Nykøbing har også haft et badehotel, endda med cottager og beliggende lige ved badestranden ved Nordstrand.
Men huset, der i dag bærer navnet Lyngbo, der var grundstammen i hotellet, ligger der endnu, på højre side af vejen, Lyngvejen, der fra Nordstrandsvej fører langs stranden mod vest. Det er et af de første huse på højre side. Da det var hotel, var der en stor pavillon eller veranda, ud mod vejen, og så var der cottager til. Enkelte af disse fyrretræshuse ligger der stadig på vejens venstre side og benyttes i dag som sommerhuse.
Det var den berømte tømrermester Niels Frandsen, Nykøbing, som byggede hotellet omkring år 1900.
Her ses Niels Frandsen og familien.
Han var en meget driftig håndværksmester, formand for håndværkerforeningen og en stor bygherre. Han byggede og ejede f. eks. ejendomme i Havnegade, den røde ejendom på Algade over for Hotel du Vest, den store hvide ejendom på Dr. Margrethes vej, Landmandsbankens bygning, Kildegården osv. Selv boede han i den gule villa, der nu ligger bag Trykkergården. Pompøs så han ud med sit store ”cykelstyrskæg”, og så han havde et håndtryk, der kunne få svage folk til at gå i gulvet.
Han drev selv hotellet ved Nordstrand, der jo dengang var temmelig øde. Kun ganske få huse var bygget på det tidspunkt langs stranden Grundene var jo ganske billige, de fleste hørte til ejendomme inde i Nykøbing og handledes lidt tidligere for en pot brændevin. Man tog jo ikke meget til stranden — det var skovturenes tid.
For øvrigt er der en ganske sjov historie i forbindelse med hotellet. En dag sagde tømrermester Frandsen til sin gode malermester P. M. Christoffersen at han skulle have malet en flagstang på hotellet. P. M. Christoffersen drog derud med et par af sine folk, men der var ingen flagstang. Derfor malede han en flagstang på hotellets gavl, hvilket naturligvis forbavsede Frandsen, da han så den. Men Christoffersen kunne da undskylde sig med, at han havde fået besked på at male en flagstang.
Der kom en hel del mennesker til hotellet for at feriere. Man boede i cottagerne og spiste på selve hotellet. I den afdøde forfatter Jacob Palludans essay-samling »Siden De spørger. ..«, fortæller han nemlig om ferieoplevelser fra Nykøbing Sjælland: »En gang ferierede vi ved Nykøbing S., et paradis. Først på Hotel Phoenix som eneste gæster. Værten, der overvågende deltog i måltiderne, virkede modløs ved at skulle leve helt af os. En tjener opholdt sig bestandig bag stolene, det trykkede samtalemulighederne. Derpå i landauer ud til den øde beliggende Nordstrand, ”Kattegats-badet”. Straks første dag solinflammation i benene og let feber, jeg måtte i seng. Man boede i fyrretræshytter med tjæreduft og mange ørentviste (jeg trak en ud af øret, det er rigtigt). Blandt gæsterne var standsfolk, således daværende pianist V. Willumsen. Jeg havde klavernoder liggende i salen, en dag snuppede han Lumbyes »Indiansk krigsdans« og stillede den foran sig. Av for søren, så tjept skulle det gå! Han bare så på den, så kunne han den!
Som morgenmand gik jeg alene over i restauranten og fik serveret en personlig kande kaffe, disse højtidsstunder holdt jeg tæt med (kaffe er ikke godt for børn). En dag flyttede jeg lidt på bordets blomsterpynt, straks var ungtjeneren der: Du skal la’ alting være. Han havde en kunstners omhu for sit værk. Og hvilke blomster! Den lette tørre strandflora i sarte farver, klokkeblomst, evighedsblomst, lyng. Og den store blå havbue med lokkende friskhed. Et paradis som allerede sagt. Og for de få, eksklusivt”
Så vidt Jacob Palludan om ”Kattegatsbadet”, men der knytter sig også andre minder dertil. Her foregik nemlig fugleskydningerne!
