I årene efter vor sidste krig 1864 stod Nykøbings markeder i deres glansperiode. Mange mennesker fra alle egne var jo blevet samlet en sådan festdag. Og i dagens løb, når de våde varer begyndte at gøre deres virkning, kunne der ofte opstå nogen meningsforskel mellem de brave bygæster, f. eks. ved, at de, der havde været med i 3 års krigen, drillede dem fra 64 med, at de var nogle sløje karle, når de ikke kunne tampe “Tysken”, som de havde gjort det. Da kogte blodet op på begge sider. Så hændte det engang i et af beværtningsteltene, at der sad en stor kraftig smed her fra byen, som i 1848-49-50 havde været kgl. Hestgarder. Og når denne store mand havde fået rigeligt af den danske snaps, blev han fuld to gange, nemlig også ondskabsfuld. Han var her i nævnte tilstand, råbte op til de omkringstående, at han kunne fægte med hvilken mand, det skulle være, og for at anskueliggøre det svang han sit egespir truende over hovedet. Byens arrestforvarer kom i det samme forbi, og da han var underofficer fra 64, betænkte han sig ikke, men bød smeden komme an. Og så svang de to drabelige kæmper deres støttekæppe i luften med militær anstand.
Men for at parere smedens kraftige udfald måtte vor gode arrestforvarer træde et skridt tilbage, men ak – i kampens hede så han sig ikke for og faldt baglæns på nakken over en af teltsnorene og ind over en markedskones bord og væltede dette med honningkager og alle hendes op skænkede søde snapse m. m. Den gode politimand forskaffede sig derved et brøl af latter og en skylle af det gamle danske sprogs blomsterudtryk fra den stærkt ophidsede kone. Og han måtte oven i købet betale de spildte varer, hvad der sikkert har smertet ham, da han havde ord for at være mildt sagt meget “fornæret”. Han måtte her bide i det sure æble og tage både skaden og spotten. Men nu smeden? Ja, han beholdt valpladsen men kun en stakket stund; da kom en magt, som kunne tæmme selv en kgl. Hestgarder, nemlig hans ægteviv; hun tog gutten i armen, og han fulgte med from som et bælam til stor morskab for de sammenstimlede. Således endte de to forhenværende fædrelandsforsvareres tvekampe denne markedsdag på Nykøbing gade. Men de blev forresten senere de bedste venner i den lille købstad.
Den gamle mand har også fortalt denne historie om den vilde mand. En gøgler, en “Mulat”, var blevet ked af at spille vildmand længere og var stille lusket bort fra teltet, han blev forevist i, og uden at udråberen havde bemærket dette. Og da nu teltet var fyldt med folk, og den fæle og frygtindgydende “Vilde” skulle føres frem, var han sporløst forsvundet. Der blev panik i teltet. Publikum knurrede og forlangte højrøstet deres penge tilbage. Men udråberen klarede stolt, den pinlige situation ved med tårer i øjnene og troskyldig mine at beklage det ærede publikum, men den vilde mand var sikkert blevet så vild, at han havde spist sig selv!
Engang blev på en markedsdag spændt et reb fra kirketårnet og over i rådhuset, og en linedanser gik derud og slap en flok hvide duer ud af en kurv. Det var nok til næsten at tage vejret fra folk i hine tider.
I de sidste markeds år var der kun et kagetelt, et par borde med skrigeballoner trykte viser o. s. v. Det hele nærmest beregnet for børn, hvilket til sidst også omtrent var de eneste markedsgæster.
De sidste på skansen var glarmester Mads Henriksen og hustru i Kildestræde, som passede kagetelt for bager J. Elansen. Den sidste markedsdag i Nykøbing var ca. 1908 da Henriksen hin aften rev sit telt ned og tog de to små dannebrogsflag ned, som sad i hver sin ende af teltet på en blåmalet stang, var det nat med de Nykøbing markeder. De hørte nu historien til.
Sophus Jensen/
