Filmen Hvidstengruppen omhandler en aktiv modstandsgruppe i Danmark under besættelsen. Gruppen tog imod våben og sprængstof, som engelske fly kastede ned. Gruppen var aktiv fra marts 1943 til marts 1944, da gruppen blev afsløret. I det nordlige Odsherred var der én våbennedkastning, som i mange henseende minder om den nedkastning der gengives i filmen.
”Kun den, der har oplevet et sådan øjeblik, kan forstå de følelser som gennemstrømmer folkene på pladsen. Før maskinen kommer, står man i mørket med følelsen af, at være omgivet af fjender på alle sider. Hvert træ, der knager, hver gren, der knækker, hver en lyd, der kommer ud af natten, må man betragte som komme fra nogen, som vil én til livs. ” Ovenstående er sagt af Anton Toldstrup, der var leder af modtageordinationerne i Jylland og er meget rammende for nedenstående billede.
Der findes i sagens natur ikke ret mange billeder af nedkastningen, men dette er fra en nedkastning i Jylland. Det var RAFs flyvere, som kastede containerne ned til modstandsfolkene. RAF er navnet på det britiske luftvåben, som spillede en stor rolle for den danske modstandsbevægelse. Det var bl.a. flyvere herfra, der gennem nedkastninger forsynede modstandsbevægelsen med våben og med eksperter (faldskærmsagenter). Unge mennesker gik med huer i rødt, hvidt og blåt (farverne fra Royal Air Force-flyenes kendingsmærke) som demonstration mod tyskerne.
Nedenstående beskriver hvordan nedkastningen forløb ved Sandskredet – og er en gengivelse af kapitlet fra min bog “2. verdenskrig i Nykøbing og omegn” som er blevet til på baggrund af bl.a. Henry Gideon, Knud Lundberg og Jørgen Ravns erindringer.
De personer, der deltog i våbennedkastningen, har sikker vendt situationen et par gang, inden de har sagt ja. De sagde ja, velvidende, at flere havde familie. De vidste, det var med livet som indsats. De vidste, at det var gået galt andre steder i Danmark. Der var ikke nogen rutine opbygget, da det var den første nedkastning, de skulle deltage i.
Med så mange mennesker i aktion omkring våbennedkastningen, der forgik i mørket i en skov, havde de aftalt et feltråb, som var ”øl og snaps”. Hvis man mødte nogen, skulle man sige ”øl”, hvorefter vedkommende man mødte, så skulle sige ”snaps”. På den måde kunne man genkende hinanden. Våbennedkastningen gik på ingen måde efter planen, og det kunne have haft alvorlige følger, hvis tyskerne havde været mere ”oppe på mærkerne”.
Men hvorfor var tyskerne ikke ”oppe på mærkerne”, da nedkastningen skete? For det første havde man valgt stedet ved Kongsøre ud fra et strategisk punkt. Det var en skov, hvor det var muligt hurtigt at komme i skjul, men samtidig så var Egebjerg et af de få sogne i Odsherred, hvor der ikke var tyske militær. Altså ville chancen for at møde tysk militære i sagens natur være mindre.
Det fortælles, at tyskerne, der holdt udkik fra vandtårnet i Nykøbing, havde observeret, at der var fly i området den pågældende nat, men de valgte at ignorere det. Det fortælles også, at der på toppen af vandtårnet var opsat luftværnsartilleri, men der har kun været en lyttepost, ingen kanon.
I en pladsbog blev alle nedkastninger registret med en kort beskrivelse af den konkrete nedkastning. Til hver nedkastning var der også en bemærkning, om hvordan det var gået. Der beskrives også, hvad det var containerne indeholdt.
Henning Lindhardt er i sin bog inde på denne beskrivelse:
”Der var tre typer af sendinger: FOX, TIGER, OG LION. FOX indeholdte våben, TIGER indeholdte sprængstof og de nødvendige remedier til sabotage, mens LION indeholdte ammunition. I de sidste måneder af besættelsen var langt de fleste nedkastninger FOX. Nu var det ikke længere sabotage, der havde høj prioritet, men derimod bevæbning. En standard FOX-sending skulle kunne bevæbne 200 mand, og våbnene var fordelt i 24 containere. En sending kunne for eksempel bestå af 150 rifler, ofte US-karabiner, 22 maskinpistoler, ofte Sten Guns, otte lette maskingeværer, Bren Guns, fire raketstyr (bazookas), 20 pistoler, 408 Mills håndgranater (kaldet ”ananas”), og 40 Gammon-granater. Hertil kom en passende mængde ammunition til de forskellige våbentyper. ”
I samme bog står der også noget om selve forsendelsen. Nedkastningsstedet ved Kongsøre er i pladsbogen angivet som nr. 51 9-C-l vest for K i Kildebakker. Nedkastningen ved Kongsøre skov natten mellem den 12. og 13. april 1945. Som det vil fremgå af efterfølgende, så er der lidt usikkerhed omkring tidspunkterne, for hvornår ”Stig” blev nævnt i radioen, men navnet skulle nævnes i en tidlig og en sen udsendelse.