Lige til den anden verdenskrig havde Nykøbing sit ærværdige Fugleskydningsselskab, den årlige fugleskydning foregik netop ved hotellet.
En tidlig sommermorgen drog et orkester gennem Nykøbings gader for at vække indvånerne til det stolte syn, der snart ventede dem. Fugleskydningsbrødrene skulle hente fuglekongen. Brødre sluttede sig til, som orkestret kom frem, og snart var der dannet en fornem procession med bannere og festklædte skydebrødre. Foran gik to unge mennesker med et blåt fløjlsskjold, på hvilket var fastgjort de sølvpræmier, om hvilke, der skulle konkurreres. Det var et eftertragtet hverv at bære disse, og i mange år blev det varetaget af apoteker Svend Nielsen, Valby (som tidligere var en trofast sommerhusbeboer ved Skærby) og tidligere prokurist Kaj Frederiksen fra sadelmagergården på Algade.
Hos fuglekongen fik brødrene sig en hjertestyrkning og var så beredt til turen til Nordstrand. Et festligt syn var det, som de drog frem efter orkestret. I mange år med Sophus Jensen som trommeslager og barberen fra Grevinge som basunist.
Vel ankommen til Nordstrand gik man i gang med skydningen, som gik let fra hånden i formiddagstimerne, indtil der kaldtes ind til den oppulente (overdådig) frokost i hotellets pavillon.
Her blev taget godt fra både af maden, øllet og de kolde snapse, der jo dengang var på mere end to centiliter. Når også kaffen med diverse var gledet ned, optog man igen skydningen, men nu var det knap så let at ramme fuglen.
Et replikskifte noget lignende som sådan huskes:
— Hvor skal jeg da sigte?
— Det er ikke så svært. Bare skyd ind i hele flokken!
Her se cottagerne der blev bygget af Niels Frandsen.
Ned kom fuglen da for det meste, men det berettes, at man i hvert fald et år ikke kunne få gjort kål på den. Smedemester Clausen havde nemlig gjort den ekstra levedygtig, da han beslog, og man måtte skyde nok engang dagen efter. Normalt blev fuglekongen dog kåret og behørigt hyldet samme dag.
Så gik turen tilbage til Nykøbing, og nu var optoget knap så flot som om formiddagen. Det kneb med at holde trit efter orkestret, hvis medlemmer naturligvis også havde stukket (drukket) en enkelt øl og dram ned, og det siges, at det er sket, at enkelte brødre har måttet lade sig hjemtransportere i Lauritz Jacobsens landauer eller senere i hans åbne bil. Hjemme imødeså konerne naturligvis spændte deres gemalers hjemkomst.
Om aftenen ventede nemlig den store gallamiddag på Grønnehavehus, hvor man festede videre efter alle kunstens regler. Der skulle et godt bryst til, som man sagde den gang.
Fugleskydningsselskabets virksomhed ophørte ved begyndelsen af anden verdenskrig, da geværer og ammunition blev beslaglagt, og det er aldrig senere blevet genoplivet. Mange byer har jo ellers stadig deres fugleskydningsselskaber.
Tiden løb imidlertid fra hotellet, og tømrermester Frandsen afhændede såvel dette som cottagerne. Verandaen eller pavillonen blev revet ned, og grosserer Jørgen Gormsen havde i en meget lang årrække sommerbolig her. Han ejede også et par af cottagerne, der var blevet omdannet til sommerhuse, men disse solgtes senere fra, og fhv. finansminister Poul Møller og Lis Møller ejede nogle år Granhuset, som et af dem var kommet til at hedde.
Men i mellemtiden var sommerrestauranten ved den offentlige badestrand blevet bygget. En tid var den temmelig godt besøgt, siden fik den et lidt ilde ry og blev nedlagt i som restaurant, hvorefter bygningen blev udlejet til sommerhus, men derefter nedrevet engang i 1950´erne.
Jo der er sket meget — og badehotellet har vi jo ikke mere, men huset står der stadig som et minde om dengang, da der var badehotel ved Nordstrand.
