede Ordresedlen; her blev vi ogsaa af Købmanden budt hjertelig velkommen til Staden. Fader fik straks en Cigar, saa stor som et helt Kanonslag, og Moder et Glas Mjød, og vi Børn et stort Stykke Lakrits-Rod at gumle paa, og saa gik vi ned ad den lille Bys Hovedgade og saa’ lidt paa Butikkerne. Juleudstilling, som det, Nutiden kender, var der ikke noget af; men for Datidens Børn var det ganske overvældende — de store Sukkertoppe, Kasserne med Rosinerne, det kulørte Papir o. s. v. Og alene det, at vi var med nede paa Gæstgivergaarden og fik Kaffe og fine Kager med rødt Syltetøj! At købe Julegaver var ikke Mode dengang. Dog husker jeg engang Fader havde taget Spendere-Bukserne paa, og købte til Moder et fransk Sjal.Til sig selv var han inde hos Drejeren at hente en Pibe, som denne havde drejet paa Bestilling, og jeg maatte med op hos den tyske Kasketmager, som hed »Negler«; han anbefalede altid sine Varer med et ”Den gut gepast, den 4 Mark gekostet.”
Naar man nu kørte hjemad, og man havde stort Læs paa og et Par fyrige Heste, der gerne vilde skynde sig hjem, naar Mørket havde begyndt at lægge sig, maatte man passe paa at holde stramt i Linerne, for rundt om ved Gaardene hang paa Gærder og Buske det hvide Tøj fra Julevasken og flagrede, hvad der ofte gjorde Hestene bange. Julevasken skulde være fiks og færdig, inden Julen ringedes ind, thi vi sagde i Sognet dengang: »Den Mand, der flager med hvidt Tøj i Julen, skal klæde Lig i sin Gaard, inden Aaret er omme.«
Lille Juleaften og Juleaftens Dag
Den Dag, da vi havde lille Juleaften, var Travlhedens Højdepunkt for os alle paa Gaarden. Hovedrengøring overalt i Bryggers, Køkken og Stuer.
Men der var ellers nok for Karlene at tage fat paa. Andedammen skulde renses for Blade og Grene, og hvad der ellers laa og flød omkring, Havegangen rives, o. s. v.
Naar Gaardens Folk samledes i Folkestuen Lille Juleaften, var det trætte Folk, baade Kvinder og Mænd. Men denne Aften betragtedes alligevel som halvhellig; vi var da gerne i Søndagstøjet.Gamle Ane skar altid Brødet for, og hun undlod aldrig at slaa Korsets Tegn over dette Brød.
Lillejuleaften spillede vi et Spil, kaldet ”Trække i Mosen eller Dyndet”. Men denne Aften gik man ellers tidligt til Ro, for man skulde tidligt op; der var endnu meget at udrette, inden man var klar til at tage imod Julen.
Om Morgenen, Juleaftensdag, var alle usædvanlig tidlig paa Færde. Nu skulde Staldene og Krybberne muges og særlig god Strøelse deri, og Skærekisten kom i Gang; der skulde være Hakkelse til hele Højtiden. Alle skulde mærke, det var Jul, og ekstra Foder fik de; selv Lænkehunden blev løst lige fra Morgenstunden.
Og alle Markredskaberne maatte i Hus. Det at lade Plov eller Harve staa paa Marken, vilde bringe Uheld, idet Troldfolkene da vilde forhekse dem.
Den Dag kom man let over Middagsmaden, grundet paa Travlheden. Vi fik serveret en Ret, vi kaldte Dyppebrød; det var Brød, lagt i Kraft fra Sulet; dette Brød fra Sulevandet smagte herligt. Flæsk og Sennep spistes dertil.
Kvindfolkene havde endnu lidt tilbage. Alt Messing- og Kobbertøj skulde jo rigtig straale. Dengang brugtes paa Landet ikke Pudsecremer, men der blev brugt en lille Vidsk Halm og Aske, og det kunde vel nok gøre Underværker.
I næste uge ser vi på hvordan julen blev fejret