Stedet i Kongsøre er i pladsbogen beskrevet således:
”Holbæk, den 24/4 45
Sending ”Stig” modtaget i Kongsøre fandt sted den 13/4, udlodset fra 400-500 m højde i lysretningen og 300-400m før lysene. Han kredsede fire gange. Sendingen bestod af 18 containere og fire små tromler. Tre containere faldt uden skærm og knustes i faldet.
Beskadiget: 35 karabiner. God behold: 95 karabiner med tilbehør, to maskingeværer, to raketkanoner, 400 håndgranater, 15 pistoler, to sæt Gammon.
20 kb, 1 rk m. tilbehør, 100 hg. afhentet af Knud [efternavn ulæseligt] fra militærgruppe f. Han er nu skudt under en razzia. Hans næstkommanderende ”Aage” oplyser, at der er handlet efter ordre fra Frihedsrådet. Oplysningen om sendingen er tilgået vedkommende gennem Aage Nielsen, Asmindrup (kommunisten). Det afhentede var, hvis det ikke var udleveret, taget med magt. Peder.”
Kongsøre Skov, det var i dette område at nedkastningen foregik.
Henry fortæller:
”Den første gruppe kom i virksomhed, da der i midten af april 1945 blev foretaget en nedkastning i Kongsøre skov. Vi havde i forvejen fået at vide, at en sådan nedkastning ville finde sted, og at kodeordet var ”Stig”. Hver aften udsendtes fra engelsk radio en række ejendommelige meddelelser, blandt hvilke fandtes også de kodeord, som havde betydning. Havde man hørt det i udsendelsen kl. 19, skulle man lytte igen til den senere udsendelse samme aften, vistnok kl. 11. Kun hvis kodeordet blev gentaget ved den sidste udsendelse, ville nedkastning finde sted. Vi havde gentagne gange hørt ordet kl. 19, uden at det blev gentaget ved den senere udsendelse.
Endelig kom udsendelsen hvor koden blev gentaget i den senere udsendelse, mødte sergenten, (Christian Jørgensen) hurtigt hos mig og fik besked om med gruppen at sørge for modtagelsen. Nedkastningen skete også planmæssigt på den åbne plads ved Sandskredet i Kongsøre skov. Nogle af de nedkastede containere blev ganske vist hængende i nogle træer med deres faldskærme, men blev dog bragt ned, således at sendingen kunne bringes af vejen på en lastvogn. Størsteparten blev efterhånden samlet først i vort skydehus og senere på loftet over kapellet på Statshospitalet, hvor sendingen blev pakket ud og våbnene, bestående af bazookaer, maskingeværer, rifler og pistoler blev rengjort og samlet og nogle pakker med rigtige cigaretter fordelt. Det hele foregik uden at have vakt opsigt. Vi fik senere meddelelse om en ny nedkastning med kodeordet “Rudolf”, men kapitulationen kom, inden den fandt sted. ”
Den britiske radio blev et vigtigt led i kampen mod tyskerne.
Allerede fra 9. april blev der sendt dansksprogede udsendelser. I begyndelsen mest om krigens gang ude i verden; senere blev udsendelserne i højere grad et led i modstandskampen, idet der i slutningen af udsendelserne blev sendt en række kodede meddelelser om våbennedkastninger fra luften til modstandsbevægelsen. Udsendelserne varede i slutningen af besættelsen 10 minutter. BBC opfordrede ikke direkte til åbent oprør i Danmark, men var med til at påvirke den anti-tyske stemning i landet.
I et interview med sergent Christian Jørgensen fortæller han, at han en dag modtog en pakke barberblade, hvorpå der stod skrevet ”Stig Gertsen” – på den måde var han klar over, at der snart ville komme en våbennedkastning.
