Under overskriften ”Ny sommerrestaurant i Rørvig”, kunne man d. 29. maj 1936 læse i lokalavisen, at enkefru C. Korshagen til pinse åbnede en ny restaurant i sin sommervilla i Rørvig. Yderligere stod der, at villaen (!) lå i særlig idylliske omgivelser ned mod Isefjorden. At der var vel skærmet med beplantninger, og pladsen både i og navnlig omkring den smukke villa, ville have alle betingelser for at blive et sted, hvor mange gæster ville søge til for i fred og ro at læske ganen samtidig med, at de kunne nyde den smukke udsigt over vandet. Sommerhuset havde endda fået sin engen strand, da stedet hvor det lå, blev omtalt som Coln Strand
Første sommerhus i Rørvig?
“Coln” blev opført i fra 1910, som en træpavillon på 3×3,5 m. I huset kunne man overnatte i hængekøjer, og køkkenet lå i fri luft under et halvtag. Placeringen tæt på havnen, ved fjordstien ud mod Skansebugten, gjorde at udsigten var enestående. Da huset blev bygget, gik der en flagstang op igennem taget, som var af tagpap. Men der hvor flagstangen, blev aldrig tæt og gav især problemer i regnvejr, hvorfor det blev fjernet. Huset havde oprindelig en vandblå farve med hvide vinduesindfatninger og kapbånd og lyseblå balustre. Taget var tjæret, derpå rødlakeret. Indvendig var huset hvidmalet. På grund af den tidlige opførsel, er huset måske et af de første sommerhuse i Rørvig.
Niels Korshagen
Det var Niels Korshagen, der var stationsforstander i Jylland, som opførte huset. Han og hans kone Cecilie, ønskede at vende tilbage til deres barndoms egn om sommeren. Her kunne de opleve naturen og besøge familien. Niels´ oprindelige efternavn var Olsen, og han var opvokset på en gård i Rørvig by. Da han efter forskellige ansættelser ved De Danske Statsbaner havde arbejdet sig op til at blive udnævnt til stationsforstander i Thorsager i Jylland, fandt man i Statsbanerne ud af at Olsen ikke var fint nok. Niels, der altid havde længtes hjem til sin fødeegn, foreslog herrerne om en navneforandring til Niels Korshagen kunne accepteres, og således gik det til.
Navnet “Coln” er dannet forbogstaverne på familiemedlemmerne: Carl, Olga, Line og Niels.
Da Niels Korshagen døde i 1935, så arvede konen, Cecilie Korshagen, sommerhuset Coln. Sommerhuset blev omdannet til en kaffestue i sommerhalvåret, som beskrevet i starten.
I takt med at Cecilie blev ældre og ældre hjalp datteren Olga mere og mere til i kaffestuen.
Annie Brydegaard Danielsen, datter af den tidl. Sognerådsformand Daniel Danielsen fortæller:
”Olga ville oprindelig gerne have været gymnastiklærerinde; men det syntes hendes far ikke, men hun var god nok til at passe ham og moren, da de blev gamle.
Det var derfor, at broren Carl havde hjulpet Olga i gang med at drive kaffestue i morens sommerhus ”Coln”. Der stod ryg om Olgas kaffe, chokolade, te og hjemmebagte kager serveret på meget fine tallerkner og væsken i respektive porcelænskander, så ”Coln” måtte have en tilbygning med køkkenfaciliteter og fine hvide træmøbler på græsset.
I weekender og ferier kom Carl med sin familie sejlende fra Frederikssund i sin båd ’Albatros’ og ankrede op udfor ”Coln”. Carl og hans kone hjalp til, og deres søn Erik blev sendt ud at lege.
Som voksen uddannede Erik Korshagen sig til arkitekt og fik egen tegnestue. Noget som de lokale folk gik lige så meget op i, som Olga Korshagens velbesøgte kaffestue.”
Ifølge Rørvig kirkebog var Olga forsat ugift, da Cecilie døde. Men kort efter, den 6. nov. 1948, giftede Olga Korshagen sig med slagter Max Hollinger i Rørvig Kirke. Max var hans kælenavn, han var døbt Mathias Hollinger.
Nygifte fru Olga Hollinger solgte ”Coln”. Hun og Max Hollinger bosatte sig herefter i Nykøbing Falster, hvor han havde sit arbejde.
”Coln” har løbende gennemgået flere udbygninger, således at det nåede op på hele 50 m2 i slutningen af 1990´erne. Flere personer har gennem 50´erne og 60´ene brugt stedet som sommerhus.
I 1997 var arkitekt Erik Pingel på besøg i huset, her var det Nicholas Hüttemeier som gav en rundvisning i huset. Han fortalte at hans mormor overtog huset hvor det også stoppede med at være kaffestue. Som sommerhus havde huset en fortræffelig beliggende lige ud til vandet, det perfekte sted for Nicholas og hans venner, når de skulle surfe i Skansebugten. Om vinteren var det ubrugeligt, da det var umuligt at varmen op.
Køkkenet var meget lille og primitivt, og det er nemt at forestille sig, hvor trange vilkårene var når der var rigtigt travlt, når haven var fuld af tørstige og sultne gæster. Historien i huset var der stadig og isskilte, og tilbudsskilte var hængt op på væggene. I haven var der et gammelt muret kølerum. Et lille viktualierum der var gravet ned i jorden for at kunne holde fløde, mælk og pilsnerne kolde. Bag huset lå en mindre bygning med toilet, der har været brugt af gæsterne, og et rum der har været lager og soveværelse for kaffestuens personale.
Genopførsel ved Annebjerggaard Hovedgård
I 2006 blev der lavet en aftale med ”Coln”´s ejer Kristine Vibeke Bielke, Vikingestien 8, Rørvig, om at lade bygningen indgå i den udstillingsbygning på Annebjerggaard Hovedgård. Forud for hjemtagningen blev der i januar 2006, foretaget en bygningsopmåling af arkitekt MDD Torben Arendal. Ved udstillingen på Annebjerggaard Hovedgård, findes der i dag, et Stanley Segner hus nemlig ”Hjertehuset”.
På grunden i Rørvig er der i dag flot sommerhus, et hus som bl.a. andet har været med i udsendelsen Hammerslag
Artiklen har for nylig været bragt i det nyeste nummer af Bevar Rørvig, og været brugt i forbindelse af den nyligt afholdte Geopark Festival, hvor huset har givet inspiration til byggeriet af en KulturPAVILLON, som blev indviet i forbindelse med Ovnhus 2014
Tak til MDD Torben Arendal og Annie Brydegaard Danielsen.