Går vi nu over gaden, var købmand Helmo den første forretning, vi mødte. Så kom Ford. Hvor firma E. C. Larsen nu har til huse boede tandlæge Meldorf-Hansen. På Phønix var det hotelejer Petersen, der stod for styret med sin førstemand, overtjener Tagø, kendt af alle i byen som den flinke mand han var. Efter Phønix kom en lille, men meget anerkendt forretning dengang, fru Olsens broderi- og modeforretning. Wilhelm Nielsens Hotel, det nuværende Odsherred, var kendt for sit elskelige værtspar. I Kiosken var det Åge Larsen, der stod ved roret. Stech var endnu ikke etableret, men her boede frisør Sørensen, eller bedre kendt som »Stritter«, et øgenavn erhvervet på forretningens slogan i vinduet: »Stritter håret«.
Apoteket, i „ Eilschouenens eje i generationer, var ikke et sted, der var populært for børn. Der købte man nemlig det dengang eneste saliggørende for børn: levertran. Man var simpelthen ikke noget »mandfolk«, hvis man ikke kunne stå for den most som barn.
I Svanestræde lå biblioteket, en enkelt bager, som nu, og den gamle brugsforening, der dengang åndede fred og idyl. Schous Sæbehus var ikke særligt populært hos de handlende. Der rejste sig et ramaskrig, da sæbehuset begyndte at handle med undertøj, lædervarer og andre ting, som normalt ikke forhandledes i et sæbehus.
Så kom vi til sagfører Jensens kontor og den gamle amtssparekasse. Drejermester Larsen ved siden af var et kapitel for sig. Han var en af sit fags sidste udøvere. Han havde to små butikker, som var hyggelige at komme ind i. Erichsens manufakturforretning ved siden af var dyb og stor. Den blev især kendt, da husets datter i 30’eme blev kåret til Miss Danmark! Blikkenslager Hansen, hvor nu Damborg er, var også noget for sig selv. Et større varelager skulle man lede længe efter dengang. R. M. Johansen, Carsten Bruuns bedstefader, var kendt for sin gode hjemmebrændte kaffe. Hvor nu Leo Petersen har forretning, havde isenkræmmer Knud Larsen sin store, pæne forretning.
Så kom vi til den elektriske skomager, der mange år bag vinduet sad og arbejdede flittigt og stræbsomt. Før Vendelbo var der Anthon Hansen, og hans brød var uovertruffen. At sætte tænderne i en wienerbrødsstang der, det var sager. L. Hansens store forretning vakte alles beundring. Den udvidedes og udvidedes. Nykøbing Bank var helt utilnærmelig for børn. Hine tiders stivhed prægede bankerne. Moesgårds forgænger Lausen var kendt viden om i herredet, han var forsyner af varer til mange små købmænd. Det var et patriarkalsk firma, hvor hele firmaets personale fik kosten. Her var det førstemanden hr. Andreasen, der siden selv fik forretning, frøken Larsen og Hans Rasmussen, jeg husker bedst. Her havde man aldrig noget imod at gå ind at handle, for der vankede altid lidt sukkergodt.
Bager Rasmussen lå som nu dengang på samme plads og var velkendt for sin venlige betjening. Ved siden af lå der et par butikker, der stadig skiftede ejere, og det gør de vist endnu. En af de senere ejere var cigarhandler Herman Hansen, der blev der i adskillige år, og som også var kendt som en dygtig tjener på Hotel Phønix.
Farvehandler Møller var endnu ikke kommet til byen. Farvehandleren hed dengang Johansen. I farvehandler Johansens gård lå frøken Fax-holms private børnehave. På de tider var det nærmest et statussymbol at have børn i børnehave, for det var kun få gifte kvinder, der arbejdede. Cykelhandler Rasmussen er stadig på samme plads. Ved siden af havde frisør H. O. Petersen dame og herrefrisørsalon. Så kom Landmands-hotellet med krostue og værelser. Ved siden af havde installatør E. C. Larsen forretning. Desuden lå der i kort tid en Resedabutik, hvor alting kun kostede 95 øre. Der var også en barberforretning, som jeg ikke husker navn på. Endelig kom Bentzons fornemme butik. Her regerede hr. Bentzon og hans førstemand H. Qvist, men det var så absolut et sted, jeg aldrig nåede at komme som barn. Her var udsalg fra Magasin, fint og stiligt. Den sidste butik i gaden var cigarhandler Mogensens cigarforretning i blikkenslager Bendtsens ejendom.
I byens andre gader var der ikke mange erhvervsdrivende. På hjørnet af det nuværende Klintevej (tidligere hed vejen Nordvest vej) og Nørregade lå 2 små købmandsforretninger, købmændene Andersen og Wøldike. På Egebjergvej havde man Grønnehavehus, byens store forlystelsessted, der dengang åbnede 1. maj med brask og bram, og i Havnegade havde man Hotel Frederik VII med »Palmehaven«. Det var på de tider, da alle hoteller skulle have sin palmehave. Jeg husker tydeligt palmerne, når de blev stillet ud i den lille have ved siden af. Hvor politistationen nu er, havde hotellet værelser. Store og epokegørende ting skete der ikke i byens erhvervsliv. Der kom først liv i byen, da den store sommerhussælger og grundsælger Stanley Segner dukkede op med sine udstykninger i omegnen og forøgede sommergæsternes antal.
To snese år er gået, siden bybilledet så ud, som jeg har tegnet det. Der sker stadig ændringer i det og ud fra nye tanker. Vi skal komme hinanden ved. Algade blev prøvet som gågade sidste sommer og skal vel fungere som sådan igen i det kommende år. Det er så absolut spændende, hvordan Nykøbing vil udvikle sig de næste 40 år. Jeg ønsker held og lykke til og håber ikke, at den sidste publikation om befolkningstilvæksten taler sandt. Den spår indbygger-tilbagegang. Derfor nykøbingensere: På med vanten!
Helge Jørgensen.