Lundberg har en meget udførlig beskrivelse i sine erindringer af nedkastningen, som bringes her:
”Våbennedkastningerne, der blev foretaget med fly fra England, tiltog hastigt i 1943-44, og en sending til Odsherred blev også planlagt således at de første forvarsler kom i begyndelsen af april 1945, idet den danske radiosender fra London, efter et forvarsel den 12. april, sendte en hilsen til: Harry, Thomas, Søren, Ida, Mogens og Stig, hvor Stig var kodeord for våbennedkastning ved Kongsøre den samme aften. Nedkastningsstedet var i forvejen blevet omhyggeligt undersøgt og godkendt af SOEs folk her i landet, og nedkastningspladsens øde beliggenhed med få tilkørselsveje skulle borge for størst mulig sikkerhed ved nedkastningen og borttransport af sendingen.
Endvidere var i Nykøbing, Lumsås, Odden, Højby og Asmindrup dannet nedkastningsgrupper bestående af 4-6 mand, der skulle forberedes til at modtage sendingen. I forvejen havde gruppemedlemmer været i Kongsøre for at besigtige pladsen, og nogle aftener tidligere samledes 23 mand hos Carl Johan Carlsen i Højby for at fordele opgaver og placeringer på og omkring pladsen for hver mand, idet operationens succes danske afhang af at alt forløb planmæssigt. Selv om tidspunktet lå tre uger før krigens afslutning, var besættelsesmagten stadig særdeles aktiv og en enkelt fejl kunne få katastrofale følger. Da alt var nøje gennemgået, herunder aftale om hvilke to lastbiler der skulle benyttes, skiltes man og kunne nu kun vente på det endelige signal der som nævnt kom den 12. april.
Ca. kl. 18 kom kodeordet “Stig” i den danske udsendelse fra London og operationen kunne gå i gang. Lastbilerne matte ikke køre efter mørkets frembrud, og det var derfor nødvendigt at få dem kørt ud af Nykøbing forinden. P M Stub havde fået den opgave at sørge herfor, og han henvendte sig derfor til sognefoged Thorvald Larsen, Hølkerup, der straks var indforstået med at bilerne blev anbragt i hans gård inden mørkets frembrud, hvilket skete. P M Stub kørte derefter på sin cykel med en maskinpistol i avispapir på bagagebæreren ud til skovfogeden i Kongsøre, som han skulle tage sig af inden operationen. Skovfogeden blev straks klar over sagens alvor, slukkede lyset og afbrød telefonen, hvorefter han med sin hustru forholdt sig i ro. P M Stub og Christian Hansen indtog derefter deres pladser som vagtposter ved indfaldsvejen til Kongsøre skov, den vej der førte ned til Sandskredet hvor modtagelsespladsen lå.
Da kodemeldingen havde lydt i radioen, fik man på Odden travlt med at rigge en lastbil til. Der blev stablet fiskekasser op på langsiderne af ladet og hen over blev anbragt en presenning, således at der dannedes et hulrum midt på ladet. Herind satte mandskabet fra Odden sig med deres cykler, der skulle bruges i skoven. Derefter kørte man igennem Ebbeløkke, hvor tyskerne inter bemærkede, og frem til Lumsås, hvor 3 mand stod på. Derefter videre til Sankerbjerg mejeri, hvor alle stod af og cyklede ned til skoven, mens lastbilen kørte til sognefogedens gård. Fra Nykøbing indledtes den samme procedure, idet der herfra skulle bruges to lastbiler. Det var biler tilhørende Carl Jensen & Søn med Viggo Krüger og Åge Nielsen samt Hans Sørensen, Brent, der i øvrigt mødte i smoking for at camouflere sit ærinde.
I Højby havde Holger Lindhardt hørt kodemeldingen og alarmerede de øvrige i denne gruppe, bl.a. Jens Bojsen-Møller og Carl Johan Carlsen. Da han som læge havde køretilladelse, benyttede man hans personbil. Altså kørte gruppen fra Højby til gårdejer William Schou i Unnerød, hvor deres cykler i forvejen var blevet bragt, og herfra cyklede gruppen til Kongsøre.
Snart var alle 23 mand mødt. Ventetiden blev lang. Bitterlig koldt var det, men med en dram kunne man nogenlunde holde varmen. Timerne gik og alle mulige tanker om årsagen til at maskinen ikke kom, såsom dårligt vejr, motorskade eller nedskydning, blev drøftet.
