Biograferne i Nykøbing – det slutter med Regina

Ungdomsfilmen ”tro, håb og kærlighed” var den sidst film som blev vist i Regina biografen i Havnegade 5 – dette skete i slutningen af 1985. Officielt var d. 31. december 1985 den sidste åbningsdag. En epoke i Nykøbing var slut. Men det at gå i biografen var et tilbud byens borgere havde haft igennem flere generationer.  De næste 2 uger, kigger vi på historien om biograferne i Nykøbing.

Den første biograf
Nykøbings første biograf havde til huse på torvet, Algade 53, som ligger over for, hvor Strandstræde møde Algade.  Bygningen, som har haft mange navne – ”Hotel Isefjord”, Fortunen” og ”København”, men i den periode vi skal koncentrere os om, i starten af 1900´tallet, hedder den ”Jernbanehotellet”  I forbindelse med en nylig overstået facaderenovering har man kunne ane, under indgangen, nogle af de tidligere navne for hotellet. Stedet er i dag omdannet til kontorlokaler og bygningens historie, har læserne til gode til en anden god gang. Det er i 1906, at noget af første salen på Jernbanehotellet laves om til biograf. Programmet var sammensat af film af højst et kvarters varighed, og der var forestillinger fem af ugens aftener.

Biografen flytter
I 1920 kommer der biograf længere oppe ad torvet, på adressen Algade 56. Der var der plads til flere tilskuere end der var på hotellet. Filmen blev vist inden i et lokale bagved, her sad man på bænke og en frøken Kroll leverede på klaver lydkulisserne til stumfilmene.

Omrejsende biograf
De omrejsende biografer besøgte også byen. I 1913 slog Daucke & Nathans et rejsebiograftelt op, på pladsen ved gasværket. Pladsen som på det tidspunkt blev benyttet til fodboldbane af ”Sport”, byens fodboldklub – i dag manøvrebanen ved køreskolen på vejen ud mod Ringholm.  Entreen for at komme ind i biograf i teltet var 25 øre for voksne og børn 15 øre + skat.

En ny biograf bygges
Vi skal nu til Havnegade, for i 1927 byggede restauratør Chr. H. Petersen Regina Teateret. Chr. H. Petersen drev på dette tidspunkt også hotel Frederik VII i Havnegade (i dag Havnekroen). Biografen blev indrettet, med det nyeste teknik, og den blev omtalt som en af landets mest moderne, der levede helt op til de nye tonefilmskrav.

Indretningen og udsmykningen var i sig selv en oplevelse – også her fik biografen plusser i karakterbogen. Specielt foyeren var berømt i Danmark.  Chr. H. Petersen have allieret sig med den, på det tidspunkt meget kendte kunstmaler Troels Trier (30.4.1879-21.9.1962 ). Troels Trier var bedst kendt for sit naturalistiske landskabs- og dyremalerier især fra Odsherreds natur. Temaet i biografens flotte dekoration var beretningen om Marsk Stig.  Chr. H. Petersen, drev biografen indtil sin død i 1933, hvorefter sønnen Kai Vejlsgaard tog over.  På det tidspunkt var der forestilling 19:15 og 21:00. Kaj Vangsgaard, der var marinesoldat, var samtidig formand for marineforeningen, og drev ved siden af biografen. Kai drev i øvrig også en charcuteriforretning ”Hos Kaj” på Algade der hvor Sillehoved i dag ligger. I 1949 sælger Kai biografen til Marie Steen, som helt frem til 1973 driver byens biograf. I denne periode var omkostningerne for biografen store, for tidens tekniske krav, blev hele tiden fornyet. Det fortælles, at man i midten af 60´erne, om søndagen kunne komme i biografen for en 1. kr.  I 70´erne mærkede biograferne i Danmark og naturligvis også Regina, konkurrencen fra fjernsynet som dukkede op i de danske hjem.
Stig Jakobsen driver en kort overgang biografen. I den periode gennemgår den en markant ombygning. Stig fortæller blandt andet at der hentes specielle biografstole hjem fra Spanien, polstrede så de var rigtig gode at sidde i. Stig når også at tage uddannelsen som filmoperatør. Da han i samme periode også er begyndt at sælge huse, vælger han at sælge biografen pr. 1. maj 1974 hvor Grethe og Axel Nielsen overtager biografen. Parret driver herefter biografen indtil den lukker i 1985. En anden stor konkurrent var nemlig dukket op, videoen, og borgerens lyst til at se filmen hjemme vandt frem.  Flere hjælpere fra biografen kan fortælle om mange sjove oplevelser. En som ofte nævnes, opstod på grund af den omvendte nummerering af sæderne i biografen. Byens borgere vidste godt, at række 1 var den bagerste, og der blev grinet højlydt, når landliggerne skulle i biografen og have troet man have købt den bedste plads, hvorefter man måtte tage plads på træsæderne – også kaldet cowboyrækkerne – forrest i salen.
Huset består i dag af forskellige fagforeninger – samlet under et tag under navnet “Organisationernes Hus”. Halvdelen af det føromtalte maleri, lavet af Troels Trier, blev desværre ødelagt da fagforeningen går i gang med ombygningen, resten nåede man at bevare og findes i dag under panelerne.

regina - salen 1943

Regina – salen 1943.jpg. På fortæppet var der malet et stort prospekt af Nykøbing By. Det var vist malet af Simon Spies´s far der var patient på S.N.S og som var en kendt landsskabsmaler.

Regina billeter

Billet, venligst udlånt af Peter Lindhardt Petersen, Nykøbing Sj.