Ventetiden fik imidlertid ende, for ca. kl. 2.30 hørtes motorstøj og Sterling-maskinen strøg hen over pladsen, vendte en gang, kom tilbage med åbne bombeluger, 24 containere rumlede ud af maskinen, de gule og brune faldskærme foldede sig ud med store smæld, og våbensendingen dalede mod jorden. Navigator Les Bell havde bevist sin dygtighed ved at lede Sterlingmaskinen præcist frem til denne uanseelige plet på Danmarkskortet. For at forhindre containerne i at falde i vandet, udløste bomberen ladningen således at den landede uden for den afmærkede plads og i stedet dalede ned i nogle træer, hvilket gav et meget stort ekstraarbejde med at pille de tunge containers, hvoraf nogle vejede 250 kg, ned fra træerne og op fra grøfter.
Når containerne var landet, gjaldt det om hurtigst muligt at slette alle spor. Faldskærme skulle pakkes sammen og containerne over i de ventede biler. Billedet er ikke fra en aktion i Odsherred.
Det begyndte at lysne, så travlheden med at læsse containerne op i Carl Jensens og Hans Sørensens lastbiler var stor og gik ikke just stille af. Der lød et brag henne fra en af bilerne, alle troede det var et skud og greb efter deres våben, men det viste sig at lyden opstod ved at to containere ramlede sammen, når de blev kastet op på bilens lad. Det blev et stort arbejde at samle sendingen sammen; en faldskærm havde ikke foldet sig ud, og containeren blev ødelagt ved faldet mod jorden, det var bl.a. 80 US-carabiner – også kaldet partisan-rifler – det gik ud over. De var bedst til at skyde om hjørner med, så bøjede var de. Hen ad kl. 4 var det blevet så lyst at man måtte indstille arbejdet og dække de resterende containere til for senere at hente dem. Ved inspektionen senere på morgenen af Christian Kristensen fandt han fire faldskærme hængende i træerne, dem fik han hurtigt pillet ned, så de ikke skulle røbe nattens hændelser.
Man forlod nu pladsen med de tungt læssede lastbiler. Aftalen var at sendingen skulle opbevares hos Jens Kaas i Asmindrup til senere fordeling. De der kørte med lastbilerne – Bill Hansen, Otto Kaas, Erling Jensen, Poul Petersen, Christian Kristensen, Åge Rømer og vognmand Hans Sørensen, der kørte -sad og balancerede oven på containerne, der var stablet som pyramide. Et uheld skete undervejs, idet Rømers (dæknavn Kofoed) maskinpistol pludselig sendte en byge ud over kanten på ladet. På grund af træthed var han kommet til at trykke på aftrækkeren, men da ingen var ramt, morede man sig trods sagens alvor over at den der var blevet mest forskrækket, var Rømer selv. På Jens Kaas’ gård gik han og naboen utålmodigt og ventede. De havde hørt maskinen for længst og troede derfor, at der var hændt noget da timerne gik. Der blev nu travlhed med at få læsset af. Det blev lysere og lysere, mælkemanden kunne snart ventes. Containerne skulle op ad en stige, gennem en lem og ind på høloftet, og da nogle som tidligere nævnt vejede godt til, var det endnu et tungt stykke arbejde der skulle gøres, men alt kom op på loftet.
Det var meningen at alle derefter skulle sove lidt, og der var da også et par stykker der lagde sig, men det var ikke muligt at falde i søvn, udpakningen blev derfor påbegyndt. Der var nok at tags fat på og våben af alle slags, som kunne glæde en modstandsmand. Der var rifler, pistoler, også lydløse pistoler, bazookaer, ananas (håndgranater), sprængstof, tændsatser, sprængblyanter og naturligvis ammunition til samtlige våben.
Tanken var at alt skulle blive hos Jens Kaas, indtil en fordeling kunne foretages. Der indtraf imidlertid en mærkelig situation, idet der om aftenen pr. telefon blev meddelt, at tyskerne havde arresteret Erling, Christian og Rømer nede i skoven, og at Jens Kaas og hans kone øjeblikkelig skulle forlade ejendommen. Der blev travlt med at skjule de tømte containers, først ved at kaste dem i ajlebeholderen, men da der kun kunne være få stykker, blev resten gravet ned ude i marken, et meget trættende arbejde. Meldingen om arrestationen viste sig at være falsk.
Der blev nu læsset våben på Valdemars lastbil og af sted gik det så mod Sjællands Odde. Det var først på tale at køre neden om Ebbeløkke, men det kunne vække mistanke hos de tyskere der lå i lejren ved Ebbeløkke, hvor de spærrede vejen til Sjællands Odde. Derfor bestemte man at køre lige igennem den tyske lejr, hvilket skete. Ved afspærringen bad Valdemar et par tyskere om at løfte spærretråden, så bilen kunne komme igennem. De var meget hjælpsomme, og man kørte videre mod Odden. Havde tyskerne vidst hvad bilen var lastet med, havde de nok ikke været så villige.
Næste dag vendte Erling Jensen, Christian Kristensen og Rømer tilbage til Kongsøre og fik pakket endnu flere af våbnene i sække, som i mørkningen blev hentet af Hans Sørensen og kørt til Jens Kaas’ gård. Her var der mørkt og stille, og på grund af opringningen om at tyskerne havde opdaget hvad der var foregået, blev det besluttet ikke at køre videre, men læsse våbnene af i et hjørne af gården. De tre kørte derefter i Hans Sørensens lastbil til Holger Lindhardt i Højby, hvor man besluttede at få en sikker chauffør til med sin syv-personers bil at køre til Asmindrup. Her blev bilen fyldt med våben, hvorefter den tunge transport fortsatte til Niels Kjærbølling i Lumsås, hvor man anbragte alt i et skjul i hans mose. For at gøre den del af historien færdig kan fortælles, at denne sending dagen efter forsvandt fra mosen. Man kan kun gætte på hvad der her er sket, men som alle ved var der også i de tider politiske modsætningsforhold – ud over andre interessemodsætninger – og det er nok her løsningen skal findes.
Endnu var der våben tilbage i Kongsøre skov og en del af dem hentede Kaj Fonnesbech-Wulff i sin lille lægebil, der blev læsset så hårdt at hjulene knap kunne køre rundt og ved hver ujævnhed i vejen ramte skærmene. Til Nykøbing kom han – alene i bilen for, som han sagde, skulle tyskerne stoppe ham, var der kun én mand der blev taget.
Ved den videre fordeling af våbnene skulle en del til Højby, og det skete pr. jernbane fra Asmindrup. Den daværende portør Christensen på Højby station telefonerede til Jens Bojsen-Møller og meddelte at der var kommet en forsendelse til ham. Vel vidende hvad det drejede sig om, spændte Bojsen-Møller en hest for sin dogcart, kørte på stationen og fik læsset vognen.
Derefter kørte han ned ad hovedgaden, hvor mange tyskere færdedes; de havde bl.a. besat skolen. Mens han kørte tænkte han: “Hvis nu tyskerne standser mig for at undersøge hvad jeg har på vognen, så giver jeg hesten et ordentlig rap med pisken, så løber den løbsk og jeg springer af og forsvinder over hegnet derhenne”.
Det blev dog ikke aktuelt, og transporten nåede godt til “Højbygård”. Her brugte man laden til at rense våbnene i. Alt var pakket ind i fedt, og det var et stort arbejde at fjerne denne indpakning og gøre våbnene funktionsdygtige. Her holdt man også skydeøvelser, det var nødvendigt for at lære våbnene at kende. Af hensyn til støjen blev tærskeværket startet, og med larmen fra et tærskeværk for fuld omdrejning, kunne man ikke høre skudsalverne fra maskinpistolerne.
Da det var farligt at have våbnene liggende i laden, blev det besluttet at lave en grav ude på marker i nærheden. Da tyskerne imidlertid til stadighed passerede stedet både gående og til hest, samtidig med at toget også kørte forbi med passagerer der sad og fulgte hvad der foregik hvor toget passerede, var man nødt til at kamuflere gravearbejdet ved hjælp af andre sysler, så man samlede sten og meget andet, og gravearbejdet og våbnenes anbringelse blev afsluttet uden utidig indblanding.
En del våben skulle transporteres fra Asmindrup til Nykøbing. Det skete ved at Åge Nielsen læssede det hele på en banecykel og kørte det ad jernbanesporet, hvor det blev læsset af ved Kjær Petersens stald beliggende lige før jernbanen krydser Havnegade. Her blev det anbragt på Kjær Petersens hestevogn og ad Egebjergvej kørt til skyttehuset, hvor det med stort besvær blev båret ind.
Da alle var kommet godt inden for og slappede af, lød der pludselig tyske råb uden for. Overbetjent Stub, der deltog i aktionen, mente det var bedst at gå ud og se, hvad der foregik og mødte en tysk officer uden for. På forespørgsel om hvad der foregik, fortalte Stub at det var hans sommerhus. Lidt derfra stod en kvinde, som åbenbart fulgtes med tyskeren. Stub stoppede sin pibe og slentrede over i Grønnehave skov. Da tyskeren havde talt med kvinden, gik han bag efter Stub, der nu syntes det var på tide at komme af sted, så han løb ind i skoven neden for hospitalet og gemte sig der, indtil han senere listede ned mod skyttehuset ved at snige sig fra busk til busk. Alt var imidlertid roligt, så han listede ind i skoven, hentede sin cykel og kørte hjem.
Det viste sig dog, at da han kom hjem var hans kammerater – det var Christian Larsen, Christian Hansen og Åge Jensen – hjemme i haven, og de fortalte at efter episoden med tyskeren, var de blevet en tid i skyttehuset, var derefter listet ud, da alt var stille og roligt, havde fundet cyklerne og var kørt hjem til Stub. Alle gik derefter hver til sit.
Skyttehuset var som opbevaringssted nu blevet usikkert, og det blev besluttet at flytte våbnene. Hele næste dag blev der holdt vagt omkring huset, og man skiftedes til at holde vagt i skoven. Alt var imidlertid roligt, og næste nat kl. 2 mødte alle så op igen. Geværerne, der var anbragt i flade glaskasser, blev nu anbragt på tre-fire cykler, og så gik turen op gennem Grønnehave skov. Den eneste med funktionsdygtigt våben var Fonnesbech-Wulff, der var bevæbnet med en pistol. Efter megen besvær ankom man til hospitalets kapel, hvor geværerne og det øvrige materiel blev anbragt oppe på loftet i en mørk krog. Næste dag gik man i gang med at befri våbnene for deres fedtindpakning og rense dem. ”, sluttede Lundberg
I denne lange beretning nævner Lundberg flere gange overbetjent Stub, som overbeviste den tyske soldat om, at skyttehuset var hans sommerhus. I Lundbergs arkiv, findes en båndoptagelse, hvor Stub fortæller hvordan han oplevede det. Denne afskrift har været i bogen ”Modstandskampen i Odsherred”, og jeg har fået lov til at gengive den her. Så her er, hvordan overbetjent Stub oplevede mødet med den tyske soldat:
”Det var den aften, at Aage Nielsen havde transporteret de sørgelige rester af de våben, der blev kastet ned den 12. april fra Højby nej Asminderup station, til engene bag ved slagteriet. Han transporterede dem på skinnecykel, og de var læsset i glaskasser. Kasserne havde vi lånt os frem til, og de blev kastet ned ved engene ved Kjær Petersens stalde. Vi fik ham til at læsse det hele på en ladvogn, og da det blev mørkt, kørte han ud af Egebjergvej ud til Skyttehuset hvor han efter aftale skulle læsse dem af. Han glemte ved denne her kørsel at tænde sine lygter, og det bevirkede, at da han kom ud til skoven, hvor vi stod og skulle modtage ham, havde han hele vagtværnet efter sig. Men de blev hurtigt sendt tilbage igen. Vi stod og skulle modtage ham og bære det ind i Skyttehuset. Vi foretog så indlæsning. Da han havde læsset kasserne af, begyndte vi at bære dem ind i Skyttehuset. Vi havde åbnet døren. Vi havde nøgle med til det brug. Det gik meget godt med at få kasserne ind. Da vi havde fat i den sidste kasse, det var en meget stor spejlglasrudekasse med alle riflerne. Da vi lige var kommet ind af døren, og stillet den fra os derinde. Jeg var bagerst. Da vi lige havde fået rettet ryggen, hørte jeg en tysker råbe noget henne ved døren… den åbentstående dør. Jeg tænkte, at nu er det sgu galt. Der var ikke andet for, at jeg måtte ud og se, hvad det var. Jeg gik ud på trappestenen og smækkede døren. Lige uden for døren stod der en tysk officer i det her mørke. Oppe på kørebanen et stykke derfra kunne jeg se, at der stod en dame. Han begyndte at tyske op. Jeg forstod, at han spurgte, hvad jeg lavede her. Jeg tog meget roligt på det. Jeg begyndte at tænde min pibe. Jeg fortalte ham så, at jeg var inde at se til mit sommerhus, og at huset var mit. Så da jeg havde tændt piben, gik jeg over rosenbeddet og over kørebanen og ind i skoven op ad skråningen. Da så jeg mig tilbage. Jeg kunne se, at tyskeren begyndte at tale med damen. Et øjeblik efter begyndte han at gå efter mig. Så tænkte jeg, at nu er det vist bedst, at jeg flytter mig lidt. Jeg høvlede så af sted bag den vej, der går langs Egebjergvej oppe ved sygehuset. Her glider jeg så hen over vejen på den modsatte side. Der gemmer jeg mig så et stykke tid. Da jeg ikke hørte noget nede fra Skyttehuset, vovede jeg mig længere ned ved buskene der i nærheden. Men alt var stille og roligt. Men lige pludseligt hører jeg et skud. Jeg tænkte, hvad i alverden, er der nu gået af dem dernede. Men det var imidlertid ovre fra havnen, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Da jeg havde ligget der og ventet en times tid. Så vovede jeg mig hen til Skyttehuset og gled forbi der. Der var stille og roligt. Jeg havde min cykel stående henne ved Grønnehaveskoven, og jeg cyklede hjem uden, der skete noget. Da viste det sig, at mine tre kammerater, Chr. Larsen, Chr. Hansen og Aage Jensen allerede var kommet hjem i min have, og de stod og ventede på mig. Det viste sig så, at alt var gået stille og roligt. For umiddelbart efter jeg havde smækket med døren, så kiggede de ud, og der var intet at se. De skyndte sig at smække døren og komme ud og over på den anden side af vejen og ind i skoven og tog deres cykler. Der var således ikke sket noget, men det bevirkede alligevel, at vi var lidt bange.
Det blev besluttet, at næste nat skulle våbnene ryddes derfra. Vi holdt skoven under observation hele den påfølgende dag. Forskellige havde vagt derude i skoven. Den næste nat igen klokken to foregik den store flytning fra Skyttehuset op til hospitalets ligkapel. Vi havde kun én pistol, og den bar doktor Fonnesbech-Wulff. Vi havde alle vores ting på cykler, og den store glaskasse med riflerne, den lå på tre eller fire cykler. Hele karavanen bevægede sig gennem skoven og op til ligkapellet, hvor vi så fik lukket op. Vi havde fået en nøgle og fik alle kasserne og våben op på loftet. De blev stillet i et hjørne til senere rensning den følgende nat.”
Viggo Krüger arbejdede på det tidspunkt hos Carl Jensen og Søn, som var ejet af Svend Vedde. Viggo havde en lille lejlighed i bygningen, hvor Home i dag ligger. Lejligheden lå på første sal. I skunken opbevarede han en del våben fra nedkastningen. Da han kørte en af lastbilerne fra Kongsøre, må man formode, at han havde ladet nogle kasser blive liggende på lastbilen, og kørt dem direkte fra Kongsøre til Vesterbro. At våbnene blev gemt i skunken, fortalte han senere sin kone, Åse.
Åse og Viggo boede på det tidspunkt på hospitalet, over for gartneriet, og var i øvrigt rigtigt gode venner med overgartneren Hardy Hansen. Svend Vedde have fået nogle af de unge ansatte, som han kunne stole på, med ind i sin gruppe, og derfor var Viggo blandt andet med til våbennedkastningen. Jeg besøgte en dag Åse, som fortæller:
”Om selve nedkastningen havde Viggo fortalt, at det var en fordel, at han kørte bilen, for lygterne var jo blændet, og han ”kendte” jo bilen fra sit arbejde. Men man kunne jo ikke se ret meget, havde han sagt. Jeg spurgte engang Viggo, om han ikke havde være bange ude i den mørke skov, men det havde han ikke været.
Åse kunne også fortælle, at Viggo på et tidspunk også fortalte, at de gravede nogle af faldskærmene ned i jorden, umiddelbart efter at containerne havde ramt jorden.
Jeg havde ikke nogen ide om, hvad det var Viggo havde lavet under krigen, jeg viste intet – det eneste, jeg sagde til ham, da han efter kapitulationen fortalte om det, var ”Gud, hvordan kunne du dog finde på det”. Så skulle du bare vide, hvad der var i skunken i min lejlighed, under der hvor du havde siddet mange gange, sagde han så til mig. Der havde jeg gemt en masse af våbnene fra nedkastningen. Ellers nævnte han aldrig, at han havde været med i modstandsbevægelsen. ”, slutter Åse Krüger.
Da Kaj Fonnesbech-Wulff kørte fra stedet, med lastbilen godt læsset, var det, han sagde den berømte sætning: ”Hvis tyskerne ville stoppe mig, er der kun én mand der blev taget”. Dette var beskrivende for Kaj. Da han senere døde i 1970, udtalte en af hans kammerater, der også var med ved nedkastningen, følgende til HAV: ”Vi ved han meldte sig til vinterkrigen i Finland, og vi husker endnu hans virke under besættelsen. ” Derfor var han Ridderen uden frygt”, med henvisning til episoden fra våbentransporten.
Lundberg har senere suppleret med disse yderligere informationer:
”I Holbæk Amt, som det hed dengang, foregik nedkastningerne på 9 pladser, fra Gørlev og Tølløse i syd til Ordrup og Kongsøre i nord. I alt 209 containere og pakker blev sendt ned.
I nedkastningen ved Kongsøre, der vedrørte os, deltog 23 mand fra Odden (9), Lumsås (4), Højby (4) og Nykøbing (6). ”
Ud over de nedkastede våben ved Kongsøre var der aftalt en ny nedkastning på Vejrø, en ø, der ligger mellem Samsø og Sj. Odde. Tre mand var sendt af sted fra Sj. Odde, d. 2. maj 1945, i en fiskekutter. De lå og ventede i flere dage ved øen. Det var i tiden op til 4. maj, og da freden blev proklameret, kom der selvsagt ingen nedkastning. I Lundbergs notater kunne man af hans stikord læse, at det var Poul og Knud Petersen og Aage Rømer, der ventede ved øen. De skulle have modtaget 16-18 tons automatiske våben. Mens de ventede oplevede, de at se to tyske ammunitionsskibe, der var på vej mod Aarhus, blive sprængt i luften af bombefuldtræffere fra RAF-Maskiner.
Natten mellem d. 20. og 21. april 1945 skete der en nedkastning i Kårup skov, men det var distriktet fra Skamlebæk, der håndterede dette. Her gemte man de nedkastede containere i rævegrave, indtil afhentning fandt sted.
I bogen Danmarks Frihedskamp står der lidt om denne nedkastning, samt om pastor Chr. Petersen fra Vig, der ikke kom med til nedkastningen:
”En af modtagegrupperne havde en præst i sin midte. Man syntes dog ikke, det passede sig at tage ham med på en våbenmodtagelse, og modvilligt lod han sig overtale til at blive hjemme. Han gik ind i sin kirke, bad for sine kammerater og modtog dem, da de vendte hjem ud på morgenstunden. Næste gang gik præsten selv med, og man kunne ved denne lejlighed se ham ligge i en grusgrav sammen med sine sognebørn i alderen fra 21 til 60 år, og rensende og samlende de nedkastede våben. ”
Tidligere i denne beretning er nævnt navnet på navigatøren i Sterlingmaskinen. Forklaringen på, at man kendte denne mand var, at efter krigen var der interesse for at kende den flybesætning, som man havde været i så nær kontakt med, men dog alligevel var så fjern, fra ved modtagelsesstedet på jorden. Bill Hansen, Sjællands Odde, satte derfor en undersøgelse i gang gennem den engelske ambassade, og efter megen brevveksling fandt man frem til den maskine, der havde foretaget nedkastningen. Det viste sig, at navigatøren Les Bell netop i sommeren 1955 ville aflægge Danmark et besøg. Det blev så pr. brev aftalt, at han skulle komme til Odsherred. Besøget blev meget vellykket, der blev talt om dagene under krigen, om turen til Kongsøre, og der blev aflagt besøg på nedkastningsstedet. Man kunne mærke på Les Bell, at det var et stort øjeblik for ham at stå på en af de pladser, hvor han og hans besætningskammerater under krigen havde nedkastet våben.
Skulle du have lyst til at høre mere om 2. verdenskrig i Nykøbing Sj. og omegn, så holder jeg om sommeren byvandringer, hvor vi også kommer ned i en af byens beskyttelsesrum.
Læs mere her:
